Fortale til Romerbrevet

Romerbrevet: hovedstykket i Det Nye Testamente

Dette brev er det egentlige hovedstykke i Det Nye Testamente og det allerreneste evangelium. Det er i høj grad værd, at en kristen ikke blot kan det udenad ord for ord, men omgås det hver dag som sjælens daglige brød. For det kan aldrig læses eller betragtes for meget eller for godt, og jo mere man beskæftiger sig med det, jo mere dyrebart bliver det, og jo bedre smager det. Derfor vil også jeg gøre min tjeneste og med denne fortale bane vejen ind til det, så godt som Gud har givet mig evne til, så det kan blive desto bedre forstået af enhver. For indtil nu er det blevet slemt formørket af glosser og alskens snak, skønt det i sig selv er et klart lys, rigeligt nok til at oplyse hele Skriften.

Romerbrevet er hovedstykket i Det Nye Testamente.

Del 1: Bliv fortrolig med sproget

For det første må vi blive fortrolige med sproget og vide, hvad Paulus mener med ordene lov, synd, nåde, tro, retfærdighed, kød, ånd og lignende. Ellers har man ingen gavn af at læse det.

Ordet «lov»

Sl 116.

Ordet «lov» må du her ikke forstå på menneskelig vis, som en lære om, hvilke gerninger man skal gøre eller lade være med. Sådan går det til med menneskelove: dem gør man fyldest med gerninger, selv om hjertet ikke er med. Gud dømmer efter hjertets grund. Derfor kræver hans lov også hjertets grund og lader sig ikke nøje med gerninger; tværtimod fordømmer den snarere gerninger, der er gjort uden hjertets grund, som hykleri og løgn. Derfor kaldes alle mennesker løgnere i Sl 116, fordi ingen holder eller kan holde Guds lov af hjertens grund. For enhver finder hos sig selv ulyst til det gode og lyst til det onde. Hvor der ikke er fri lyst til det gode, dér er hjertets grund ikke ved Guds lov. Og så er der helt sikkert også synd, og Guds vrede er fortjent, selv om der udadtil ses mange gode gerninger og et hæderligt liv.

Lov.

Guds lov kræver hjertets grund.

Rom 2.

Derfor slutter Paulus i kapitel 2, at jøderne alle er syndere, og siger, at kun lovens gørere er retfærdige over for Gud. Dermed vil han sige, at ingen er lovens gører ved gerninger. Tværtimod siger han til dem: «Du lærer, at man ikke må begå ægteskabsbrud, og du begår selv ægteskabsbrud.» Og videre: «Når du dømmer en anden, fordømmer du dig selv, for du gør selv det samme, som du dømmer.» Det er, som om han ville sige: Udadtil lever du pænt i lovens gerninger og dømmer dem, der ikke lever sådan, og du ved at belære enhver. Du ser splinten i den andens øje, men bjælken i dit eget øje bliver du ikke var.

Ingen er lovens gører ved gerninger.

Rom 5.

For selv om du udadtil holder loven med gerninger af frygt for straf eller af kærlighed til lønnen, så gør du dog alt uden fri lyst og kærlighed til loven, men med ulyst og tvang, og du ville hellere gøre noget andet, hvis loven ikke var der. Heraf følger, at du af hjertens grund er lovens fjende. Hvad nytter det så, at du lærer andre, at de ikke må stjæle, når du selv er en tyv i hjertet og gerne ville være det udadtil, hvis du turde? Hos sådanne hyklere udebliver den ydre gerning da heller ikke i længden. Sådan lærer du andre, men ikke dig selv; du ved ikke engang selv, hvad du lærer, og har aldrig forstået loven ret. Ja, loven øger endda synden, som han siger i kapitel 5, fordi mennesket bliver loven desto mere fjendtligt, jo mere den kræver af det, som det ikke kan.

Gerningshelgenes art. Loven øger synden.

Rom 7.

Derfor siger han i kapitel 7: «Loven er åndelig.» Hvad betyder det? Hvis loven var legemlig, kunne man gøre den fyldest med gerninger. Men nu da den er åndelig, er der ingen, der gør den fyldest, medmindre alt, hvad du gør, kommer af hjertens grund. Men et sådant hjerte giver ingen andre end Guds Ånd. Han gør mennesket ligedannet med loven, så det af hjertet får lyst til loven og fra nu af gør alt, ikke af frygt eller tvang, men af et frit hjerte.

Loven er åndelig

Sådan er loven åndelig: Den vil elskes og opfyldes med et sådant åndeligt hjerte og kræver en sådan ånd. Hvor den ikke er i hjertet, dér bliver synd, ulyst og fjendskab mod loven tilbage, skønt loven dog er god, retfærdig og hellig.

Rom 3.

Væn dig altså til denne talemåde: Det er noget ganske andet at gøre lovens gerninger end at opfylde loven. Lovens gerninger er alt det, mennesket gør eller kan gøre over for loven af sin frie vilje og egne kræfter. Men fordi der under og ved siden af sådanne gerninger stadig er ulyst og tvang over for loven i hjertet, er alle disse gerninger spildt og til ingen nytte. Det mener Paulus i kapitel 3, hvor han siger: «Ved lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for Gud.» Heraf ser du nu, at de stridslystne skoleteologer og sofisterne er forførere, når de lærer, at man skal forberede sig til nåden med gerninger. Hvordan kan den, der ikke gør en eneste god gerning uden ulyst og modvilje i hjertet, forberede sig til det gode med gerninger? Hvordan skulle Gud kunne have behag i en gerning, der kommer fra et uvilligt og modstræbende hjerte?

At gøre lovens gerninger og at opfylde loven er to forskellige ting.

Sofister.

Rom 5.

Rom 3.

Rom 4.

Rom 10.

Men at opfylde loven er at gøre dens gerninger med lyst og kærlighed og at leve gudfrygtigt og godt, frit og uden lovens tvang, som om der hverken var lov eller straf. Men denne lyst og frie kærlighed giver Helligånden i hjertet, som han siger i kapitel 5. Og Ånden gives ikke uden i, med og ved troen på Jesus Kristus, som han siger i indledningen. Og troen kommer kun ved Guds ord eller evangeliet, der prædiker Kristus: at han er Guds Søn og menneske, død og opstanden for vores skyld, som han siger i kapitel 3, 4 og 10.

At opfylde loven.

Troen kommer ved evangeliet.

Rom 3.

Deraf kommer det, at troen alene gør retfærdig og opfylder loven. For den bringer Ånden på grund af Kristi fortjeneste. Men Ånden giver et villigt og frit hjerte, sådan som loven kræver, og så udspringer de gode gerninger af troen selv. Det mener han i kapitel 3: Efter at han har forkastet lovens gerninger, så det lyder, som om han ville ophæve loven ved troen, siger han: «Nej, vi stadfæster loven ved troen», det vil sige: Vi opfylder den ved troen.

Troen alene gør retfærdig.

Loven bliver stadfæstet ved troen.

Ordene «synd» og «gøre»

Gøre.

1 Mos 3.

Synd kalder Skriften ikke kun den ydre gerning, som legemet gør, men hele den virksomhed, der også rører sig og drives frem mod den ydre gerning, nemlig hjertets grund med alle dets kræfter. Ordet «gøre» betyder altså, at mennesket helt og fuldt falder og går ind i synden. For der sker heller ingen ydre syndig gerning, uden at mennesket går helt ind i den med legeme og sjæl. Og især ser Skriften ind i hjertet og på roden og hovedkilden til al synd, som er vantroen i hjertets grund. Ligesom troen alene gør retfærdig og bringer Ånden og lysten til gode ydre gerninger, sådan er det vantroen alene, der synder og vækker kødet og lysten til onde ydre gerninger, sådan som det skete for Adam og Eva i Paradis, 1 Mos 3.

Synd.

Vantroen er hovedkilden til al synd.

Joh 16.

1 Mos 3.

Derfor kalder Kristus alene vantroen synd, når han i Joh 16 siger: «Ånden skal overbevise verden om synd: at de ikke tror på mig.» Derfor må der også, før gode eller onde gerninger sker som gode eller onde frugter, først være tro eller vantro i hjertet som roden, saften og hovedkraften til al synd. Derfor kaldes den i Skriften også slangens hoved og den gamle drages hoved, som kvindens afkom, Kristus, skal knuse, sådan som det blev lovet Adam, 1 Mos 3.

Kristus kalder alene vantroen synd.

Slangens hoved osv.

Ordene «nåde» og «gave»

Rom 5.

Rom 7.

Gal 5.

1 Mos 3.

Nåde og gave adskiller sig på den måde, at nåde egentlig betyder Guds velvilje eller gunst, som han i sig selv nærer over for os, og som gør ham villig til at udgyde Kristus og Ånden med hans gaver i os. Det bliver klart af kapitel 5, hvor han siger: «nåde og gave i Kristus» osv. Nu tager gaverne og Ånden ganske vist dagligt til i os og er endnu ikke fuldkomne, så der stadig er onde lyster og synd tilbage i os, som strider mod Ånden, som han siger i Rom 7 og Gal 5, og som den strid mellem kvindens afkom og slangens afkom, der blev forkyndt i 1 Mos 3. Alligevel udretter nåden så meget, at vi regnes for helt og fuldt retfærdige over for Gud. For hans nåde deler og stykker sig ikke, sådan som gaverne gør, men tager os helt og fuldt til nåde for Kristi, vores

Nåde.

