Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Fjerde Mosebog

Fjerde Mosebog kapitel 8

26 vers

📖 Læs 4 Mos 8 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Aron sætter lamperne op, så de lyser foran lysestagen. Derefter renses levitterne og indvies for HERRENS ansigt: Israelitterne lægger hænderne på dem, og Aron giver dem som et svingningsoffer. Levitterne er givet til HERREN i stedet for de førstefødte, og de skal tjene fra de er 25 år, til de bliver 50 år.

Indhold

Gud giver love om lamperne, 1-4; om leviternes renselse, 5-15; disse skulle tjene Herren ved tabernaklet i de førstefødtes sted, 16-19; leviterne renses, 20-22; de skulle tjene fra de er fem og tyve år, indtil de er halvtreds år, 23-26.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

HERREN giver forordninger om lamperne.

1 HERREN sagde til Moses:

2 »Tal til Aron, og du skal sige til ham: >Når du sætter olielamperne op, skal de syv lamper lyse lige foran lysestagen.«<

3 Aron gjorde således: Han anbragte olielamper på forsiden af lysestagen sådan som HERREN havde befalet Moses.

4 Lysestagen var lavet således: Den var af udhamret guld, selv dens fod og dens blomster var af drevet arbejde. Moses havde lavet lysestagen efter det syn HERREN havde vist ham.

Forordninger om levitternes renselse.

5 HERREN sagde til Moses:

6 »Udtag levitterne af israelitterne, og du skal rense dem.

7 Således skal du gøre for at rense dem: Stænk renselsesvand på dem, og de skal skrabe hele deres legeme med en ragekniv og vaske deres tøj og rense sig.

8 Så skal de tage en tyrekalv og afgrødeofferet dertil, mel blandet med olie, og du skal tage en anden tyrekalv til syndoffer.

9 Du skal lade levitterne træde frem foran forsamlingsteltet, og du skal samle hele israelitternes forsamling.

10 Du skal lade levitterne træde frem for HERRENS ansigt, og israelitterne skal lægge deres hænder på levitterne.

11 Aron skal bringe levitterne som et svingningsoffer givet af israelitterne og gennemført for HERRENS ansigt, så de kan gøre arbejdet for HERREN.

12 Levitterne skal lægge hænderne på tyrekalvenes hoveder, og gør så den ene til et syndoffer og den anden til et brændoffer for HERREN for at gøre soning for levitterne.

13 Du skal stille levitterne foran Aron og hans sønner, og du skal indvie dem med et svingningsoffer for HERREN.

14 Du skal udskille levitterne fra israelitterne, for levitterne skal være mine.

15 Derefter skal levitterne komme og tjene ved forsamlingsteltet når du har renset dem og ladet dem indvie med et svingningsoffer.

Levitterne skal tjene HERREN ved forsamlingsteltet i de førstefødtes sted.

16 For de er helt og fuldt givet til mig af israelitterne. Jeg har taget dem i stedet for enhver som åbner mors liv, for alle førstefødte af israelitterne.

17 For alt det førstefødte hos israelitterne hører mig til, både af mennesker og af dyr. Den dag jeg slog alle førstefødte i Egypten, helligede jeg dem til mig selv.

18 Jeg udtog levitterne i stedet for alle førstefødte blandt israelitterne.

19 Jeg gav Aron og hans sønner levitterne som en gave af israelitterne, så de kan udføre israelitternes tjeneste ved forsamlingsteltet og skaffe soning for dem, for at der ikke skal komme en ulykke over israelitterne når de nærmer sig helligdommen.«

Levitterne renses.

20 Moses og Aron og hele israelitternes forsamling gjorde dette ved levitterne. Alt det HERREN havde befalet Moses om levitterne, gjorde israelitterne ved dem.

21 Levitterne rensede sig fra synd og vaskede deres tøj, og Aron indviede dem med et svingningsoffer for HERRENS ansigt, og Aron skaffede soning for dem for at rense dem.

22 Derefter kom levitterne for at udføre deres tjeneste ved forsamlingsteltet, for Arons og hans sønners ansigt. Det HERREN havde befalet Moses om levitterne, det gjorde de ved dem.

Levitterne skal tjene fra de er 25 år, til de bliver 50 år.

23 HERREN sagde til Moses:

24 »Dette er hvad angår levitterne: Fra de er 25 år og derover, skal enhver af dem komme for at udføre arbejdet i forsamlingsteltets tjeneste.

25 Men fra han er blevet 50 år, skal han trække sig tilbage fra tjenestens arbejde, og han skal ikke tjene længere.

26 Dog må han tjene sine brødre ved forsamlingsteltet med at omhyggeligt at passe det der er at passe, men tjenesten skal han ikke udføre. Sådan skal du gøre med levitterne med det de har at passe.«

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

HERREN giver forordninger om lamperne v. 1

  • Hvordan skulle de syv lamper lyse, og hvad var lysestagen lavet af?
  • Hvorfor tror du, lyset skulle falde frem foran lysestagen i helligdommen?
  • Hvordan kan du lade Guds lys skinne for andre (jf. Matt 5,16)?

Forordninger om levitternes renselse v. 5

  • Hvad skal der gøres for at rense levitterne?
  • Hvorfor lægger israelitterne deres hænder på levitterne?
  • Hvad betyder det, at Gud selv renser dem, han kalder til tjeneste?

Levitterne i de førstefødtes sted v. 16

  • Hvorfor siger HERREN, at levitterne er hans?
  • Hvordan skulle levitterne beskytte folket, når de nærmede sig helligdommen (v. 19)?
  • Hvad betyder det for dig, at Kristus står mellem Gud og os?

Levitterne renses v. 20

  • Gjorde israelitterne, som HERREN havde befalet?
  • Hvorfor fortæller teksten, at det skete præcis som befalet?
  • Hvordan kan du lytte efter og gøre det, Gud siger i sit Ord?

Levitterne skal tjene fra de er 25 år, til de bliver 50 år v. 23

  • Hvad skal en levit gøre, når han bliver 50 år?
  • Hvorfor må de ældre stadig hjælpe deres brødre?
  • Hvordan kan ældre i menigheden fortsat tjene og støtte de yngre?

Personer og steder i kapitlet

  • Levi (person) – Jakobs søn; stamfar til levitterne
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Aron (person) – Moses' bror, Israels første ypperstepræst
  • Moses (person) – Profeten, der førte Israel ud af Egypten
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Fjerde Mosebog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer