Det Gamle Testamente · Poetiske bøger · Salmernes Bog
Salmernes Bog kapitel 139
24 vers
📖 Læs Sl 139 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
David undrer sig over, at HERREN kender ham helt: hans tanker, hans ord og alle hans veje. Han kan ikke flygte fra Gud, hverken til himlen, dødsriget eller havets ende, og mørket er ikke mørke for Gud. Gud vævede ham i moderens liv og så ham som foster. Salmen slutter med bønnen: »Udforsk mig, Gud, og kend mit hjerte.«
Indhold
David betragter Guds alvidenhed, som ransager og nøje kender alle ting, 1-6; hans allestedsnærværelse, med hvilken han opfylder alle ting, 7-12; hans Almagt, formedelst hvilken han havde herligt dannet ham, 13-18; og er nidkær imod de ugudelige, som ej ville ære Gud, og beder, Gud ville endnu mere rense og styrke ham i det gode, 19-24.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
1 Til korlederen. Af David. En salme. HERRE, du har udforsket mig og kender mig.
HERREN er alvidende
2 Du ved om jeg sidder eller står, du kender min tanke på lang afstand.
3 Er jeg på tur eller hviler ud, har du registreret det, og alle mine veje er du fortrolig med.
4 For der er ikke et ord på min tunge før du, HERRE, fuldt ud har kendskab til det.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din hånd på mig.
6 Det er for vidunderligt til at jeg forstår det, det er så højt at jeg ikke magter det.
Gud er allestedsnærværende
7 Hvor skulle jeg gå hen fra din Ånd? Og hvor skulle jeg flygte hen fra dig?
8 Hvis jeg stiger op til himlen, så er du dér, og skaffer jeg mig en seng i dødsriget, se, så er du dér!
9 Ville jeg tage morgenrødens vinger, slå mig ned ved havets ende,
10 så ville din hånd også lede mig dér, og din højre hånd holde mig fast.
11 Og ville jeg sige: »I sandhed, mørke skal dække mig og lys omkring mig blive til nat,«
12 så ville heller ikke mørket være mørke for dig, men natten lyse som dagen, mørket være for dig som lyset.
Gud er den almægtige skaber
13 Ja, det var dig der dannede mine nyrer, du vævede mig i min mors liv.
14 Jeg vil takke dig fordi jeg er så overvældende vidunderlig skabt, vidunderlige er dine gerninger, og jeg selv ved det fuldt ud.
15 Mine knogler var ikke skjult for dig da jeg blev dannet i det skjulte, blev formet fra den dybe jord
16 Da jeg var foster, så dine øjne mig, og i din bog var de alle skrevet, dagene var fastsatte, hver eneste uden undtagelse.
17 Og for mit vedkommende, hvor vanskelige at fatte er dine tanker, Gud, hvor mægtig er dog deres sum!
18 Vil jeg tælle dem, er de flere end sand, vågner jeg, er jeg stadig hos dig.
Bøn om hjælp mod onde mennesker
19 Gid du ville dræbe, Gud, den ugudelige, og I drabsmænd, vig fra mig!
20 De som taler om dig med onde planer, bruger dit navn til falskhed, dine fjender,
21 dem som hader dig, HERRE, skulle jeg ikke hade og væmmes ved dem som rejser sig mod dig?
22 Med fuldendt had hader jeg dem, de er blevet mine fjender.
Skriftemålsbøn
23 Udforsk mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine urovækkende tanker!
24 Og se om der er en afguds vej i mig, og led mig på evigheds vej!
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Mark 9,33 (henviser til v. 1)
- Joh 1,48 (henviser til v. 1)
- ApG 17,27 (henviser til v. 1)
- 1 Joh 3,20 (henviser til v. 1)
- Matt 9,4 (henviser til v. 2)
- Matt 12,25 (henviser til v. 2)
- Luk 5,22 (henviser til v. 2)
- ApG 5,4 (henviser til v. 4)
- 1 Kor 13,9 (henviser til v. 6)
- Matt 2,19 (henviser til v. 7)
- 1 Kor 12,17 (henviser til v. 13)
- Åb 15,3 (henviser til v. 14)
- Ef 4,9 (henviser til v. 15)
- 2 Kor 6,14 (henviser til v. 21)
- Åb 2,6 (henviser til v. 21)
- Joh 3,21 (henviser til v. 23)
Spørgsmål til bibelkredsen
HERREN er alvidende v. 1
- Hvad ved Gud om David ifølge v. 2–4?
- Hvorfor er det »for vidunderligt« for David at forstå?
- Er det trøstende eller skræmmende for dig, at Gud kender dig helt, og hvorfor?
Gud er allestedsnærværende v. 7
- Hvilke steder nævner David, hvor Gud også er?
- Hvad betyder det, at mørket ikke er mørke for Gud?
- Hvornår har du brug for at vide, at Guds hånd også holder dig fast »dér«?
Gud er den almægtige skaber v. 13
- Hvad gjorde Gud, da David blev dannet i sin mors liv?
- Hvad siger v. 13–16 om værdien af hvert menneske, også det ufødte?
- Hvordan kan du takke Gud for den, du er skabt til at være?
Bøn om hjælp mod onde mennesker v. 19
- Hvad siger David om dem, der hader Gud?
- Hvordan kan vi forstå Davids hårde ord, når Jesus siger, at vi skal elske vores fjender?
- Hvordan kan du være uenig med det onde uden at hade mennesker?
Skriftemålsbøn v. 23
- Hvad beder David Gud om at udforske og kende?
- Hvorfor slutter salmen med en bøn om at blive prøvet?
- Hvad vil du bede Gud om at vise dig i dit eget hjerte?
Personer og steder i kapitlet
- David (person) – Salvet konge over Israel, Jesu Kristi stamfar
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Salmernes Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer