Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Anden Mosebog

Anden Mosebog kapitel 8

28 vers

📖 Læs 2 Mos 8 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Frøerne dækker Egypten, og Farao beder Moses bede HERREN fjerne dem, men da han får lindring, forhærder han sit hjerte. Ved den tredje plage bliver støvet til myg, og troldmændene må indrømme: »Det er Guds finger!« Ved den fjerde plage kommer der fluer, men Goshen, hvor Israel bor, bliver skånet. Farao lover igen at lade folket gå, men bryder løftet.

Indhold

Moses lader på Guds befaling frøer fremkomme, troldkarlene lade også frøer fremkomme; Moses beder for Farao, han forhærder sit hjerte igen, 1-15; Moses lader Lus komme frem, troldkarlene kunne ikke gøre det, 16-19; Moses lader komme utøj over Farao, men ikke i Gosen land; Farao lover at lade Israel gå, men forhærder sit hjerte, 20-32.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

1 HERREN sagde til Moses: »Sig til Aron: >Ræk din hånd med staven ud over floderne, over kanalerne og over dammene, og lad frøerne komme op over Egyptens land.«<

2 Aron rakte sin hånd ud over Egyptens vand, og frøen steg op og tildækkede Egyptens land.

3 Men mirakelmagerne gjorde det samme med deres hemmelige kunster, og de lod frøer komme op over Egyptens land.

4 Da kaldte Farao på Moses og på Aron og sagde: »Bed til HERREN om at han fjerner frøerne fra mig og fra mit folk, så vil jeg lade folket gå så de kan ofre til HERREN.«

5 Moses sagde til Farao: »Du må have den ære fremfor mig: Hvornår? Jeg vil bede for dig og for dine tjenere og for dit folk om at udrydde frøerne fra dig og fra dine huse; kun i Nilen bliver de tilbage.«

6 Han sagde: »I morgen.« Og han sagde: »Efter dit ord! For at du skal forstå at der ikke er nogen som HERREN, vores Gud,

7 skal frøerne forsvinde fra dig og fra dine huse og fra dine tjenere og fra dit folk; kun i Nilen skal de blive tilbage.«

8 Så gik Moses og Aron ud fra Farao; og Moses råbte til HERREN angående sagen med frøerne som han havde påført Farao.

9 HERREN gjorde efter Moses’ ord; frøerne døde ud i husene, på gårdspladserne og på markerne.

10 De dyngede dem op, hob ved hob, og landet stank.

11 Men da Farao så at han havde fået lindring, forhærdede han sit hjerte, og han hørte ikke på dem, sådan som HERREN havde sagt.

Tredje plage: Myg

12 HERREN sagde til Moses: »Sig til Aron: >Ræk din stav ud, og slå jordens støv; det skal blive til myg i hele Egyptens land.«<

13 Og de gjorde sådan; Aron rakte sin hånd med staven ud og slog jordens støv, og utøjet var på menneskene og på kvæget. Alt jordens støv blev til myg i hele Egyptens land.

14 Mirakelmagerne gjorde det samme med deres hemmelige kunster for at frembringe myggene, men de kunne ikke. Der var utøj på menneskene og på kvæget.

15 Da sagde mirakelmagerne til Farao: »Det er Guds finger!« Men Faraos hjerte blev hårdt så han ikke hørte på dem, sådan som HERREN havde sagt.

Fjerde plage: Fluer

16 HERREN sagde til Moses: »Stå tidligt op om morgenen og stil dig foran Farao; se, idet han går ud til vandet, skal du sige til ham: >Sådan har HERREN sagt: >Lad mit folk gå så de kan dyrke mig<.

17 For hvis du ikke lader mit folk gå, se, så slipper jeg fluerne løs over dig og over dine tjenere og over dit folk og i dine huse så Egyptens huse bliver fulde af fluerne, og tilmed jorden som de er på.

18 Og på samme dag vil jeg udskille Goshens land, som mit folk opholder sig i, så der ikke skal være fluer dér, for du skal forstå at jeg, HERREN, er midt i landet.

19 Og jeg vil sætte en forløsning mellem mit folk og dit folk. I morgen skal dette tegn ske.«<

20 HERREN gjorde sådan; der kom en mængde fluer ind i Faraos hus og i hans tjeneres hus, og i hele Egyptens land blev landet fordærvet af fluerne.

21 Så kaldte Farao på Moses og på Aron, og han sagde: »Gå hen og bring ofre til jeres Gud her i landet.«

22 Men Moses sagde: »Det er ikke i orden at gøre sådan, for det vi ofrer til HERREN, vores Gud, er afskyeligt for Egypten. Så hvis vi ofrer det der er afskyeligt for Egypten, for øjnene af dem, vil de så ikke stene os?

23 Vi vil gå tre dages rejse ud i ørkenen, og vi vil ofre til HERREN, vores Gud, sådan som han siger til os.«

24 Da sagde Farao: »Jeg vil lade jer gå, så I kan ofre til HERREN, jeres Gud, i ørkenen, men I må bestemt ikke gå langt væk. Bed for mig!«

25 Moses sagde: »Se, jeg går bort fra dig, og jeg vil bede til HERREN, og fluerne vil forsvinde fra Farao og fra hans tjenere og fra hans folk i morgen. Kun må Farao ikke fortsætte med at bedrage så han ikke lader folket gå ud for at ofre til HERREN.«

26 Så gik Moses ud fra Farao og bad til HERREN.

27 Og HERREN gjorde efter Moses’ ord, og fluerne forsvandt fra Farao, fra hans tjenere og fra hans folk; der blev ikke én tilbage.

28 Men Farao forhærdede sit hjerte også denne gang og lod ikke folket gå.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Frøerne kommer over landet v. 1

  • Hvad lover Farao, hvis frøerne bliver fjernet?
  • Hvorfor lader Moses Farao selv vælge tidspunktet (v. 5–6)?
  • Hvordan kan vi være fristet til at glemme Gud, så snart nøden er forbi?

Tredje plage: Myg v. 12

  • Hvad siger troldmændene, da de ikke kan lave myg?
  • Hvad betyder »Guds finger« (jf. Luk 11,20)?
  • Hvornår har du set noget, der kun kunne forklares med Guds hånd?

Fjerde plage: Fluer v. 16

  • Hvordan gør HERREN forskel på Goshen og resten af Egypten?
  • Hvorfor vil Moses ikke ofre i Egypten (v. 22–23)?
  • Hvad betyder det for dig, at Gud kender og beskytter sit folk?

Personer og steder i kapitlet

  • Farao (person) – Egyptisk farao ved udvandringen
  • Moses (person) – Profeten, der førte Israel ud af Egypten
  • Aron (person) – Moses' bror, Israels første ypperstepræst
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
  • Nilen (sted) – Egyptens store flod, som nævnes i mange sammenhænge
  • Goshen (sted) – Et område i Egypten, hvor israelitterne bosatte sig og havde fremgang.

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Anden Mosebog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer