Forord

Da vi erkender, at vi af Guds mildhed er kaldet til at styre vort land og vort samfund, har vi hidtil intet anset for vigtigere end med alle de tjenester, vi kunne yde, at bevidne over for Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, og over for hele hans kirke, at vi har sat vor iver ind på at vække og udbrede den i sandhed gudfrygtige lære.

Vi ved ganske vist godt, at der er forskel på det verdslige og det kirkelige embede. Men når salmen så alvorligt formaner os og siger: «Og nu, I konger, kom til forstand, lad jer belære, I som dømmer jorden; tjen Herren i frygt og bæven», så har vi ikke kunnet foragte den himmelske røst. Vi har tværtimod efter bedste evne måttet sætte al vor stræben og alt vort arbejde ind på at hjælpe Guds Søns sande kirke.

Andre plejer ganske vist at gå andre veje, hvormed de mener at vise deres iver for Guds Søn og hans kirke.

Men vi har ment, at intet er mere nyttigt eller mere velbehageligt for Gud, når kirkens sande vel skal grundlægges eller bevares, end at prædikeembedet, som forkynder den himmelske og i sandhed gudfrygtige lære, bliver støttet med både offentlige og private tjenester.

Og fordi vi på grund af Guds umådelige mildhed, som han så tydeligt har vist os i sin Søn Jesus Kristus, ikke tvivler på, at han tager os til sig som sine sande lemmer, har vi til gengæld været ham den tjeneste skyldig på enhver måde at vise vor velvilje mod hans brud, kirken. For intet på denne jord er ham kærere eller mere dyrebart end hende.

En anden salme befaler os at åbne vore porte for ærens konge. Og vi har ment, at portene først da virkelig står åbne for så stor en konge, når hans himmelske lære får plads i kirkerne.

Nu er der opstået forskellige uenigheder om kirkens lære. Og den uovervindelige herre, kejser Karl, den femte af det navn, vor nådigste herre, og de øvrige stænder i Det Hellige Romerske Rige har fundet det godt, at vi skulle fremlægge, hvad vi måtte have, som synes at tjene enten kirkens offentlige fred eller den enkelte samvittigheds ro. Derfor har vi befalet vore prædikanter at nedskrive en sammenfatning af deres lære, så de offentligt kunne bevidne, at der i vore kirker ikke er givet plads til nogen anden lære end den sande apostolske, almindelige [lat. catholica] og rettroende.

Derfor har vi ønsket, at dette skrift fra vore prædikanter skulle fremlægges offentligt. Og vi håber, at hele de gudfrygtiges kirke af kendsgerningerne vil se, at intet ligger vore kirker fjernere end at have indført noget, som strider mod profeternes og apostlenes skrifter og mod den sande almindelige kirkes samstemmende opfattelse, hvad enten det gælder det, der forkyndes i læren, eller det, der udføres i gudstjenestens ceremonier.