Gave.

Ond lyst og synd bliver tilbage i de hellige osv.

talsmands og mellemmands skyld, og fordi gaverne er begyndt i os.

Rom 7.

Rom 8.

Så forstår du også, hvorfor Paulus i kapitel 7 stadig kalder sig selv en synder og dog i kapitel 8 siger, at der ikke er noget fordømmeligt hos dem, der er i Kristus: Det skyldes de ufuldkomne gaver og Ånden. For det endnu ikke dræbte køds skyld er vi stadig syndere. Men fordi vi tror på Kristus og har fået Åndens begyndelse, er Gud os så gunstig og nådig, at han ikke vil regne eller dømme sådan synd, men handle med os efter troen på Kristus, indtil synden bliver dræbt.

Kristne er retfærdige og dog syndere.

Ordet «tro»

Tro er ikke den menneskelige indbildning og drøm, som nogle holder for tro. Når de ser, at der hverken følger forbedring af livet eller gode gerninger, og at de dog kan høre og tale meget om troen, falder de i den vildfarelse og siger: «Troen er ikke nok; man må gøre gerninger, hvis man skal blive from og frelst.» Det kommer af, at når de hører evangeliet, så farer de til og laver sig ved egne kræfter en tanke i hjertet, der siger: «Jeg tror.» Den holder de så for en rigtig tro. Men ligesom den er et menneskeligt påfund og en menneskelig tanke, som hjertets grund aldrig erfarer, sådan udretter den heller intet, og der følger ingen forbedring efter.

Tro.

Joh 1.

Men tro er en guddommelig gerning i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud, Joh 1. Den dræber den gamle Adam og gør os til helt andre mennesker i hjerte, sind, tanke og alle kræfter, og den bringer Helligånden med sig. Åh, troen er en levende, virksom, handlekraftig og mægtig ting, så det er umuligt, at den ikke uophørligt skulle gøre godt. Den spørger heller ikke, om der skal gøres gode gerninger; før nogen når at spørge, har den gjort dem og er altid i gang. Men den, der ikke gør sådanne gerninger, er et menneske uden tro. Han famler og ser sig om efter troen og de gode gerninger og ved hverken, hvad tro eller gode gerninger er, og alligevel vrøvler og snakker han en masse om tro og gode gerninger.

Troens kraft og virke.

Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde, så vis, at man ville dø for den tusind gange. Og en sådan tillid og erkendelse af Guds nåde gør glad, frimodig og fuld af lyst over for Gud og alle skabninger. Det gør Helligånden i troen. Derfor bliver mennesket uden tvang villigt og glad til at gøre godt mod enhver, tjene enhver og lide alt muligt, Gud til kærlighed og pris, han som har vist det en sådan nåde. Det er altså umuligt at skille gerninger fra tro, ja, lige så umuligt som at skille det at brænde og lyse fra ilden. Tag dig derfor i agt for dine egne falske tanker og for unyttige snakkehoveder, der vil være kloge og dømme om tro og gode gerninger, og som dog er de største tåber. Bed Gud om, at han vil virke troen i dig; ellers bliver du nok evigt uden tro, hvad du så end digter og gør, så meget du vil og kan.

Tro og gerninger er uadskillelige.

Ordet «retfærdighed»

Rom 14.

Retfærdighed er nu en sådan tro. Den kaldes Guds retfærdighed eller den retfærdighed, der gælder over for Gud, fordi Gud giver den og regner den for retfærdighed for Kristi, vores mellemmands, skyld. Og den får mennesket til at give enhver, hvad han skylder. For ved troen bliver mennesket uden synd og får lyst til Guds bud. Dermed giver han Gud hans ære og betaler ham, hvad han skylder ham. Men menneskene tjener han villigt, hvor han kan, og betaler dermed også enhver. En sådan retfærdighed kan naturen, den frie vilje og vores kræfter ikke frembringe. For ligesom ingen kan give sig selv troen, sådan kan han heller ikke tage vantroen bort. Hvordan skulle han så kunne tage en eneste, selv den mindste synd bort? Derfor er alt, hvad der sker uden for troen eller i vantro, falsk, hykleri og synd, Rom 14, hvor godt det end skinner.

Guds retfærdighed.

Ordene «kød» og «ånd»

Joh 3.

Gal 5.

