Kapitel 51–54

51. Hvem blandt mennesker har da efter sin død, eller overhovedet mens han levede, undervist om jomfruelighed uden at mene, at denne dyd var umulig for mennesker? Men vor Frelser og alles Konge, Kristus, har haft så stor kraft i sin lære om den, at selv børn, som endnu ikke har nået den lovlige alder, lover en jomfruelighed, der går ud over, hvad loven kræver. Luthersk note: Athanasius roser her det livslange løfte om jomfruelighed, som også børn aflægger. Efter luthersk lære er ugift kyskhed en gave, som ikke alle har, og ingen højere eller mere fortjenstfuld stand end ægteskabet; løfter aflagt af børn, før de kan overskue, hvad de lover, binder ikke (CA XXIII og XXVII; Apologien XXVII). [2] Hvem blandt mennesker har nogen sinde kunnet nå så vidt omkring – både til skytherne og etiopierne eller perserne eller armenierne eller goterne eller dem, der siges at bo på den anden side af Oceanet, eller dem, der bor hinsides Hyrkanien, ja overhovedet til egypterne og kaldæerne, der giver sig af med trolddom og er overtroiske ud over al naturlig grænse og vilde i deres sæder – og overhovedet prædike om dyd og selvbeherskelse og imod afgudsdyrkelsen, sådan som alles Herre, Guds kraft (1 Kor 1,24), vor Herre Jesus Kristus, har gjort? [Skytherne var rytterfolk nord for Sortehavet; Hyrkanien var landet sydøst for Det Kaspiske Hav, og «Oceanet» er verdenshavet, som man mente omgav den kendte verden.] [3] Han har ikke blot prædiket gennem sine egne disciple, men også overbevist menneskene i deres sind, så de lagde deres vilde sæder af og ikke længere dyrkede deres fædres guder, men erkendte ham og gennem ham tilbad Faderen. [4] For tidligere, da de dyrkede afguder, førte grækere og barbarer krig mod hinanden og var grusomme mod deres egne frænder. Ingen kunne overhovedet rejse over land eller hav uden at væbne hånden med sværd på grund af den uforsonlige kamp mellem dem. [5] Hele deres liv foregik med våben, og sværdet var for dem i stedet for stav og var deres støtte i al slags nød. Og dog dyrkede de, som jeg sagde før, afguder og bragte dæmoner ofre, men alligevel kunne de, der tænkte sådan, ikke ved afgudernes overtro opdrages til noget andet. [6] Men da de gik over til Kristi lære, lagde de forunderligt nok, som var de virkelig ramt i hjertet, deres grusomme drab bort. De tænker ikke længere på krig; nu er alt hos dem fredeligt, og fra nu af har de sind for venskab.

52. Hvem har da gjort dette, eller hvem har forenet dem, der hadede hinanden, i fred, om ikke Faderens elskede Søn, alles fælles Frelser, Jesus Kristus, som i sin kærlighed har udstået alt for vor frelse? For også fra gammel tid var der profeteret om den fred, han skulle indføre, idet Skriften siger: «De skal hamre deres sværd til plovjern og deres spyd til segl, og folk skal ikke gribe sværd mod folk, og de skal aldrig mere lære at føre krig» (Es 2,4). [2] Og det er såmænd ikke utroligt, når barbarerne, som har vildskaben i sæderne medfødt, endnu i dag raser mod hinanden, så længe de ofrer til afguderne hos sig, og ikke kan holde ud at være en eneste time uden sværd. [3] Men når de hører Kristi lære, vender de straks om fra krig til agerdyrkning, og i stedet for at væbne hænderne med sværd rækker de dem ud i bøn. Og kort sagt: I stedet for at føre krig mod hinanden væbner de sig fra nu af mod Djævelen og mod dæmonerne og bekæmper dem med selvbeherskelse og sjælens dyd. [4] Dette er et kendetegn på Frelserens guddommelighed: at det, som menneskene ikke har kunnet lære hos afguderne, det har de lært af ham. Og det er ikke noget lille bevis på dæmonernes og afgudernes svaghed og intethed. For fordi dæmonerne kendte deres egen svaghed, fik de tidligere menneskene til at føre krig mod hinanden, for at de ikke skulle holde op med at strides indbyrdes og vende sig til kampen mod dæmonerne. [5] Og ganske rigtigt: De, der er blevet Kristi disciple, fører ikke krig mod hinanden, men stiller sig op imod dæmonerne med deres levevis og deres dydige gerninger. Dem jager de på flugt, og deres anfører, Djævelen, gør de til spot, så de er kyske i ungdommen, udholdende i fristelser og standhaftige i møje, tåler hån og ringeagter det, når de bliver frarøvet noget. Og det forunderlige er, at de endog ringeagter døden og bliver Kristi martyrer.

53. Og for at nævne ét kendetegn på Frelserens guddommelighed, som er særligt forunderligt: Hvilket menneske – et almindeligt menneske eller en troldmand eller en tyran eller en konge – har nogen sinde ved egen kraft kunnet tage en så stor kamp op mod al afgudsdyrkelse og hele dæmonernes hær og al trolddom og al grækernes visdom, mens de var så mægtige og endnu stod i deres blomstring og slog alle med forbløffelse, og med ét slag stille sig op imod dem alle, sådan som vor Herre, Guds sande Ord, har gjort? Usynligt afslører han hver enkelts vildfarelse, og han alene tager alle mennesker fra dem alle som bytte, så de, der tilbad afguderne, nu træder dem under fode, de, der blev beundret for deres trolddom, brænder deres bøger, og de vise foretrækker evangeliernes udlægning frem for alt andet. [2] For dem, de før tilbad, forlader de, og ham, de spottede som korsfæstet, Kristus, tilbeder de og bekender ham som Gud. De såkaldte guder hos dem drives på flugt ved korsets tegn, mens den korsfæstede Frelser over hele jorden forkyndes som Gud og Guds Søn. Og de guder, som grækerne tilbad, bliver af dem selv hængt ud som skændige, mens de, der tager imod Kristi lære, fører et kyskere liv end disse guder. [3] Hvis nu dette og det, der ligner det, er menneskeværk, så lad den, der vil, påvise noget tilsvarende hos dem, der har været før, og overbevise os. Men hvis det viser sig at være – og er – Guds gerninger og ikke menneskers, hvorfor er de vantro da så ugudelige, at de ikke erkender Herren, som har gjort det? [4] For det går dem på samme måde, som hvis nogen ud fra skabningens gerninger ikke erkendte Gud, deres skaber. For hvis de ud fra hans magt over altet erkendte hans guddommelighed, ville de have forstået, at også de gerninger, Kristus gjorde gennem legemet, ikke er menneskelige, men tilhører alles Frelser, Guds Ord. Og havde de erkendt det, ville de, som Paulus siger, ikke have korsfæstet herlighedens Herre (1 Kor 2,8).

54. Ligesom nogen, der vil se Gud, som af natur er usynlig og slet ikke kan ses, fatter og erkender ham ud fra hans gerninger, sådan skal også den, der ikke ser Kristus med sit sind, i det mindste lære ham at kende ud fra legemets gerninger og prøve, om de er menneskelige eller Guds. [2] Og er de menneskelige, så lad ham spotte. Men erkendes de ikke som menneskelige, men som Guds, så lad ham ikke le ad det, der ikke er til at spotte, men hellere undre sig over, at det guddommelige er blevet åbenbaret for os gennem noget så ringe, at udødeligheden er nået ud til alle gennem døden, og at forsynet over altet og dets giver og skaber, Guds Ord selv, er blevet kendt gennem Ordets menneskevordelse. [3] For han blev menneske, for at vi kunne blive guddommeliggjort; han åbenbarede sig gennem et legeme, for at vi kunne få en forestilling om den usynlige Fader; og han udholdt menneskers hån, for at vi kunne arve uforgængeligheden. Luthersk note: Ved «guddommeliggjort» mener Athanasius, at mennesket ved Kristus får del i Guds uforgængelige liv. I luthersk forståelse er det delagtighed i den guddommelige natur ved troen på Kristus (2 Pet 1,4) – mennesket ophører ikke at være skabning – og denne delagtighed modtages som gave ved troen og syndernes forladelse for Kristi skyld (CA IV). Når frelsen her især beskrives som sejr over død og forgængelighed, skal det holdes sammen med, at Skriften lige så klart taler om Kristi forsoning for vore synder, sådan som Athanasius selv gør i kap. 8–10 og 20. Selv tog han slet ingen skade, for han var uden lidelse og uforgængelig, Ordet selv og Gud. Men de lidende mennesker, for hvis skyld han også udholdt dette, bevarede og frelste han i sin egen lidelsesfrihed. [4] Og kort sagt: Frelserens store gerninger, som skete ved hans menneskevordelse, er af en sådan art og så mange, at den, der ville fortælle om dem, ligner dem, der stirrer ud over havets vidder og vil tælle bølgerne. For ligesom man ikke kan fatte alle bølgerne med øjnene, fordi de bølger, der kommer, unddrager sig sansningen hos den, der forsøger, sådan er det også umuligt for den, der vil fatte alle Kristi store gerninger i legemet, at rumme dem alle, selv blot i tanken, for dem, der unddrager sig hans overvejelse, er flere end dem, han mener at have fattet. [5] Det er derfor bedre ikke at tale med blikket rettet mod det hele, når man ikke engang kan udsige en del af det, men at nævne endnu én ting og overlade det hele til dig at undre dig over. For alt rummer lige meget under, og hvor man end vender blikket hen, ser man Ordets guddommelighed og bliver overvældet af forundring.