Tredje del, artikel X. Om ordination og kald

1] Hvis biskopperne ville være rette biskopper og tage sig af kirken og evangeliet, så kunne man for kærlighedens og enighedens skyld – men ikke fordi det er nødvendigt – lade dem få lov til at ordinere og konfirmere os og vore prædikanter. Dog skulle al ukristelig pomp og pragt, alt maskespil og blændværk så lægges til side. 2] Men nu er de ikke rette biskopper og vil heller ikke være det. De er verdslige herrer og fyrster, som hverken vil prædike eller undervise eller døbe eller uddele nadveren eller udføre nogen af kirkens gerninger eller noget af dens embede. Desuden forfølger og fordømmer de dem, der er kaldet til et sådant embede og udfører det. Men kirken må ikke af den grund stå uden tjenere.

3] Derfor vil og skal vi selv ordinere egnede personer til dette embede, sådan som kirkens og fædrenes gamle eksempler lærer os. Det har de ingen ret til at forbyde eller hindre os i, heller ikke efter deres egen kirkeret. For deres kirkeret siger, at de, der er ordineret, også af kættere, skal regnes for ordinerede og forblive det. Sådan skriver Hieronymus også om kirken i Alexandria, at den i begyndelsen blev styret i fællesskab af præsterne og prædikanterne, uden biskopper.