Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Fjerde Mosebog

Fjerde Mosebog kapitel 22

41 vers

📖 Læs 4 Mos 22 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Israel slår lejr på Moabs slette, og Moabs konge Balak bliver bange. Han sender bud efter spåmanden Bileam for at få ham til at forbande folket. Gud forbyder det først, men lader ham så gå med, hvis han kun siger det, Gud siger. På vejen stiller HERRENS engel sig i vejen; æslet ser ham og taler, og Bileams øjne bliver åbnet.

Indhold

Balak, Moabs konge, begærer, at Bileam skal komme og forbande Israel; Bileam vægrer sig, efter Herrens befaling, ved at komme, 1-14; Balak sender anden gang bud til Bileam, han får tilladelse at gå med, 15-21; Guds engel står Bileam imod for at vise ham, at denne gerning ej var ret; aseninden ser englen, viger, slås, falder ned, taler og beskæmmer Bileam; englen taler med ham og lader ham fare, 22-35; Bileam kommer til Balak og taler med ham, 36-41.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Moabs kong Balak ønsker at Bileam skal komme og forbande Israel. Efter HERRENS befaling nægter Bileam at komme.

1 Israelitterne rejste derfra, og de slog lejr på Moabs slette, ved Jordan over for Jeriko.

2 Balak, Sippors søn, så alt det Israel havde gjort mod amoritterne.

3 Moabitterne var meget bange for folket, for det var talrigt, og moabitterne gruede for israelitterne.

4 Da sagde Moab til Midjans ældste: »Denne horde vil sluge alt rundt om os, ligesom oksen sluger markens grønne græs.« Men på den tid var Balak, Sippors søn, konge over Moab.

5 Han sendte bud til Bileam, Beors søn, i Petor som ligger ved floden, til hans folks land, for at hidkalde ham og lod sige: »Se, et folk er gået ud af Egypten. Se, det dækker jorden, og det ligger lige over for mig.

6 Jeg beder dig, kom her og forband dette folk for mig, for det er for stærkt for mig, måske kan jeg så slå det og drive det ud af landet, for jeg ved at den du velsigner, er velsignet, og den du forbander, er forbandet.«

7 Moabitternes ældste gik derhen sammen med midjanitternes ældste, med sig havde de spåmandens løn. De kom til Bileam, og de fortalte ham Balaks budskab.

8 Han sagde til dem: »Bliv her i nat, så vil jeg give jer svar, efter hvad HERREN taler til mig.« Så blev moabitternes ledere hos Bileam.

9 Gud kom til Bileam og sagde: »Hvem er de mænd som er hos dig?«

10 Bileam sagde til Gud: »Balak, Sippors søn, moabitternes konge, har sendt bud til mig:

11 >Se her det folk som er gået ud fra Egypten og dækker jorden! Kom nu hertil, forband det for mig, måske kan jeg så kæmpe mod det og drive det bort.«<

12 Gud sagde til Bileam: »Du skal ikke gå med dem, du skal ikke forbande folket, for det er velsignet.«

13 Om morgenen stod Bileam op og sagde til Balaks udsendinge: »Gå til jeres land, for HERREN nægter at give mig lov til at gå med jer.«

14 Så tog moabitternes udsendinge af sted og kom til Balak. De sagde: »Bileam nægtede at komme med os.«

Balak sender igen bud til Bileam. Han får lov til at gå med.

15 Balak sendte bud igen, flere og fornemmere ledere end de første.

16 De kom til Bileam, og de sagde til ham: »Dette siger Balak, Sippors søn: >Lad dig ikke hindre i at komme til mig.

17 For jeg vil vise dig stor ære, og alt hvad du siger til mig, vil jeg gøre, men kom nu, forband dette folk for mig!«<

18 Bileam svarede Balaks folk: »Dersom Balak gav mig sit hus, fuldt af sølv og guld, kunne jeg dog ikke overtræde HERREN min Guds ord hverken i stort eller småt.

19 Men bliv nu også I her i nat, så vil jeg finde ud af hvad HERREN yderligere har at sige til mig.«

20 Om natten kom Gud til Bileam og sagde til ham: »Hvis de mænd er kommet for at hente dig, så stå op og gå med dem, men gør kun det som jeg siger til dig.«

21 Om morgenen stod Bileam op, sadlede sit æsel og drog med Moabs ledere.

Guds engel stiller sig i vejen for Bileam for at vise ham at det han gør, er forkert. Æslet ser englen, viger til side, bliver slået, lægger sig, taler og bebrejder Bileam. Englen taler med ham og lader ham gå.

22 Men Guds vrede blussede op fordi han drog med, og HERRENS engel stillede sig i vejen for at stå ham imod, men han red på sit æsel, og han havde to tjenestedrenge med.

23 Æslet så HERRENS engel stå i vejen med et draget sværd i hånden, og æslet veg bort fra vejen og gik ud på marken, men Bileam slog æslet for at få det tilbage på vejen.

24 Da stillede HERRENS engel sig i vejen på en smal sti mellem vingårdene hvor der var et stengærde til begge sider.

25 Da æslet så HERRENS engel, trykkede det sig ind til muren og maste Bileams fod mod muren, og han slog det endnu mere.

26 Men HERRENS engel gik længere frem og stillede sig et snævert sted, hvor der ikke var plads til at vige hverken til højre eller til venstre.

