Fortale til Første Korintherbrev

Hele brevet i korte træk

I dette brev formaner Paulus korintherne til at være enige i troen og i læren og til at sørge for, at de lærer hovedsagen ordentligt, nemlig at Kristus er vores frelse. Det er netop dét, al fornuft og visdom støder sig på.

Den kristne læres hovedsag.

For sådan er det nu i vores tid, hvor evangeliet er kommet frem i lyset: Der dukker mange tossede helgener op (dem kalder man sekterånder, sværmere og kættere). De er alle sammen blevet kloge og lærde alt for tidligt, og af lutter kunst og visdom kan de ikke holde sig på linje eller i enighed med nogen. Den ene vil i én retning, den anden i en anden, som om det var en stor skam, hvis ikke hver enkelt fandt på noget særligt og kom frem med sin egen visdom. Dem kan ingen gøre til narre igen, skønt de i bund og grund slet intet ved eller forstår om den rette hovedsag, selv om de plaprer løs om den med munden.

Sådan gik det også Paulus. Da han havde lært sine korinthere den kristne tro og friheden fra loven, dukkede der også tossede helgener og forhastede klogeåger op. De splittede den enige lære og skabte splid blandt de troende. Den ene ville høre Paulus til, den anden Apollos, én Peter og en anden Kristus. Den ene ville have omskærelsen, den anden ikke. Den ene ville ægteskabet, den anden ikke. Den ene ville spise afgudsofferkød, den anden ikke. Nogle ville være legemligt frie. Nogle kvinder ville gå med utildækket hår, og så videre. Til sidst kom det så vidt, at en mand misbrugte friheden og tog sin stedmor til hustru, at nogle ikke regnede de dødes opstandelse for noget, og at nogle ikke regnede sakramentet for ret meget. Det gik vildt og helt uordentligt til, for hver enkelt ville være mester og lærer og gøre med evangeliet, sakramentet og troen, hvad han syntes. Imens lod de hovedsagen pænt ligge, at Kristus er vores frelse, retfærdighed og forløsning, som om de for længst havde slidt den op som et par gamle sko. Den sag kan nemlig ikke holde sig på sporet, når man begynder at kloge sig og ville være vis.

Hvad der skete for Paulus.

Sekter og forargelser hos korintherne.

Det går os nu fuldstændig på samme måde. Efter at vi af Guds nåde har åbnet evangeliet for tyskerne, vil også enhver være den bedste mester og have Helligånden helt for sig selv, ganske som om evangeliet var blevet prædiket, for at vi skulle vise vores klogskab og fornuft i det og søge vores egen ære. Derfor kan disse korinthere godt være et eksempel og forbillede for vores folk i dag, som også godt kunne trænge til sådan et brev. Men sådan må det være, og sådan skal det gå evangeliet: Tossede helgener og forhastede klogeåger skaber sekter og forargelse, for at de prøvede kan blive åbenbare (som Paulus også siger her).

Kapitel 1–4 i korte træk

Derfor straffer og fordømmer Paulus sådan en skadelig visdom med stor alvor og gør sådanne næsvise helgener til narre igen. Han siger ligeud, at de intet ved om Kristus eller om Ånden og de gaver fra Gud, der er givet os i Kristus, og at de endnu må begynde forfra med at lære. Det skal være åndelige mennesker, som forstår det. At ville være vis og brillere med klogskab i evangeliet er netop den egentlige forargelse og hindring for at kende Kristus og Gud. Den kloge fornuft og visdom kan godt bruges til at skabe sekter og splid, så der kommer lutter tossede helgener og vilde kristne ud af det. Men vor Herre Kristus kan de aldrig nogensinde lære at kende, medmindre de igen bliver til narre og ydmygt lader sig lære og føre af Guds enkle ord. Det slår han fast gennem de første fire kapitler.

Sammenfatning af de første fire kapitler.

At ville være vis i evangeliet osv.

Kapitel 5 i korte træk

I kapitel 5 straffer han den grove utugt hos manden, der havde taget sin stedmor, og vil lyse ham i band og overgive ham til Djævelen. Dermed viser han, hvordan bandet skal bruges rigtigt: Det skal afsiges over offentlige laster med samtykke fra de troendes menighed, sådan som også Kristus lærer i Matt 18.

Kapitel 6 i korte træk

I kapitel 6 straffer han, at de trætter og strides ved domstolene, især foran hedninger og vantro. Og han lærer, at de selv indbyrdes skal bilægge deres sager eller hellere lide uret.

Kapitel 7 i korte træk

I kapitel 7 giver han vejledning om kyskhed og ægteskab. Han roser kyskheden og jomfrustanden, fordi de er nyttige, så man desto bedre kan tage vare på evangeliet. Det lærer Kristus også i Matt 19 om dem, der lever kyskt for evangeliets eller Himmerigets skyld. Men Paulus vil have, at kyskheden holdes frivilligt og uden tvang og uden fare for større synd. Ellers er det bedre at gifte sig end at leve i en kyskhed, der hele tiden brænder af begær.

Kapitel 8–11 i korte træk

Fra kapitel 8 til kapitel 12 behandler han på mange forskellige måder, hvordan man skal lede og tage vare på de svage samvittigheder i ydre ting som mad, drikke, klæder og brugen af sakramentet. Overalt sætter han sig imod, at de stærke foragter de svage, eftersom han selv, skønt han er apostel, alligevel har afholdt sig fra meget, som han havde ret til. Desuden har de stærke god grund til at frygte, fordi så mange i gamle dage gik til grunde i Israel, selv om de alle sammen var ført ud af Egypten ved undere. Undervejs gør han også nogle sidespring med sund lære.

Kapitel 12 og 13 i korte træk

Fra kapitel 12 til kapitel 13 behandler han, hvor mange slags gaver fra Gud der findes, og at kærligheden dog er den bedste af dem. Gaverne skal ikke gøre sig store, men tjene hinanden i enighed, for der er én Gud, én Herre, én Ånd, og alt er ét, hvor forskelligt det end er.

Kapitel 14 i korte træk

I kapitel 14 lærer han prædikanterne, profeterne og sangerne at bruge deres gaver ordentligt og kun at lægge deres prædikekunst og indsigt frem til opbyggelse, ikke til deres egen ære.

Kapitel 15 i korte træk

I kapitel 15 straffer han dem, der havde lært og troet forkert om kødets opstandelse.

Kapitel 16 i korte træk

I det sidste kapitel formaner han dem til broderligt at hjælpe de trængende med det, de har brug for til livets ophold.