Kød og ånd må du her ikke forstå sådan, at kød kun er det, der har med ukyskhed at gøre, og ånd det, der har med det indre i hjertet at gøre. Nej, ligesom Kristus i Joh 3 kalder Paulus alt det kød, der er født af kød: hele mennesket med legeme og sjæl, med fornuft og alle sanser, fordi alt i ham stræber efter kødet. Du skal altså også kalde den kødelig, som uden nåde digter, lærer og snakker meget om høje åndelige ting. Det kan du godt lære af kødets gerninger i Gal 5, hvor han også kalder kætteri og had for kødets

Kød.

Ånd.

Kødeligt menneske

Rom 8. gerninger. Og i Rom 8 siger han, at loven bliver svækket ved kødet. Det er ikke sagt om ukyskhed, men om alle synder og allermest om vantroen, som er den allermest åndelige last.

Omvendt kalder han også den åndelig, der beskæftiger sig med de allermest ydre gerninger, sådan som Kristus, da han vaskede disciplenes fødder, og Peter, da han styrede båden og fiskede. Kød er altså et menneske, der indadtil og udadtil lever og virker for det, der tjener kødets gavn og det timelige liv. Ånd er den, der indadtil og udadtil lever og virker for det, der tjener Ånden og det kommende liv.

Åndeligt menneske.

Kød.

Ånd.

Uden en sådan forståelse af disse ord vil du aldrig forstå dette brev fra Paulus eller nogen anden bog i Den Hellige Skrift. Tag dig derfor i agt for alle lærere, der bruger disse ord anderledes, hvem de så end er, om det så var Hieronymus, Augustin, Ambrosius, Origenes og deres lige eller endnu større. Lad os nu tage fat på brevet.

Del 2: Kapitel 1–16 i overblik – Kapitel 1 kort fortalt: En evangelisk præsts embede

En evangelisk præst skal først ved at åbenbare loven og synden revse alt og gøre det til synd, som ikke leves af Ånden og troen på Kristus, så menneskene bliver ført til at erkende sig selv og deres elendighed, bliver ydmyge og beder om hjælp. Sådan gør Paulus også. Han begynder i kapitel 1 og revser de grove synder og den vantro, som ligger åbent for dagen, sådan som synderne hos hedningerne, der lever uden Guds nåde, var og stadig er. Han siger, at Guds vrede åbenbares fra himlen ved evangeliet over alle mennesker på grund af deres ugudelige væsen og uretfærdighed. For selv om de ved og dagligt erkender, at der er en Gud, er naturen i sig selv, uden nåden, så ond, at den hverken takker ham eller ærer ham. Den forblinder sig selv og falder uophørligt ud i værre væsen, indtil den også dyrker afguder og begår de skændigste synder og alle slags laster uden skam og desuden lader dem gå ustraffet hen hos andre.

En evangelisk præsts embede.

Kapitel 2 kort fortalt

Matt 23.

I kapitel 2 udstrækker han en sådan straf videre til dem, der udadtil ser fromme ud eller synder i det skjulte. Sådan var jøderne, og sådan er stadig alle hyklere, som nok lever pænt, men uden lyst og kærlighed, og som i hjertet er fjender af Guds lov, men alligevel gerne dømmer andre. Det er alle hyklers art, at de anser sig selv for rene og er dog fulde af gerrighed, had, hovmod og alt muligt snavs, Matt 23. Det er netop dem, der foragter Guds godhed og med deres hårdhed dynger vrede op over sig selv. Paulus lader altså som en sand fortolker af loven ingen blive uden synd. Han forkynder Guds vrede over alle, der vil leve et godt liv af naturen eller af fri vilje, og han lader dem ikke være det mindste bedre end de åbenlyse syndere. Ja, han siger, at de er forhærdede og ikke vil omvende sig.

Hyklernes art.

Paulus lader ingen blive uden synd.

Kapitel 3 kort fortalt

I kapitel 3 kaster han dem begge i én bunke og siger, at den ene er som den anden: alle sammen syndere over for Gud. Dog havde jøderne Guds ord, selv om mange ikke troede på det. Men dermed er Guds troskab og sandhed ikke forbi. I forbifarten anfører han ordet fra Sl 51, at Gud bliver ved med at være retfærdig i sine ord. Derefter vender han tilbage til sagen og beviser også ud fra Skriften, at de alle er syndere, og at ingen bliver retfærdig ved lovens gerninger, men at loven kun er givet, for at man skal erkende synden.

Derefter begynder han at lære den rette vej til at blive from og frelst. Han siger: De er alle syndere og mangler Guds herlighed. Men de må blive retfærdige uden fortjeneste, ved troen på Kristus. Han har fortjent det for os ved sit blod og er af Gud blevet en nådestol for os, så Gud tilgiver os alle tidligere synder. Dermed viser Gud, at det alene er hans retfærdighed, den han giver i troen, der hjælper os. Den er nu åbenbaret ved evangeliet og var forinden bevidnet af loven og profeterne. Sådan bliver loven stadfæstet ved troen, selv om lovens gerninger og deres ros dermed bliver sat ud af kraft.

