Kapitel 1–5

Om Ordets menneskevordelse og hans tilsynekomst hos os gennem legemet

1. I det foregående har vi – med lidt udvalgt af meget – tilstrækkeligt behandlet hedningernes vildfarelse om afguderne og deres overtro, og hvordan de fra begyndelsen blev opfundet: at menneskene af ondskab udtænkte afgudsdyrkelsen for sig selv. [Athanasius’ første skrift, «Mod hedningerne»; dette skrift er dets anden del.] Ved Guds nåde har vi også kort påvist noget om Faderens Ords guddommelighed og om hans forsyn og magt over alt, og at den gode Fader ordner alt ved ham, at alt bevæges af ham og får liv i ham. Lad os nu, kære Makarios [Det græske Makarie kan både være navnet Makarios og tiltalen «salige»; Robertson forstår det som et navn.] og sande Kristi ven, i naturlig fortsættelse og i troen på den sande gudsdyrkelse også fortælle om Ordets menneskevordelse og vise, hvad der gælder om hans guddommelige tilsynekomst hos os – den, som jøderne bagtaler, hedningerne håner, men vi tilbeder – så du på grund af Ordets tilsyneladende ringhed kan få en endnu større og rigere fromhed over for ham. [2] For jo mere han bliver hånet af de vantro, desto større vidnesbyrd giver han om sin guddom. Det, som mennesker ikke fatter, men anser for umuligt, viser han selv er muligt; det, som mennesker håner som upassende, gør han selv ved sin godhed passende; og det, som mennesker i deres klogskab ler ad som menneskeligt, viser han ved sin magt er guddommeligt. Ved det, man anser for hans ringhed, ved korset, omstyrter han afgudernes blændværk, og dem, der håner og ikke tror, overbeviser han usynligt, så de erkender hans guddommelighed og magt. [3] Men for at fortælle om dette er det nødvendigt at minde om det, der er sagt før. Så kan du forstå årsagen til, at Faderens så store og så ophøjede Ord blev åbenbaret i et legeme, og du vil ikke tro, at Frelseren har båret et legeme som en følge af sin natur. Nej, skønt han af natur er uden legeme og er Ordet, er han dog efter sin Faders menneskekærlighed og godhed blevet åbenbaret for os i et menneskeligt legeme for vor frelses skyld. [4] Når vi skal fortælle om dette, er det rigtigt først at tale om hele skabningens tilblivelse og om Gud, dens skaber, så man på rette måde kan se, at dens fornyelse er sket ved det samme Ord, som skabte den i begyndelsen. For det vil ikke vise sig at være selvmodsigende, at Faderen har udvirket dens frelse i ham, ved hvem han skabte den.

2. Verdens skabelse og alle tings tilblivelse har mange opfattet forskelligt, og enhver har fastslået det, som det passede ham. Nogle siger, at alt er blevet til af sig selv og tilfældigt, som epikuræerne. De fabler – til skade for sig selv – om, at der ikke findes noget forsyn over altet, og siger stik imod det, der er klart og synligt. [2] For hvis alt efter deres mening var blevet til af sig selv uden forsyn, måtte alt være blevet til ensartet og være ens og ikke forskelligt. Som i ét legeme måtte alt være sol eller måne, og hos menneskene måtte det hele være hånd eller øje eller fod. Men sådan er det ikke. Vi ser, at noget er sol, noget måne og noget jord, og i de menneskelige legemer igen, at noget er fod, noget hånd og noget hoved. En sådan ordning viser ikke, at tingene er blevet til af sig selv, men at en årsag er gået forud for dem; ud fra den kan man også erkende Gud, som har ordnet og skabt alt. [3] Andre – blandt dem også Platon, der står så højt hos grækerne – fortæller, at Gud har skabt altet af et stof, der fandtes i forvejen og ikke var blevet til. For Gud ville ikke kunne skabe noget, hvis ikke stoffet fandtes i forvejen, ligesom tømreren også må have træet i forvejen for at kunne arbejde. [4] Men når de siger dette, ved de ikke, at de tillægger Gud svaghed. For hvis han ikke selv er årsag til stoffet, men overhovedet kun skaber tingene af et stof, der findes i forvejen, viser han sig svag, fordi han ikke uden stoffet kan lave noget af det, der bliver til – ligesom det jo også er en svaghed hos tømreren, at han ikke kan lave noget af det, han skal bruge, uden træ. For hvis stoffet, lad os antage, ikke fandtes, ville Gud ikke have lavet noget. Og hvordan kan han så længere kaldes skaber og mester, når han har evnen til at skabe fra noget andet, nemlig fra stoffet? Hvis det forholder sig sådan, vil Gud efter deres opfattelse kun være en håndværker og ikke en, der skaber til væren, når han blot bearbejder det stof, der findes i forvejen, men ikke selv er årsag til stoffet. Han kan overhovedet ikke kaldes skaber, hvis han ikke skaber det stof, som det skabte er blevet til af. [5] Kætterne derimod digter sig en anden skaber af alt end vor Herre Jesu Kristi Fader og er dybt blinde også over for det, de selv siger. [6] For når Herren siger til jøderne: «Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’?» (Matt 19,4–5), og derefter med henblik på Skaberen siger: «Hvad Gud altså har sammenføjet, skal et menneske ikke adskille» (Matt 19,6) – hvordan kan disse så hævde, at skabningen er Faderen fremmed? Og når Johannes omfatter alt og siger: «Alt blev til ved ham, og uden ham blev ikke et eneste til» (Joh 1,3) – hvordan skulle Skaberen så være en anden end Kristi Fader?

3. Sådan fabler de. Men den guddommelige lære og troen på Kristus forkaster deres tomme snak som gudløshed. Den ved, at altet hverken er blevet til af sig selv, for det er ikke uden forsyn, eller af et stof, der fandtes i forvejen, for Gud er ikke svag. Den ved i stedet, at Gud ved Ordet har skabt altet til væren af intet, af det, som slet ikke var til, sådan som den siger gennem Moses: «I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden» (1 Mos 1,1), og gennem den meget nyttige bog Hyrden: «Tro først af alt, at der er én Gud, som har skabt og ordnet alt og gjort det fra intet til væren» [Hermas’ Hyrden, Bud 1, et kristent skrift fra 100-tallet.]. [2] Det peger også Paulus på, når han siger: «I tro forstår vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så at det, der ses, ikke er blevet til af det synlige» (Hebr 11,3). [3] For Gud er god, ja, han er godhedens kilde, og den, der er god, misunder ingen noget. Derfor har han ikke misundt noget at være til, men har skabt alt af intet ved sit eget Ord, vor Herre Jesus Kristus. Blandt alle skabningerne på jorden forbarmede han sig frem for alt over menneskeslægten. Han så, at den efter sin egen tilblivelses natur ikke ville være i stand til at bestå for evigt, og derfor gav han menneskene noget mere: Han skabte dem ikke blot sådan som alle de ufornuftige dyr på jorden, men skabte dem i sit eget billede og gav dem også del i sit eget Ords kraft. Sådan skulle de, idet de havde ligesom en skygge af Ordet og var blevet fornuftige [På græsk et ordspil: logikoi, «fornuftige», af Logos, «Ordet».], kunne blive i saligheden og leve det sande liv, som i sandhed er de helliges liv i paradiset. [4] Men da han også vidste, at menneskenes vilje kunne vende sig til begge sider, sikrede han i forvejen den nåde, de havde fået, med en lov og et sted. Han førte dem ind i sit eget paradis og gav dem en lov: Hvis de bevarede nåden og forblev gode, skulle de have livet i paradiset uden sorg, smerte og bekymring og oven i det have løftet om uforgængelighed i himlen. Men hvis de overtrådte loven, vendte sig bort og blev onde, skulle de vide, at de ville lide den forgængelighed i døden, som var deres natur, og ikke længere leve i paradiset, men herefter dø uden for det og blive i døden og forgængeligheden. [5] Det forudsiger også den guddommelige Skrift, når den siger med Guds egne ord: «Af hvert træ i paradiset må du spise, men af træet til kundskab om godt og ondt må I ikke spise. Den dag I spiser af det, skal I dø døden» (1 Mos 2,16–17). Men hvad skulle «I skal dø døden» betyde andet end ikke blot at dø, men også at blive i dødens forgængelighed?

4. Måske undrer du dig over, hvorfor vi, der har sat os for at tale om Ordets menneskevordelse, nu fortæller om menneskenes begyndelse. Men heller ikke det er fremmed for formålet med fremstillingen. [2] For når vi taler om Frelserens tilsynekomst hos os, må vi også tale om menneskenes begyndelse, så du forstår, at vores sag blev anledningen til, at han steg ned, og at vores overtrædelse kaldte Ordets menneskekærlighed frem, så Herren kom til os og viste sig blandt mennesker. [3] For det var os, der var grunden til, at han tog legeme, og for vor frelses skyld var han i sin menneskekærlighed villig til at blive født og vise sig i et menneskeligt legeme. [4] Sådan skabte Gud altså mennesket, og han ville, at det skulle blive i uforgængelighed. Men menneskene ringeagtede og vendte sig bort fra at betragte Gud, og de udtænkte og fandt på ondskaben for sig selv, som det blev sagt i det første skrift. Derfor fik de den dødsdom, de var blevet truet med i forvejen, og fra da af forblev de ikke, som de var skabt, men gik til grunde, sådan som deres tanker gik, og døden herskede over dem som konge. For overtrædelsen af budet førte dem tilbage til det, der var deres natur, så de, ligesom de var blevet til af intet, også med rette med tiden måtte lide forgængeligheden til intet. [5] For hvis de, der af natur engang ikke var til, blev kaldt til væren ved Ordets nærvær og menneskekærlighed, så fulgte det, at menneskene, da de blev tømt for kundskaben om Gud og vendte sig til det, som ikke er – for det onde er det, som ikke er, mens det gode er det, som er, eftersom det er blevet til fra den Gud, som er – også blev tømt for evig væren. Og det betyder at gå i opløsning og blive i døden og forgængeligheden. [6] For mennesket er af natur dødeligt, fordi det er blevet til af intet. Men på grund af sin lighed med ham, som er – hvis det havde bevaret den ved at betragte ham – ville det have svækket sin naturlige forgængelighed og være forblevet uforgængeligt, sådan som Visdommen siger: «At holde lovene er sikkerhed for uforgængelighed» (Visd 6,18). Og da det var uforgængeligt, ville det fra da af have levet som Gud, sådan som den guddommelige Skrift et sted også udtrykker det: «Jeg har sagt: I er guder, alle er I den Højestes sønner. Men I dør som mennesker og falder som en af fyrsterne» (Sl 82,6–7).

5. For Gud har ikke blot skabt os af intet, men har også ved Ordets nåde givet os at leve efter Gud. Men menneskene vendte sig bort fra det evige og vendte sig efter Djævelens råd til det forgængelige, og de blev selv skyld i forgængeligheden i døden. De var, som jeg har sagt, af natur forgængelige, men ved nåden, ved at have del i Ordet, ville de være undsluppet det, der var deres natur, hvis de var forblevet gode. [2] For på grund af Ordet, som var hos dem, kom heller ikke den naturlige forgængelighed dem nær, sådan som også Visdommen siger: «Gud skabte mennesket til uforgængelighed og som et billede af sin egen evighed, men ved Djævelens misundelse kom døden ind i verden» (Visd 2,23–24). Da det var sket, begyndte menneskene at dø, og forgængeligheden fik fra da af fuld magt over dem og havde mere end naturlig magt over hele slægten, så meget mere som den i forvejen havde Guds trussel imod dem på grund af overtrædelsen af budet. [3] For heller ikke i deres overtrædelser blev menneskene stående ved bestemte grænser. Lidt efter lidt gik de videre og kom til sidst ud over alle mål. Fra begyndelsen var de ondskabens opfindere og kaldte døden og forgængeligheden ned over sig selv. Siden vendte de sig til uretfærdighed og overgik al lovløshed; de standsede ikke ved én synd, men fandt på stadig nye ting oven i de nye og blev umættelige i at synde. [4] Der var ægteskabsbrud og tyveri overalt, og hele jorden var fuld af mord og røveri. Ingen tog hensyn til loven, når det gjaldt fordærv og uret, men alt ondt blev øvet af alle, hver for sig og i fællesskab. Byer førte krig mod byer, og folk rejste sig mod folk; hele verden var splittet af oprør og kampe, og hver især kappedes om at bryde loven. [5] Heller ikke det unaturlige var langt fra dem. Som Kristi vidne, apostlen, sagde: «For deres kvinder udskiftede det naturlige seksuelle samkvem med det unaturlige, og på samme måde forlod også mændene det naturlige seksuelle samkvem med kvinden og blev optændt i deres begær efter hinanden, så mænd øvede skamløshed med mænd og modtog i dem selv den nødvendige løn for deres vildfarelse» (Rom 1,26–27).