Artikel XVIII. Om den frie vilje

Om den frie vilje læres der, at mennesket i en vis grad har en fri vilje til at leve et udvortes hæderligt liv og vælge mellem de ting, som fornuften forstår. Men uden nåde, hjælp og virkning fra Helligånden er mennesket ikke i stand til at blive Gud velbehageligt, til at frygte Gud af hjertet eller tro på ham eller til at kaste det medfødte onde begær ud af hjertet. Det sker derimod ved Helligånden, som bliver givet ved Guds ord. For Paulus siger i 1 Kor 2,14: «Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd.»

Og for at man kan se, at der ikke læres noget nyt her, gengives her Augustins klare ord om den frie vilje fra 3. bog af Hypognosticon: «Vi bekender, at alle mennesker har en fri vilje. For de har jo alle en naturlig, medfødt forstand og fornuft – ikke sådan at de kan gøre noget over for Gud, fx elske Gud af hjertet eller frygte ham; men kun i dette livs udvortes gerninger har de frihed til at vælge godt eller ondt. Med godt mener jeg det, som naturen formår, fx at arbejde i marken eller lade være, at spise, drikke, gå til en ven eller lade være, tage tøj på eller af, bygge, tage sig en hustru, drive et håndværk og gøre lignende nyttige og gode ting. Alt dette er og består dog ikke uden Gud, men alt er fra ham og ved ham. Omvendt kan mennesket også af eget valg give sig til noget ondt, fx knæle for en afgud eller slå et menneske ihjel» osv.