Kapitel 6–10

6. Af disse grunde fik døden altså endnu større magt, og forgængeligheden blev ved med at hvile over menneskene. Menneskeslægten gik til grunde; mennesket, der var skabt fornuftigt og i Guds billede, var ved at forsvinde, og det værk, Gud havde skabt, var ved at gå tabt. [2] For som jeg sagde før, havde døden nu ved loven magt over os, og det var ikke muligt at undslippe loven, fordi Gud havde givet den på grund af overtrædelsen. Og det, der skete, var i sandhed både urimeligt og upassende. [3] Det var urimeligt, at Gud skulle tale usandt, når han havde sagt noget: at mennesket, efter at han havde givet den lov, at det ville dø døden, hvis det overtrådte budet, alligevel ikke skulle dø efter overtrædelsen, så hans ord blev gjort til intet. For Gud ville ikke være sanddru, hvis mennesket ikke døde, når han havde sagt, at vi skulle dø. [4] Men på den anden side var det upassende, at det, der én gang var skabt fornuftigt og havde fået del i selve Ordet, skulle gå til grunde og gennem forgængeligheden vende tilbage til ikke at være til. [5] For det var ikke Guds godhed værdigt, at det, han havde skabt, skulle ødelægges på grund af det bedrag, som Djævelen havde ført menneskene ud i. [6] Og især var det noget af det mest upassende, at Guds kunstværk i menneskene skulle udslettes, enten på grund af deres egen ligegyldighed eller på grund af dæmonernes bedrag. [7] Når de fornuftige skabninger nu gik til grunde, og sådanne værker var ved at gå tabt, hvad skulle Gud da gøre, han som er god? Lade forgængeligheden få magt over dem og døden herske over dem? Hvad nytte var der så i, at de overhovedet blev skabt fra begyndelsen? De burde jo hellere ikke være blevet til end, når de først var blevet til, at blive forsømt og gå til grunde. [8] For af forsømmelighed ses snarere svaghed og ikke godhed hos Gud – hvis han, efter at have skabt sit eget værk, ser til, mens det går til grunde – end hvis han slet ikke havde skabt mennesket i begyndelsen. [9] For havde han ikke skabt det, var der ingen, der kunne tænke på hans svaghed; men når han nu havde skabt det og kaldt det til at være, ville det være det allermest urimelige, om hans værker gik til grunde, og det tilmed for øjnene af ham, der havde skabt dem. [10] Derfor måtte han ikke lade menneskene drive hen i forgængeligheden, for det ville være upassende for Guds godhed og uværdigt for den.

7. Men ligesom dette måtte ske, sådan står på den anden side igen det, Guds troværdighed krævede, imod: at Gud måtte vise sig sanddru i sin lov om døden. For det ville være urimeligt, om Gud, sandhedens Fader, skulle vise sig at være en løgner for at vi kunne have gavn af det og bestå. [2] Hvad skulle der så ske i denne sag, eller hvad skulle Gud gøre? Kræve omvendelse af menneskene for overtrædelsen? Det kunne man mene var Gud værdigt og sige, at ligesom de var kommet i forgængelighed ved overtrædelsen, kunne de ved omvendelsen komme tilbage til uforgængelighed. [3] Men omvendelsen ville ikke bevare det, Guds troværdighed krævede, for han ville stadig ikke være sanddru, hvis menneskene ikke blev holdt fast i døden. Og omvendelsen kalder heller ikke menneskene tilbage fra det, der er blevet deres natur, men får dem blot til at holde op med deres synder. [4] Havde der kun været tale om en forseelse og ikke også om forgængelighed, der fulgte efter, så ville omvendelsen have været god nok. Men når menneskene, efter at overtrædelsen én gang var sket, blev holdt fast i den forgængelighed, der nu var deres natur, og havde mistet nåden at være i Guds billede, hvad andet skulle så ske? Eller hvem skulle der til for at give en sådan nåde og genoprettelse, om ikke Guds Ord, som også i begyndelsen havde skabt alt af intet? [5] For det var igen hans sag både at føre det forgængelige til uforgængelighed og på alles vegne at bevare det, Faderens troværdighed krævede. For da han er Faderens Ord og er over alle, var det derfor også kun ham, der kunne genskabe alt, og kun ham, der var i stand til at lide for alle og gå i forbøn for alle hos Faderen.

