Fortale til profeterne

For fornuften ser det ud til, at profeterne er en meget ringe sag, som om der ikke er meget nyttigt at finde i dem, især når Mester Klogeåge kommer over dem, han som kan hele Den Hellige Skrift udenad og på fingerspidserne. Han ser dem ud fra sin store åndsrigdom som lutter råddent og dødt vrøvl. Det kommer af, at begivenhederne og gerningerne ikke længere står for øjnene, og at man kun hører ordene eller beretningerne. Det er ikke så mærkeligt, for selv nu foragtes Guds ord, skønt tegnene og begivenhederne, og desuden Kristi rige, stadig dag for dag står og går for øjnene med magt. Hvor meget mere ville det så blive foragtet, hvis begivenhederne og gerningerne ikke længere var til stede! Sådan foragtede også Israels børn Gud og hans ord, mens de endnu havde himmelbrødet, ildsøjlen og den lysende sky for øjnene, og desuden både præsteskabet og fyrstedømmet osv.

Hvad fornuften mener om profeternes skrifter.

Guds ord foragtes osv.

Derfor skal vi kristne ikke være sådanne skammelige, blaserte og utaknemmelige klogeåger, men læse og bruge profeterne med alvor og til gavn. For det første forkynder og bevidner de Kristi kongerige, som vi nu lever i, og som alle troende kristne hidtil har levet i og vil leve i indtil verdens ende. Og det er for os en meget stærk trøst og en trøstende styrke, at vi har så mægtige og gamle vidner for vores kristne liv. Derved får vores kristne tro en meget stor trøst: at den er den rette stand for Gud, imod al anden forkert, falsk og menneskelig hellighed og alle sekter. For de forarger og anfægter et svagt hjerte meget stærkt, dels på grund af deres store glans og de mange, der hænger ved dem, dels omvendt på grund af korset og de få, der holder fast ved den kristne tro. Sådan giver tyrken, paven og andre sekter os i vores tid stor og voldsom forargelse.

Kristi rige forkyndt gennem profeterne.

Vidnesbyrd i profeterne om, at vores tro er den rette.

1 Pet 1.

Dertil er profeterne nu gode for os, sådan som Sankt Peter roser dem i 1 Pet 1: Profeterne har ikke fremlagt det, der blev åbenbaret for dem, for deres egen skyld, men for os. For os (siger han) har de fremlagt det. For de har tjent os med deres profetier på den måde, at den, der vil være i Kristi rige, skal vide og indrette sig efter, at han først må lide meget, før han kommer til herligheden. Sådan kan vi blive sikre på begge dele: at den store herlighed i Kristi rige helt sikkert er vores og skal komme bagefter, men at kors, skam, elendighed, foragt og alle slags lidelser for Kristi skyld skal gå forud. Så bliver vi ikke modløse af utålmodighed eller vantro, og vi opgiver ikke håbet om den kommende herlighed, som skal blive så stor, at selv englene længes efter at se den.

Profeterne tjener os med deres profetier.

Den, der vil være i Kristi rige, må først lide.

For det andet viser de os mange og store eksempler og erfaringer med det første bud og udlægger det mesterligt, både med ord og eksempler. Derved driver de os med kraft til gudsfrygt og tro og holder os fast i dem. For efter at de har profeteret om Kristi rige, er alt det andet lutter eksempler på, hvor strengt og hårdt Gud har stadfæstet sit første bud. At læse eller høre profeterne er altså helt sikkert ikke andet end at læse og høre, hvordan Gud truer og trøster. Han truer de ugudelige, som er sikre og stolte, og hvor truslen ikke vil hjælpe, følger han op med straffe: pest, dyrtid og krig, indtil de går til grunde. Sådan gør han sin trussel i det første bud sand. Men han trøster de gudfrygtige, som er i alle slags nød, og følger også op med hjælp og råd gennem alle slags under og tegn imod al djævelens og verdens magt. Sådan gør han også sin trøst i det første bud sand.

Profeterne udlægger det første bud med ord og eksempler osv.

Hvad det vil sige at læse og høre profeterne.

