I. Den konservative reformation: anledning og årsag

Dagen før allehelgensdag

Den umiddelbare anledning til reformationen så ubetydelig nok ud. For tre hundrede og treoghalvtreds år siden, den 31. oktober, strømmede store menneskemængder ind i en gammel tysk by, der i sit navn, Wittenberg, bar mindet om sin grundlægger, Wittekind den Yngre. Ved synet af Wittenbergs små, vejrbidte og snavsede huse kunne ingen tro, at det var byens skønhed eller dens betydning som handelsby, der trak masserne dertil. I byen lå en gammel kirke, meget ussel og forfalden og meget ærværdig og hellig, og det var den, der trak menneskemængderne til. Det var «Allehelgenskirken», hvor man til de troendes ubeskrivelige fryd fremviste et stykke af Noas ark, lidt sod fra den ovn, som de tre unge hebræere blev kastet i, et stykke træ fra Frelserbarnets krybbe, noget af Sankt Christoffers skæg og nitten tusind andre relikvier, lige så ægte og lige så interessante. Men oven i alle disse lokkemidler, der passede så godt til tidens smag, havde Hans Hellighed paven givet aflad til alle, der besøgte kirken den 1. november. På døren til denne kirke med de tvivlsomme helgener, de tvivlsomme relikvier og den tvivlsomme aflad fandt man den mindeværdige morgen et udrullet ark slået op. Håndskriften var fast; sømmene, der holdt det, var slået godt i; tankerne, det udtrykte, var mådeholdne, men meget bestemte. Materialet, pergament, var det samme, som for længe siden havde båret forløsningens ord over Forløserens hoved. Indholdet var en udfoldelse af herlighedens gamle tema: Kristus på korset, den eneste Konge. Magna Charta, der havde ligget begravet under pavens trone, kom igen til syne på kirkedøren. Reformationens grundtone blev slået an fuldt og klart helt fra begyndelsen: frelse ved Kristus alene.

* Om reformationens historie kan man læse følgende værker: Bretschneider: Die Deutsch. Reformat. 1855. Claude: Defence of the Reformation. Transl. 2 vols. 8vo. London: 1815. Cochlæus: Commentaria de Act. et Scrip. Lutheri. 1549. Fol. Cyprian: Nützlich. Urkunden. z. Erl. der erst. Reformations-Geschichte. Leipz.: 1718. 12mo. 2 Parts. D’Aubigné: Histoire de la Reform. Par.: 1835–1838. (Engl., Lond.: 1839. New York: 1841.) Förstemann: Archiv. f. d. Gesch. d. K. Reformation. Halle: 1831. 8vo. Gerdes: Introd. in historiam. Ev. Sec. XVI. renov. 4 vols. 4to. Groning.: 1744–1752. Hagenbach: Vorles. üb. Wes. u. Gesch. d. Reformation. Leipz.: 1839. 8vo. Junius: Compend. Seckendorf. (1755)—Reform. Gesch. in Auszug. v. Roos. Tüb.: 1788. 2 vols. 8vo. Keyser: Reformat. Almanach. Erf. 4 vols. 12mo. 1817–1821. Mai: Hist. Reformat. Frankf.: 1710. 4to. Maimbourg: Hist. du. Lutheranism. Par.: 1680. 4to. Maimbourg: Hist. du. Calvinisme. Par.: 1682. 4to. Marheineke: Gesch. d. Teutsch. Reform. Berl.: 1831. 4 vols. 12mo. Myconius: Hist. Reformat. Cyprian. Leipz.: 1718. 12mo. Neudecker: Gesch. d. Evang. Protestantism. Leipz.: 1844. 2 vols. 8vo. Ranke: Deutsch. Gesch. im Zeitalt. d. Reformat. Berl.: 1839. 3 vols. 8vo. (Transl. by Sarah Austin.) Philad.: 1844. 8vo. Scultetus: Kirchen. Reformat. in Teutschl. d. Guolfium. Heidelb.: 1618. 4to. Seckendorf: Lutheranism. Leipz.: 1694. Fol. Deutsch. 1714. 4to. Sleidan: de Stat. relig. et reipub. (1557. 8vo.) Boehme am Ende. Frankf. a. M.: 1785–86. 3 vols. 8vo. Spalatin: Annales Reformat. (Cyprian.) Leipz.: 1718. 12mo. Tentzel: Reformat. Lutheri (Cyprian.) Leipz.: 1718. 12mo. Von Seelen: Stromata Lutherana. Lübeck: 1740. 12mo. Villers: Ess. sur l’ésprit et l’influ. d. l. Reformat. de Luth. Par.: 3d. ed. 1808. 8vo. Übers. von Cramer, mit vorred. v. Henke. 2d. ed. Hamb.: 1828. 2 Parts. 12mo. Waddington: Reformat. on the Contin. Lond.: 1841. 3 vols. 8vo.

Reformationen regnes fra den dag, da disse teser blev slået op. Ved Guds forsyn blev denne handling udgangspunktet for det værk, der stadig er i gang og skal blive ved for evigt: det herlige værk, hvor sandheden blev genrejst i sin oprindelige renhed, og hvor menneskene fik den borgerlige og religiøse frihed tilbage. At reformationen er kilden til den moderne frihed, er ingen vild påstand fra dens venners side. En af nyere tids største romersk-katolske forfattere, Michelet, siger i indledningen til sin bog om Luthers liv: «Det er ikke forkert at sige, at Luther har været den, der genoprettede friheden i nyere tid. Skabte han den ikke, så satte han i hvert fald modigt sit navn under den store revolution, som gjorde retten til selv at granske lovlig i Europa. Og når vi i dag udøver dette første og højeste privilegium for den menneskelige forstand i hele dets fylde, er det først og fremmest ham, vi har det at takke for; vi kan ikke tænke, tale eller skrive uden ved hvert skridt at blive mindet om det umådelige gode, som denne åndelige frigørelse er», og han slutter med bemærkningen: «Hvem skylder jeg evnen til at udgive det, jeg nu skriver, om ikke denne befrier af den moderne tænkning?» Vor kirke er i én forstand lige så tydeligt reformationens moder, som hun i en anden er dens barn. Hun var den første og i en periode den eneste, der bar navnet protestantisme; hun er dens kilde og dens mægtigste bolværk. Klogt har hun sat en dag af hvert år til at mindes denne store befrielse, og klogt har hun holdt sine store jubelfester. Man kan markere tiden på andre måder end ved det, der går tabt. Kirkens højtider markerer den ved det, der vindes; kirkeåret markerer den tid, der er købt fri for evigt. En gammel forfatter beskriver Allehelgenskirken i Wittenberg som en krybbe, hvor Guds Søn i sin ringe herlighed blev født på ny. Velsignet for evigt være den dag! På den dag skal mennesker til alle tider samles og bære deres lovprisning frem. De skal mindes den hellige tro, hvis genoprettelse begyndte her, værne om den og holde den uplettet.

Det er derfor godt, at reformationsfesten er føjet til kirkeårets storslåede orden, og jubelfesten til århundredernes gang. Hvad enten vor kirke er reformationens barn eller dens moder, hvad enten hun vil vække sit hjerte til taknemmelighed som dens datter eller kalde sig selv til en alvorlig ansvarsfølelse som dens moder, så kan hun med rette kalde det sit særlige privilegium at fejre den. Og hun må vedkende sig, at det er hendes særlige pligt. Kommer den dag, da reformationsfesten ikke længere får hendes hjerte til at banke af glæde, så er livet flygtet fra hende. For lever reformationen gennem hende, så lever hun også af den. Den står i det samme hemmelighedsfulde forhold til hende som Kristus til David: er den hendes afkom, så er den også hendes rod. Har hun vogtet Herrens ark, så har Herrens ark beskyttet og velsignet hende, og når den ikke længere er i hendes varetægt, er hendes herlighed veget bort. Lad hende derfor tale til sine børn og fortælle dem, hvad dagen betyder. På prædikestolen, i skolen og i hjemmets kreds skal disse store minder om Guds mænd, om deres selvopofrelse, om deres sejrende tro og om deres herlige værk være det, vi tænker på, taler om og takker for. Reformationsfesten er i vort kirkeår på én gang en jule-, påske- og pinsedag: en fødselsdag, en opstandelsesdag, en dag, da Helligånden udgydes. Lad den, hver gang den vender tilbage, forny dette liv, så vor kirke med frisk kraft går frem i sin opstandne Herres fodspor som en, der er genfødt og født fra de døde ved den livgivende kraft fra hendes Guds Ånd. Lad hver dag være en reformationsfest og hvert år en jubelfest.

Reformationens særlige anledning og årsag

Anledningerne og årsagen til en så vidunderlig og betydningsfuld begivenhed som reformationen har naturligt nok i høj grad optaget både dens venners og dens fjenders tanker. Blandt dens fjender har nogle fundet forklaringen på dens hurtige opkomst, dens kæmpemæssige vækst og dens overvældende fremmarch i munkenes ondskabsfulde nag: Det hele opstod i et skænderi mellem to munkeordener om forpagtningen af afladshandelen. Den forklaring er lige så klog og stemmer lige så nøje med kendsgerningerne, som hvis man påstod, at den amerikanske revolution blev sat i gang af en vis George Washington. Han var vred over, at den britiske regering ikke ville gøre ham til opkræver af teskatten, og ophidsede derfor et lykkeligt folk til oprør mod et mildt og retfærdigt styre.

Andre har fundet forklaringen i menneskehjertets lyst til forandring: Den udsprang af den rene og skære trang til noget nyt; folk gik ind i reformationen, som man går ind i et menageri, tager den nye mode til sig eller køber «forfatterens seneste roman». En anden gruppe, hvoraf den glimrende franske jesuit Audin er den mest fremtrædende, tilskriver først og fremmest bevægelsen dens store førers personlige geni og fortryllende dristighed. Luther bjergtog millionerne så stærkt med sin forunderlige veltalenhed og sin magiske stil, at de lod sig føre, hvorhen han ville. Nogle, der kun af navn er dens venner, har ofte anført grunde, som næppe er mere dækkende. Man har forvekslet det, der blot hjalp reformationen på vej, eller i bedste fald blot var anledninger til den, med dens virkelige årsager og har tillagt kunstens og videnskabens fremskridt efter renæssancen en urimelig stor betydning for dens tilblivelse. Man har lagt megen vægt på bogtrykkerkunstens opfindelse og opdagelsen af Amerika, der var med til at vække menneskers sind til nyt liv. Man har talt meget om tidens gærende politiske utilfredshed og om de store konciliers indflydelse, der svækkede pavens autoritet, og i det hele taget har man gjort meget ud af årsager, hvis rod helt eller delvis ligger i jorden. Rationalisten fremstiller reformationen som fornuftens sejr over autoriteten. Den vantro siger, at dens kraft var rent negativ: Den var en storslået omstyrtelse; den var mægtigere end Rom, fordi den troede mindre end Rom; den sejrede ikke ved det, den lærte, men ved det, den fornægtede; og at den ikke sejrede overalt, skyldtes ganske enkelt, at den ikke fornægtede alt. Den insekthjernede sekterist giver kun reformationen ære for én ting: at den beredte vejen for, at der med tiden kunne skyde netop den lille kvist af protestantismen frem, som han selv kravler på. Han forestiller sig, at det er den kvist, der bærer al frugten og giver træet al dets værdi. Ligesom rosenbuskens små grønne beboere kunne tænkes at ræsonnere, at rosen var skabt for at give dem hjem og føde, sådan finder disse små spekulanter reformationens rod i netop den del af forsynet, som de nådigst har villet godkende og tage under deres beskyttelse. Efter deres opfattelse udsprang reformationen af Guds plan om at skaffe sekteriske bladlus en planteskole.

Men vi må have årsager, som, hvor svage de end er, svarer til virkningerne. Ganske vist kan en lille ild «sætte ild til den største skov», men hvor lille den end er, må det være virkelig ild. Frost duer ikke, og et maleri af en flamme duer heller ikke, selv om det var malet med Rafaels pensel. En lille hammer kan knuse en stor klippe, men det, der knuser, må være hårdere og sejere end det, der knuses. Der må være en hånd til at sætte ilden til og luft til at puste til den; den må anbringes rigtigt i det, der skal antændes, og den må ikke kvæles. Og dog gør alle hjælpemidler ikke andet end at lade den virke efter sin egen natur; det er ilden alene, der antænder. Der må være en hånd til at svinge hammeren og et hjerte til at bevæge hånden; klippen må rammes med kraft, men hammeren selv kan man ikke undvære. Gud brugte redskaber til at sætte ilden til og svinge hammeren; hans forsyn beredte vejen for, at ilden kunne brænde og klippen knuses. Og dog var der kun én kraft, som kunne få det til at ske. Spørger vi, hvilken kraft der skulle til for at tænde flammen, og hvad det var, der skulle give det slag, hvis brag fyldte jorden med undren, helvede med rædsel og himlen med glæde? Gud selv stiller spørgsmålet, så det bliver sit eget svar: «Er mit Ord ikke som ild? Er mit Ord ikke som hammeren, der knuser klippen i stykker?»

Det er ikke tilfældigt, at Guds Ord i det skriftsted, vi lige har citeret, fremstilles i to billeder: som ild og som hammer. Ilden er et billede på dets indre virkekraft, hammeren på dets ydre gerning. Det ene billede viser, hvordan det virker på dem, der tager imod det, det andet, hvordan det rammer dem, der forhærder sig imod det. Det ene står for Ordets overbevisende glød, som får vores hjerte til at brænde i os af kærlighed til Guds Søn; det andet er et billede på den kraft, hvormed det i hænderne på Kongen på Zions hellige bjerg knuser modstanderne som med et jernspir. Ilden er et symbol på Ordets kraft som evangelium, der drager hjertet til Gud; hammeren afbilder dets kraft som lov, der åbenbarer rædslerne ved Guds retfærdighed over for overtræderne. På begge disse storslåede måder var Guds Ord reformationens skaber og dens mægtigste redskab. Det vækkede arbejderne og rustede dem til deres gerning; det åbnede blinde øjne og bøjede stive hjerter. Reformationen er dets værk og dets sejrstrofæ. Hvor mangfoldige anledningerne til reformationen end var, så var Ordet under Gud dens årsag.

Bibelen i middelalderen

Guds Ord tændte reformationens ild. Dette Ord havde ligget og ulmet under århundreders aske; i Luther og de andre reformatorer brød det ud i lys lue; det gjorde dem til lys, som skinnede og brændte uudslukkeligt; gennem dem nåede det ud til folkene; og hos folkene rensede det de slagger ud, som i tidsaldre havde hobet sig op. «Guds ord,» siger apostlen Paulus, «er ikke bundet.» Gennem de århundreder, der fulgte efter kristendommens forfald, var Guds Ord stadig til. I ensomme klostre blev det møjsommeligt skrevet af. Der kunne gå år med at gøre en enkelt afskrift færdig, i den kunstfærdige, men halvt barbariske skønhed, der passede til tidens smag. Guld og ædelsten på de massive bind prydede det rige håndværk; kostbare billeder blev malet som udsmykning i margenen; det fineste pergament blev brugt til afskrifterne; de sjældneste optegnelser fra hedenskabets oldtid blev undertiden skrabet ud for at give plads til de ædlere skatte, den Højestes Ord. Fra denne mellemverden i historien findes der enkelte eksemplarer af Ordet, som er hele skatkamre af kunst. Blot det at eje ét af dem giver den by, hvis bibliotek det står i, et navn blandt bogkendere.

Endnu var der ikke nedlagt forbud mod at læse Ordet, for der var ikke brug for noget. Bøgernes sjældenhed og kostbarhed var i sig selv en mere virksom spærring end pavers og konciliers forbud. Mange af de store lærere i den romerske kirke var ivrige bibelgranskere. Fra kirkefædrenes tidligste skrifter og helt ned til reformationen findes der en ubrudt række af vidner for alle troendes ret til frit at læse Den Hellige Skrift. Ingen tænkte på at lægge kunstige begrænsninger på læsningen af den; tværtimod beklager middelalderens katolske forfattere, at så få efter sagens natur kunne få adgang til disse dyrebare skrifter.

I de samfund, der stod uden for den romerske kirke, bevarede man sandheden ved at læse og lære Den Hellige Skrift. Albigensernes og valdensernes martyrer var Ordets martyrer:

«De slagtede helgener, hvis ben ligger spredt på Alpernes kolde bjerge, ja, dem, der holdt Guds sandhed ren i fordums dage, da alle vore fædre tilbad stokke og sten.»

Opfindelsen af bogtrykkerkunsten – og i næsten lige så høj grad opfindelsen af papir lavet af klude, for hvad ville bogtrykkerkunsten være værd, hvis vi stadig var henvist til et så kostbart materiale til bøger som pergament – banede vejen for Skriftens udbredelse.

Den romerske kirke forstod ikke den fare, der lå i denne Bog. Før reformationen blev der ikke blot trykt udgaver af Skriften på grundsprogene; også kirkens gamle latinske oversættelse (Vulgata) og oversættelser af den til de levende sprog kom i tryk. I Spanien, hvis mørke modstand mod Guds Ord siden er blevet dets skam og forbandelse, og hvor ingen bog som den, vi nu skal tale om, er udkommet i århundreder – i Spanien udkom den første store polyglotbibel på hebraisk, kaldæisk, græsk og latin, mere end hundrede år før der fandtes hebraiske typer nok i hele England til at trykke tre sammenhængende linjer. Den udkom i Complutum under ledelse af Ximenes, landets berømte kardinal og førsteminister, og kom frem i en skikkelse, som i pragt og værdi langt overgik alt, hvad verden hidtil havde set. Vi kan betragte den complutensiske polyglot som den herlige krone på middelalderens arbejde. Historisk hænger den tydeligt sammen med den store bibelske tidsalder, selve reformationen. Trykningen blev ganske vist påbegyndt i 1502 og afsluttet i 1517, men den blev først udgivet i 1522 – og i 1522 kom den første udgave af Det Nye Testamente på tysk fra Luthers hånd og lagde hjørnestenen i den store bygning, hvis grundvold var blevet lagt med de 95 teser i 1517.

Det historiske resultat af de kendsgerninger, vi har fremlagt, er altså dette: Ved Guds forunderlige forsyn blev middelalderen den, der bevarede det Ord, som den anklages for at have undertrykt; og uden at vide det bevægede den sig hen imod sandhedens solopgang, som for altid skulle smelte dens tåger bort.

Hvor Bibelen faldt op

Bogtrykkerkunstens første bestræbelser gik ud på at fremstille Guds Ord i mange eksemplarer. Den første bog, der nogen sinde blev trykt, var Bibelen. Før de første tolv ark af denne første udgave af Skriften var trykt, havde Gutenberg og Faust haft udgifter på fire tusind gylden. Denne bibel var den udgave af den latinske Vulgata, der almindeligvis kaldes «Mazarin-bibelen». Navnet skyldes, at et eksemplar af den, som i nogen tid var det eneste kendte, omkring midten af det attende århundrede blev fundet i biblioteket på Collège des Quatre-Nations, som kardinal Mazarin havde grundlagt i Paris. I Mainz og Köln blev Den Hellige Skrift i Vulgatas oversættelse mangfoldiggjort i udgaver af forskellige størrelser. Nogle af disse latinske bibler var købt dyrt til universitetsbiblioteket i Erfurt og blev sjældent vist frem, end ikke for besøgende. En af dem skulle komme til at spille en mindeværdig rolle i menneskehedens historie. Mens den lå i sin stille niche i biblioteket, færdedes en student på omkring atten år i byens gader og universitetets sale. Han var bestemt for jurastudiet og viste allerede tegn på et geni, der kunne have fristet ham til dovenskab, men han hengav sig til studierne med uudslukkelig iver. I bibliotekets dunkle kroge søgte han dag efter dag efter viden. Hans tørst efter sandhed lod sig ikke slukke af det foreskrevne pensum. De bøger, som vi nu betragter som ærværdige oldsager, var dengang unge og friske – nyhedens glød lå over meget af det, vi nu omtaler som mugne og ormædte optegnelser om en gammeldags visdom, vi er vokset fra. Dér fremførte byen Haarlem gennem Laurentius, byen Mainz gennem Faust og byen Strasbourg gennem Gutenberg deres tavse krav på æren af at være vuggen for bogtrykkerkunstens trylleri. Dér gjorde de store mestre i retsvidenskab og skolastisk filosofi krav på den unge, videbegærlige mands opmærksomhed – og ikke forgæves. Værker af nogle af de mest omfangsrige retslærde kunne han fremsige næsten ordret. Occam og Gerson var hans yndlinge blandt skolastikerne. Den klassiske verdens mestre, Cicero, Vergil og Livius, «læste han,» siger en jesuitisk forfatter, «ikke blot som en student, der ville forstå dem, men som en overlegen ånd, der ville hente belæring hos dem og finde råd og leveregler i dem til sit senere liv. De var for ham blomster, hvis søde duft kunne brede sig over den sti, han skulle betræde, eller dæmpe den uro, der siden skulle komme over hans sind og hans hjerte.» Således gik han fra bind til bind og søgte en løsning på menneskelivets mørke gåde, som allerede tyngede hans dybe, alvorlige sjæl. En dag tog han et vægtigt bind ned, som han ikke før havde lagt mærke til. Han slår det op; titelbladet lyder «Biblia Sacra» – Den Hellige Bibel. Han bliver skuffet. Alt dette har han hørt, tænker han, i messebogens læsninger, i postillernes tekster og i breviarets udvalg. Han forestiller sig, at hans moder, kirken, har optaget hele Guds Bog i sine gudstjenester. Ligegyldigt lader han bindet i sin hånd falde op et andet sted og ser skødesløst ned på siden. Hvad er det, der vækker ham? Hans øjne lyser af forbløffelse og spændt interesse. Han lægger Bogen på stakken af skolastikernes og kirkefædrenes værker, som han har samlet. Han hænger fortryllet over den; hans drømmende øjne er naglet til siden; time efter time flyver af sted; nattens skygger begynder at samle sig, og han må lægge bindet fra sig med et suk: Å, gid denne bøgernes Bog engang må blive min!

Var det et tilfælde, eller var det af Gud, at denne Bog faldt op, hvor den gjorde? Hvis vi selv havde kunnet indrette forsynet, hvor ville vi så have ladet Bogen falde op? Den faldt op ved første kapitel af Første Samuelsbog, den enkle beretning om Hanna, der helliger sin dreng til Herren. Der er mange dele af Bibelen, som er lige så dyrebare som denne; med ærbødighed siger vi det: Der er nogle, som er mere dyrebare, «for stjerne er forskellig fra stjerne i herlighed», skønt Gud har skabt dem alle. Hvorfor faldt Bogen ikke op ved en af Det Nye Testamentes mest herlige åbenbaringer? Det kunne den have gjort – og hvem kan sige, hvilket uoverskueligt tab verden så kunne have lidt? For netop det stykke kunne have været en af epistlerne, evangelierne eller læsningerne i den romerske gudstjeneste og dermed have bekræftet den unge mand i den falske forestilling, at han allerede kendte hele Bibelen. Det var en afgørende periode i Luthers liv. Hans sind var allerede ved at gå helt op i studier, der ville have givet hans liv et helt andet præg. Lyden af en tromme på gaden blev vendepunktet i en engelsk adelsmands åndelige liv. Den rev ham op fra knæene og trak ham atter med i den fulde march mod den evige død. Hvor små er ikke de ting, Gud kan have villet hænge de store tilskyndelser op på hos den mand, der viste sig i stand til at lede reformationen – en mand, der uden disse små ting kunne være gået tabt for verden! Intet i Guds hånd er ubetydeligt. Det stykke, Luthers øje faldt på, stod ikke i kirkens gudstjeneste. Det vakte ham straks til live med en ny forståelse af Guds Ords fylde. I dobbelt forstand stod det for ham som en åbenbaring. Hans øjne blev åbnet for alteret med den uudslukkelige ild. Kun nogle få gnister fra det var steget op i den romerske ritus og drevet af sted med tidsaldrenes natlige vinde. Var det pagtens engel, der med usynlig hånd slog siden op, eller var det et vindpust fra et nærliggende vindue? Det er ligegyldigt – Gud åbnede Bogen.

Fra da af var denne Bog for Luther hans livs skønhed og hans sjæls evige glæde. Han læste den igen og igen og bad over dens hellige lære, til hvert skriftsteds plads og alle mindeværdige skriftsteder, hver på sin plads, havde fæstnet sig i hans hukommelse. Ved siden af den forekom alle andre studier ham matte. Et enkelt skriftsted kunne ofte optage hans tanker i dage og nætter. Bibelen syntes at smelte sammen med hans væsen og blive en del af hans natur. I hans skrifter er det ofte ikke så meget, at han kommenterer den; han fanger selve dens pulsslag og klæder sit eget sind i dens dragt. Han løftes op til den ære at gengive den og bliver selv en profet og apostel af anden rang. Hans sjæl var ikke længere blot et kar med lidt af det levende vand; den blev en kilde, hvorfra det vældede frem til forfriskning og glæde for andre. Som det gik Luther, sådan gik det Melanchthon, hans ædle medarbejder, Zwingli i Schweiz, senere Calvin i Frankrig, Tyndale og Cranmer i England og Knox i Skotland. Guds Ord var ilden i deres sjæle, som lutrede dem og gjorde dem til kristne – og den, der blev en kristen, var allerede ubevidst en reformator.

Luthers Bibel

Den ild, som Guds Ord tændte i reformatorerne, kunne de ikke længe skjule. «De troede, derfor talte de.» En af de første og største åbenbaringer af Guds Ords genvakte kraft var, at det søgte sig tilhørere i folket på dets eget sprog. Hver ny pinse fornyer den første pinses under og forundring: Mennesker siger forundrede om de apostle, som Helligånden igen har givet at tale: «Vi hører dem tale om Guds store gerninger på vores egne tungemål.» Forrest i dette uforgængelige værk i det sekstende århundrede stod den mand, der var den første og fremmeste i flere og større gerninger, end det nogen sinde er faldet i lod for noget menneske i Guds almindelige kald. Store mindesmærker har det sekstende århundrede efterladt os over den storhed, menneskeånden åbenbarer, når dens ædleste evner opøves ved studier og helliges af Guds Ånd. Store er de arvestykker af dogmatisk, polemisk, historisk og konfessionel teologi, som dette århundrede har efterladt os. Udødelige er dets bekendelser og dets arbejder inden for opbyggelse, praktisk teologi, salmedigtning og liturgi. Det var århundredet for Melanchthons Loci og Calvins Institutio, for Chemnitz' Examen og Flacius' Catalogus Testium og for Magdeburgercenturierne. Dets bekendelser er stadig midtpunkt for store kirkesamfund, dets salmer synges stadig af tusinder af fromme, dets former præger stadig gudstjenestens ånd hos millioner. Men dets største bedrift var at give folkene Bibelen, og midtpunktet og tronen i denne bedrift er Luthers oversættelse af Bibelen, det største enkeltværk, noget menneske nogen sinde har skabt i den teologiske litteratur. Guds Ord er helt eller delvis blevet oversat til flere hundrede af menneskeslægtens sprog. Mange af disse oversættelser, for eksempel Septuaginta, Vulgata og vores egen engelske autoriserede oversættelse, har stor historisk betydning; men i sine historiske sammenhænge og sin betydning er Luthers uden sammenligning den vigtigste af dem alle. Havde den været hans eneste arbejde, kunne menneskeslægten aldrig glemme hans navn.

Aldrig er et større behov og det bedst egnede redskab til at imødekomme det blevet ført så lykkeligt sammen som ved tilblivelsen af denne oversættelse. En af Luthers tidligste overbevisninger var, at folket måtte have Bibelen, og at den derfor måtte oversættes. Ganske vist havde der allerede været forskellige oversættelser af Skriften til de germanske sprog, begyndende med Wulfilas gotiske oversættelse i det fjerde århundrede. Omkring 1466 udkom den første trykte tyske bibel. Den kom fra Eggesteyns presse i Strasbourg (og ikke, som det ofte er blevet påstået, fra Faust og Schöffers presse i 1462). Mellem denne bibel og Luthers udkom der på øvretysk omkring fjorten udgaver af Guds Ord foruden flere på nedertysk. De var uden undtagelse oversættelser af en oversættelse; de var lavet efter Vulgata, og hvor forskellige de end var, havde de et fælles præg, som kan udtrykkes med ét ord: De var forfærdelige. I et eksemplar af en af dem, som står i denne artikels forfatters bibliotek, er der et billede af syndfloden, hvor havfruer svømmer rundt om arken og sætter deres lokker ved hjælp af små spejle med den mest amfibiske ubekymrethed. Oversættelsen er omtrent lige så tro mod tanken, som billedet er mod naturen. En anden af disse udgaver, der er bemærkelsesværdig for sine trykfejl, fremstiller Eva, ikke som en husfrue, men som en «kysfrue» – og trykket er det bedste ved den. Forfattere af alle retninger, protestantiske og romerske, har med glæde fortalt, hvordan Luther løftede noget, der lignede et barbarisk kaudervælsk, op til et sprog, som i smidig skønhed og evne til at danne nye sammensætninger af egne midler kun har sin lige i græsk, og som i massiv kraft kun overgås af engelsk. Tysklands sprog er vokset siden Luther, men det er ikke blevet skabt på ny. Den, der tager Luthers bibel op, holder en hel verden i sin hånd – en verden, der først vil forgå, når selve denne grønne jord forgår.

Den eneste rettesnor

I alle de lande, hvor reformationens kamp blev udkæmpet, gav Bibelen banner, rustning og våben. Den var i sandhed mere end fane, mere end skjold, mere end sværd, for «Guds ord er levende, aktivt og skarpere end noget toægget sværd og trænger igennem, så det skiller sjæl og ånd, sener og marv, og er dommer over hjertets tanker og ideer». Guds Ord åbnede reformatorernes øjne for den herskende fordærvelse; det kaldte dem ud af Babylon; det viste dem den eneste kilde til lægedom for den syge og sårede kirke; det fyldte dem med iver for deres hellige gerning; det løftede dem op over ønsket om menneskers gunst og frygten for menneskers ansigt. Bibelen gjorde dem til bekendere og beredte dem til at blive martyrer.

Reformatorerne vidste, hvor deres styrke lå. De følte, at det, der havde forløst dem, alene kunne forløse kirken. De så, at det under Gud afhang af hans Ord, om de kunne føre deres sag igennem. Guds Ords øverste og ubetingede autoritet til at afgøre alle spørgsmål om lære og pligt er et grundprincip i reformationen – et princip så grundlæggende, at der uden det ikke ville have været nogen reformation, og så livsvigtigt, at en reformation uden det, hvis man kunne tænke sig en sådan, i bedste fald ville have været et strålende blændværk og et nederlag.

Ganske vist fandtes der i striden med Rom også vidnesbyrd fra menneskelige kilder, som havde deres værdi på deres rette plads. I en vis forstand havde Rom allerede på forhånd fældet dommen over sig selv med sine egne læber. I renhedens længst forsvundne dage havde Roms kirke Guds mænd, som holdt fast ved sandheden, sådan som den er i Kristus Jesus. Tredive år efter vor Herres himmelfart skrev apostlen Paulus til menigheden i Rom: «Vedrørende jer, mine brødre, er jeg selv overbevist om at I er fulde af godhed, fyldte af al erkendelse, så I også kan retlede hinanden … jeres lydighed er kendt af alle.» Denne herlige tilstand forsvandt ikke hurtigt. Der fulgte slægtled, hvor sandheden blev bevaret forholdsvis ren. Pavens Rom kunne lige så lidt bestå for dommen fra de tidlige forfattere i den endnu ubesmittede romerske kirke som for Skriften. Derfor erklærede bekenderne, * at deres lære ikke alene intet indeholdt, som stred mod Den Hellige Skrift og mod den sande katolske eller almindelige kirke, men heller ikke noget, som stred mod den sande romerske kirkes lære, sådan som de tidligere tiders forfattere fremstillede den. Bekendelsens citater fra disse kirkefædre viser bedst, hvad denne erklæring betyder, og beviser, at den er sand. Således citerer de for eksempel de nikænske fædre som vidner om treenighedslæren, og Ambrosius anføres for at vise, «at den, som tror på Kristus, bliver frelst uden gerninger, ved troen alene, idet han uforskyldt får syndernes forladelse». I artiklerne om misbrugene bruges vidnesbyrdet fra de renere kirkefædre og kirkemøder med stor virkning.

* Augs. Confess. 47 : 1.

Men det var ikke på grund af kirkens og dens forfatteres vidnesbyrd, at reformatorerne holdt fast ved den sandhed, de bekendte. De vidste, at de enkelte kirker kunne tage fejl og havde taget groft fejl, og at selv de ædleste mænd var fejlbarlige. Intet andet end Guds faste Ord var nok for dem.

De takkede ganske vist Gud for den lange række af vidner om sandheden i hans Ord. Inden for Roms kirke havde der selv i de mørkeste tider været mænd, som var tro mod sandheden. Midt i det herskende forfald var der mænd, som talte og arbejdede imod det. Der var protestanter århundreder før vore fyrster fremsatte deres protest i Speyer, og lutheranere, før Luther blev født. Men det var ikke dem, reformatorerne støttede sig til, selv om de beseglede sandheden med deres eget blod. Reformatorerne brugte dem med glæde som vidnesbyrd, men ikke som autoritet. De satte dem i vidneskranken, ikke på dommersædet. Deres udtalelser, skrifter og handlinger skulle ikke være troens rettesnor, men skulle selv vejes på dens vægtskål. De satte deres lid til Gud, og hans Ord alene var deres støtte.

Da vor kirkes store fyrster og frie byer i Augsburg i 1530 fremlagde deres bekendelse for kejseren og rigets verdslige og gejstlige magthavere, sagde de: «Vi fremlægger bekendelsen af den tro, som præsterne og prædikanterne i vore forskellige lande holder fast ved, og bekendelsen af vor egen tro, sådan som den er hentet fra Den Hellige Skrift, Guds rene Ord.»* Denne bekendelse udtrykker gang på gang og forudsætter i hver linje, at Guds Ord er den eneste rettesnor for tro og liv. Det samme gælder Melanchthons Apologi eller Forsvar for bekendelsen, som udkom året efter, og som størstedelen af vor kirke antog som et rigtigt udtryk for dens syn.† Syv år senere udarbejdede Luther De Schmalkaldiske Artikler, som skulle fremlægges for et almindeligt kirkemøde som udtryk for vor kirkes syn. Heri siger han:‡ «Trosartikler skal ikke laves ud fra fædrenes gerninger eller ord. Vi har en anden regel, nemlig at Guds Ord skal fastsætte trosartikler – og ud over det ingen anden, nej, ikke engang en engel.»

* A. C. Præfat. 8.

† Apol. Con. 284 : 60.

‡ 308 : 15.

Et halvt århundrede efter at Den Augsburgske Bekendelse var gået ud på sin helliggørende færd, fremlagde vor kirke i Tyskland sin seneste og fyldigste bekendelse. Det skete, for at hendes børn ikke skulle tage fejl af hendes røst midt i de forvirrende teologiske stridigheder, som nødvendigvis fulgte, da reformationen så gennemgribende brød de gamle menneskelige tankebaner op. Bekendelsen blev kaldt Konkordieformlen efter den enighed, den skulle tjene – og under Gud i vid udstrækning også tjente. Dette skrift begynder med disse ord: «Vi tror, lærer og bekender, at den eneste rettesnor og regel, som al lære og alle lærere skal vurderes og bedømmes efter, overhovedet ikke er nogen anden end profeternes og apostlenes skrifter i både Det Gamle og Det Nye Testamente, som der står skrevet: ’Dit ord er en lampe for mine fødder og et lys på min vej’, og apostlen Paulus siger (Gal 1,8): ’Selv hvis vi eller en engel fra himlen forkynder jer evangeliet imod det som vi har forkyndt jer, forbandet skal han være!’»

«Alle andre skrifter», fortsætter den, «hvad enten de er af kirkefædrene eller af nyere forfattere, hvad de end hedder, må på ingen måde sidestilles med Den Hellige Skrift, men skal i den grad underordnes den, at de ikke tages imod på nogen anden måde end som vidner, der viser, hvordan og hvor apostlenes og profeternes lære blev bevaret efter apostlenes tid.» «Vi tager imod Den Augsburgske Bekendelse», siger vore bekendere, «ikke fordi den er skrevet af vore teologer, men fordi den er taget fra Guds Ord og solidt bygget på Den Hellige Skrifts grundvold.»

Med samme klarhed udtaler reformationens andre kirker sig på dette punkt.

Hvis reformatorerne altså kendte bevægelserne i deres eget sind, så var det Guds Ord og det alene, som gjorde dem til sandhedens bekendere. Og det er et grundprincip i reformationen, at Guds Ord er den eneste og ubetingede autoritet og rettesnor for tro og liv – et princip, som man må antage for at kunne være sandt evangelisk, protestantisk eller luthersk.

Guds forsyn og hans Ord virkede sammen i reformationen

Ild får ikke blot det, den antænder, til at lyse og brænde, men giver det også evnen til selv at give ilden videre: Det, der er antændt, antænder igen. Fra reformatorerne bredte ilden sig til folket, og fra kulde og mørke syntes folkeslagene at kæmpe sig op i den hellige ofrings flammer, som ved én og samme berøring fra himlen. Også her viste Ordet sin guddommelige kraft.

Vi erkender ganske vist med glade hjerter, at Gud på forunderlig vis havde beredt alt til, at sandhedens flamme kunne brede sig. I Tyskland skulle den ild bryde ud, som skulle brede sig til jordens ender. «Ingen begivenhed i menneskehedens historie viser det guddommelige forsyns gang mere umiskendeligt end reformationen i Tyskland.» * Tiden, stedet, omstændighederne og den religiøse og politiske verdens tilstand stemte forunderligt sammen. De arbejdede sammen, opvejede hinandens svagheder og forstærkede hinandens kraft, så det herlige værk fik en sikker grundvold, et fast greb, en sund retning, en høj renhed, en mægtig beskyttelse, en vidtstrakt anerkendelse, en hurtig og glad fremgang og et varigt resultat. Tidens bedste mænd følte dybt i deres sjæl, hvor elendig en tilstand kirken var sunket ned i. En dyb længsel efter reformationen fyldte folkenes hjerter; videnskab, litteratur, kunst, opdagelser og opfindelser løftede Europa og banede vejen for den rene religions sejrstog – den religion, der er dronning over al kundskab. På pavestolen sad Leo 10., en elsker af kunst og litteratur, men ligegyldig og doven i alt andet. Over Tysklands smukke sletter vandrede Tetzel, tåbelig og skamløs – endda mere, end det var almindeligt i hans stand – og vakte afsky hos alle tænkende mennesker ved den samvittighedsløse måde, han solgte aflad på. For at beskytte sandhedens skælvende flamme mod de rasende vinde, som i begyndelsen ville have slukket den, og for at beskytte den, indtil selve stormen kun fik den til at blusse kraftigere op, havde Gud beredt Frederik den Vise. Han havde umådelig indflydelse og blev æret af alle – og ikke mere, end hans alvorlige fromhed, hans troskab og hans fremragende samvittighedsfuldhed fortjente. Kejser Karl 5. havde magt nok til at slukke flammen med ét ord, og han hadede den så meget, at det syntes sikkert, at han ville sige det ord. Alligevel var han så bundet af sine ærgerrige planer, at han lod det være usagt og således ufrivilligt kom til at beskytte det, han hadede. Disse og tusind andre omstændigheder var gunstige.

* Dr. H. Kurtz, K. G. § 211.

Men forgæves samles brændet, og forgæves blæser vindene, hvis ingen sætter ild til. Forgæves ville Luther være trådt frem med sine uforlignelige gaver. Forgæves ville det geni, som ifølge en katolsk forfatter ikke engang Luthers egne venner har ladet vederfares fuld retfærdighed, og forgæves ville det høje mod og den faste beslutsomhed have vist sig i den enestående forening, de havde hos ham – hvis der ikke først havde været en kraft, større end menneskers, som rensede ham og fra ham bredte sig som flammer omkring ham. Med alle sine gaver kunne Luther have været et uhyre af ondskab eller en slave af den herskende overtro og have hjulpet til at styrke dens lænker og smede nye, hvis ikke Guds sandhed havde gjort ham fri, og hvis ikke Guds Ånd i hans Ord havde gjort ham til en ydmyg og alvorlig troende. Luther var først kristen og så reformator, og han blev reformator, fordi han var kristen. «Han troede, derfor talte han.» Men selv om han var kristen, kunne han ikke have været en reformator med fremgang, hvis han ikke havde haft evnen til at sprede den guddommelige sandheds ild. Den skæbnesvangre svaghed ved alle reformbevægelserne i kirkemøderne og ved Paris’ universitet i det femtende århundrede var, at de ikke byggede på den sande grundvold og ikke satte sig for at nå det store mål med de rette midler. Kravet havde lydt på en reform «i hoved og lemmer» gennem ydre forbedringer, ikke i Ånden og gennem Ordet. Reformationen blev antændt af Ordet; den stolede på Ordet og spredte det overalt, henledte opmærksomheden på det i hvert skrift og grundede hvert standpunkt på det. Ordet gjorde sig snart gældende i hele Europa. Selv i de lande, hvor paven havde mest magt, som Østrig, Spanien og Italien, begyndte sandhedens gnister at vise sig. Men fra Wittenberg gennem Tyskland og fra Zürich gennem Schweiz bredte den første flamme sig, og der gik kun få år, før hele det Europa, som i dag er protestantisk, havde taget imod Guds Ords rene tro.