8. Derfor kommer Guds legemløse, uforgængelige og stofløse Ord til vores egn, skønt han heller ikke før var langt borte. For ingen del af skabningen er efterladt tom for ham; han har fyldt alt overalt, idet han selv er hos sin Fader. Men han kommer, idet han stiger ned i sin kærlighed til menneskene og viser sig for os. [2] Han så den fornuftige slægt gå til grunde og døden herske over dem ved forgængeligheden. Han så også, at truslen ved overtrædelsen holdt forgængeligheden fast over os, og at det ville være urimeligt, om loven blev ophævet, før den var opfyldt. Han så også det upassende i det, der var sket: at det, han selv havde skabt, var ved at forsvinde. Han så også menneskenes overmåde store ondskab: at de lidt efter lidt havde øget den til skade for sig selv, til den var blevet uudholdelig. Og han så, at alle mennesker var skyldige under døden. Da forbarmede han sig over vores slægt, havde medlidenhed med vores svaghed, steg ned til vores forgængelighed og kunne ikke tåle dødens herredømme; og for at det skabte ikke skulle gå tabt, og Faderens værk med menneskene ikke skulle være forgæves, tager han sig et legeme, og det et legeme, der ikke er fremmed for vores. [3] For han ville ikke blot være i et legeme, og han ville heller ikke kun vise sig. Havde han kun villet vise sig, kunne han også have åbenbaret sin guddom gennem noget andet og ædlere. Men han tager vores legeme, og det ikke på hvilken som helst måde, men fra en ren og ubesmittet jomfru, der ikke kendte til mand, et legeme, der var rent og i sandhed uberørt af samkvem med mand. For da han selv er mægtig og skaber af alt, bereder han sig legemet i Jomfruen som et tempel og gør det til sit eget som et redskab, idet han gør sig kendt i det og bor i det. [4] Og da han således af vores eget havde taget et legeme som vores, overgav han det i døden i stedet for alle, fordi alle var skyldige under dødens forgængelighed, og frembar det for Faderen. Det gjorde han af kærlighed til menneskene: for at loven om menneskenes forgængelighed skulle blive ophævet, idet alle var døde i ham (for dens magt var jo udtømt på Herrens legeme, og den havde ikke længere noget sted at gribe ind mod de mennesker, der er som han), og for at han kunne vende menneskene, der var vendt tilbage til forgængeligheden, tilbage til uforgængeligheden og gøre dem levende fra døden ved at gøre legemet til sit eget og ved opstandelsens nåde, idet han fik døden til at forsvinde fra dem som strå i ilden.

9. For Ordet indså, at menneskenes forgængelighed ikke kunne ophæves på anden måde end ved, at døden virkelig blev lidt; men det var ikke muligt for Ordet at dø, da han er udødelig og Faderens Søn. Derfor tager han sig et legeme, der kan dø, for at dette legeme, som har fået del i Ordet, der er over alle, kunne være tilstrækkeligt til at dø i stedet for alle, og for at det på grund af Ordet, som tog bolig i det, kunne forblive uforgængeligt, og forgængeligheden derefter kunne ophøre for alle ved opstandelsens nåde. Derfor førte han det legeme, han selv havde taget, frem til døden som et offer og et slagtoffer fri for enhver plet, og straks fik han døden til at forsvinde fra alle, der er som han, ved at frembære et tilsvarende offer. [2] For da Guds Ord er over alle, var det rimeligt, at han, idet han frembar sit eget tempel og sit legemlige redskab som løsesum for alle, betalte skylden ved sin død. Og således, idet han ved det legeme, der er som vores, er forenet med alle, iførte Guds uforgængelige Søn med rette alle uforgængelighed ved løftet om opstandelsen. For selve forgængeligheden i døden har ikke længere noget sted at gribe ind mod menneskene på grund af Ordet, som ved det ene legeme har taget bolig i dem. [3] Det er ligesom når en stor konge drager ind i en stor by og tager bolig i et af husene der: Så bliver en sådan by under alle omstændigheder æret højt, og ingen fjende eller røver kommer længere og lægger den øde; den regnes snarere værdig til al omsorg på grund af kongen, der har taget bolig i et af dens huse. Sådan er det også gået med alles Konge. [4] For da han er kommet til vores egn og har taget bolig i ét legeme, der er som vores, er alle fjendernes anslag mod menneskene nu ophørt, og dødens forgængelighed, som før havde magt over dem, er forsvundet. For menneskeslægten ville være gået helt til grunde, hvis ikke alles Herre og Frelser, Guds Søn, var kommet for at gøre ende på døden.

10. Dette store værk var også i sandhed i allerhøjeste grad passende for Guds godhed. [1] For hvis en konge, der har bygget et hus eller en by, slet ikke ser bort fra den, når den på grund af indbyggernes ligegyldighed bliver angrebet af røvere, men tager hævn for den og redder den som sit eget værk, idet han ikke ser på indbyggernes ligegyldighed, men på hvad der sømmer sig for ham selv, så har Gud Ordet, den algode Faders Ord, så meget mindre overset menneskeslægten, der var skabt ved ham, da den sank ned i forgængelighed. Han udslettede den død, der var kommet over dem, ved at frembære sit eget legeme, og deres ligegyldighed rettede han op ved sin undervisning, idet han ved sin magt satte alt, hvad der hører menneskene til, i stand. [2] Dette kan man også få bekræftet af Frelserens egne mænd, der har talt om Gud, hvis man læser, hvad de har skrevet, hvor de siger: «For Kristi kærlighed tvinger os, for vi har sluttet dette: Hvis én er død i stedet for alle, så er alle døde; og han døde i stedet for alle, for at vi ikke mere skal leve for os selv, men for ham, som døde og opstod fra de døde for os» (2 Kor 5,14–15) – vor Herre Jesus Kristus. Og igen: «Men vi ser Jesus, som en kort tid var gjort ringere end engle, kronet med herlighed og ære på grund af dødens lidelse, for at han ved Guds nåde kunne smage døden for alle» (Hebr 2,9). [3] Dernæst angiver han også grunden til, at ingen anden end Gud Ordet selv måtte blive menneske, når han siger: «For det sømmede sig for ham, på grund af hvem alt er, og ved hvem alt er, når han ville føre mange sønner til herlighed, at føre deres frelses banebryder til fuldendelse gennem lidelser» (Hebr 2,10). Hermed siger han, at det ikke tilkom nogen anden at løfte menneskene op fra den forgængelighed, der var kommet over dem, end Guds Ord, som også i begyndelsen havde skabt dem. [4] Og at Ordet selv tog sig et legeme for at bringe et offer for de legemer, der er som hans, det siger de også, når de siger: «Fordi børnene har del i blod og kød, fik han også på samme måde del deri, for at han ved døden skulle ødelægge ham, som har dødens kraft, det vil sige Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden gennem hele livet var underkastet slaveri» (Hebr 2,14–15). [5] For ved at ofre sit eget legeme gjorde han både ende på den lov, der var imod os, og fornyede livets begyndelse for os ved at give os håbet om opstandelsen. For da døden fik magt over menneskene ved mennesker, derfor er dødens ophævelse og livets opstandelse igen sket ved Guds Ords menneskevordelse, som den mand, der bar Kristus, siger: «For døden kom jo ved et menneske, og de dødes opstandelse kom ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, således vil også alle blive levende i Kristus» (1 Kor 15,21–22), og så videre. For nu dør vi ikke længere som fordømte, men venter som nogle, der skal oprejses, på alles fælles opstandelse, som Gud, der både har virket den og skænket den, vil lade komme til syne, når tiden er inde. [6] Dette er altså den første grund til, at Frelseren blev menneske. Men man kan også af det følgende se, at hans komme til os i godhed er sket med god grund.