Gud truer og trøster gennem profeterne.

Med sådanne prædikener og eksempler tjener de kære profeter os igen meget rigt, så vi ikke skal forarges, når vi ser, hvor sikkert og stolt de ugudelige foragter Guds ord og slet ikke bryder sig om hans trusler, som om Gud selv var et rent intet. For i profeterne ser vi, at det aldrig er gået nogen godt, som har foragtet Guds trusler, selv om det var de allermægtigste kejsere og konger eller de allerhelligste og lærdeste folk under solen. Og omvendt, at ingen nogen sinde er blevet ladt i stikken, som har vovet sig ud på Guds trøst og løfter, selv om det var de allerelendigste og fattigste syndere og tiggere, der nogen sinde er kommet til jorden, ja, selv om det var den dræbte Abel og den opslugte Jonas. For dermed beviser profeterne for os, at Gud holder fast ved sit første bud og vil være en nådig far for de fattige og troende, og ingen skal være ham for ringe eller for foragtet. Og omvendt en vred dommer over de ugudelige og stolte, og ingen skal være ham for stor, for mægtig, for klog eller for hellig, om han så er kejseren, paven, tyrken og djævelen oven i købet.

Den, der foragter Guds trusler, slipper ikke ustraffet.

Den, der holder sig til Guds løfte, bliver ikke ladt i stikken.

Gud holder fast ved sit første bud.

Og for dette stykkes skyld er det nyttigt og nødvendigt for os at læse de kære profeter i vores tid, så vi med sådanne eksempler og prædikener bliver styrket og trøstet mod den fordømte verdens usigelige, utallige og, om Gud vil, allersidste forargelser. For hvor lidt regner tyrken dog ikke vores Herre Jesus Kristus og hans rige for sammenlignet med sig selv og sin Muhammed? Hvor foragtet er det kære, fattige evangelium og Guds ord ikke her på vores side og under pavedømmet, sammenlignet med den prægtige glans og rigdom, som menneskebud og menneskehellighed har? Hvor sikkert farer sværmerne, epikuræerne og andre af samme slags ikke frem med deres egen indbildskhed imod Den Hellige Skrift? Hvor frækt og vildt lever alle ikke nu efter deres eget forgodtbefindende, imod den klare sandhed, som nu er kommet for dagen? Det ser ud, som om hverken Gud eller Kristus er noget, for slet ikke at tale om, at Guds første bud skulle være så strengt.

Det er nyttigt og nødvendigt at læse profeterne, især i vores tid osv.

Tyrken.

Pavedømmet.

Sekter.

Epikuræere.

Men det hedder: Vent nu, vent nu! Skal vi vædde på, om profeterne lyver for os og bedrager os med deres beretninger og prædikener? Langt mægtigere og flere konger og langt værre skurke er gået til grunde; disse her slipper heller ikke. Og omvendt har der været langt fattigere og mere elendige folk, som alligevel fik herlig hjælp; vi bliver heller ikke ladt i stikken. De er ikke de første, der har trodset og pralet. Og vi er heller ikke de første, der har lidt og været plaget. Se, sådan skal vi gøre profeterne nyttige for os, så bliver de læst med frugt.

Verdens frække og vilde liv osv.

Profeterne lyver ikke.

At der er flere trusler og straffe i dem end trøst og løfter, er der en grund til, som er let at regne ud. For der er altid flere ugudelige end fromme. Derfor må man altid drive loven langt mere end løftet, fordi de ugudelige i forvejen er sikre og meget hurtige til at tyde Guds trøst og løfter på sig selv og truslerne og straffen på andre. Og fra sådan et forvendt sind og falsk håb lader de sig på ingen måde vende bort. For deres remse lyder PAX ET SECVRITAS [latin: «fred og sikkerhed», jf. 1 Thess 5,3], der er ingen fare. Ved det bliver de, og så går de fint med ind i undergangen, som Sankt Paulus siger samme sted: Pludselig kommer undergangen over dem.

Hvorfor der er flere trusler end trøst i profeterne.

De ugudeliges art og remse.

