Fortale til Salomos bøger

Den første bog: Ordsprogenes Bog (Proverbia)

Tre bøger bærer Salomos navn. Den første er Proverbia, Ordsprogene, som med rette kan kaldes en bog om gode gerninger. For i den lærer han, hvordan man fører et godt liv over for Gud og verden.

Salomos tre bøger. Den første: Ordsprogene.

Især tager han sig af de kære unge og opdrager dem helt faderligt til Guds bud – med trøsterige løfter om, hvor godt det skal gå de fromme, og med trusler om, hvordan de onde må blive straffet. For de unge er af sig selv tilbøjelige til alt ondt. Og som et uerfarent folk forstår de desuden ikke verdens og Djævelens list og ondskab. De er alt for svage til at modstå de dårlige eksempler og forargelser, og de er slet ikke i stand til at styre sig selv. Hvis de ikke bliver opdraget, er de fordærvet og fortabt, før de ser sig om.

Salomo prædiker her fremfor alt for de unge.

De unge er tilbøjelige til alt ondt osv.

Derfor har de god brug for – ja, de må have – lærere og ledere, som formaner, advarer, irettesætter og tugter dem og altid holder dem til gudsfrygt og Guds bud, så de kan stå imod Djævelen, verden og kødet. Det gør Salomo i denne bog med al flid og i rigt mål. Han samler sin lære i ordsprog, så den lettere kan fattes og huskes med glæde. Derfor kunne ethvert menneske, der vil være from, med rette bruge denne bog som sin daglige håndbog eller bønnebog, læse ofte i den og spejle sit liv i den.

For man må nu engang gå den ene af to veje: Enten lader man sig tugte af sin far, eller også bliver man straffet af bødlen. Som man siger: «Slipper du fra mig, slipper du ikke fra bødlen.» Og det ville være godt, om man altid indprentede de unge dette, så de vidste uden tvivl, at de enten må tåle farens ris eller bødlens sværd. Sådan truer Salomo i denne bog hele tiden de ulydige med døden. For det ender ikke anderledes: Gud lader intet gå ustraffet. Det ser man også af erfaring: De ulydige, onde slyngler går til grunde på den mest forunderlige måde og havner til sidst alligevel i bødlens hænder, netop når de mindst venter det og føler sig sikrest. Offentlige vidner og tegn på alt dette er galgerne, stejlerne og retterstederne ved vejen uden for alle byer. Dem har Gud sat der gennem den verdslige øvrighed til skræk for alle, der ikke vil lade sig opdrage med Guds ord og ikke vil adlyde deres forældre.

Farens ris.

Bødlens sværd.

Gud lader ikke det onde gå ustraffet osv.

Derfor kalder Salomo i denne bog alle dem, der foragter Guds bud, for tåber, og dem, der holder sig til Guds bud, for vise. Og dermed rammer han ikke kun de unge, som han først og fremmest vil undervise, men alle slags stænder, fra den højeste til den allerlaveste. For ligesom de unge har deres egne laster imod Guds bud, sådan har også alle andre stænder deres laster, og de er vel værre end de unges. Som man siger: «Jo ældre, jo værre.» Og videre: «Alder beskytter ikke mod dårskab.»

Tåber.

Vise.

Alle stænder har deres egne laster.

Og selv om der ikke var andet ondt i de andre og høje stænder – såsom gerrighed, hovmod, had, misundelse osv. – så er alene denne ene last ond nok: at de vil være kloge og vise, hvor de ikke skal være det. Enhver er tilbøjelig til at gøre noget andet end det, han er sat til, og til at lade det ugjort, som han er sat til at gøre. Den, der har et gejstligt embede, vil for eksempel være klog og virksom i det verdslige, og hans visdom har her ingen ende. Omvendt har den, der har et verdsligt embede, så overmåde meget forstand på, hvordan det gejstlige embede skal styres, at hovedet bliver for trangt til den.

En almindelig plage og last i verden osv.

Alle lande, alle byer og alle huse er fulde af den slags tåber. I denne bog bliver de irettesat med stor flid, og enhver bliver formanet til at passe sit eget og udføre det, han er sat til, trofast og flittigt. Der er heller ingen større dyd end at være lydig og passe det, man er sat til at gøre. Sådanne kaldes vise folk. De ulydige kaldes tåber, selv om de hverken vil være eller kaldes ulydige eller tåber.

Lydighed.

Ulydighed.

Den anden bog: Prædikerens Bog (Kohelet)

Den anden bog hedder Kohelet, som vi kalder Prædikeren, og den er en trøstebog. Når et menneske efter den første bogs lære vil leve i lydighed og passe sit kald eller embede, så sætter Djævelen, verden og ens eget kød sig så stærkt imod, at mennesket bliver træt og led ved sin stand og fortryder alt, hvad det har begyndt på. For intet vil gå fremad, sådan som man gerne ville have det. Så begynder møje og slid, ulyst, utålmodighed og knurren, så man har lyst til at give op og ikke gøre mere. For hvor Djævelen ikke kan hindre lydigheden fra højre side med nysgerrighed og lyst, dér vil han hindre den fra venstre side med møje og modgang.

Salomos anden bog: Prædikeren.

Ligesom Salomo i den første bog lærer lydighed imod den tåbelige lyst og nysgerrighed, sådan lærer han i denne bog, at man imod ulyst og anfægtelse skal være tålmodig og udholdende i lydigheden og altid vente på den rette stund med fred og glæde. Og hvad man ikke kan holde fast på eller ændre, skal man altid lade fare: Det skal nok ordne sig osv.

Den tredje bog: Højsangen

Sl 127.

Den tredje bog er en lovsang, hvor Salomo lovpriser Gud for lydigheden som en Guds gave. For hvor Gud ikke holder hus og selv styrer, dér er der i ingen stand hverken lydighed eller fred. Men hvor der er lydighed eller et godt styre, dér bor Gud, og han kysser og omfavner sin kære brud med sit ord, det vil sige med sin munds kys. Når det altså går i landet eller i huset efter de to bøger (så vidt

Salomos tredje bog: Højsangen. det kan lade sig gøre), så kan man også med god grund synge denne tredje bog og takke Gud, som ikke alene har lært os dette, men også selv har gjort det. Amen.