Artikel XVIII. Om den frie vilje

67 Den attende artikel, om den frie vilje, godtager modstanderne, selv om de tilføjer nogle vidnesbyrd, der slet ikke passer til sagen. De tilføjer også en lang tale om, at man hverken skal tillægge den frie vilje for meget, sådan som pelagianerne gør, eller fratage den al frihed, sådan som manikæerne gør.

68 Godt nok – men hvad er forskellen på pelagianerne og vores modstandere? Begge parter mener jo, at mennesker uden Helligånden kan elske Gud og opfylde Guds bud, hvad angår selve gerningernes substans, og at de kan fortjene nåde og retfærdiggørelse ved gerninger, som fornuften udfører af sig selv uden Helligånden.

69 Hvor mange urimeligheder følger der ikke af disse pelagianske meninger, som læres med stor myndighed i skolerne! Dem gendriver Augustin med stort eftertryk i tilslutning til Paulus. Hans dom har vi gengivet ovenfor i artiklen om retfærdiggørelsen. (Se Apol IV,1 og IV,106.)

70 Vi nægter heller ikke, at den menneskelige vilje har frihed. Den menneskelige vilje har frihed til at vælge de gerninger og ting, som fornuften af sig selv kan forstå. Den kan i et vist omfang yde borgerlig retfærdighed, det vil sige gerningernes retfærdighed. Den kan tale om Gud, yde Gud en vis tjeneste ved en ydre gerning og adlyde øvrigheden og forældrene. Når den vælger en ydre gerning, kan den holde hænderne tilbage fra mord, fra ægteskabsbrud og fra tyveri. Der er nemlig stadig fornuft og dømmekraft tilbage i den menneskelige natur, hvad angår det, som sanserne kan fatte. Derfor er også evnen til at vælge mellem disse ting tilbage, og ligeså friheden og kraften til at yde borgerlig retfærdighed. For Skriften kalder dette kødets retfærdighed, som den kødelige natur, det vil sige fornuften, yder af sig selv

71 uden Helligånden. Dog er begærets magt så stor, at menneskene oftere adlyder onde tilbøjeligheder end en sund dømmekraft. Og Djævelen, som er virksom i de ugudelige, som Paulus siger i Ef 2,2, holder ikke op med at drive denne svage natur til mange slags overtrædelser. Derfor er selv borgerlig retfærdighed sjælden blandt mennesker. Vi ser jo, at ikke engang filosofferne selv, som tilsyneladende

72 stræbte efter denne retfærdighed, nåede den. Men det er forkert at sige, at den, der gør budenes gerninger uden nåde, ikke synder. Og de tilføjer endda, at sådanne gerninger også fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelse de congruo [«af rimelighed», dvs. som en fortjeneste, Gud efter skolastisk lære rimeligvis lønner, selv om den ikke kan kræve det]. For menneskehjerter uden Helligånden er uden gudsfrygt. Uden tillid til Gud tror de ikke, at Gud hører dem, tilgiver dem, hjælper dem og bevarer dem. Derfor er de ugudelige. For et dårligt træ kan ikke bære gode frugter, Matt 7,18. Og uden tro er det umuligt at glæde Gud, Hebr 11,6.

73 Selv om vi altså tilstår den frie vilje frihed og kraft til at gøre lovens ydre gerninger, tillægger vi alligevel ikke den frie vilje disse åndelige ting: virkelig at frygte Gud, virkelig at tro Gud, virkelig at stole på og være overbevist om, at Gud ser til os, hører os, tilgiver os osv. Det er de sande gerninger efter den første tavle, og dem kan hjertet ikke yde uden Helligånden, som Paulus siger i 1 Kor 2,14: «Et sjæleligt menneske», det vil sige et menneske, der kun bruger sine naturlige kræfter, «tager ikke imod det der kommer

74 fra Guds Ånd.» [Det vil sige: Et menneske, der ikke er oplyst af Guds Ånd, tager ikke med sin naturlige fornuft imod noget af Guds vilje og de guddommelige ting.] Det kan man prøve af ved at tænke over, hvad ens hjerte tror om Guds vilje: om man virkelig er overbevist om, at Gud ser til en og hører en. Selv for de hellige er det svært at holde fast ved denne tro [og, som Peter siger (1 Pet 1,8), at vove sig og overgive sig helt til Gud, som han ikke ser, og at elske Kristus og sætte ham højt, selv om han ikke ser ham] – hvor meget mindre findes den da hos de ugudelige. Men den bliver til, som vi har sagt ovenfor, når forskræmte hjerter hører evangeliet og modtager trøst [når vi bliver født på ny af Helligånden].

75 Derfor er det gavnligt at fordele det sådan, at den borgerlige retfærdighed tilskrives den frie vilje, og den åndelige retfærdighed tilskrives Helligåndens ledelse i de genfødte. På den måde bevares nemlig den ydre tugt, fordi alle mennesker på samme måde bør vide både, at Gud kræver denne borgerlige retfærdighed [Gud vil ikke tåle en uanstændig, vild og hensynsløs livsførelse], og at vi i et vist omfang kan yde den. Og samtidig vises forskellen mellem menneskelig og åndelig retfærdighed, mellem filosofiens lære og Helligåndens lære, og man kan forstå, hvad man har brug for Helligånden til.

76 Denne fordeling har vi ikke selv fundet på. Skriften lærer den meget klart. Augustin behandler den også, og i nyere tid er den blevet godt behandlet af Vilhelm af Paris. Men den er blevet ondsindet undertrykt af dem, der har drømt, at mennesker kan adlyde Guds lov uden Helligånden, men at Helligånden gives, for at gerningen derudover kan regnes for fortjenstfuld.