Afgudsdyrkelse hos jøderne.

Dernæst: Da profeterne for det meste råber op over afgudsdyrkelsen, er det nødvendigt at vide, hvordan det forholdt sig med deres afgudsdyrkelse. For hos os under pavedømmet kilder mange sig selv ganske blidt og mener, at de ikke er sådanne afgudsdyrkere som Israels børn. Derfor agter de heller ikke profeterne ret meget, især ikke på dette punkt, som om profeterne med deres straffetale over afgudsdyrkelsen ikke angik dem. De er alt for rene og hellige til at drive afgudsdyrkelse. Og det ville være latterligt for dem at skulle frygte eller forskrækkes over truslerne og skældudet over afgudsdyrkelse. Sådan gjorde Israels folk også: De ville simpelthen ikke tro, at de var afgudsdyrkere, og profeternes trusler måtte alle sammen være løgn, og profeterne selv fordømmes som kættere.

Profeterne råber mest op over afgudsdyrkelsen.

De pavelige vil ikke være afgudsdyrkere.

Så tossede helgener var Israels børn ikke, at de bare havde tilbedt træ og sten, og især ikke kongerne, fyrsterne, præsterne og profeterne, som dog var de største afgudsdyrkere. Nej, deres afgudsdyrkelse bestod i, at de lod den gudstjeneste fare, som var indstiftet og ordnet i Jerusalem (og andre steder, hvor Gud ville have

Jødernes afgudsdyrkelse.

5 Mos 12. den), og i stedet af egen andagt og eget forgodtbefindende, uden Guds befaling, indstiftede og oprettede en bedre andetsteds og desuden fandt på andre nye former, personer og tider. Det havde Moses strengt forbudt dem, især i 5 Mos 12, hvor han hele tiden henviser dem til det sted, Gud havde udvalgt til sit telt og sin bolig. En sådan falsk andagt var deres afgudsdyrkelse, og de syntes, den var kostelig, og stolede på den, som om de havde gjort det godt. Men det var dog lutter ulydighed og frafald fra Gud og hans befaling.

Sådan læser vi i 1 Kong 12, at Jeroboam ikke bare rejste de to kalve, men også lod prædike for folket: I skal ikke længere drage op til Jerusalem, men: Se, her er din Gud, Israel, som førte dig ud af Egypten. Han siger ikke: Se her, Israel, det er en kalv, men: Her er din Gud, som førte dig ud af Egypten. Han bekender frit, at Israels Gud er den rette Gud, og at det er ham, der førte dem ud af Egypten. Men man behøver ikke at løbe efter ham til Jerusalem; man kan sagtens finde ham her i Dan og Be'ersheba ved guldkalvene. Meningen er altså, at man lige så godt kan ofre til Gud og tjene ham foran guldkalvene som foran et helligt tegn fra Gud, ligesom man i Jerusalem tjente Gud og ofrede til ham foran den gyldne ark. Se, det betyder at forlade gudstjenesten i Jerusalem og dermed fornægte Gud, som har befalet en sådan gudstjeneste, som om han ikke havde befalet den.

Jeroboams kalve.

Og sådan byggede de på deres egne gerninger og deres egen andagt og ikke rent og alene på Gud. Med en sådan andagt fyldte de siden landet med afgudsdyrkelse: På alle bjerge, i alle dale og under alle træer byggede de altre, ofrede og brændte røgelse. Og alt sammen skulle det dog hedde at tjene Israels Gud; den, der sagde noget andet, var en kætter og en falsk profet. For det er egentlig at indføre afgudsdyrkelse: uden Guds befaling og af egen andagt at tage en gudstjeneste op. For han vil ikke have, at vi skal belære ham om, hvordan han skal tjenes. Han vil selv lære os det og give os det; hans ord skal være der, og det skal lyse for os og lede os. Uden hans ord er det alt sammen afgudsdyrkelse og lutter løgn, hvor andægtigt og smukt det end skinner. Det har vi ofte skrevet om.

Afgudsdyrkere bygger på deres egne gerninger osv.

At indføre afgudsdyrkelse.

Afgudsdyrkere blandt de kristne.

Heraf følger nu, at hos os kristne er alle de afgudsdyrkere – og profeternes skældud rammer dem i sandhed – som har fundet på nye gudstjenester eller stadig holder fast ved dem uden Guds befaling og bud, af egen andagt og (som man siger) i god mening. For dermed sætter de helt sikkert deres tillid til deres egne selvvalgte gerninger og ikke rent og alene til Jesus Kristus. Det kaldes hos profeterne en horkvinde, som ikke lader sig nøje med sin mand Kristus, men også løber efter andre, som om Kristus alene ikke kunne hjælpe uden os og vores gerninger, eller som om han ikke alene havde forløst os, men vi også måtte gøre noget til det. Og dog ved vi godt, at vi slet intet har gjort til, at han er død for os og har taget vores synder på sig og båret dem på korset – ikke alene før hele verden kunne tænke på det, men også før vi blev født. Vi har gjort lige så lidt, ja, langt mindre til det, end Israels børn gjorde til, at Egypten og Farao blev plaget, og at de selv blev fri, da de egyptiske førstefødte døde. Det gjorde Gud jo helt alene, og de gjorde overhovedet intet til det.

De, der finder på eller holder nye gudstjenester uden Guds befaling, er afgudsdyrkere osv.

Horkvinden hos profeterne.

Ja, siger de, Israels børn tjente afguder med deres gudstjeneste og ikke den rette Gud; men vi tjener i vores kirker den rette Gud og den eneste Herre Jesus Kristus, for vi kender ikke til nogen afgud. Svar: Det sagde Israels børn også, og de sagde alle sammen, at al deres gudstjeneste skete for den rette Gud. De ville i sandhed ikke finde sig i, at man kaldte det afgudsdyrkelse, langt mindre end vores gejstlige vil finde sig i det. De slog endda folk ihjel for det og forfulgte alle de rette profeter. For de ville i sandhed heller ikke vide af nogen afgud, sådan som beretningerne tydeligt viser os.

De pavelige vil ikke vide af nogen afgud.

Jøderne slog profeterne ihjel, fordi de straffede dem for afgudsdyrkelsen.

For således læser vi i Dom 17, at Mikas mor, da han havde taget de elleve hundrede sølvstykker fra hende og givet dem tilbage, sagde til ham: Min søn være velsignet af Herren! Jeg har helliget Herren dette sølv, for at min søn skal tage det fra mig og lade et gudebillede og en figur lave af det osv. Her hører man jo klart og sikkert, at moren mener den rette Gud, som hun har helliget sølvet, for at der kunne blive et gudebillede og en figur af det. For hun siger ikke: Jeg har helliget en afgud dette sølv, men: til Herren – og det ord ved alle jøder betyder den eneste rette Gud. Sådan gør tyrken også: Med sin gudstjeneste nævner og mener han den rette Gud, som har skabt himmel og jord. Det samme gør jøderne, tatarerne og nu alle de vantro. Alligevel er det alt sammen lutter afgudsdyrkelse hos dem.

Mikas mor, Dom 17.

Tyrkernes, jødernes og alle vantros gudstjeneste er lutter afgudsdyrkelse.

Eller tag den forunderligt store mand Gideon: Hvor underligt faldt han dog ikke, Dom 8! Netop som han havde sagt til Israels børn (der ønskede, at han og hans sønner skulle være deres herre): Jeg vil ikke være jeres herre, og mine sønner heller ikke, men Herren (det vil sige den rette Gud) skal være jeres herre – tog han alligevel de smykker, de gav ham. Han lavede hverken billede eller alter af dem, men kun præsteklæder, og ville også af andagt have en gudstjeneste i sin by. Og dog siger Skriften, at hele Israel drev hor med det, og at hans hus gik til grunde derved. Nu mente den store, hellige mand dog ikke nogen afgud med det, men den rette, eneste Gud, som de fine, åndfulde ord bevidner, når han siger: Herren skal herske over jer og ikke jeg osv. Dermed giver han jo tydeligt æren til Gud alene og vil bekende og holde den rette Gud alene for Gud og Herre.