Jøder og hedninger er alle syndere.

Hvordan man bliver retfærdig og frelst over for Gud.

Kapitel 4 kort fortalt

I kapitel 4: Nu da synden er blevet åbenbaret og troens vej til retfærdighed er blevet lært i de første tre kapitler, begynder han at imødegå nogle indvendinger og krav. Først tager han den indvending op, som almindeligvis

1 Mos 15. kommer fra alle, der hører om, at troen gør retfærdig uden gerninger. De siger: «Skal man da ikke længere gøre gode gerninger?» Så fremholder han her selv Abraham og siger: «Hvad udrettede Abraham så med sine gerninger? Var det hele forgæves? Var hans gerninger til ingen nytte?» Og han slutter, at Abraham blev retfærdig uden nogen gerninger, alene ved troen. Ja, Skriften priser ham endda som retfærdig alene på grund af hans tro, før han gjorde den gerning at blive omskåret, 1 Mos 15. Når nu omskærelsens gerning intet bidrog til hans retfærdighed, skønt Gud havde befalet ham den, og den var en god lydighedsgerning, så vil helt sikkert heller ingen anden god gerning bidrage noget til retfærdigheden. Men ligesom Abrahams omskærelse var et ydre tegn, hvormed han viste sin retfærdighed i troen, sådan er alle gode gerninger kun ydre tegn, der følger af troen. Som de gode frugter viser de, at mennesket allerede i sit indre er retfærdigt over for Gud.

Abraham er blevet retfærdig alene ved troen osv.

Rom 3.

Sl 32.

Med dette kraftige eksempel fra Skriften stadfæster Paulus nu sin tidligere lære om troen i kapitel 3. Han fører endnu et vidne frem, David i Sl 32, som også siger, at mennesket bliver retfærdigt uden gerninger, selv om det ikke forbliver uden gerninger, når det er blevet retfærdigt. Derefter udvider han eksemplet og vender det mod alle lovens andre gerninger. Han slutter, at jøderne ikke kan være Abrahams arvinger alene på grund af blodets bånd og endnu mindre på grund af lovens gerninger. De må arve Abrahams tro, hvis de vil være rette arvinger. For Abraham blev retfærdig ved troen før loven, både før Moseloven og før omskærelsen, og han kaldes far til alle troende. Desuden virker loven langt mere vrede end nåde, fordi ingen holder den med kærlighed og lyst. Derfor kommer der langt mere unåde end nåde ved lovens gerninger. Altså må troen alene opnå den nåde, der blev lovet Abraham. For også sådanne eksempler er skrevet for vores skyld, for at også vi skal tro.

De, der har troen, er Abrahams børn og arvinger osv.

Kapitel 5 kort fortalt

I kapitel 5 kommer han til troens frugter og gerninger: fred, glæde, kærlighed til Gud og alle mennesker, og desuden tryghed, frimodighed, fortrøstning, mod og håb i trængsel og lidelse. For alt dette følger, hvor troen er ægte, på grund af det overstrømmende gode, som Gud har vist os i Kristus: at han lod ham dø for os, før vi kunne bede ham om det, ja, mens vi endnu var fjender. Vi ser altså, at troen gør retfærdig uden nogen gerninger. Alligevel følger det ikke deraf, at man derfor ikke skal gøre gode gerninger. Det følger tværtimod, at de rette gerninger ikke udebliver. De gerningshellige ved intet om dem. De opdigter deres egne gerninger, og i dem er der hverken fred, glæde, tryghed, kærlighed, håb eller frimodighed, ja, intet af det, der hører til en ægte kristen gerning og tro.

Troens frugt og gerninger.

De gerningshellige ved intet om de rette gerninger, der følger troen.

Derefter slår han sig løs og går en fornøjelig tur ud til siden. Han fortæller, hvor både synd og retfærdighed, død og liv kommer fra, og han stiller smukt de to over for hinanden: Adam og Kristus. Han vil altså sige: Derfor måtte Kristus komme, en anden Adam, som skulle lade sin retfærdighed gå i arv til os ved en ny, åndelig fødsel i troen, ligesom den første Adam lod synden gå i arv til os ved den gamle, kødelige fødsel.

Som Adam har ladet synden gå i arv til os, sådan lader Kristus sin retfærdighed gå i arv til os.

Men dermed bliver det gjort kendt og stadfæstet, at ingen med gerninger kan hjælpe sig selv ud af synden og til retfærdighed, lige så lidt som han kan forhindre, at han bliver født legemligt. Det bliver også bevist ved, at Guds lov, som dog med rette burde hjælpe, hvis noget skulle hjælpe til retfærdighed, ikke alene ikke har hjulpet, men endda har øget synden. For den onde natur bliver så meget mere fjendtlig mod loven og vil så meget hellere tilfredsstille sin lyst, jo mere loven forbyder den det. Sådan gør loven Kristus endnu mere nødvendig og kræver mere nåde, som kan hjælpe naturen.

Ingen kan hjælpe sig selv ud af synden.

Loven øger synden.

Kapitel 6 kort fortalt

I kapitel 6 tager han troens særlige gerning op: åndens kamp mod kødet, for helt at dræbe de resterende synder og lyster, som er blevet tilbage efter retfærdiggørelsen. Han lærer os, at vi ikke er befriet fra synden ved troen på den måde, at vi skulle gå ledige og være dovne og sorgløse, som om der ikke længere var nogen synd. Der er synd. Men den bliver ikke regnet til fordømmelse på grund af troen, som kæmper imod den. Derfor har vi nok at gøre med os selv hele livet: Vi skal tæmme vores legeme, dræbe dets lyster og tvinge dets lemmer til at lyde ånden og ikke lysterne. Sådan skal vi blive lig Kristus i hans død og opstandelse og fuldbyrder vores dåb (som også betyder syndens død og nådens nye liv), indtil vi, helt rene for synd, også opstår legemligt med Kristus og lever evigt.

Åndens kamp mod kødet.

Troen kæmper uophørligt mod synden.

Hvad dåben betyder.

Og det kan vi gøre, siger han, fordi vi er under nåden og ikke under loven. Det forklarer han selv: At være uden lov betyder ikke, at man ikke har nogen love og kan gøre, hvad enhver har lyst til. At være under loven er derimod, når vi uden nåde er optaget af lovens gerninger. Så hersker synden helt sikkert ved loven, for ingen er af naturen glad for loven, og netop det er en stor synd. Men nåden gør loven kær for os. Så er der ikke længere nogen synd, og loven er ikke længere imod os, men ét med os.

At være uden lov.

At være under loven.

Men netop dette er den rette frihed fra synden og fra loven, som han skriver om til slutningen af dette kapitel: at det er en frihed til kun at gøre det gode med lyst og leve godt uden lovens tvang. Derfor er friheden en åndelig frihed. Den ophæver ikke loven, men giver det, som loven kræver, nemlig lyst og kærlighed. Dermed bliver loven bragt til ro og har ikke længere noget at drive på eller kræve. Det er, som hvis du skyldte en lensherre noget og ikke kunne betale. Du kunne slippe fri af ham på to måder: enten ved at han ikke tog noget fra dig og rev sit regnskab i stykker, eller ved at en god mand betalte for dig og gav dig det, så du kunne gøre hans regnskab op. På denne måde har Kristus gjort os fri af loven. Derfor er det ikke en vild, kødelig frihed, der ikke skal gøre noget. Det er en frihed, der gør meget og alt muligt, og som er løst fra lovens krav og skyld.

Frihed fra synd og lov osv.

Kapitel 7 kort fortalt

I kapitel 7 stadfæster han dette med en lignelse fra ægteskabet. Når en mand dør, er hustruen også fri, og de er altså løst fra hinanden – ikke sådan at hustruen ikke kan eller må tage en anden mand, men tværtimod er hun først nu virkelig fri til at tage en anden, hvad hun ikke kunne før, mens hun endnu ikke var løst fra den første mand. Sådan er vores samvittighed bundet til loven under det syndige gamle menneske. Når det bliver dræbt ved Ånden, er samvittigheden fri, og de er løst fra hinanden – ikke sådan at samvittigheden ikke skal gøre noget, men tværtimod skal den først nu for alvor holde sig til Kristus, den anden mand, og bære livets frugt.

Lignelsen fra ægteskabet.

Derefter beskriver han nærmere syndens og lovens art: hvordan synden ved loven for alvor rører sig og bliver mægtig. For det gamle menneske bliver kun så meget mere fjendtligt mod loven, fordi det ikke kan betale det, som loven kræver. Synd er nemlig dets natur, og af sig selv kan det ikke andet. Derfor er loven dets død og al dets pine. Det er ikke, fordi loven er ond, men fordi den onde natur ikke kan tåle det gode, at loven kræver det gode af den, ligesom en syg ikke kan tåle, at man kræver af ham, at han løber og springer og gør andre ting, som en rask gør.

Synden rører sig ved loven og bliver mægtigere osv.

Lovens embede, når den bliver erkendt ret.

Derfor slutter Paulus her, at når loven bliver erkendt ret og forstået bedst muligt, gør den ikke mere end at minde os om vores synd, dræbe os ved den og gøre os skyldige til den evige vrede. Alt dette lærer og erfarer man udmærket i samvittigheden, når den for alvor bliver ramt af loven. Man må altså have noget andet og mere end loven for at gøre mennesket fromt og frelst. Men de, der ikke erkender loven ret, er blinde. De går frem i overmod og tror, at de kan gøre fyldest for den med gerninger. For de ved ikke, hvor meget loven kræver, nemlig et frit, villigt og glad hjerte. Derfor ser de ikke Moses ret i øjnene: Dækket er lagt for deres øjne og skjuler ham.

Hyklerne kender ikke lovens kraft.

Derefter viser han, hvordan ånd og kød kæmper mod hinanden i ét menneske. Han sætter sig selv som eksempel, for at vi ret skal lære den gerning at kende: at dræbe synden i os selv. Han kalder både ånden og kødet en lov. For ligesom det er den guddommelige lovs art at drive og kræve, sådan driver og kræver og raser også kødet mod ånden og vil have sin lyst. Omvendt driver og kræver ånden mod kødet og vil have sin lyst. Denne strid varer i os, så længe vi lever, i den ene mere, i den anden mindre, alt efter om ånden eller kødet bliver stærkest. Og dog er det hele menneske selv begge dele, ånd og kød, som kæmper med sig selv, indtil det bliver helt åndeligt.

Åndens og kødets kamp i de hellige.

Paulus kalder ånd og kød en lov.

Kapitel 8 kort fortalt

I kapitel 8 trøster han dem, der kæmper sådan, med at dette kød ikke fordømmer dem. Videre viser han, hvad kødets og åndens art er, og hvordan ånden kommer fra Kristus, som har givet os sin Helligånd. Den gør os åndelige og dæmper kødet og giver os vished for, at vi alligevel er Guds børn, hvor hårdt synden end raser i os, så længe vi følger Ånden og står synden imod for at dræbe den. Men da intet er så godt til at dæmpe kødet som kors og lidelse, trøster han os i lidelsen med Åndens, kærlighedens og alle skabningers bistand: Både sukker Ånden i os, og skabningen længes sammen med os efter, at vi må blive fri af kødet og synden. Vi ser altså, at disse tre kapitler, 6, 7 og 8, alle sigter mod troens ene gerning, som hedder at dræbe den gamle Adam og tvinge kødet.

Kødets og åndens art.

Kødet og synden bliver dæmpet ved korset.

Kapitel 9–11 kort fortalt

Læren om Guds evige forudbestemmelse.

I kapitel 9, 10 og 11 lærer han om Guds evige forudbestemmelse. Derfra udspringer det oprindeligt, hvem der skal tro eller ikke tro, og hvem der kan blive fri af synden eller ikke. Sådan er det helt taget ud af vores hænder og lagt alene i Guds hånd, at vi bliver fromme. Og det er også allerhøjst nødvendigt. For vi er så svage og usikre, at hvis det stod til os, ville sandelig ikke ét menneske blive frelst. Djævelen ville helt sikkert overvælde dem alle. Men nu da Gud er pålidelig, så hans forudbestemmelse ikke slår fejl, og ingen kan hindre ham, har vi stadig håb mod synden.

Men her må der én gang for alle sættes en grænse for de frække og hovmodige ånder, som først af alt fører deres forstand herhen og begynder oppefra. De vil først udforske afgrunden i Guds forudbestemmelse og plager sig forgæves med, om de er forudbestemt. De må så styrte sig selv i fordærv, så de enten fortvivler eller kaster sig hovedkulds ud i et letsindigt vovestykke.

Men du skal følge dette brev i dets egen rækkefølge. Tag dig først af Kristus og evangeliet, så du erkender din synd og hans nåde. Derefter skal du kæmpe mod synden, sådan som kapitel 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 og 8 her har lært. Når du så er kommet til kapitel 8, under korset og lidelsen, vil det lære dig ret at forstå, hvor trøstefuld forudbestemmelsen i kapitel 9, 10 og 11 er. For uden lidelse, kors og dødsangst kan man ikke beskæftige sig med forudbestemmelsen uden at tage skade og uden skjult vrede mod Gud. Derfor må Adam først være helt død, før han kan tåle denne sag og drikke den stærke vin. Pas derfor på, at du ikke drikker vin, mens du endnu er et diende barn. Hver lære har sit mål, sin tid og sin alder.

Hvordan man skal læse om forudbestemmelsen.