Det guddommelige Ords ild fortærede traditionens opdyngede affald, fejede det træ, hø og strå bort, som menneskehånd havde samlet på grundvolden og stablet op over templet, og guldet, sølvet og ædelstenene i Guds sande hus kom til syne. Bibelen strømmede ud over folkene med sit lys som solskin, der bryder gennem skyerne. Lære, som kun var menneskers, gjaldt ikke længere som autoritet, og profetien gik atter i opfyldelse: «Alle vil blive undervist af Gud.»

En lære for vor tid

For tre hundrede og treoghalvtreds år siden mærkede Europa det første skælv af reformationens jordskælv. Man vidste så lidt om dets natur, at man forestillede sig, at det kunne undertrykkes. Man kastede sig med hele sin vægt over den bølgende jord og håbede at få den til at ligge stille. Man vidste ikke, at man havde med en kraft at gøre, som blev endnu mere frygtelig i sit udbrud, netop fordi man forsøgte at holde den inde. Som følge af modstanden mod reformationen blev Europa lagt øde. Efter Trediveårskrigens sidste kamp syntes Europa ødelagt; dets marker var gennemvædet af blod, dets byer lagt i aske, knap nogen familie var forblevet udelt, og de voldsomste lidenskaber var blevet så ophidsede, at det så ud, som om de aldrig ville kunne dæmpes.

Alligevel har reformationsværkets befæstelse rigeligt opvejet alt, hvad Europa måtte udstå. Jordskælvet er forbi, ødelæggelsens strømme er stivnet, og folkene fejrer med jubel den herlige årsdag for den storslåede bevægelse, som menneskers fordærvelse gjorde til anledning til så megen uro og elendighed. De onder, som reformationen var anledning til, er forsvundet. Vi må slå op i historiebøgerne for at vide, hvad de var. De velsignelser, som reformationen var årsag til, består; vi mærker dem i vore hjem, i kirken og i staten; de er vævet ind i selve vort livs liv. Når man først har mærket dem, ved man, at denne verden ikke ville være til at leve i uden dem.

Og hvor lærerigt er ikke dette for os i vor tids kamp for at bevare den sandhed, som reformationen genoprettede! Den angribes stadig, ikke alene af Rom, men også af kætterske eller sværmeriske pseudoprotestanter – og når vi ser de syndige lidenskaber, den vold og den modbydelige lyst til at fordreje, der bliver vakt, og mærker, at det hele rettes mod os selv, kan vi blive fristet til at opgive kampen. Men giver vi efter på den måde, svigter vi det, reformationen har lært os.

Mennesker bæver og græder, når de smeltede og sydende elementer får jorden til at ryste og vælter frem i røde, hærgende strømme. Men deres udbrud er nødvendigt for, at de kan størkne og tage del i verdens arbejde. Den lava, der engang efterlod ruiner i sit spor, skal en dag ligge under skønne marker, som den selv har gjort frugtbare. Oliventræet skal støtte vinstokken, og skyggen af vinrankens og oliventræets løv skal bølge hen over blomsterne; og kvinder og børn, skønnere end frugterne og blomsterne, skal le og synge iblandt dem. Velsignelserne fra omvæltningen i verdens hjerte skal glæde børnene til dem, der så til med bedrøvede øjne. Havde en krig på tre hundrede år været nødvendig for at opretholde reformationen, ved vi nu, at reformationen til sidst ville have opvejet alle de ofre, den krævede. Havde vore fædre opgivet sandheden, selv under et tryk, som vort kun er en fjer imod, hvor ville vi så have forbandet deres minde, når vi sammenlignede det, vi var, med det, vi kunne have været!

Og skulle vi så miste modet, trække os tilbage og overlade vore navne til kommende slægters foragt, fordi timens byrde forekommer os tung? Det forbyde Gud i sin barmhjertighed! Om så alle andre er rede til at give efter for mismodet og opgive kampen, så tør vi, reformationens børn, det ikke. Den kamp har lært os to ting, som aldrig må glemmes. Den ene er, at det sande og det gode må sikres for enhver pris. De er hævet over al pris. Vi tør ikke regne efter, hvad de koster. De er vort væsens sjæl, og hele verden er som støv på vægtskålen over for dem. Hvad de end koster, må vi ikke tøve med at betale løsesummen for dem. Den anden store lære er, at deres pris aldrig betales forgæves. Det, vi giver, kan aldrig gå tabt, medmindre vi giver for lidt. Giver vi alt, skal vi få alt. Alt skal komme tilbage. Vore pengepunge skal ligge øverst i vore sække. Vi skal have både kornet og pengene. Men er vi nærige, mister vi alt – mister det, vi ville købe, og mister det, vi har givet. Holder vi ubøjeligt fast ved det rene Ord for enhver pris, over for Roms hovmod og rationalismens kraftløse anmasselse, skal vi sejre over dem begge ved Ordet; men at gå på kompromis på et eneste punkt er at miste alt og selv at gå tabt.