Gideon, Dom 8.

Sådan har vi hørt ovenfor, at kong Jeroboam i 1 Kong 12 heller ikke kaldte sine guldkalve afguder, men Israels Gud, som havde ført dem ud af Egypten. Det er jo den rette, hellige Gud, for ingen afgud havde ført dem ud af Egypten. Og det var heller ikke hans mening at tilbede afguder. Men fordi han var bange for (som teksten siger), at hans folk ville falde fra ham til kongen af Juda, hvis de kun skulle holde gudstjeneste i Jerusalem, fandt han på sin egen gudstjeneste for at holde dem hos sig. Og dermed mente han alligevel den rette Gud, som boede i Jerusalem; blot var det, mente han, ikke nødvendigt kun at tjene Gud i Jerusalem.

Jeroboams kalve, 1 Kong 12.

Og hvorfor bruge mange ord? Gud bekender selv, at Israels børn med deres gudstjeneste ikke mente nogen afgud, men ham alene. For han siger i Hos 2: Da, siger Herren, skal du kalde mig «min mand» og ikke længere kalde mig «min Ba'al». For jeg vil fjerne Ba'alernes navne fra hendes mund, så man ikke mere skal huske Ba'alernes navne. Her må man jo indrømme, at det er sandt: Israels børn har med deres gudstjeneste ikke ment nogen afgud, men den eneste rette Gud, sådan som Gud her tydeligt siger hos Hoseas: Du skal ikke længere kalde mig «min Ba'al». Nu var Ba'al jo den største, mest udbredte og prægtigste gudstjeneste i Israels folk. Alligevel var den lutter afgudsdyrkelse, uanset at de mente den rette Gud med den.

Hoseas.

Ba'al.

Joh 16.

Rom 10.

ApG 26.

Derfor hjælper det ikke vores gejstlige, at de påstår, at de ikke tjener nogen afgud i deres kirker og stifter, men kun Gud, den rette Herre. For du hører her, at det ikke er nok at sige eller tænke: Jeg gør det til Guds ære, jeg mener den rette Gud; eller: Jeg vil tjene den eneste Gud. For alle afgudsdyrkere siger og mener netop det samme. Det nytter ikke at mene eller synes; ellers var også de Guds tjenere, som har martret apostlene og de kristne. For de mente også (som Kristus siger i Joh 16), at de dermed tjente Gud. Og Sankt Paulus vidner i Rom 10 om jøderne, at de er nidkære for Gud. Og i ApG 26 siger han, at de med gudstjeneste dag og nat håber at nå frem til den lovede frelse.

Det undskylder ikke de pavelige, når de siger, de ikke tjener nogen afgud.

Men her skal enhver sørge for at være sikker på, at hans gudstjeneste er indstiftet ved Guds ord og ikke er opfundet af egen andagt eller bare godt ment. For den, der holder en gudstjeneste, som ikke har Guds vidnesbyrd, skal vide, at han ikke tjener den rette Gud, men sin egen opdigtede afgud, det vil sige sin indbildning og sine falske tanker, og dermed djævelen selv, og alle profeternes ord går imod ham. For der findes ingen steder en sådan Gud, som vil lade os indstifte gudstjenester efter vores eget valg og vores egen andagt, uden hans befaling og ord. Der er kun én Gud, som ved sit ord rigeligt har indstiftet og befalet alle slags stænder og gudstjenester, hvor han vil tjenes.

Gudstjeneste uden Guds ord er djævletjeneste.

Ved det skal vi blive og hverken vige fra det til højre eller venstre, hverken gøre mere eller mindre, hverken gøre det værre eller bedre. Ellers bliver der ingen ende på afgudsdyrkelsen, og der kan ikke længere skelnes mellem, hvad der er ret gudstjeneste, og hvad der er afgudsdyrkelse, fordi de alle mener den rette Gud og alle bruger hans rette navn.

Afslutning

Den samme ene Gud være tak og lov ved Jesus Kristus, hans Søn og vores Herre, velsignet i evighed. Amen.