Tredje del, artikel VIII. Om skriftemålet

1] Tilgivelsen eller nøglemagten er også en hjælp og trøst mod synden og den onde samvittighed, indstiftet af Kristus i evangeliet. Derfor må man for alt i verden ikke lade skriftemålet eller tilgivelsen gå af brug i kirken, især for de forsagte samvittigheders skyld og også for de unge, uvidende menneskers skyld, så de kan blive overhørt og undervist i den kristne lære.

2] Men opregningen af synderne skal være fri for enhver, så han selv bestemmer, hvad han vil nævne, og hvad han ikke vil nævne. For så længe vi er i kødet, lyver vi ikke, når vi siger: Jeg er et fattigt menneske, fuld af synd; Rom 7: «Jeg mærker en anden lov i mine lemmer» osv. Men da den private tilgivelse (absolutio privata) kommer af nøglernes embede, skal man ikke foragte den, men holde den i høj ære som alle de andre embeder i den kristne kirke.

3] Og i disse stykker, som angår det mundtlige, ydre ord, må man stå fast på, at Gud ikke giver nogen sin Ånd eller nåde uden ved eller med det forudgående ydre ord. Sådan vogter vi os mod entusiasterne, det vil sige de ånder, som roser sig af at have Ånden uden og før ordet og derefter dømmer, tyder og strækker Skriften eller det mundtlige ord, som det passer dem. Det gjorde Müntzer, og det gør mange stadig i dag, som vil være skarpe dommere mellem ånden og bogstaven og ikke ved, hvad de siger eller påstår. 4] For også pavedømmet er bare entusiasme, hvor paven praler af, at alle rettigheder ligger i hans hjertes skrin, og at det, han dømmer og befaler sammen med sin kirke, skal være ånd og ret, selv om det er over og imod Skriften eller det mundtlige ord.

5] Alt dette er den gamle djævel og den gamle slange, som også gjorde Adam og Eva til sværmere. Han førte dem bort fra Guds ydre ord til åndsværmeri og egenrådighed – og alligevel gjorde han det ved hjælp af andre ydre ord. 6] Sådan fordømmer også vore dages sværmere det ydre ord, men selv tier de ikke. Tværtimod fylder de verden med deres snak og skrifter, ganske som om Ånden ikke kunne komme gennem apostlenes skrift og mundtlige ord, men skulle komme gennem deres skrift og ord. Hvorfor lader de så ikke også deres egen prædiken og deres skrifter være, indtil Ånden selv kommer til folk uden og før deres skrifter, sådan som de praler af, at han er kommet til dem uden Skriftens prædiken? Men her er der ikke tid til at diskutere det videre; vi har ellers behandlet det grundigt nok.

7] For også de, som tror før dåben, eller som bliver troende i dåben, har det gennem det ydre ord, der går forud. De voksne, som er kommet til skelsår og alder, må først have hørt: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst» (Mark 16,16), selv om de først er vantro og først ti år senere får Ånden og dåben. Og Kornelius (ApG 10) havde længe forinden hørt hos jøderne om den kommende Messias. Derved var han retfærdig for Gud, og i denne tro var hans bøn og hans almisser Gud velbehagelige (sådan som Lukas kalder ham retfærdig og gudfrygtig). Uden et sådant ord, som gik forud, og uden at have hørt det kunne han hverken tro eller være retfærdig. Men Peter måtte åbenbare for ham, at Messias (som han indtil da havde troet på som den, der skulle komme) nu var kommet. Hans tro på den kommende Messias skulle ikke holde ham fanget blandt de forhærdede, vantro jøder; han skulle vide, at han nu måtte blive frelst ved den Messias, der var kommet, og ikke sammen med jøderne fornægte og forfølge ham osv.

9] Kort sagt: Sværmeriet sidder i Adam og hans børn fra begyndelsen til verdens ende. Den gamle drage har plantet og forgiftet det i dem, og det er oprindelsen, kraften og magten bag alt kætteri, også bag pavedømmet og Muhammeds lære. 10] Derfor skal og må vi holde fast ved, at Gud ikke vil handle med os mennesker på anden måde end gennem sit ydre ord og sakramente. 11] Men alt det, som man roser sig af om Ånden uden et sådant ord og sakramente, er djævelen. For Gud ville også først vise sig for Moses gennem den brændende tornebusk og det mundtlige ord. Og ingen profet, hverken Elias eller Elisa, har fået Ånden uden for eller uden de ti bud. 12] Johannes Døberen blev heller ikke undfanget uden Gabriels ord, der gik forud, og han sprang ikke i sin mors liv uden Marias stemme. 13] Og Peter siger: «Profetien er aldrig kommet frem ved menneskelig vilje, men Guds hellige mennesker har talt, drevet af Helligånden» (2 Pet 1,21). Men uden det ydre ord var de ikke hellige, og endnu mindre ville Helligånden have drevet dem til at tale, mens de endnu var uhellige. For de var hellige, siger han, da Helligånden talte gennem dem.