Indledning

I ethvert fag plejer man at søge visse hovedpunkter (loci), som fagets sum er samlet i, og som regnes for det mål, al vores stræben skal rettes imod. Det ser vi, at også de gamle har fulgt i teologien, dog sparsomt og med måde. Blandt de nyere har Damaskenos og Lombarderen gjort det, men begge ubehændigt [Johannes Damaskenos (ca. 675–749), græsk kirkefader, forfatter til «Den ortodokse tros fremstilling»; Petrus Lombardus (d. 1160), forfatter til «Sentenserne», middelalderens teologiske lærebog.]. Damaskenos filosoferer nemlig for meget, og Lombarderen ville hellere samle menneskers meninger end gengive Skriftens mening. Og skønt jeg ikke, som jeg sagde før, vil have de studerende til at opholde sig ved den slags sammenfatninger, anser jeg det dog for næsten nødvendigt i det mindste at pege på, hvilke hovedpunkter summen af sagen afhænger af, så man forstår, hvorhen studierne skal rettes.

Teologiens hovedafsnit er omtrent disse:

Gud; den ene; den treenige; skabelsen; mennesket, menneskets kræfter; synden; syndens frugter, lasterne; straffene; loven; forjættelserne; genoprettelsen ved Kristus; nåden; nådens frugter; troen; håbet; kærligheden; forudbestemmelsen; de sakramentale tegn; menneskenes stænder; øvrigheden; biskopperne; fordømmelsen; saligheden.

Ligesom nogle af dem er helt ubegribelige, sådan er der omvendt nogle, som Kristus har villet, at hele den kristne almue skal kende ganske nøje. Guddommens hemmeligheder gør vi rettere i at tilbede end i at udforske. Ja, man kan ikke tage fat på dem uden stor fare, som også hellige mænd ikke sjældent har erfaret. Og den almægtige og algode Gud iklædte sin Søn kød for at kalde os bort fra at betragte hans majestæt og hen til at betragte kødet og dermed vores egen skrøbelighed. Sådan skriver også Paulus til korintherne (1 Kor 1,21), at Gud vil kendes ved forkyndelsens tåbelighed, altså på en ny måde, da han ikke kunne kendes i visdommen ved visdom. Derfor er der ingen grund til, at vi lægger meget arbejde i de højeste hovedpunkter: om Gud, om Guds enhed og treenighed, om skabelsens hemmelighed, om måden, hvorpå han blev menneske. Sig mig, hvad har de skolastiske teologaster [Melanchthons hånord for de skolastiske teologer, omtrent «teologstumperne».] opnået i så mange århundreder, når de kun beskæftigede sig med disse hovedpunkter? Er de ikke i deres disputatser blevet tomme, som han siger (Rom 1,21), idet de hele livet igennem pjatter om universalier, formaliteter, konnotationer og jeg ved ikke hvilke andre tomme ord? Man kunne se igennem fingre med deres tåbelighed, hvis ikke disse tåbelige disputatser imens havde formørket evangeliet og Kristi velgerninger for os. Ja, hvis jeg ville være spidsfindig i en unødvendig sag, kunne jeg let vælte alle de argumenter, de har fremført for troens læresætninger; og hvor mange af dem synes ikke snarere at tale for visse kætterier end for de katolske læresætninger! Men de øvrige hovedpunkter – syndens magt, loven, nåden – ser jeg ikke, hvordan jeg kan kalde den kristen, som ikke kender dem; for ud fra dem kendes Kristus i egentlig forstand, eftersom det at kende Kristus er at kende hans velgerninger, ikke, som de lærer, at betragte hans naturer og måderne, hvorpå han blev menneske. Hvis du ikke ved, til hvilket brug Kristus iklædte sig kød og blev naglet til korset, hvad gavner det så at kende hans historie? Er det da nok for en læge at kende urternes skikkelse, farver og omrids, og betyder det intet at kende deres naturlige kraft? Sådan må vi kende Kristus, som er givet os som lægemiddel og – for at bruge Skriftens ord – som frelse, på en ganske anden måde, end skolastikerne fremstiller ham. Først dette er kristen kundskab: at vide, hvad loven kræver, hvor du skal hente kraft til at gøre loven og nåde for synden, hvordan du skal rejse den vaklende sjæl op mod Djævelen, kødet og verden, og hvordan du skal trøste den plagede samvittighed. Lærer skolastikerne vel dét? Da Paulus i det brev, han tilegnede romerne, skrev et kompendium af den kristne lære, filosoferede han så om treenighedens hemmeligheder, om måden, hvorpå Gud blev menneske, om aktiv skabelse og passiv skabelse? Nej, hvad gør han? Han taler om loven, synden og nåden – de eneste hovedpunkter, som kundskaben om Kristus afhænger af. Hvor ofte bevidner Paulus ikke, at han ønsker de troende en rig kundskab om Kristus! Han forudså nemlig, at vi ville forlade de frelsende hovedpunkter og vende sindet mod kolde disputatser, der er Kristus fremmede. Derfor vil jeg tegne et omrids af de hovedpunkter, som anbefaler dig Kristus, styrker samvittigheden og rejser sindet op mod Satan. De fleste søger kun hovedpunkterne om dyder og laster i Skriften, men den betragtning er mere filosofisk end kristen. Hvorfor jeg siger det, vil du forstå lidt senere.

Hovedpunkter, som en kristen nødvendigvis må kende.