27 Æslet så HERRENS engel og lagde sig ned under Bileam. Da blussede Bileams vrede op, og han slog æslet med sin kæp.

28 Da åbnede HERREN æslets mund, og det sagde til Bileam: »Hvad har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre gange?«

29 Bileam sagde til æslet: »Fordi du har drillet mig. Gid jeg dog havde et sværd i hånden, så ville jeg slå dig ihjel.«

30 Da sagde æslet til Bileam: »Er jeg ikke dit æsel, som du har reddet på i al din tid, lige til denne dag? Har jeg nogen sinde opført mig sådan mod dig?« Han svarede: »Nej.«

31 Da åbnede HERREN Bileams øjne så han så HERRENS engel stå på vejen med draget sværd i hånden. Han bøjede sig og faldt på knæ med ansigtet mod jorden.

32 HERRENS engel sagde til ham: »Hvorfor har du nu tre gange slået dit æsel? Se, jeg er kommet for at stå dig imod, for denne vej er en afvigelse i forhold til mig.

33 Æslet så mig og er nu tre gange veget af vejen for mig. Hvis det ikke var veget af vejen for mig, ville jeg nu have slået dig ihjel og ladet det leve.«

34 Da sagde Bileam til HERRENS engel: »Jeg har syndet, for jeg vidste ikke at du stod mig imod på vejen. Eftersom det er ondt i dine øjne, vil jeg nu vende tilbage igen.«

35 HERRENS engel sagde til Bileam: »Drag med mændene, men du må kun sige det ord, som jeg taler til dig.« Så rejste Bileam med Balaks ledere.

Bileam kommer til Balak og taler med ham.

36 Balak hørte at Bileam kom, og han rejste ham i møde ved en by i Moab som lå på grænsen ved Arnonfloden, som er den forreste del af grænsen.

37 Balak sagde til Bileam: »Sendte jeg ikke bud til dig og lod dig kalde? Hvorfor kom du ikke til mig? Skulle jeg virkelig ikke kunne vise dig ære?«

38 Bileam sagde til Balak: »Se, nu er jeg kommet til dig. Mon jeg formår at sige noget? Det ord som Gud lægger i min mund, det vil jeg tale.«

39 Så rejste Bileam med Balak, og de kom til Kirjat-Husot.

40 Balak slagtede hornkvæg og får og geder og gav noget af det til Bileam og til de ledere som var hos ham.

41 Om morgenen tog Balak Bileam og førte ham op på Ba’als Høje. Derfra så han det yderste af folket.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Balak sender bud efter Bileam v. 1

  • Hvorfor er Balak og moabitterne bange for Israel?
  • Hvad betyder det, at Gud siger om Israel: »det er velsignet« (v. 12)?
  • Hvordan kan Guds løfte om velsignelse give dig ro, når andre er imod dig?

Balak sender igen bud til Bileam. Han får lov til at gå med. v. 15

  • Hvad lover Balak Bileam anden gang?
  • Hvorfor beder Bileam igen om svar, selv om Gud allerede har sagt nej?
  • Hvornår bliver du fristet til at spørge igen, fordi du håber på et andet svar?

Bileams æsel v. 22

  • Hvor mange gange slår Bileam æslet, og hvad ser æslet?
  • Hvorfor ser æslet englen før profeten (v. 31)?
  • Hvad kan få dig til at standse op og se, at du er på vej i en forkert retning?

Bileam kommer til Balak og taler med ham. v. 36

  • Hvad siger Bileam til Balak, da de mødes?
  • Hvad betyder det, at Bileam kun kan tale det ord, Gud lægger i hans mund?
  • Hvordan kan Guds ord være det, der styrer det, du siger?

Personer og steder i kapitlet

  • Bileam (person) – En profet, der blev lejet til at forbande Israel, men velsignede folket i stedet.
  • Balak (person) – Konge i Moab, der lejede Bileam til at forbande Israel.
  • Sippor (person) – Far til Balak, Moabs konge
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Amoritterne (person) – Kana'anæisk folk, Israels fjender
  • Beor (person) – Far til Bileam
  • Moab (sted) – Oldtidskongerige øst for Det Døde Hav i Jordan
  • Midjan (sted) – Et folk, der nedstammede fra Abraham; undertrykte Israel på dommernes tid
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
  • Jeriko (sted) – En ældgammel by i Kana'an, kendt for at Israel erobrede den
  • Jordan (sted) – En flod og en egn med stor betydning i Israels historie.
  • Moabs sletter (sted) – Område øst for Jordanfloden over for Jeriko
  • Amav (sted) – Et sted nær Eufrat, der forbindes med Bileam.
  • Eufrat (sted) – Stor flod i det gamle Mellemøsten; grænse for det lovede land
  • Petor (sted) – Bileams hjemby i Mesopotamien
  • Arnon (sted) – En flod og en dal, der var grænse for Israel.
  • Kirjat-Husot (sted) – Et sted, som Balak tog Bileam med til
  • Bamot-Ba'al (sted) – Moabitisk offerhøj, hvortil Balak førte Bileam.

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Fjerde Mosebog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer