Tilegnelse til Tilemann Plettener

Sidste år, da jeg skulle gennemgå Paulus' brev til romerne, ordnede jeg de mest almindelige hovedpunkter i teologien – ja, dette brevs brogede stof – efter en slags metode. Dette lille natarbejde var kun lavet for så enkelt som muligt at vise dem, jeg underviste privat, hvad Paulus' fremstilling handler om, og hvordan han fører sin bevisførelse (καὶ ἔλεγχον) [græsk: «og bevisførelsen»]. Alligevel begyndte nogle – jeg ved ikke hvem – at udgive det; og hvem de end er, der har offentliggjort det, kan jeg mere rose deres iver end deres dømmekraft, for jeg havde skrevet det sådan, at man uden Paulus' brev ikke rigtig kunne forstå, hvad jeg havde haft for øje i hele værket. Nu da det ikke står i min magt at holde den lille bog tilbage, efter at den næsten er blevet alles eje, har jeg besluttet at gennemse den og lægge den på ambolten igen; meget trængte nemlig til en mere omhyggelig drøftelse, og meget også til at blive filet til. [Melanchthon omarbejdede senere bogen grundigt (udgaverne 1535 og 1543); her oversættes førsteudgaven fra 1521.] Hvad nu indholdet i det hele taget angår, peges der her på de vigtigste hovedpunkter i den kristne lære, så de unge kan forstå både hvad man først og fremmest skal søge i Skriften, og hvor skammeligt de overalt i teologien har taget fejl, som i stedet for Kristi lære har givet os aristoteliske spidsfindigheder. Alt behandler jeg sparsomt og kort, for jeg tjener mere som register end som kommentar: jeg nævner kun de hovedpunkter, som den, der vandrer omkring i de guddommelige bøger, så at sige skal søge hen til, og med få ord gør jeg kun opmærksom på, hvad summen af den kristne lære afhænger af. Det er ikke min hensigt at lokke de studerende bort fra Skriften til nogle dunkle og indviklede drøftelser, men om muligt at indbyde nogle til Skriften. For i det hele taget er jeg ikke meget for kommentarer, ikke engang de gamles – så langt er jeg fra at ville trække nogen væk fra studiet af den kanoniske skrift med et længere skrift af mine egne. Tværtimod ønsker jeg intet så meget, som at alle kristne, om det var muligt, ganske frit kunne færdes i de guddommelige skrifter alene og helt blive forvandlet efter deres art. For da Guddommen i dem har udtrykt sit eget fuldkomne billede, kan den hverken kendes sikrere eller nærmere andetsteds fra. Den tager fejl, som søger kristendommens skikkelse andetsteds end i den kanoniske skrift. For hvor langt står kommentarerne ikke fra dens renhed? I den finder du intet, som ikke er ophøjet; i dem – hvor meget afhænger ikke af filosofien og af den menneskelige fornufts vurdering, som er diametralt i strid med Åndens dom! Forfatterne havde ikke så helt slidt det sjælelige (τὸ ψυχικὸν) af sig, at de ikke åndede andet end det åndelige (πνευματικά) [græsk; jf. 1 Kor 2,14–15]. Tager du de klodsede allegorier og skoven af filosofiske meninger bort fra Origenes, hvor lidt bliver der så tilbage? Og dog følger grækerne denne forfatter i stor enighed, og blandt latinerne gør de to, der regnes for søjlerne, Ambrosius og Hieronymus, det samme. Efter dem gælder det næsten, at jo nyere en forfatter er, desto mindre ren er han, og til sidst er den kristne lære udartet til skolastisk pjat, som man kan være i tvivl om, er mere ugudeligt eller mere tåbeligt. Kort sagt: det kan ikke undgås, at menneskelige skrifter ofte vildleder selv den forsigtige læser. Hvis kundskaben om de hellige ting i det hele taget er profeti og en slags indånding, hvorfor tager vi så ikke den slags skrifter til os, gennem hvilke Ånden glider ind i os? Virker Gud da ikke alt ved sit eget ords tjeneste? For gennem brugen af Skriften vil Ånden – eller, som Johannes siger, salvelsen (1 Joh 2,27) – lære os meget, som den menneskelige forstand ikke kan nå, hvor flittig den end er. Jeg har i hvert fald ikke andet for øje end at hjælpe studierne hos dem, der vil færdes i Skriften, så godt jeg nu kan. Hvis den lille bog ikke synes at gøre det, så lad den bare gå til grunde; for jeg mener ikke, at det vedkommer mig, hvordan et offentligt værk bliver bedømt offentligt.