Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Historiske bøger · Dommerbogen

Dommerbogen kapitel 14

20 vers

📖 Læs Dom 14 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Samson vil giftes med en filisterkvinde fra Timna; det var fra HERREN, som søgte en anledning til strid med filistrene. Han dræber en løve med de bare næver og finder senere honning i den. Ved brylluppet stiller han 30 mænd en gåde, som de kun løser ved at true hans kone. Samson slår 30 mænd i Ashkalon, og konen gives til hans forlover.

Indhold

Samson begærer en af filisternes døtre til ægte og dræber en løve, 1-7; han besøger sin brud, finder honning i løvens ådsel, holder bryllup, lægger filisterne en mørk tale for, som de ej kunne forstå, 8-14; de får udtydningen deraf at vide gennem Samsons hustru; Samson dræber 30 filister og giver klæder til dem, som har sagt ham udtydningen på den mørke tale; Samsons hustru gives til en anden mand, 15-20.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Samson vil have en af filistrenes døtre til kone og dræber en løve

1 Samson gik ned til Timna. Dér så han en kvinde, en af filistrenes døtre.

2 Han gik op og fortalte det til sine forældre: »Jeg har set en af filistrenes døtre i Timna. Sørg for at jeg kan få hende til kone.«

3 Hans far og mor sagde til ham: »Er der ingen kvinder blandt dine brødres døtre og i vores folk, siden du går hen for at tage dig en kone fra de uomskårne filistre?« Samson sagde til sin far: »Lad mig få hende, for hun er den rette i mine øjne.«

4 Men hans far og mor vidste ikke at det var fra HERREN, at han søgte en anledning til strid med filistrene. På den tid herskede filistrene over Israel.

5 Så gik Samson og hans far og mor ned til Timna. Da de kom til Timnas vingårde, se, da kom en ung løve brølende hen mod ham.

6 HERRENS Ånd kom over ham med stor kraft, og han flåede den i stykker som man flår et kid, og han gjorde det med de bare næver. Han fortalte ikke sin far og mor hvad han havde gjort.

7 Han kom ned og talte med kvinden. I Samsons øjne var hun den rette.

Samson besøger sin brud, finder honning i den døde løve, holder bryllup, giver filistrene en gåde som de ikke forstår

8 Nogen tid efter kom han tilbage for at hente hende, og han drejede væk fra vejen for at se til den døde løve. En bisværm havde slået sig ned i løvens ådsel og lavet honning der.

9 Han skrabede noget af den ud i hænderne, og mens han gik videre, spiste han den. Han gik så til sine forældre og gav dem noget, og de spiste det. Men han fortalte dem ikke at han havde taget honningen fra løvens ådsel.

10 Da hans far kom ned til kvinden, forberedte Samson en fest der, for det plejede de unge mænd at gøre.

11 Da de så ham, kom de med 30 ledsagere, som skulle være hos ham.

12 Da sagde Samson til dem: »Venner, jeg vil gerne stille jer en gåde. Hvis I i løbet af festens syv dage kan give mig svaret på den, vil jeg give jer 30 linnedskjorter og 30 sæt festtøj.

13 Men kan I ikke give mig svaret, skal I give mig 30 skjorter og 30 sæt skiftetøj.« De sagde til ham: »Kom med din gåde og lad os høre den!«

14 Han sagde: »Fra rovdyret kom der mad, og fra den stærke kom der sødme.« I tre dage kunne de ikke finde svaret på gåden.

Filistrene får svaret på gåden gennem Samsons kone; Samson dræber 30 filistre og tager deres tøj til dem som har givet ham svaret på gåden; Samsons kone bliver givet til en anden mand

15 På den syvende dag sagde de til Samsons kone: »Få din mand til at forklare os gåden, ellers brænder vi dig og din fars hus. Har I da indbudt os for at gøre os fattige?«

16 Da græd Samsons kone og sagde til ham: »Du hader mig og elsker mig ikke. Du har stillet mit folk en gåde og ikke fortalt mig løsningen.« Han sagde til hende: »Jeg har ikke engang fortalt den til mine forældre, og så skulle jeg fortælle dig den?«

17 I de syv dage festen varede, havde hun grædt over ham, og på den syvende dag fortalte han hende svaret, fordi hun plagede ham. Hun forklarede så gåden for sit folk.

18 På den syvende dag inden solen gik ned, sagde byens mænd til ham: »Hvad er sødere end honning? Hvad er stærkere end en løve?« Da sagde han til dem: »Hvis I ikke havde pløjet med min kvie, havde I ikke fundet svaret på min gåde.«

19 Og HERRENS Ånd kom over ham med stor kraft, og han gik ned til Ashkalon og slog 30 mænd ihjel, tog tøjet af dem og gav festtøjet til dem der havde givet ham svaret på gåden. I raseri gik han op til sin fars hus.

20 Men Samsons kone blev givet til en af ledsagerne, som havde været hans forlover.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Samson og løven v. 1

  • Hvad siger Samsons forældre om hans valg af kone?
  • Hvordan kan HERREN bruge Samsons egenrådige valg (v. 4)?
  • Hvad betyder det for dig, at Gud kan føre sine planer igennem, også gennem menneskers fejl?

Brylluppet og gåden v. 8

  • Hvad er gåden, og hvor kommer den fra?
  • Hvorfor er det tvivlsomt, at Samson som nasiræer rører ved løvens ådsel?
  • Hvor tager du let på løfter, du har givet Gud eller andre?

Gådens svar og hævnen v. 15

  • Hvordan får filistrene svaret på gåden?
  • Hvordan bruger HERREN Samson, selv om han handler i raseri?
  • Hvordan reagerer du, når du føler dig snydt?

Personer og steder i kapitlet

  • Samson (person) – Israelitisk dommer med stor styrke fra Gud
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Filistæa (sted) – Et gammelt folk og område i Kana'an
  • Timna (sted) – Kana'anæisk by med tilknytning til Juda og Dan
  • Ashkalon (sted) – En vigtig filisterby, ofte mål for profetier.

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Dommerbogen på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer