26. søndag efter trinitatis (2 Thess 1,3–10)

Epistlen på 26. søndag efter trinitatis, 2 Thess 1,3–10

Først priser Sankt Paulus her sin kirke i Thessaloniki, som havde været en af de fineste og bedste for sin tros og kærligheds skyld, der stod fast under korset og forfølgelserne og voksede ved tålmodighed. Det gør han for at ægge dem til at blive ved på samme måde, og dermed stiller han også andre et eksempel og billede frem af de frugter, som prædikenen og kendskabet til evangeliet skal virke; og han viser, hvori den sande Kristi kirkes opbyggelse og fremgang består. Dernæst trøster han dem (i deres lidelse og tålmodighed) med Herren Kristi herlige komme til deres forløsning og til gengæld for deres trængsel med hvile og glæde, og med den evige hævn over deres forfølgere osv.

Men denne trøst henter han netop fra deres lidelse og fra Guds retfærdige dom; dermed viser han, hvorfor Gud lader dem lide på jorden, og hvad han har besluttet at gøre ved det. For når man ser på kristenheden med menneskelig fornuft og tanker, så ser der på jorden ikke ud til at være noget mere elendigt, plaget og ulyksaligt folk end disse, som bekender og roser den korsfæstede Kristus. For de bliver uophørligt forfulgt i verden, og dertil plaget og anfægtet af Djævelen med alskens jammer, nød, ulykke, død osv., så det også i deres egne øjne ikke ser anderledes ud, end at de frem for alle mennesker er glemt og forladt af Gud, fordi han bestandig lader dem ligge nede under korset, mens den øvrige verden, især deres forfølgere, lever og svæver i stor ære, lykke, glæde, magt og rigdom, og alt går dem efter ønske. Det er noget, Skriften, og især Salmerne, ofte klager over, og Sankt Paulus selv bekender og siger i 1 Kor 15,19: «Hvis vi alene i dette liv har håbet på Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.»

Nu kan det jo ikke være sådan og blive ved at være sådan, og det kan ikke være Guds mening, at han evigt og uden ophør skulle lade sine kristne lide på den måde og så dø derunder og blive i døden. For det ville ikke stemme med hans evige guddommelige ære og sandhed; for ved sit ord bevidner han, at han vil være Gud for de fromme, dem, som frygter ham og stoler på ham, og som han har givet så store løfter. Deraf følger, at han må have besluttet hos sig selv at give noget andet, både sine kristne og også den anden flok, end det, de begge nu har på jorden. Og netop dette er en af de fornemste grunde til, at han lader de kristne lide på jorden: at han dermed viser, at han har i sinde at skabe en anden tilstand for dem begge. Derfor må begge dele, både de troende kristnes lidelse og den ugudelige verdens ondskab, tyranni, raseri og forfølgelse af de fromme, være et sikkert vidnesbyrd om et andet, kommende liv og om Guds endelige dom, hvorved alle mennesker, fromme og onde, skal få gengæld evigt og uden ophør.

Se, det er det, Sankt Paulus vil her, når han siger om de kristnes trængsel og lidelse: «Det viser, at Gud vil dømme retfærdigt, og at I er værdige til Guds rige, for hvilket I også lider osv.» Som ville han sige: «Å, kære kristne! Lad jeres lidelse være jer kær og værdifuld, og tænk ikke, at Gud derfor er vred på jer eller har glemt jer; for I har deraf en stor, rig nytte og trøst, nemlig at I derved har vidnesbyrdet om, at Gud vil være en retfærdig dommer og frelse jer rigeligt og dertil tage hævn over jeres forfølgere. Ja, et sikkert vidnesbyrd har I deri, og derfor kan I uden tvivl trøste jer og glæde jer over, at I hører Guds rige til og allerede er gjort værdige til det, fordi I lider for dets skyld.» For hvad en kristen her på jorden lider af Djævelen og verden, det hænder ham visselig alene for Guds navns og ords skyld.

For det burde jo med rette være sådan, eftersom han er døbt og nu er Guds barn, at han også havde lutter godt, trøst og glæde på jorden. Men nu, da han endnu er her i Djævelens rige, som også har stukket synden og døden ind i hans kød, så må han også stå for skud for ham. Men hvad Djævelen alligevel gør imod ham med sine og verdens plager, forfølgelser, rædsler, pinsler og død, dermed gør han ham vold og uret. Derfor har den kristne også herimod den trøst ved Guds ord, at når han lider for Kristi og Guds riges skyld, skal han også visselig få evig del i det; for ingen bliver rigtignok værdig til det uden den, som også lider for det.

«Eftersom det er retfærdigt hos Gud,» siger han videre, «at gengælde dem med trængsel, som påfører jer trængsel osv.» Det må og kan ikke evigt være og blive sådan som nu, at det går verden godt og jer ilde; for Guds retfærdighed tåler det ikke. Men fordi han er en retfærdig dommer, så må det blive en anden sag, så de fromme får det godt evigt, og de onde derimod også bliver straffet evigt. Ellers ville Gud ikke dømme retfærdigt; og det ville være det samme som at sige, at han ikke var Gud. Men fordi det er umuligt, og Guds retfærdighed og sandhed ikke kan forandres, så må han som dommeren gribe ind og en gang komme fra himlen (når han nu har samlet alle sine kristne), og hævne dem på deres fjender og betale fjenderne, hvad de har fortjent, og give de kristne evig hvile og glæde for den timelige lidelse, de har haft her.

De kristne kan og skal visselig forvente og trøste sig ved, at Gud ikke vil lade det gå hen ustraffet og uhævnet, som om han havde glemt det (sådan som det nu ser ud), at den fromme Abel så skændigt blev myrdet af sin bror, og at hans profeter og martyrer, som Johannes Døberen, Jeremias, Paulus og andre, skulle være blevet henrettet af deres blodhunde, Herodes, Nero og den slags skændige tyranner og voldsmænd, eftersom han også i dette liv har givet dem et herligt vidnesbyrd om, at de var hans kære børn. Derfor kan dommen til sidst ikke udeblive, så tyrannerne må lide deres pine og straf, og de fromme også får erstatning for deres lidelse og har evig hvile og glæde; for at hele verden kan se, at Gud heller ikke har glemt dem efter deres død osv.

Se, det er trøsten ved den kommende dom ved de dødes opstandelse, som Guds retfærdighed kræver, så de helliges lidelse bliver gengældt på det rigeligste og herligste. Og således anfører Sankt Paulus som den fornemste grund (dem til så meget større trøst), at Gud må straffe verden med evig pine, fordi den påfører hans kristne trængsel. Det lyder, som om det ikke lå Gud så meget på sinde, hvad både Djævelen og verden gør imod ham ved stor foragt og dertil ved bespottelse og had til hans navn og ord, foruden alskens anden ondskab og ulydighed, hvormed de drager deres evige pine og fordømmelse over sig; men som om han meget mere agter at straffe dem for, at de forfølger og plager hans fattige troende kristne. Sådan vil også Kristus anføre det på den yderste dag og sige: «Gå bort, I forbandede, til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle; for hvad I ikke har gjort imod en af disse mindste, har I heller ikke gjort imod mig osv.» (Matt 25,41.45).

Hvad Sankt Paulus videre fortæller om, hvordan dommen vil forløbe, og hvad de ugudeliges pine og straf vil være, er klart nok i sig selv og forklares i det følgende evangelium, så det ikke er nødvendigt at sige mere om det her.

Til læseren

Skulle det ske, at der ud over disse 26 søndage endnu var en søndag til overs (hvad dog meget sjældent forekommer), så kan man gemme epistlen og evangeliet fra den nærmest foregående søndag til den sidste, 27. søndag, og i stedet tage følgende tekster som epistel og evangelium på den nærmeste søndag forud:

Epistlen: 2 Pet 3,3–7