Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Poetiske bøger · Jobs Bog

Jobs Bog kapitel 27

23 vers

📖 Læs Job 27 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Job sværger ved Gud, at han ikke vil tale uret, og at han holder fast ved sin uskyld til sin død. Derefter beskriver han den ugudeliges skæbne: Gud hører ikke hans skrig i trængsel. Hans sønner falder for sværdet, hans sølv går til de retfærdige, og en stormvind fører ham bort om natten.

Indhold

Job forsvarer ydermere sin uskyldighed imod sine venner og beviser, at han ej var en hykler, 1-10; han tilstår, at Gud ofte også i dette liv straffer de ugudelige, hvilket han ej heller havde nægtet, 11-23.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Job holder fast ved sin uskyld, ret og retfærdighed

1 Job fortsatte sit belærende indlæg. og sagde:

2 »Så sandt Gud lever, han har frataget mig min ret, den Almægtige har forårsaget bitter nød i min sjæl,

3 ja, lige så længe mit åndedræt er i mig, og Guds ånd er i min næse,

4 skal hverken mine læber tale uret eller min tunge udtrykke svig!

5 Det være langt fra mig at give jer ret. Indtil jeg udånder, vil jeg ikke opgive min uskyld!

6 Jeg holder fast i min retfærdighed og giver ikke slip på den, mit hjerte anklager mig ikke for nogen af mine dage.

Den ugudelige vil få sin straf af Gud

7 Må min fjende stå som en ugudelig, og den der rejser sig imod mig, som en uretfærdig.

8 For hvad er den gudløses håb når han skærer ham af, når Gud tager hans liv?

9 Vil Gud mon høre hans skrig når trængsel kommer over ham?

10 Vil han fryde sig over den Almægtige og til enhver tid kalde på Gud?

11 Jeg vil undervise jer om Guds magt. Det som er hos den Almægtige, vil jeg ikke skjule.

12 Ja, I har jo alle sammen skuet det, hvorfor er jeres tale da så fuldstændigt intetsigende?

13 Dette er det ugudelige menneskes vilkår hos Gud, og en arv tyrannerne modtager fra den Almægtige:

14 Når hans sønner bliver talrige, er det til sværd, og hans efterkommere bliver ikke mætte af brød.

15 De der overlever ham, lægges i graven af døden, og hans enker græder ikke.

16 Skønt han samler sølv som støv og ophober tøj som ler,

17 så ophober han, men den retfærdige ifører sig det, og den uden skyld fordeler sølvet.

18 Han bygger sit hus ligesom et møl, ligesom en løvhytte en vagtmand laver.

19 Rig lægger han sig, men for sidste gang, han åbner sine øjne, og der er intet tilbage.

20 Pludselige rædsler indhenter ham som vande, om natten fører en stormvind ham bort.

21 En østenvind løfter ham op, og han går bort, den fejer ham væk fra hans sted.

22 Han kaster sig over ham og er uden skånsel; væk fra hans hånd flygter han alt hvad han kan.

23 Man klapper i hænderne over ham og pifter ham væk fra hans sted.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Job holder fast ved sin uskyld, ret og retfærdighed v. 1

  • Hvad sværger Job på i v. 2–6?
  • Hvordan kan Job sige, at Gud har frataget ham hans ret, og samtidig sværge ved Gud?
  • Hvad betyder det at have en god samvittighed over for mennesker, selv om vi alle er syndere over for Gud?

Den ugudelige vil få sin straf af Gud v. 7

  • Hvad sker der med den ugudeliges rigdom i v. 16–17?
  • Hvorfor er den gudløses håb tomt, når Gud tager hans liv (v. 8)?
  • Hvad er dit håb, når du en dag skal dø?

Personer og steder i kapitlet

  • Job (person) – En retfærdig mand, der udholdt store lidelser

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jobs Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer