Brev om pesten

Eusebius: 1. Derefter, da en pestsygdom fulgte efter krigen, og festen nærmede sig, talte han igen skriftligt til brødrene og beskrev de lidelser, ulykken førte med sig, med disse ord: [Festen er påsken. Biskoppen af Alexandria sendte hvert år et festbrev til menighederne før påske.]

2. For andre mennesker vil den nuværende tid næppe synes at være en tid til fest. For dem er hverken denne eller nogen anden tid en festtid – ikke blot ikke de sørgelige tider, men heller ikke en tid, de ville regne for særlig glad. Nu er alt klage, alle sørger, og jamren lyder rundt i byen på grund af de mange døde og dem, der dør hver eneste dag. [3] For som der står skrevet om egypternes førstefødte, sådan er der også nu opstået et stort skrig; for der er ikke det hus, hvor der ikke er en død (2 Mos 12,30) – og gid det dog kun var én! For mange og frygtelige ting er også sket før dette. [4] Først drev de os ud, og mens vi alene blev forfulgt og dræbt af alle, holdt vi også dengang fest; og ethvert sted, hvor nogen af os led trængsel, blev et feststed for os: mark, ørken, skib, herberg, fængsel. Men den mest strålende af alle fester fejrede de fuldendte martyrer, der nu holder festmåltid i himlen. [5] Derefter kom krig og hungersnød over os, som vi bar sammen med hedningerne. Alene udholdt vi alt det, de mishandlede os med, men vi fik også vores del af det, de gjorde mod hinanden og selv led; og igen glædede vi os i Kristi fred, som han har givet os alene. [6] Men da både vi og de havde fået et ganske kort pusterum, brød denne sygdom løs: for dem en ting mere frygtelig end al frygt og mere grusom end nogen anden ulykke, og, som en af deres egne historieskrivere har fortalt, den eneste af alle ting, der overgik al forventning. [Thukydid, Den Peloponnesiske Krig 2,64, om pesten i Athen.] For os var den ikke sådan, men en øvelse og en prøve, ikke ringere end nogen af de andre. Den skånede heller ikke os, men den gik med stor kraft ud over hedningerne.

Eusebius: 7. Lige derefter fortsætter han og siger:

De fleste af vore brødre skånede i hvert fald ikke sig selv i deres overstrømmende kærlighed og broderkærlighed. De holdt fast ved hinanden, så til de syge uden at tage sig i agt, tjente dem trofast og plejede dem i Kristus, og de gik med den største glæde bort sammen med dem; de blev fyldt af de andres lidelse, drog sygdommen over på sig selv fra deres næste og tog villigt deres smerter på sig. Og mange, der havde plejet andre og gjort dem raske, døde selv efter at have flyttet de andres død over på sig selv. Det folkelige udtryk, som ellers altid kun synes at være en høflighedsfrase, gjorde de dengang til virkelighed i gerning, idet de gik bort som de andres «udskud». [Den græske høflighedsformel «jeg er dit udskud» (περίψημα, jf. 1 Kor 4,13) betød omtrent «din ydmyge tjener».] [8] Sådan gik i hvert fald de bedste af vore brødre bort fra livet, både nogle af de ældste (presbytere) og diakoner og nogle af folket, højt roste, så også denne form for død, der kom af stor gudsfrygt og stærk tro, ikke syntes at stå tilbage for martyriet i noget. [9] De tog de helliges legemer op på deres åbne hænder og i deres favn, lukkede deres øjne og munde, bar dem på skuldrene og lagde dem til rette; de holdt fast ved dem og omfavnede dem og smykkede dem med vask og ligklæder – og kort efter fik de selv den samme behandling, for de efterlevende fulgte hele tiden efter dem, der var gået forud. [10] Men hedningerne gjorde lige det modsatte: Dem, der begyndte at blive syge, stødte de fra sig, og de flygtede fra deres kæreste. De kastede dem halvdøde ud på vejene og smed de døde bort ubegravede som affald for at undgå at blive delagtige i døden og smittet af den – hvad det dog ikke var let at undgå, hvor meget de end fandt på.

Eusebius: 11. Efter også dette brev, da der var blevet fred i byen, sendte han igen et festbrev til brødrene i Egypten, og efter det skrev han atter andre. Der findes også et brev af ham om sabbatten og et andet om øvelse.

Eusebius: 12. I et brev til Hermammon og brødrene i Egypten gennemgår han igen mange andre ting om Decius' og hans efterfølgeres ondskab og minder om freden under Gallienus: