Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Historiske bøger · Første Kongebog

Første Kongebog kapitel 15

34 vers

📖 Læs 1 Kong 15 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Abijam bliver konge i Juda og følger sin fars synder, men for Davids skyld bevarer HERREN en lampe i Jerusalem. Hans søn Asa gør det, der er ret i HERRENS øjne, fjerner afgudsbilleder og afsætter sin mor. I krigen mod Israels konge Ba'sha køber Asa hjælp hos Ben-Hadad af Aram. I Israel bliver Nadab dræbt af Ba'sha, som udrydder Jeroboams hus, som Ahija havde sagt.

Indhold

Abiam vandrer ikke i Davids veje, dog opholder Gud kongeriget i Jerusalem for Davids skyld; Abiam dør, og Asa, hans søn, bliver konge, 1-8; Asa afskaffer afguderi og skørlevnere af landet, han tager Benhadad, kongen af Syrien, i forbund med sig imod Baesa, Israels konge; Asa dør, og hans søn Josafat bliver konge, 9-24; Nadab, Israels konge, gør ondt for Herrens øjne; Baesa udrydder ham og hele Jeroboams hus; Baesa er ligeså ugudelig som de forrige konger, 25-34.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

1 I kong Jeroboams, Nebats søns, attende regeringsår blev Abijam konge over Juda.

2 Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Maaka og var datter af Absalom.

3 Han fulgte i alle de synder, hans far havde begået før ham, og hans hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud, sådan som hans far Davids hjerte havde været.

4 Men for Davids skyld gav HERREN hans Gud ham en lampe i Jerusalem, idet han lod hans søn følge efter ham og lod Jerusalem bestå.

5 For David havde gjort det, der er ret i HERRENS øjne, og havde ikke afveget fra noget af det, han befalede ham, hele sit liv, undtagen i sagen med hittitten Urija.

6 Der var krig mellem Rehabeam og Jeroboam, så længe han levede.

7 Hvad der ellers er at fortælle om Abijam og alt, hvad han gjorde, står det ikke skrevet i Judas kongers krønike? Der var krig mellem Abijam og Jeroboam.

8 Abijam gik til hvile hos sine fædre, og de begravede ham i Davidsbyen. Hans søn Asa blev konge efter ham.

9 I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda.

10 Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Maaka og var datter af Absalom.

11 Asa gjorde det, der er ret i HERRENS øjne, ligesom hans fader David.

12 Han jog de tempelprostituerede ud af landet og fjernede alle de afgudsbilleder, hans fædre havde lavet.

13 Han afsatte endda sin mor Maaka som kongemoder, fordi hun havde lavet et afskyeligt billede til Ashera. Asa huggede hendes afskyelige billede ned og brændte det i Kidrondalen.

14 Offerhøjene blev ganske vist ikke fjernet, men alligevel var Asas hjerte helt med HERREN, så længe han levede.

15 Han bragte de gaver, hans far havde helliget, og dem, han selv havde helliget, ind i HERRENS hus: sølv, guld og kar.

16 Der var krig mellem Asa og Israels konge Ba'sha, så længe de levede.

17 Israels konge Ba'sha drog op mod Juda og befæstede Rama for at hindre, at nogen gik ud eller ind hos Judas konge Asa.

18 Da tog Asa alt det sølv og guld, der var tilbage i skattekamrene i HERRENS hus og i kongens palads, og overgav det til sine tjenere. Kong Asa sendte dem til Ben-Hadad, søn af Tabrimmon, søn af Hezjon, kongen af Aram, som boede i Damaskus, med denne besked:

19 »Der er en pagt mellem mig og dig, ligesom mellem min far og din far. Se, jeg sender dig en gave af sølv og guld. Bryd nu din pagt med Israels konge Ba'sha, så han trækker sig tilbage fra mig.«

20 Ben-Hadad gjorde, som kong Asa bad om, og sendte sine hærførere mod Israels byer. Han slog Ijon, Dan og Abel-Bet-Maaka og hele Kinneret og hele Naftalis land.

21 Da Ba'sha hørte det, holdt han op med at befæste Rama og blev i Tirsa.

22 Kong Asa kaldte hele Juda sammen uden undtagelse, og de bar stenene og tømmeret bort fra Rama, som Ba'sha havde bygget med. Med det befæstede kong Asa Geba i Benjamin og Mispa.

23 Hvad der ellers er at fortælle om Asa, om alle hans storværker og alt, hvad han gjorde, og om de byer, han byggede, står det ikke skrevet i Judas kongers krønike? Men da han blev gammel, fik han en sygdom i fødderne.

