Kapitel 12

12. Når I har læst og hørt dette med iver, vil I vide, hvad Gud giver dem, der elsker ham ret – I, som er blevet et paradis af fryd og har ladet et frodigt træ, rigt på alle slags frugt, vokse op i jer selv og er smykket med mangfoldige frugter. [2] For på dette sted er erkendelsens træ og livets træ plantet; men det er ikke erkendelsens træ, der dræber – det er ulydigheden, der dræber. [3] For det er ikke uden betydning, hvad der står skrevet: at Gud fra begyndelsen plantede erkendelsens træ og livets træ midt i paradiset og derved viste livet gennem erkendelsen. Men fordi de første mennesker ikke brugte den rent, blev de ved slangens forførelse gjort nøgne. [4] For der er hverken liv uden erkendelse eller sikker erkendelse uden sandt liv; derfor er de to plantet tæt ved hinanden. [5] Det var denne betydning, apostlen så, da han dadlede den erkendelse, der øves uden sandheden i det bud, som fører til livet, og sagde: «Erkendelsen opblæser, men kærligheden opbygger» (1 Kor 8,1). [6] For den, der mener at vide noget uden den sande erkendelse, som livet bevidner, har intet forstået; han bliver forført af slangen, fordi han ikke har elsket livet. Men den, der med frygt har erkendt og søger livet, planter i håb og venter på frugten. [7] Lad dit hjerte være erkendelse og dit liv det sande Ord, som du rummer i dig. [8] Når du bærer dets træ og plukker dets frugt, vil du altid høste det, som man længes efter hos Gud, det, som slangen ikke rører, og som forførelsen ikke kommer nær. Da bliver Eva ikke fordærvet, men en jomfru får tillid; [9] og frelsen bliver vist, og apostlene får forstand, og Herrens påske skrider frem, og tiderne samles og føjes harmonisk sammen med verden, og Ordet, der underviser de hellige, glæder sig – han, ved hvem Faderen bliver herliggjort. Ham være æren i evighed. Amen.