Kapitel 12 kort fortalt

I kapitel 12 lærer han den rette gudstjeneste og gør alle kristne til præster, så de skal ofre, ikke penge eller kvæg som under loven, men deres egne legemer ved at dræbe lysterne. Derefter beskriver han de kristnes ydre vandel i det åndelige regimente: hvordan de skal lære, prædike, lede, tjene, give, lide, elske, leve og handle over for ven, fjende og alle mennesker. Det er de gerninger, en kristen gør. For som sagt: Troen holder ikke fri.

De kristnes offer, for de er alle præster.

Kapitel 13 kort fortalt

I kapitel 13 lærer han, at man skal ære og adlyde den verdslige øvrighed. Den er indsat, fordi den – selv om den ikke gør menneskene fromme over for Gud – dog udretter så meget, at de fromme får ydre fred og beskyttelse, og at de onde ikke frit kan gøre ondt uden frygt eller i fred og ro. Derfor skal den æres også af de fromme, selv om de ikke har brug for den. Til sidst samler han det hele i kærligheden og indeslutter det i Kristi forbillede: Som han har gjort mod os, skal også vi gøre og følge efter ham.

Hvorfor den verdslige øvrighed er indsat.

Kapitel 14 kort fortalt

I kapitel 14 lærer han, at man skal lede de samvittigheder, der er svage i troen, varsomt og skåne dem. Man skal ikke bruge den kristne frihed til skade, men til at hjælpe de svage frem. For hvor man ikke gør det, følger der splid og foragt for evangeliet, og det er jo det, alt afhænger af. Det er bedre at give lidt efter for dem, der er svage i troen, indtil de bliver stærkere, end at evangeliets lære skulle gå helt til grunde. Og en sådan gerning er en særlig kærlighedsgerning, som der også i høj grad er brug for nu, hvor man med kødspisning og anden frihed frækt og groft og helt uden nødvendighed ryster de svage samvittigheder, før de har lært sandheden at kende.

Hvordan man skal omgås de svage samvittigheder.

Kapitel 15 kort fortalt

I kapitel 15 stiller han Kristus frem som forbillede, for at vi også skal bære over med de andre svage, for eksempel dem, der ellers er skrøbelige i åbenlyse synder eller har ubehagelige vaner. Dem skal man ikke kaste bort, men bære, indtil også de bliver bedre. For sådan har Kristus handlet med os og gør det stadig hver dag: Han bærer over med rigtig mange fejl og dårlige vaner hos os, foruden al vores ufuldkommenhed, og hjælper uden ophør. Til afslutning beder han så for dem, roser dem og overgiver dem i Guds hånd. Han redegør for sit embede og sin forkyndelse og beder dem meget venligt om en gave til de fattige i Jerusalem. Det er lutter kærlighed, han taler om og har med at gøre.

De skrøbelige skal man bære.

Kapitel 16 kort fortalt

Det sidste kapitel er et hilsenskapitel. Men midt i det fletter han en meget ædel advarsel ind mod menneskelærdomme, som dukker op ved siden af evangeliets lære og vækker forargelse. Det er, som om han med sikkerhed havde forudset, at der fra Rom og gennem romerne skulle komme de forførende og forargelige canones og decretales [kirkeretlige bestemmelser og pavelige dekreter] og hele sværmen og krybet af menneskelige love og bud, som nu har druknet hele verden og udslettet dette brev og hele Den Hellige Skrift sammen med Ånden og troen, så der ikke er andet tilbage end afguden Bugen, som Sankt Paulus her skælder dem ud for at tjene. Gud fri os fra dem. Amen.

Advarsel mod menneskelærdomme.

Canones og decretales.

Sammenfatning

Sådan finder vi i dette brev på den allerrigeste måde, hvad en kristen skal vide, nemlig hvad lov, evangelium, synd, straf, nåde, tro, retfærdighed, Kristus, Gud, gode gerninger, kærlighed, håb og kors er. Og hvordan vi skal forholde os til alle mennesker, hvad enten de er fromme eller syndere, stærke eller svage, venner eller fjender, og til os selv. Oven i købet er det hele fortrinligt grundfæstet i Skriften og bevist med hans eget og profeternes eksempel, så der ikke er mere at ønske sig. Derfor ser det også ud, som om Sankt Paulus i dette brev har villet samle hele den kristne og evangeliske lære i kort form én gang for alle og berede en indgang til hele Det Gamle Testamente.

For uden tvivl: Den, der har dette brev godt i hjertet, har Det Gamle Testamentes lys og kraft hos sig. Derfor skal enhver kristen gøre det til sit eget og hele tiden øve sig i det. Gud give sin nåde dertil. Amen.