Om dåben

Om barnedåben var alle uden nogen tvivl enige om, at det er nødvendigt, at de små børn bliver døbt. For da løftet om frelse også gælder de små børn og ikke gælder dem, der er uden for kirken, er det nødvendigt, at det tilegnes børnene gennem prædikeembedet, og at de bliver føjet ind blandt kirkens lemmer. Og da der er sagt om sådanne børn, som er i kirken: «Det er ikke Faderens vilje, at en eneste af dem skal gå fortabt», så står det fast, at børnene ved dåben får arvesyndens forladelse og Helligåndens gave, og Helligånden er virksom i dem på den måde, der svarer til deres art. Vi forkaster nemlig den vildfarelse hos dem, der forestiller sig, at de små børn behager Gud og bliver frelst uden nogen handling fra Guds side. For Kristus siger klart: «Hvis ikke nogen bliver født på ny af vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Himmeriget.» Selvom vi altså ikke forstår, hvordan denne Guds handling i børnene foregår, så er det dog sikkert, at der virkes nye og hellige bevægelser i dem, ligesom der også skete nye bevægelser i Johannes, da han var i moderlivet. For selvom man ikke skal forestille sig, at de små børn forstår noget, så ligner disse bevægelser og tilbøjeligheder til at tro på Kristus og elske Gud dog på en vis måde troens og kærlighedens bevægelser. Det er det, vi mener, når vi siger, at børnene har tro. Vi taler nemlig sådan, for at man kan forstå, at børnene ikke bliver hellige og frelste uden en guddommelig handling i dem.

Selvom det altså nogle steder er skik at forrette dåben offentligt på bestemte dage, skal folk dog undervises om, at de i mellemtiden skal sørge for at få børnene døbt, hvis deres liv er i nogen fare, og at præsterne har pligt til at døbe sådanne børn.