Artikel XVI. Om borgerlige forhold

Om samfundsordenen og det verdslige styre læres der, at al øvrighed i verden og alle ordnede styrer og love er en god orden, skabt og indstiftet af Gud, og at kristne uden synd kan være øvrighed, fyrster og dommere, afsige dom og dømme efter kejserlig og anden gældende ret, straffe forbrydere med sværdet, føre retfærdige krige, gøre krigstjeneste, købe og sælge, aflægge pålagte eder, have ejendom, være gift osv.

Her fordømmes gendøberne, som lærer, at intet af det ovennævnte er kristent.

Også de fordømmes, som lærer, at den kristne fuldkommenhed består i legemligt at forlade hus og hjem, hustru og børn og give afkald på de nævnte ting. For den rette fuldkommenhed er alene dette: ret frygt for Gud og ret tro på Gud. Evangeliet lærer nemlig ikke et udvortes, timeligt væsen, men et indre, evigt væsen og hjertets retfærdighed. Det omstøder ikke det verdslige styre, samfundsordenen og ægteskabet, men vil, at man skal holde alt dette for en sand ordning og i disse stillinger vise kristen kærlighed og rette, gode gerninger, enhver efter sit kald. Derfor har de kristne pligt til at underordne sig øvrigheden og adlyde dens bud i alt, hvad der kan ske uden synd. Men kan øvrighedens bud ikke følges uden synd, skal man adlyde Gud mere end mennesker, ApG 5,29.