4. søndag efter påske, anden prædiken (Jak 1,16–21)

En anden prædiken over epistlen på 4. søndag efter påske, Jak 1,16–21

Denne epistel er skrevet til alle kristne, især på den tid, da de måtte lide stor og megen forfølgelse fra den vantro verden, sådan som Sankt Jakob viser straks i begyndelsen, hvor han (Jak 1,2–4) siger sådan: «Kære brødre, regn det for lutter glæde, når I kommer i mange slags anfægtelser, og vid, at jeres tro, hvis den er ægte, virker tålmodighed; men tålmodigheden skal blive fast til enden» osv. Ligeledes siger han bagefter (Jak 1,12) igen: «Salig er den mand, som udholder anfægtelsen» osv.

Men der er to ting, som river folk bort fra evangeliet. Den ene hedder vrede og utålmodighed, den anden ond lyst. Om disse to ting taler han i dette kapitel. Vreden kommer deraf (siger han): Når I bliver forfulgt, så I for Herren Kristi skyld skal give slip på gods og ære, ja liv og lemmer med, og være hele verdens nar, fodskammel og askepot, så gør det jer ondt og bliver jer for tungt, så I bliver modløse og trætte, fordi I mærker og ser, at de, som forfølger jer, har gode dage og svæver i ære, magt og rigdom, mens I til gengæld bestandig alene må lide. Derfor formaner også Sankt Peter i 1 Pet 3,10 ud fra den 34. salme (Sl 34,14–15): Den, der vil være en kristen, må være sådan indstillet, at han viger fra det onde og gør det gode og jager efter freden og kan tie med sin tunge og holde munden lukket, så han ikke bander og ikke bliver utålmodig, men overlader sagen til Gud.

Se, denne ting skræmmer og river mægtig mange folk tilbage, som ellers nok holder sig til evangeliet, men som ikke kan lide og tåle den skade og skam, som de må bære for dets skyld. Ellers ville verden for længst være fuld af kristne, hvis ikke det kære hellige kors var lagt derpå, eller hvis den kunne overvinde vreden og utålmodigheden. Men af den grund træder de tilbage og siger: «Før jeg vil lide det, vil jeg hellere blive hos den store hob; som det går de andre, sådan må det også gå mig» osv.

Den anden ting hedder så: verdens lyst og (som Sankt Jakob kalder det) urenhed. Den er også en almindelig plage, især hos den store hob, og den kommer deraf, at når de har hørt evangeliet, mener de straks, at de kan det hele, og agter det ikke mere. Så går de hen og drukner i verdens vellyst, hovmod og gerrighed og tænker kun på, hvordan de kan blive rige og have gode dage.

Se, det ser vi nu tydeligt nok for øjnene, og jeg er bange for, at vi ikke får det bedre end apostlene og profeterne, og at det nok vil blive sådan blandt folk. Dog må vi altid holde både os selv og andre til, at vi med flid vogter os for begge disse laster, især for den, at vi ikke af utålmodighed bliver vrede og knurrer imod Gud; dernæst, at vi også er sagtmodige over for folk, så vreden overalt bliver lagt og dæmpet, og der hos os, som er kristne, hersker lutter tålmodighed og sagtmodighed.

Det er det, hele dette kapitel, som jeg har sagt, sigter på. Og her angiver han grunden til, at vi skal være så tålmodige og ikke lade os opbringe imod dem, som gør os al slags ondt, og især imod dem, som foragter Guds ord og er utaknemmelige eller oven i købet forfølger det. Grunden skal være den (siger han), at I skal betænke, hvilke goder I har fra Gud, ovenfra, ned fra himlen, nemlig alle gode og fuldkomne gaver osv.

Læg derfor begge dele rigtigt på vægten, og vej det ene mod det andet, så vil I finde, at I er overøst med langt mere godt, end I kan overøses med skam og skade. Når I nu bliver anfægtet af verden og pirret til utålmodighed med utaknemmelighed, foragt og forfølgelse, så hold op imod det, hvad godt og hvilken trøst I har i Kristus og evangeliet; så vil det snart vise sig, at I langt snarere har grund til at have medlidenhed med dem, som vil skade jer, end til at knurre og blive vrede på dem.

Ligeledes vil I heller ikke agte dem, som lever i verdslige lyster og (som han kalder det) urenhed, så meget værd, at I skulle lade jer bevæge af deres færd til at falde fra evangeliet efter dem; for de har jo ikke andet end en lurvet tiggerbid imod jeres herlige, guddommelige goder og rigdom. Tænk derfor på det, og lad jer ikke forføre, hverken af verdens frækhed og overmod, som gør jer skade og al slags ondt, eller af lykken og velstanden hos dem, som har penge og gods i verden og lever i sus og dus og al vellyst; men fæst øjnene på og se på, hvad I til gengæld har fra Faderen af hans guddommelige goder og fuldkomne gaver osv.

Gode gaver vil vi, for at skelne dem fra hinanden, forstå som de goder, vi har her i denne verden; fuldkomne gaver som dem, vi har i vente i det tilkommende liv, sådan som han også selv viser ved at sige: «Ved livets ord har han født os, for at vi skulle være en begyndelse eller førstegrøde af hans skabninger» og nye mennesker osv. Med disse ord, gode og fuldkomne gaver, omfatter og sammenfatter han alt det gode, som vi allerede har fået af Gud og endnu skal få i himlen og på jorden, både her og hisset.

Se, hvis vi kristne kunne regne efter og veje imod hinanden, hvilke skatte og hvilket overvældende gode vi har – jeg vil nu ikke tale om de jordiske, forgængelige og foranderlige, såsom timeligt gods, ære, et sundt legeme osv., men om de åndelige, evige goder, som vi har i Kristus – så ville vi snart slutte, at de mere end hundredtusind gange overgår alt, hvad verden har og kan rose sig af. Mangen en ville give mange tusind gylden for at kunne se med begge øjne, og han regner det så højt, at han gerne til gengæld ville ligge syg et år eller lide en anden stor skade, og skaden bevæger ham ikke så meget som det gode, han gerne ville have.

Men det vil vi (som sagt) ikke tale om nu, skønt skaden på de legemlige goder heller aldrig er så stor som det gode, vi har til gengæld. For hvem kan betale eller fortjene selv den allermindste af Guds gaver (som at han en dag ser lyset eller den kære sol), om han så skulle lide ti gange så meget for den? Og så længe du har dette legemlige liv, har du endnu den største skat, som langt opvejer alt guld og sølv og al den ulykke, du kan komme ud for.

Men vi taler nu egentlig om de goder, som vi har ved Kristi opstandelse, som det hører sig til at tale om i denne påsketid, når det hedder: «Alle gode og fuldkomne gaver kommer fra lysets Fader.» For han er begyndt at tømre og bygge på os og vil gøre os til sine egne børn og arvinger; det er sket (siger han) ved evangeliet, som han kalder sandhedens ord.

Hvad har vi så deri? Allerede så meget, at vores hjerte bliver oplyst og glad, og at vi kommer fra al synd, vildfarelse, rædsel og frygt ind i den klare sandhed, så at en kristen kan bedømme alle sekter og djævlelærdomme, som kan komme op på jorden. Er det nu ikke en herlig skat og en kostbar gave, at vi bliver så oplyst og belært af Gud, at vi kan fælde en ret dom over al slags lære og levned på jorden og sige og vise enhver, hvordan de skal leve, og hvad de skal gøre og lade være? Derfor kan vi nok rose os af, at vi også her på jorden har en Fader, som hedder lysets Fader, og af ham får sådanne goder, som enhver gerne burde give liv og lemmer for.

Hvad ville jeg ikke selv have givet i mit mørke for, at nogen havde forløst mig fra den angstfulde messelæsning og andre vederstyggeligheder; ligeledes fra min samvittigheds pine og angst, som jeg ingen ro kunne få for; eller havde lært mig at forstå en eneste salme ret! Jeg ville jo gerne have krøbet på jorden efter det til verdens ende. Nu har vi, Gud ske lov, denne høje skat i rigt mål, nemlig dette salige lys, det dyrebare, kære ord. Hvad er al lidelse og ulykke imod dette lys?

For det andet har vi også en god, glad samvittighed, som kan bestå imod al slags rædsel, synd og anfægtelse og holder fast ved det visse håb om det evige liv. Det er de høje, herlige gaver og goder: evangeliet, den kære dåb, Helligåndens styrke og trøst i al slags modgang. Hvad er det så imod disse, at nogen gør dig en lille skade eller tager noget fra dig af de timelige goder? Eller hvorfor vil du knurre og blive vred, når du har sådanne guddommelige goder, som ingen kan tage fra dig eller formindske, ikke engang her i dette liv?

Om du så må lade penge, gods, ære og gunst fare, så tænk: «Jeg har en skat, som er mig langt kærere end al verdens ære og gods.» Ligeledes, hvis du ser en anden leve i stor pragt og lyst og frækt efter sit eget overmod, hvad har han så? En elendig tiggerbid og tiggerbrød. Jeg derimod har den guddommelige nåde, at jeg kender Guds vilje og gerning og alt, hvad der er i himlen og på jorden. Se på den skat (siger han), på hvilke store, herlige goder du allerede har fået af lysets Fader.

Men dermed skal det ikke blive; I har endnu de rette, fuldkomne goder og gaver i vente. For det går nu engang sådan til på jorden, at det altid er ufuldkomment med os, så vi ikke kan kende og fatte vores skat, sådan som vi gerne ville; for vi er endnu kun førstegrøde af hans skabninger. Han er nok begyndt i os, men han vil ikke lade os blive sådan; nej, hvis vi bliver i troen og ikke lader os vende bort fra den ved vrede eller utålmodighed, vil han føre os til de rette evige goder, som hedder fuldkomne gaver, hvor vi aldrig mere skal fare vild eller snuble, blive vrede eller synde.

Det skal være en tilværelse (siger han videre), hvor der ikke er nogen skiften eller forandring mellem lys og mørke; det vil sige, det skal ikke skifte sådan og være så ubestandigt, som det nu er, også i det kristne liv: i dag glad, i morgen bedrøvet; nu stående, snart faldet osv. Ligesom det skifter og altid forandrer sig i den naturlige og verdslige tilværelse: nu lyst, snart mørkt; nu dag, nu nat; nu koldt, nu varmt; nu bjerg, nu dal; ligeledes i dag frisk, i morgen syg osv. Alt det skal holde op, og i stedet skal der komme en sådan tilværelse, hvor der ingen sådan skiften er, men et bestandigt og evigt gode, så vi uden ophør skal skue Gud i hans majestæt, og der skal intet mørke være, ingen død, ingen plage, ingen svaghed, men lutter lys, glæde, salighed osv. Derhen må I se og tænke, når verden anfægter jer og pirrer jer enten til vrede eller ond lyst: nemlig på de høje, himmelske goder, som visselig er lovet jer, og som jeres hoved, Kristus, allerede har sat sig ind i, for at han også helt skal føre jer derhen. De skal være jer langt dyrere og kærere end disse jordiske, som vi dog alle må lade bag os.

Det skulle nu være de kristnes tanker og øvelse, at vi lærte at agte vores goder og skatte for herlige og store og takke Gud for den påbegyndte nåde og de påbegyndte gaver, såsom ret erkendelse og forstand, retfærdighed og liv, og altid se og stræbe derhen, at også det fuldkomne må komme til, så vi kan blive fri og løs af den ufuldkomne og skrøbelige tilstand, som vi nu bærer om halsen, og som altid trækker os ned, så vi let bliver bevæget til at falde fra evangeliet.

Og netop dertil skal det kære hellige kors og forfølgelsen hjælpe os og give os anledning, og desuden verdens lokkelser og eksempel, når vi ser, hvor letsindigt de stakkels mennesker lader sig rive bort fra Ordet og troen, hvori de kunne have usigelig nåde og goder, for den magtesløse tiggerbids’ skyld, som de kan jage til sig her.

Derfor siger han nu: Hvorfor vil I bekymre jer om goderne hernede på jorden, som, skønt de også er givet af Gud, dog er forgængelige og ikke kan blive længe, og ikke langt hellere glæde og trøste jer ved de høje, himmelske goder, som I allerede har i overvældende rigt mål, og som ikke kan tages fra jer? Og for at gøre det tydeligt siger han videre: «Han har født os af egen vilje (eller efter sin vilje) ved sandhedens ord.»

Det er det første og tillige det højeste, han har gjort og givet os ovenfra: at han har født os og gjort os til sine børn eller arvinger, så vi er og kaldes børn, født af Gud. Hvordan eller hvorved er det gået til? Ved sandhedens ord, eller det sande ord. Hermed ser og støder han vidt omkring sig efter alle sværmerier og sekter, som også har et ord og roser deres lære meget; men det er ikke sandhedens ord, som gør Guds børn. For de lærer intet og ved heller intet om, hvordan vi må fødes af Gud til børn ved troen; de plaprer kun meget om vores egne gerninger, som vi gør, sådan som vi er født af Adam.

Men vi har sådan et ord, at vi ved, at Gud derved gør os til sine kære børn og retfærdige (når vi tror på det), ikke ved gerninger eller lov. For en kristen skal være et sådant menneske, som har det ved fødsel; det lader sig ikke snitte eller lappe sammen med gerninger, sådan som Moses’ disciple og alle gerningslærere vil gøre det med bud og her driver en gerning og der en gerning frem og dog intet udretter. Nej, dertil hører nye mennesker, som kaldes Guds fødte børn, sådan som der også siges i Joh 1,12.

Det er dem (siger Sankt Johannes samme sted), som tror på Kristi navn, det vil sige, som med hjertet hænger ved det ord (som han her roser som den store, mægtige gave), at Gud ved Kristus tilgiver dem synden og tager dem til nåde osv., og som bliver ved det i al slags anfægtelser, lidelser og nød. Det klenodie har I allerede her på jorden i Ordet. Når han nu har vist jer så høj en nåde, at I er hans fødte børn, hvordan skulle han så ikke også give jer alt andet med?

Se, hvor har I det fra? Ikke af jeres egen vilje eller evne og gøren; ellers ville jeg og andre hidtil også godt have opnået det uden Ordet ved så mange gerninger, som vi gjorde i munkevæsenet. Nej, af eller ved hans vilje (siger han). For det er aldrig kommet noget menneske i hjerte eller tanke, at vi på den måde skulle blive Guds børn; det er ikke vokset i vores have eller vældet frem af vores brønd, men er kommet ned ovenfra, fra lysets Fader, som ved sit ord og Helligånden har åbenbaret det for os og givet os det i hjertet ved sine apostle og deres efterfølgere, fra hvem Ordet er kommet helt frem til os. Derfor hedder det: ikke erhvervet ved vores gøren eller fortjeneste, men skænket os ved hans faderlige vilje og velbehag, af lutter nåde og barmhjertighed.

Og sådan er vi blevet (siger han) førstegrøde af hans skabning, det vil sige, en ny, påbegyndt skabning og gerning af Gud. Hermed skiller han sin skabning fra verden eller de menneskelige skabninger, sådan som også Sankt Peter gør i 1 Pet 2,13: «Vær alle menneskelige skabninger underdanige», det vil sige det, som mennesker byder, ordner, skaber og gør; ligesom en fyrste gør en til foged, amtmand, skriver og hvad han vil, det som mennesker kan skabe og gøre.

Men Gud har en anden, ny skabning og et nyt værk, som hedder sådan, fordi den er skabt af ham og er hans egen gerning, uden al menneskelig medvirken og evne. Derfor kaldes en kristen en ny Guds skabning, som han selv alene gør, over og uden for alle andre skabninger og gerninger: dog sådan, at det nu kun er begyndelsen og daggryet, og han arbejder dagligt på det, indtil det hisset bliver fuldkomment og en helt guddommelig skabning, ren og klar som solen, uden al synd og brøst og helt igennem brændende i guddommelig kærlighed.

Alt det skal I se godt på og betænke, hvilket stort gode og hvilken ære og herlighed der allerede er givet jer af Gud, at I er gjort til arvinger af det tilkommende liv, hvor der ingen ufuldkommenhed eller forandring skal være, men en ren, fuldkommen, guddommelig tilværelse, sådan som han selv er. Derfor skal I endelig ikke lade jer bevæge til vrede for den fattige, elendige tiggerposes skyld, som verden tragter efter, men langt hellere glæde jer ved de guddommelige goder og takke Gud for, at han har gjort jer dem værdige, og til gengæld foragte alt, hvad der her kan times jer af sødt eller bittert. For hvad er al lidelse på jorden (siger Sankt Paulus) andet end et eneste øjeblik imod den tilkommende evige herlighed, som skal åbenbares på Guds børn? (Rom 8,18.)

Derfor slutter Sankt Jakob nu: «Ethvert menneske skal være hurtig til at høre, men langsom til at tale og langsom til vrede.» Det vil sige: Lad jer sige, formane, straffe og trøste af Guds ord; dertil skal I være hurtige, og ikke rede til straks at knurre, bande og skælde ud imod Gud og mennesker. Dermed forbyder han ikke, at man overhovedet taler eller skælder ud, bliver vred eller straffer, hvor Guds befaling eller nøden kræver det; men at vi ikke skal være hidsige og hurtige dertil for vores egen persons skyld, selv om vi bliver pirret til det, og først høre og lade os sige af Ordet. Det er det rette eller sande ord, som vi altid skal lade os styre og føre af, og som alt det skal udgå fra, som vi taler, og som vi skal skælde ud på eller straffe. Derfor siger han lidt efter, at vi skal tage imod Ordet med sagtmodighed, så vi ikke bliver vrede på det, når vi bliver straffet ved det, eller bliver utålmodige og knurrer, hvis vi må lide noget for dets skyld osv.

Og han giver grunden dertil: «For en mands vrede gør ikke det, som er ret for Gud.» Det har også hedningerne sagt: Ira furor brevis est [«Vrede er en kort galskab», Horats, Breve 1,2,62] osv., og erfaringen bevidner det. Derfor, når I mærker, at vreden rører sig i jer (siger den fjerde salme, Sl 4,5), så synd ikke, men gå ind i jeres kammer, hold dog lidt stille, og lad ikke vreden løbe sådan af med jer, at I handler efter den. Far ikke så hidsigt frem, selv om man påfører jer skade eller skam eller giver jer onde ord, så I straks lader jer opbringe og bliver optændt; men se til, at I overvinder pirringen og ikke giver efter for den.

Det er nu det første stykke: at de kristne skal vogte sig for at falde i vrede og utålmodighed og i stedet betænke, hvilke store goder og gaver de har, som al verdens gods og væsen slet ikke kan sammenlignes med.

Ligeledes taler han nu også om det andet stykke og siger: «Derfor, aflæg al urenhed og al ondskab» osv. Urenhed kalder han verdens urene væsen og levned i al slags vellyst, overmod og skurkestreger. Et sådant væsen skal være langt fra jer kristne, eftersom I har så store, herlige goder; kunne I se og kende dem ret, ville I agte alt sådant verdsligt væsen og lyst for lutter skarn, sådan som det også er og med rette kaldes urenhed imod jeres gode, fuldkomne, himmelske gaver og goder.

«Og tag i sagtmodighed imod det ord, som er plantet i jer.» I har nu allerede Ordet, som I ikke selv har udtænkt eller erhvervet, men som Gud af nåde har givet jer og plantet i jer, så det går rigeligt til hos jer og bliver prædiket, hørt, læst og sunget (sådan som det nu af Guds nåde også er hos os), så der nu, Gud ske lov, ingen mangel er på det. Det kommer kun an på, at I også tager imod det og gør jer det til nytte og bruger det med sagtmodighed, så I endelig holder fast ved det og ikke lader det tage fra jer ved vrede og forfølgelse eller ved lokkelse til verdslig lyst, ligesom Kristus også siger i Luk 21,19: «Hold fast ved jeres sjæle med tålmodighed.»

For der hører sagtmodighed og tålmodighed til, hvis man vil vinde over Djævelen og verden; vil man derimod slås og tumle med dem, så kan vi ikke beholde Ordet. Imod synden skal vi stride og kæmpe; men at vi ville ryge i totterne på dem, køle vores mod på dem og hævne os, dermed udretter vi intet og mister oven i købet vores skat, det kære ord. Tag derfor sådan imod det, eftersom det er sænket og plantet i jer, at I kan beholde det, og at det kan bære sin frugt i jer.

«For det er et sådant ord (siger han til slut), som kan frelse jeres sjæle.» Hvad vil I så mere? I har Ordet og løftet om alle guddommelige goder og gaver; og så kan det tilmed frelse jer, hvis I blot bliver hængende ved det. Hvad bryder I jer så om verden og alt, hvad den formår, hvad enten det er godt eller ondt? Hvad kan den skade eller hjælpe jer, når I beholder denne skat? Og læg her mærke til, at han tillægger det mundtlige ord eller det prædikede evangelium den kraft, at det kan frelse vores sjæle; ligesom også Sankt Paulus i Romerbrevets første kapitel (Rom 1,16) med de samme ord priser det, at evangeliet, som han prædiker, er en Guds kraft, som frelser alle, der tror på det.

Dette er nu sådan plantet blandt og i jer, at I visselig kan trøste jer ved og håbe på jeres frelse. Se kun til, om I vil lade jer drive eller vende bort fra det af denne verdens vrede eller urenhed, eller om I vil tage imod og beholde med tålmodighed og renhed det ord, som Gud så nådigt og rigeligt har givet jer, uden jeres arbejde og fortjeneste. Hvad ville andre ikke gøre, hvis de havde eller kunne kende en sådan skat? Hvor meget har ikke de gjort og gør endnu i dag, som ikke har Ordet og dog arbejder på, at de gerne ville komme i himlen og blive frelst, og dog ikke kan nå det, om de så piner sig selv til døde og stifter og øver alle gudstjenester? Vil I nu ikke hellere blive ved Ordet og beholde den skat, ved hvilken I er Guds børn og jeres sjæle bliver frelst, end lade verden rive jer bort fra det ved sin forfølgelse eller lyst og urenhed, hvormed den selv forfører sig i fordærv og fordømmelse?