24 Asa gik til hvile hos sine fædre og blev begravet hos sine fædre i sin fader Davids by. Hans søn Joshafat blev konge efter ham.

25 Jeroboams søn Nadab blev konge over Israel i Judas konge Asas andet regeringsår, og han regerede over Israel i to år.

26 Han gjorde det, der er ondt i HERRENS øjne, og fulgte sin fars vej og den synd, han havde fået Israel til at begå.

27 Men Ba'sha, Ahijas søn, af Issakars hus, sammensvor sig mod ham, og Ba'sha slog ham ihjel ved Gibbeton, som tilhørte filistrene, mens Nadab og hele Israel belejrede Gibbeton.

28 Ba'sha dræbte ham i Judas konge Asas tredje regeringsår og blev konge efter ham.

29 Så snart han var blevet konge, slog han hele Jeroboams hus ihjel. Han lod ikke en eneste af Jeroboams slægt, der havde livsånde, blive tilbage, men udryddede den, sådan som HERREN havde sagt gennem sin tjener Ahija fra Shilo.

30 Det skete på grund af de synder, Jeroboam havde begået, og som han havde fået Israel til at begå, og fordi han havde krænket HERREN, Israels Gud.

31 Hvad der ellers er at fortælle om Nadab og alt, hvad han gjorde, står det ikke skrevet i Israels kongers krønike?

32 Der var krig mellem Asa og Israels konge Ba'sha, så længe de levede.

33 I Judas konge Asas tredje regeringsår blev Ba'sha, Ahijas søn, konge over hele Israel i Tirsa, og han regerede i fireogtyve år.

34 Han gjorde det, der er ondt i HERRENS øjne, og fulgte Jeroboams vej og den synd, han havde fået Israel til at begå.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Abijam konge i Juda v. 1

  • Hvordan beskrives Abijams hjerte, og hvorfor lader HERREN alligevel hans slægt bestå?
  • Hvad betyder det, at Gud bevarer »en lampe« for Davids skyld, og hvordan peger det frem mod Kristus, Davids søn?
  • Hvordan kan du stole på, at Gud er trofast mod sine løfter, også når mennesker svigter?

Asa konge i Juda v. 9

  • Hvad gjorde Asa for at rense landet?
  • Hvorfor er det modigt, at Asa afsætter sin egen mor?
  • Hvad kan det koste dig at være tro mod Gud over for dem, du holder af?

Krigen mellem Asa og Ba'sha v. 16

  • Hvordan løser Asa truslen fra Ba'sha?
  • Hvad er problematisk ved, at Asa bruger templets skatte til at købe hjælp hos en fremmed konge?
  • Hvem eller hvad søger du hjælp hos først, når du er presset?

Nadab og Ba'sha konger i Israel v. 25

  • Hvad sker der med Nadab og Jeroboams hus?
  • Hvordan går HERRENS ord gennem Ahija i opfyldelse (v. 29)?
  • Hvad lærer det dig om, at Guds ord står fast?

Personer og steder i kapitlet

  • Asa (person) – Konge i Juda, søn af Abija; far til Joshafat
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
  • Basha (person) – Israels tredje konge, der regerede i 24 år.
  • Jeroboam (person) – Den første konge i nordriget Israel.
  • David (person) – Salvet konge over Israel, Jesu Kristi stamfar
  • Abija (person) – Konge i Juda, Rehabeams søn
  • Ma'aka (person) – Datter af Absalom; Rehabeams hustru; mor til Abija
  • Nadab (person) – Konge i Israel, søn af Jeroboam I, regerede kort.
  • Absalom (person) – Davids oprørske søn, der forsøgte at tilrane sig tronen.
  • Ben-Hadad (person) – Konge i Aram på Asas og Bashas tid.
  • Akija (person) – Far til Basha, konge i Israel
  • Nebat (person) – Far til Jeroboam, Israels første konge.
  • Het (person) – Søn af Kana'an og stamfar til hittitterne.
  • Urija (person) – Hittitisk soldat; Batsebas mand
  • Rehabeam (person) – Salomos søn, Judas første konge
  • Hezjon (person) – Farfar til Ben-Hadad, konge over Aram.
  • Tabrimmon (person) – Far til Ben-Hadad 1., konge i Syrien
  • Naftali (person) – Søn af Jakob, stamfader til Naftalis stamme.
  • Benjamin (person) – Jakobs og Rakels yngste søn
  • Joshafat (person) – Søn af Asa, konge i Juda.
  • Issakar (person) – Søn af Jakob og Lea, stamfar til stammen
  • Akija (person) – Profet fra Shilo, som profeterede for Jeroboam
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Kongebog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer