Forord

Til minde om dr. theol. Charles Philip Krauth, min højtærede og salige far, er denne bog tilegnet.

At en eller anden form for kristendom skal blive verdens religion, er ikke blot en sikker kendsgerning for den, der tror på åbenbaringen; det må også anses for sandsynligt, selv når man kun dømmer ud fra rent naturlige vidnesbyrd. Næst efter denne kendsgerning, hvis betydning overgår alt, kommer et spørgsmål, som for øjeblikket endda er mere påtrængende, fordi det endnu står forholdsvis åbent: Hvilken form for kristendom skal erobre verden? Skal det være den form, kristendommen har nu, sammenblandingens og splittelsens form, den indre adskillelses og stridens form? Skal kristenhedens område for altid være delt mellem stridende kirkesamfund eller beboes af dem i fællesskab? Skal der til tidernes ende være den græske, den romerske og de protestantiske kirker, sekterne og de kætterske samfund? Eller skal en af disse bestemte former løfte sig op over det sammenfiltrede virvar og skabe orden i kaos? Eller vil en form, der endnu ikke er kommet til syne, vise sig at være fremtidens kirke? Svaret synes at være dette: Spørgsmålets egen logik, støttet af atten århundreders historie, gør det sandsynligt, at et princip eller en forbindelse af principper, som allerede findes, sikkert – om end langsomt – vil bestemme den type kristendom, der til sidst skal beherske verden. Medmindre kræfterne i de forskellige retninger holder hinanden nøjagtigt i ligevægt, vil den retning, der indadtil er stærkest, til sidst sejre over de andre. Og medmindre en ny og stærkere kraft træder til, vil den blive stående.

Kristendommens historie bevæger sig ligesom al ægte historie under indflydelse af to grundtanker: den konservative, der vil sikre nutiden ved troskab mod fortidens resultater, og den fremadskridende, der i håb ser frem mod en bedre fremtid. Reformation er den store kraft, der bringer de to principper i samklang. Svarende til konservatisme, reformation og fremskridt er der tre grundtyper af kristendom, og under disse genera [slægter, hovedarter] er alle arterne kun nuancer, variationer eller blandinger, ligesom alle farvetoner opstår af tre grundfarver. Konservatisme uden fremskridt frembringer den romerske og den græske type af kirken. Fremskridt uden konservatisme ender i revolution, radikalisme og sekteriskhed. Reformation står i modsætning både til passivt at blive i det, der er galt, eller passivt at finde sig i det og til revolution som en måde at råde bod på det. Konservatisme står i modsætning til radikalisme både i synet på, hvad der er galt, og i måden at skaffe det af vejen på. Radikalismen fejler på to punkter: i sin overilelse tager den ofte hveden for ukrudt, og den luger så hastigt og voldsomt, at den, selv når den river ukrudtet op, river hveden med. Besindig dømmekraft og besindige midler kendetegner konservatismen. Reformation og konservatisme indebærer i virkeligheden hinanden. Det, der gør krav på at være reformatorisk, men ikke er konservativt, er sekterisk; det, der gør krav på at være konservativt, men ikke er reformatorisk, er stilstand og fordærv. Sand katolicitet er konservatisme, men protestantismen er reformatorisk, og de to supplerer hinanden og er ikke hinandens modsætninger. Kirkens opgave er at nå frem til en protestantisk katolicitet eller en katolsk protestantisme. Det er den konservative reformations mål og hensigt.

Reformation er det middel, der sikrer både, at det gode, som er, bliver bevaret, og at man går frem mod det gode, som endnu skal vindes. Over for en isoleret konservatismes stilstand skal kirken holde fast ved reformation som fremskridtets redskab. Over for misbrugene i en separatistisk og ensidig fremskridtsiver skal hun sørge for, at hendes reformation bevarer den tilbørlige ærbødighed for historien, den besindige tone, den tålmodige ånd og den mådeholdne fremfærd, som konservatismen indebærer. Det gode, der har været, er nødvendigt for at sikre det gode, der skal komme. Man skal aldrig begynde helt forfra. Hvis grundvolden var fjernet, ville den rette vej ikke være at lægge en ny, men at finde den gamle og lægge den igen. Men grundvolden gik aldrig helt tabt, og selv i den værste tid, da træ, hø og strå hobede sig op, holdt man aldrig helt op med at bygge guld, sølv og ædle sten på den. Som kristen tog reformationen den gamle grundvold til sig; som reformatorisk fjernede den træet, høet og stråene; som konservativ udskilte, vogtede og bevarede den omhyggeligt guldet, sølvet og de ædle sten – det, som fromme menneskehænder havde føjet til, og som passede til grundvolden og til det tempel, der skulle rejses på den. Rom havde hobet meget op og ikke givet slip på noget, indtil grundvolden bar lidt andet end forgængelige menneskelige overleveringer, og de kostbare ting var gået tabt i dyngerne af skrammel. Den radikale reforms revolutionære ånd ville ikke lade andet end grundvolden blive tilbage og ville feje alt det bort, som var bygget på den. Den konservative reform tog lige så fuldt imod den grundvold, der er lagt én gang for alle, men ville lade alt det kostbare, rene og skønne, der var vokset op gennem tiderne, blive stående på den. Den ene ville rive templet ned, den anden ville rense det og erstatte dets svage og forfaldne dele med fast klippe. Det store værk i 1500-tallet, som under ét kaldes reformationen, var delt mellem disse retninger – ganske vist ikke helt ud i yderligheden, men dog virkelig delt. Hele den protestantiske bevægelse i Vestens kirke var reformatorisk over for pavens Rom og var for så vidt en enhed, men den var delt i sig selv mellem den konservative og den radikale retning. Den konservative retning tog skikkelse i den reformation, som Luther stod i spidsen for; den radikale i Zwingli og hans skole. Calvin kom til og indtog en forholdsvis formidlende stilling – konservativ i sammenligning med zwinglianismens yderligheder og med de kætterske retninger, som zwinglianismen på samme tid nærede, men i forhold til lutherdommen i vid udstrækning radikal.

Den engelske kirke er den del af den reformerte kirke, som man almindeligvis mener står lutherdommens konservatisme nærmest. Denne kirke indtager i visse henseender en enestående stilling. Under Henrik 8. holdt den først op med at være pavelig uden at holde op med at være romersk. Dernæst kom den under påvirkning af ægte reformation og gik over i den udpræget lutherske type. Så blev den påvirket af den formidlende stilling hos Bucers skole og hos Melanchthon i hans senere tid – en skole, der mente i praksis at kunne bringe den lutherske og den calvinistiske stilling i samklang. Til sidst faldt den til ro i et kompromissystem, hvor man kan se flere slags indflydelse: den romersk-katolske opfattelse af embedets grader (ordines) og til en vis grad af ritualet; den lutherske tone af reformatorisk konservatisme i liturgiens hele opbygning, i størstedelen af artiklerne og især i læren om dåben; den formidlende teologi i læren om forudbestemmelsen; og calvinismen i enkelte ændringer i Book of Common Prayer og allermest i læren om nadveren. Den engelske kirkes konservatisme er, selv i den senere skikkelse af dens reform, i mange henseender uomtvistelig, og derfor er den ofte blevet kaldt en lutheraniserende kirke. Men presset fra den radikalisme, som den bøjede sig for – måske for meget i sagen og for lidt i formen – førte den til den eklekticisme, der er dens mest fremtrædende træk. Den engelske kirke er lutheraniserende i den konservative besindighed, hvormed den vælger sine midler, men meget ulutherisk i sin bedømmelse af målene. Den lutherske reformations konservatisme satte den rene lære højest af alt som den guddommelige forudsætning for et rent liv, og det førte til en fyldig og udtrykkelig fremstilling af troen. Mens den engelske kirke formulerede lærepunkterne sådan, at man forstod dens udsagn på forskellige måder, søgte den lutherske kirke at formulere dem sådan, at man kun kunne tage imod dem i én betydning. Fandt man et udtryk utilstrækkeligt til det, gav hun et andet. Den lutherske kirke har sin Konkordiebog, den mest udtrykkelige bekendelse, der nogen sinde er blevet til i kristenheden; den engelske kirke har sine 39 artikler, den mindst udtrykkelige blandt reformationskirkernes officielle udtalelser.

Den eklektiske reformation ligner den eklektiske filosofi – den godtager det, de forskellige systemer i fællesskab bekræfter, og afviser det, de benægter. Ligesom det engelske sprog er den engelske kirke et under af sammensathed. I deres vidunderlige mosaikagtige opbygning ligger både deres styrke og deres svaghed. Det engelske sprog er to sprog, der er uadskilleligt smeltet sammen. Det har de to sprogs styrke og rigdom og noget af den kluntethed, som foreningen nødvendigvis fører med sig. Den engelske kirke har to store bestanddele, men de er ikke bevaret fuldt ud i deres særpræg; til en vis grad er de blandet sammen i foreningen. Med mere ensartethed end noget andet stort protestantisk samfund har den mindre enhed end noget af dem. Dels på grund af sin uafklarethed i læren har den været hjemsted for mænd med de mest modsatte meninger: ingen calvinisme er skarpere og ingen arminianisme slappere end den calvinisme og arminianisme, man har fundet i den engelske kirke. Den har frembragt dygtige forsvarere for Augustin og ikke mindre dygtige forsvarere for Pelagius. Dens artikler, prædikensamling og liturgi har været et stort bolværk for protestantismen; og dog er der i vor tid, efter hvad det ser ud til, bygget en bro af selve stenene i dette bolværk, og ad den er mange gået over til Rom. Den har en lang række navne, der er kære for hele vor fælles kristenhed som mesterlige forsvarere af dens fælles tro, og alligevel har den givet høje stillinger til mænd, der fornægtede de grundlæggende sandheder, som bekendes i de almindelige trosbekendelser. Den huser en skepsis, der rækker vantroen hånden, og en fornyet middelalderlighed, der længes efter med tårer at kaste sig om halsen på paven og patriarken og bede dem være milde og ikke gøre vilkårene for det genoprettede fællesskab for svære. Den uafklarethed i læren, der har vundet nogle, har også frastødt andre og gjort kirken mistænkt, ikke blot hos store mænd med de mest modsatte meninger, men også hos store kristne samfund. Den forbinder en løshed i læren, der undskylder, ja ligefrem indbyder til nyskabelser, med en fasthed i sin ordning, der hindrer det nye i at udfolde sig frit. Derfor har den engelske kirke mistet flere ved udtrædelser end nogen anden kirke. Enten må den anglikanske kirke nå frem til større fasthed i læren eller større smidighed i formen, eller også vil den gå sin undergang i møde gennem den ene opløsning efter den anden. I dette land, der synes at være den naturlige arv for den kirke, som regner den engelske kirke for sin mor, er Den Protestantiske Episkopale Kirke talmæssigt den mindste blandt de indflydelsesrige trossamfund. Dens store sociale styrke og vide indflydelse i alle retninger gør det kun så meget mere slående, at der knap er en kirke, knap en sekt med samme engelske oprindelse som den, der ikke statistisk set er langt stærkere. Nogle af de største kirkesamfund har dens stivhed i formen, nogle af de største har dens løshed i læren, men intet andet stort kirkesamfund prøver at forene begge dele. De, som den engelske kirke har mistet, tæller millioner. Den har mistet dem til independenterne, til presbyterianismen, til kvækerne, til metodismen, til romanismen og til de utallige former for sektvæsen, som England og Englands datter Amerika mere end alle andre nationer har været ammer for. Den engelske kirke har været så omhyggelig med formens stive, gamle lædersæk og samtidig så ligeglad eller så rådvild med hensyn til, hvad sækken kunne bringes til at rumme, at den nye vin, der kom i den, i hvert eneste tilfælde har haft samme historie: gæringen sprængte sækken, og vinen løb ud. Enhver stor religiøs bevægelse i den engelske kirke er i sidste ende blevet fulgt af et uopretteligt tab af medlemmer. Denne regel har hidtil ikke haft nogen undtagelse. Om den nuværende bevægelse, som ryster den engelske kirke og Den Protestantiske Episkopale Kirke i Amerika, vil få samme udgang, er måske snarere et spørgsmål for profetens blik end for historikerens pen. Men for dem, der nok står udenfor, men følger det med dyb medfølelse, ser det ud til, at de indre vanskeligheder, som nu skaber uro i disse kirker, ikke kan bilægges virkeligt og varigt. Et sandt kompromis kan kun ofre ønsker for at sikre principper. Det eneste kompromis, der synes muligt i de anglikanske kirker, ville være et, der ofrede principper for at sikre ønsker, og intet kan være mindre sikkert på at vare end ønsker, der er sikret på den måde. De nuværende vanskeligheder i de anglikanske kirker kommer ikke af, at man modsiger kirkens principper, men af, at man udvikler dem. Disse to slags sæd blev sået af sædemændene selv – det var kompromiset. Ukrudtet kan få lov at vokse side om side med hveden til høsten; det blander sig med hveden, men ødelægger den ikke. Tornene derimod, der kvæler sæden, må rives op, ellers går sæden til grunde. Ukrudtet er mennesker, tornene er moralske kræfter i lære eller liv. Uroen i de anglikanske kirker kan kun ende med, at den ene retning sejrer og den anden bringes til tavshed, eller med at de to skilles. I protestantismen er intet sværere end at bringe til tavshed og intet lettere end at skille. Gentager den anglikanske kirkes historie sig her – og hidtil har det endelige udfald altid været det samme – vil den nye bevægelse ende i en formel deling, ligesom den allerede er endt i en moralsk. Når en kirke har haft en sådan andel i vor moderne civilisation og kristendom, at den har krav på menneskehedens ærbødighed og taknemmelighed, kan kun de sløve og selviske se ligegyldigt på dens prøvelser, og kun de i bund og grund onde kan fryde sig skadefro over dem.

Inddelingen af kirkerne efter tendenser er naturligvis relativ. Ingen stor organisation følger så udelukkende én enkelt tendens, at der intet er i den ud over denne tendens eller i strid med den. Nogles egenrådighed, andres åndelige svaghed og de omgivende påvirkningers magt ændrer alle systemer, når de skal virke i praksis. Der var noget konservatisme i den schweiziske reformation, og der har været og er stadig noget af den reformatoriske tendens i romerkirken. Reformationen tog en meget stor del af de bedste kræfter i Rom, som denne tendens havde præget, med sig ud – men ikke dem alle.

Denne bogs formål er ikke at skildre reformationens ånd og lære som en samlet bevægelse over for romerkirkens fejl i lære og praksis, men at fremstille og forsvare troen og ånden i den del af bevægelsen, som var konservativ, over for den del, som var radikal. Emnet for bogen er den lutherske reformation i de træk, der adskiller den fra den zwingliske og den calvinske reformation. Overalt hvor Calvin forlod zwinglianismen, nærmede han sig lutherdommen. Når denne bog forsvarer lutherdommen over for zwinglianismen, forsvarer den derfor på vigtige punkter også calvinismen over for zwinglianismen. Den forsvarer endog zwinglianismen, for så vidt den var forholdsvis konservativ sammenlignet med gendøberbevægelsen. Pelagianismen i den zwingliske teologi blev rettet af Calvin, der er den reformerte kirkes egentlige fader til forskel fra den lutherske. Zwinglis teoretiske tendenser udviklede sig til arminianisme og rationalisme, hans praktiske tendenser til ultrapuritanismens overtroiske modvilje mod alt ritual – og både det teoretiske og det praktiske fandt deres harmoni og fuldendelse i unitarismen.

Bogens plan er i nogle henseender ny. Den sigter mod at samle under ét synspunkt, hvad der sædvanligvis er spredt i forskellige slags bøger. Ved hver lære søger den at fremlægge eksegesen, den dogmatiske og bekendelsesmæssige udvikling og historien, og den giver en fyldig liste over de vigtigste forfattere i litteraturen om hvert emne. Dens regel er, at de synspunkter, der fremstilles – hvad enten de godtages eller forkastes – gengives med deres ophavsmænds egne ord. Citater fra andre sprog er altid oversat, men hvor de oprindelige ord har en omstridt betydning eller en særlig kraft eller vægt, anføres de også. Forfatteren har så vidt muligt givet bogen en sådan indre fuldstændighed, at man ikke behøver at slå op i andre værker, mens man læser den. Han har stræbt efter noget af den grundighed, som den lærde ønsker. Men han har også søgt at tilgodese den vigtige og voksende kreds af læsere, som har al den forstand, der skal til for fuldt at værdsætte en bogs indhold, men som frastødes af tekniske vanskeligheder i formen – vanskeligheder, som forfatternes pedanteri skaber, eller som deres skødesløshed eller dovenskab lader stå.

I det omfang forfatterens tidligere arbejder kunne bruges til dette værk, har han frit benyttet dem. Der står ikke en eneste linje, som ikke udtrykker hans nuværende overbevisning – ikke blot om, hvad der er sandt, men også om styrken i de grunde, der anføres for dets sandhed. I det, der er hentet fra hans artikler i tidsskrifter og andre periodiske skrifter, har han ændret, udeladt og tilføjet på grundlag af et nyt studium af alle emnerne. Han har også øst af nogle af de forelæsninger, han har holdt for sine teologistuderende, og han takker for at have kunnet bruge de notater, som hans elever, pastor F. W. Weiskotten fra Elizabethtown i Pennsylvania og hr. Bieber og hr. Foust, har taget. Forfatteren står i gæld til bibliotekar Lloyd P. Smith og underbibliotekar George M. Abbot ved Philadelphia and Loganian Libraries for al tænkelig hjælp med at bruge disse værdifulde samlinger.

Der er udarbejdet et register, og man har bestræbt sig på at undgå de to fejl, som alle registre er udsat for: en knaphed, der efterlader læseren rådvild, og en detaljerigdom, der forvirrer ham.

Bogens standpunkter går i nogle henseender i vid udstrækning imod den teologi, der hersker i vor tid og i vort land. Ingen kan være fastere i sin fordom mod de synspunkter, der her forsvares, end forfatteren selv engang var; ingen kan være mere bestemt i sin mening om, at disse synspunkter er falske, end forfatteren nu er bestemt i sin tro på, at de er sandheden. De er blevet til på trods af alle opdragelsens påvirkninger og på trods af bittert had eller foragtelig ringeagt fra næsten alle dem, der stod ham nærmest i kampens tid. Fordi de er blevet til under sådanne omstændigheder – og, som han tror, under påvirkning af det guddommelige Ord – er forfatteren overbevist om, at de hviler på grunde, som ikke let kan rokkes. Hans værk er i sagens natur til en vis grad polemisk, men kampen gælder udelukkende meninger, aldrig personer. Da selve emnet angår spørgsmål inden for vor fælles protestantisme, bliver striden først og fremmest en strid med mangler eller vildfarelser i de systemer, som i hovedsagen står nærmest den tro, der forsvares i dette bind. Det er mest påkrævet, at de, der står hinanden nærmest, roligt drøfter de spørgsmål, som stadig skiller dem; for der er størst håb om, at de, der allerede er så nært beslægtede, kan nå til en endnu mere fuldkommen forståelse.

Det bedste, en isoleret radikalisme kan udrette, er at ødelægge det onde. Jo ivrigere radikalismen arbejder, desto før har den fuldført sin mission. Konservatismen arbejder hen imod en normal tilstand og hviler til sidst i vanen. Radikalismen forudsætter det unormale. Den er selv en modsætning og dør med det, den dræber. Den lange, faste fremtid må derfor ligge i hænderne på konservatismen i en eller anden skikkelse: enten en mekanisk konservatisme som i romerkirken eller en reformatorisk konservatisme, sådan som den findes i den historiske og ægte protestantisme. Denne protestantisme er i nogle henseender lige så forskellig fra den gængse sekterisme, som den i andre henseender er forskellig fra romanismen. Den reneste protestantisme, den, der bedst forener konservatisme og reformation, vil i sidste ende komme til at styre den kristne kirkes tænkning. Det bind, læseren holder i hånden, skal fremlægge nogle af de grunde, som giver dem, der elsker den evangelisk-protestantiske kirke, almindeligvis kaldet den lutherske kirke, håb om at blive tilgivet deres overbevisning: at man i den finder den mest fuldkomne sammensmeltning og samordning af de to kræfter. Den har bevaret så grundigt, som det er foreneligt med virkelig reformation; den har reformeret så skånselsløst, som det er foreneligt med ægte konservatisme. Rom har overdrevet den gamle apostoliske katolicitets objektive håndgribelighed og gjort den materiel, indtil sanserne behersker den sjæl, de skulle tjene. Pseudoprotestantismen isolerer den nytestamentlige kristendoms subjektive åndelighed. Den slæber kirkens lemlæstede organisme efter sig som et dødens legeme, den gerne ville udfries fra, og til sidst kaster den det helt af sig for at vandre om som et sørgmodigt genfærd eller gå ind i sekterismens endeløse sjælevandring. At skelne uden at adskille og at forbinde uden at sammenblande har været den lutherske kirkes opgave. Den har skelnet mellem kristendommens form og dens væsen, men har bundet dem uadskilleligt sammen: det reformatoriske har helliget det enkelte menneskes liv og frihed, det konservative har helliget den konkrete orden. Denne fordring er heller ikke i sig selv overdreven. Ud fra sine egne forudsætninger har ingen enkelt kirke ret til at eksistere, medmindre den tror, at den er den mest fuldkomne form for kristendom, den form, som med rette bør og vil blive universel. Ingen kirke har ret til en del, hvis den ikke gør krav på, at det hele burde tilhøre den. Det kirkesamfund, som ikke sigter mod mere end at bestå som ét blandt en række ligeberettigede samfund, bekender selv, at det er en sekt. Det kirkesamfund, som ikke tror på, at dets principper med sikkerhed til sidst vil blive antaget i hele verden, har ikke en sand kirkes hjerte. Det samfund, der gør krav på at være katolsk de facto (i kraft af det faktiske), gør krav på at være universelt de jure (i kraft af retten).

En sand enhed i protestantismen ville være pavedømmets død; men pavedømmet vil leve, indtil de, der angriber det, er enige i deres svar på spørgsmålet: Hvad skal træde i stedet? Denne bog fremstiller og forsvarer det svar på dette spørgsmål, som er givet af det kirkesamfund, under hvis banner kampen mod Rom først blev udkæmpet – og under hvis førere de største sejre over Rom blev vundet. Hvis denne kirke har slået fejl, kan man næppe påstå, at reformationen lykkedes. Og hvis protestantismen ikke kan komme i samklang med de principper, som skabte den, sådan som de største mestre i det reformatoriske værk forstod disse principper, må den forblive splittet, indtil splittelsen når sin naturlige ende: at blive opslugt og tilintetgjort.

17. marts 1871.