Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Fjerde Mosebog
Fjerde Mosebog kapitel 17
28 vers
📖 Læs 4 Mos 17 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Røgelseskarrene fra Koras folk hamres ud til plader på alteret som et tegn. Dagen efter klager folket igen, og en plage begynder; Aron løber med røgelse ind midt i forsamlingen, står mellem de døde og de levende, og plagen hører op. HERREN bekræfter Arons kald: Af tolv stave blomstrer kun Arons stav og bærer mandler. Staven gemmes foran Vidnesbyrdet.
Indhold
Herren stadfæster Arons kald til hans præstedømme ved et Mirakel med den blomstrende kæp, 1-9; den gemmes til en ihukommelse, 10. 11; Israels børn blive forskrækkede og ydmygede ved disse Herrens domme og tegn, 12. 13.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Røgelseskarrene skal gemmes til minde om begivenheden.
1 HERREN sagde til Moses:
2 »Sig til Eleazar, præsten Arons søn, at han skal tage røgelseskarrene ud af ilden og sprede gløderne langt bort, for de er hellige.
3 De røgelseskar som tilhørte dem der døde på grund af deres synd, skal man hamre ud i brede plader til at beklæde alteret med, for de bar dem frem for HERRENS ansigt, og de er helliget, og de skal være et tegn for israelitterne.«
4 Så tog præsten Eleazar de bronzekar som de der var brændt op, havde ofret med, og hamrede dem ud til plader til at beklæde alteret med,
5 til at minde israelitterne om at ingen fremmed, som ikke er efterkommer af Aron, skal nærme sig for at ofre røgelse for HERRENS ansigt for at det ikke skal gå ham som Kora og dem der var med ham, sådan som HERREN havde givet ham besked om gennem Moses.
Folket beklager sig atter.
6 Men dagen efter beklagede hele forsamlingen af israelitter sig over Moses og Aron. De sagde: »I har slået HERRENS folk ihjel.«
7 Da forsamlingen samlede sig imod Moses og Aron, vendte de sig mod forsamlingsteltet, og se, skyen skjulte det, og HERRENS herlighed viste sig.
8 Moses og Aron stillede sig frem foran forsamlingsteltet.
9 HERREN sagde til Moses:
10 »Flyt jer væk fra denne forsamling, så vil jeg gøre en ende på den på et øjeblik.« De faldt på knæ med ansigtet mod jorden.
11 Moses sagde til Aron: »Tag røgelseskarret, tag ild fra alteret og læg røgelse på. Skynd dig så hen til forsamlingen og skaf dem soning, for vreden er udgået fra HERRENS ansigt, plagen er begyndt.«
12 Aron tog det som Moses havde sagt, og løb hen midt i forsamlingen, og se, plagen var begyndt blandt folket. Så kom han røgelse på og skaffede soning for folket.
13 Han stod mellem de døde og de levende, og plagen hørte op.
14 Men der døde 14.700 i plagen, udover dem som døde på grund af Koras gerning.
15 Aron kom igen hen til Moses ved indgangen til forsamlingsteltet, da plagen var holdt op.
HERREN stadfæster Arons kald til præst ved underet med den blomstrende stav.
16 HERREN talte til Moses:
17 »Tal til israelitterne og tag en stav for hvert fædrenehus, af alle lederne for deres fædrenehuse, tolv stave. Du skal skrive hver enkelts navn på hans stav.
18 Du skal skrive Arons navn på Levis stav, for der skal være en stav for hvert overhoved over deres fædrenehuse.
19 Og du skal lægge dem i forsamlingsteltet lige foran Vidnesbyrdet, hvor jeg mødes med jer.
20 Den mand jeg udvælger, hans stav skal blomstre så jeg kan stoppe israelitternes beklagelser mod mig, når de beklager sig over for jer.«
21 Moses talte til israelitterne, og alle lederne gav ham en stav for hver leder efter deres fædrenehuse, tolv stave. Arons stav var imellem stavene.
22 Moses lagde stavene for HERRENS ansigt i Vidnesbyrdets telt.
23 Da Moses dagen efter kom ind i Vidnesbyrdets telt, se, da blomstrede Arons stav for Levis hus, ja, den havde både skudt knopper og fået blomster og båret modne mandler.
24 Moses bar alle stavene ud fra HERRENS ansigt til alle israelitterne, og de så dem, og de tog hver deres stav.
Staven gemmes til minde.
25 HERREN sagde til Moses: »Bær Arons stav ind igen foran Vidnesbyrdet, og opbevar den der som et tegn for børnene af de genstridige, og du skal standse deres beklagelser imod mig for at de ikke skal dø.«
26 Moses gjorde det; sådan som HERREN havde befalet ham, det gjorde han.
Israelitterne bliver forskrækkede og ydmyge ved at se HERRENS domme og tegn.
27 Israelitterne kom hen til Moses og sagde: »Se, vi omkommer. Vi dør. Vi dør alle sammen!
28 Enhver som kommer nær, den som kommer HERRENS telt nær, han skal dø. Er det da forbi med os, omkommer vi?«
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Matt 23,17 (henviser til v. 3)
- Luk 1,9 (henviser til v. 5)
- Hebr 5,4 (henviser til v. 5)
- Hebr 7,13 (henviser til v. 5)
- Hebr 8,4 (henviser til v. 5)
- 1 Kor 10,10 (henviser til v. 6)
- Hebr 5,1 (henviser til v. 11)
- Åb 8,3 (henviser til v. 11)
- Hebr 5,4 (henviser til v. 18)
- Hebr 7,13 (henviser til v. 20)
- ApG 7,44 (henviser til v. 22)
- Hebr 9,4 (henviser til v. 25)
- Hebr 8,4 (henviser til v. 27)
Spørgsmål til bibelkredsen
Røgelseskarrene skal gemmes til minde om begivenheden v. 1
- Hvad gjorde Eleazar med røgelseskarrene?
- Hvad skulle pladerne på alteret minde israelitterne om?
- Hvilke tegn har Gud givet os, så vi husker hans Ord?
Folket beklager sig atter v. 6
- Hvad gør Aron, da plagen er begyndt?
- Hvad betyder det, at Aron står »mellem de døde og de levende«?
- Hvordan peger Aron her frem mod Kristus, der går i forbøn for os (Hebr 7,25)?
Arons stav blomstrer v. 16
- Hvad sker der med Arons stav i løbet af natten?
- Hvorfor lader HERREN netop en død stav blomstre som tegn?
- Hvordan kan du stole på, at Gud selv vælger og kalder sine tjenere?
Staven gemmes til minde v. 25
- Hvor skal Arons stav opbevares, og hvorfor?
- Hvad skal tegnet standse, og hvorfor er det til folkets eget bedste?
- Hvad hjælper dig til at holde op med at klage over Gud?
Folkets frygt v. 27
- Hvad siger folket til Moses til sidst?
- Hvorfor bliver folket nu bange for at komme HERRENS telt nær?
- Hvordan kan vi komme Gud nær uden frygt (jf. kap. 18 og Hebr 4,16)?
Personer og steder i kapitlet
- Moses (person) – Profeten, der førte Israel ud af Egypten
- Aron (person) – Moses' bror, Israels første ypperstepræst
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Eleazar (person) – Søn af Aron, ypperstepræst efter sin far
- Kora (person) – Levit og oprørsleder; hans efterkommere blev tempeltjenere
- Levi (person) – Jakobs søn; stamfar til levitterne
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Fjerde Mosebog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer