Kapitel 55–57

55. Efter det, der allerede er sagt, er det værd, at du lægger mærke til dette og sætter det som begyndelse på det, der ikke er sagt, og undrer dig meget over det: Efter at Frelseren er kommet til os, vokser afgudsdyrkelsen ikke længere, men den, der er, bliver mindre og hører lidt efter lidt op; grækernes visdom gør ikke længere fremskridt, men den, der er, forsvinder nu; og dæmonerne bedrager ikke længere med blændværk og spådomme og trolddom, men så snart de vover sig frem og gør et forsøg, bliver de gjort til skamme ved korsets tegn. [2] Og for at sige det kort: Se, hvordan Frelserens lære vokser overalt, mens al afgudsdyrkelse og alt, hvad der står Kristi tro imod, dag for dag bliver mindre, svækkes og falder. Når du ser det, så tilbed Frelseren, som er over alle, den mægtige Gud Ordet, og fordøm det, som han gør mindre og får til at forsvinde. [3] For ligesom mørket ikke længere har magt, når solen er der, men selv hvis der er en rest af det nogen steder, bliver det drevet bort, sådan har afgudernes mørke ikke længere magt, nu da Guds Ords guddommelige tilsynekomst er sket, men alle dele af jorden overalt oplyses af hans lære. [4] Og ligesom det tit sker, når en konge hersker i et land, men ikke viser sig, fordi han bliver inde i sit hus, at nogle oprørere udnytter, at han holder sig tilbage, og udråber sig selv, og hver af dem spiller konge og narrer de godtroende, så folk bliver ført vild af navnet, fordi de hører, at der er en konge, men ikke ser ham, især fordi de slet ikke kan komme ind i huset – men når den sande konge træder frem og viser sig, så bliver de bedrageriske oprørere afsløret ved hans nærvær, og folk, der ser den sande konge, forlader dem, der før førte dem vild – [5] sådan bedrog både dæmonerne og mennesker også tidligere, idet de tillagde sig selv Guds ære. Men da Guds Ord viste sig i et legeme og gjorde sin egen Fader kendt for os, da forsvinder dæmonernes bedrag og hører op, og menneskene ser hen til Faderens sande Ord, som er Gud, forlader afguderne og erkender nu den sande Gud. [6] Dette er et kendetegn på, at Kristus er Gud Ordet og Guds kraft. For når det menneskelige hører op, og Kristi ord bliver stående, er det klart for alle, at det, der hører op, kun er for en tid, og at den, der bliver, er Gud og Guds sande Søn, det enbårne Ord.

56. Lad dette, som vi kort har skrevet til dig, være lagt frem som en grundlæggende indføring i og en skitse af troen på Kristus og hans guddommelige tilsynekomst for os, du Kristus-elskende menneske. Men tag anledning af dette, og hvis du læser i Skrifterne og virkelig retter dit sind mod dem, vil du af dem lære det, der er sagt, at kende mere fuldkomment og tydeligere i al dets nøjagtighed. [2] For de blev talt og skrevet af Gud gennem mænd, der talte om Gud. Men vi har lært af inspirerede lærere, som har læst dem og også er blevet vidner om Kristi guddommelighed, og det, vi har lært, giver vi videre også til din lærelyst. [3] Du vil også lære hans andet, herlige og sandt guddommelige komme til os at kende, når han ikke længere kommer i ringhed, men i sin egen herlighed, ikke længere i uanselighed, men i sin egen majestæt, ikke længere for at lide, men for at give alle frugten af sit eget kors – jeg mener opstandelsen og uforgængeligheden. Da bliver han ikke længere dømt, men skal dømme alle efter det, hver enkelt har gjort gennem legemet, hvad enten det er godt eller ondt. Da er Himmeriget gemt til de gode, men til dem, der har gjort det onde, den evige ild og det yderste mørke. [4] For sådan siger også Herren selv: «Jeg siger jer: Fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme på himlens skyer i Faderens herlighed» (Matt 26,64; jf. Matt 16,27). [5] Derfor er der også et frelsende ord, som gør os rede til den dag og siger: «Vær beredte og våg, for han kommer i den time, I ikke ved» (Matt 24,42.44). For efter den salige Paulus skal vi alle stå frem for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort gennem legemet, hvad enten det er godt eller ondt (2 Kor 5,10).

57. Men til at granske Skrifterne og få sand kundskab er der brug for et godt liv, en ren sjæl og den dyd, der er efter Kristus, så sindet, der vandrer ad denne vej, kan nå og fatte det, det længes efter, så vidt det er muligt for den menneskelige natur at lære om Guds Ord. [2] For uden et rent sind og uden at efterligne de helliges liv kan ingen fatte de helliges ord. [3] For ligesom den, der vil se solens lys, nødvendigvis visker sit øje rent og gør det klart og renser sig, så han bliver næsten lig det, han længes efter, for at øjet, når det således er blevet lys, kan se solens lys; eller ligesom den, der vil se en by eller et land, nødvendigvis rejser til stedet for at se det, sådan må den, der vil fatte deres tanker, som talte om Gud, først vaske og rense sin sjæl ved sit liv og komme til de hellige selv ved at ligne dem i deres gerninger, så han, når han ved sin levevis er kommet til at leve sammen med dem, kan forstå det, som Gud også har åbenbaret for dem, og så han fra nu af, forbundet med dem, kan undslippe den fare, der truer synderne, og deres ild på dommens dag og modtage det, der er gemt til de hellige i Himmeriget: det, som intet øje har set, og intet øre har hørt, og som ikke er opstået i noget menneskes hjerte (1 Kor 2,9), alt det, som er beredt for dem, der lever i dyd og elsker Gud og Faderen, i Kristus Jesus, vor Herre, ved hvem og med hvem Faderen selv sammen med Sønnen selv i Helligånden tilkommer ære og magt og herlighed i evighedernes evigheder. Amen. Luthersk note: Athanasius gør her et rent liv og efterligning af de hellige til forudsætning for at forstå Skriften og for at undslippe dommen. Efter luthersk lære åbner Helligånden forståelsen gennem selve Ordet, for mennesket kan ikke af egne kræfter fatte åndelige ting (Konkordieformlen II), og frelsen fra dommen modtages ved troen på Kristus, mens et helligt liv er troens frugt og ikke vejen til nåden (CA IV og VI).