Skal du virkelig blive frelst og salig, virkelig komme ind i himlen?

(Niende årgang, 1850)

Hvad er vel det endelige mål med al vores åndelige stræben, vores granskning, læsning, skrivning osv., om ikke at vi skal blive frelst og salige, at vi i tiden skal stå godt med Gud og i døden gå hjem til Gud og være hos Herren altid? Burde vi da ikke standse og besinde os lidt, standse og undersøge, om vores åndelige stræben er af en sådan art, at den virkelig fører til dette salige mål, så vi ikke «løber som mod noget uvist eller kæmper som en, der slår i luften»? For mange bliver det da nødvendigt først at undersøge, om måske al åndelig stræben fører til målet, om enhver, som på en eller anden måde søger Guds rige, virkelig skal komme ind i det, om ethvert religiøst menneske virkelig skal blive salig, eller om der tværtimod kun er én vej til livet; og dernæst at undersøge, om vi også befinder os på denne ene salige vej, så vi med glæde kan se årene ile mod enden; eller om vi endnu må komme til et andet liv, før vi kan dø salige. Ulykkeligt, uhyggeligt, hvis man ikke får nåde til en sådan besindelse! Ulykkeligt, uhyggeligt, hvis man med den kødelige sikkerheds letsind straks selv kan afgøre sagen uden at prøve den for Herrens ansigt! Men den, der får nåde til besindelse og vil være oprigtig over for sin sjæl, skal vogte sig vel for at søge svaret på sine spørgsmål ude i luften, for at sætte sig ned og blot tænke og eftertænke eller vente et umiddelbart svar i hjertet; heller ikke bør du i så vigtige spørgsmål nøjes med et menneskes mening; nej, her skal du alene spørge Herrens eget ord til råds, det ord, som skal dømme på den yderste dag. Med det formål anfører vi her en mindeværdig forklaring fra Kristi egen mund. Gud give os nåde til at mærke os, hvad han siger!

I Luk 13,23–30 står der: Og en sagde til ham: Herre, er det få, der bliver frelst? Og han sagde til dem:

Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for mange, siger jeg jer, skal søge at komme ind og dog ikke kunne det.

Når husets herre har rejst sig og lukket døren, og I er begyndt at stå udenfor og banke på døren og sige: Herre, Herre, luk op for os! – så skal han svare og sige til jer: Jeg kender jer ikke, hvor I er fra;

Da skal I begynde at sige: Vi har spist og drukket for dit ansigt, og du har undervist i vores gader.

Og han skal sige: Jeg siger jer, jeg kender jer ikke, hvor I er fra; gå bort fra mig, alle I, som gør uret.

Dér skal gråden og tænderskæren være, når I ser Abraham, Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, men jer selv kastet udenfor.

Og de skal komme fra øst og vest og fra nord og syd og sidde til bords i Guds rige.

Og se, der er sidste, som skal blive de første, og der er første, som skal blive de sidste.

Se, dette har den milde Frelser selv sagt! Og her siger han udtrykkeligt den forbløffende sandhed, at mange skal søge at gå ind gennem den snævre port og dog ikke kunne det! Og lige efter, at de i tiden skal være sådanne, som omgås ham og hans ord på en sådan måde, at de kan vidne: «Vi har spist og drukket for dit ansigt, og du har undervist i vores gader». Alt dette betegner altså mennesker, som har været med i det «bryllup», hvor man spiser og drikker med Kristus, det vil sige «Himmeriget», nådens rige her på jorden. For vi mærker let, at Kristus her igen fremhæver det samme betænkelige forhold som i Matt 22 med den mand, der var med i brylluppet, men uden bryllupsklæder, og derfor blev kastet ud i mørket udenfor. Og om den mand er det meget vigtigt at mærke sig, at han på ingen måde blot betegner den ydre menigheds almindelige verdslige medlemmer; for dette bryllup betegner ikke mængden af alle døbte, men en flok af sådanne, som på Åndens kald er gået ud fra verden. For mærk dig: Herren siger, at den flok blev samlet ved en indbydelse, som de fleste ikke havde tid til at følge for deres handel, jordegods, giftermål osv. Hvem har ikke tid til at være blandt den ydre menigheds almindelige verdslige medlemmer? Men ingen af verdens slaver kom med i dette bryllup, siger Herren. Altså var denne mand en af dem, der for kaldets skyld til dette bryllup havde forladt sin handel og sit jordegods, det vil sige trængt igennem alle hindringer og var kommet til brylluppet efter kaldet. Alligevel står der nu her: «De skal søge at komme ind gennem den snævre port og dog ikke kunne det!» Det er jo forfærdeligt! Men hvad vil man gøre? Det er jo den milde Frelsers egne ord. Hvem ville ikke helst tale blidt? Men vi kan jo ikke skjule så betænkelige ting for vores venner.

Her bliver nu det vigtigste spørgsmål: Hvad betyder dette? Hvordan går det til, at selv sådanne, som søger at gå ind gennem den snævre port, alligevel ikke skal kunne det? Heldigvis har Herren også forklaret det. Og Skriftens forklaringer på det er to. Gud give os nåde til at agte på det! – Den første lyder sådan: Mange søger Guds rige, men ikke med alvor nok til at kunne gå igennem den snævre port. De er noget vakte, men ikke helt vakt op; de vil have Gud og hans nåde, men også verden og dens venskab; de vil tjene to herrer; de vil opgive visse synder og verdsligheder, men vil undtage andre, som de aldrig kan (vil) forstå som synder, men forsvarer. Kristus sagde: Den, som kommer til mig og ikke hader sit liv, ikke kan slippe alt for min skyld, far, mor, brødre, ja, sit liv, han kan ikke være min discipel; han ligner en mand, der begyndte at bygge et hus, men ikke havde midler nok til at fuldføre det; han har ganske vist lagt møje og omkostninger i det, men får intet ud af det. Der var en rig ung mand, som gerne ville følge Jesus; men det lod sig ikke gøre, hvis han ville beholde sin rigdom, og da han hørte, at han måtte forlade den, gik han bedrøvet bort! – Sådan går det for mange. Åh, hvor er det smerteligt, at de går bedrøvede bort! De var så nær ved himlens port; de så Herren og elskede ham på en vis måde, men de blev tvunget til at gå fra ham, gik bedrøvede bort, for de kunne ikke forlade alt for hans skyld. Disse søgte altså at gå ind, men kunne ikke. Men andre går uden at vide det bort fra Herren i en falsk trøst og mener, at de er hans, skønt den nye fødsels og den nye skabnings kendetegn mangler hos dem. Endnu andre er de, som ganske vist ikke for nogen pris i verden vil opgive at søge og heller ikke mener, at alt allerede er godt, men som altid tøver med selve det at gå ind gennem porten. De tænker på omvendelse og tro, men at tage fat på selve sagen, at tage fat på den omvendelse, de tænker på, eller nu at søge nåde og forlig med Gud, nu søge troens gave, troens liv og fred – det bliver ikke til noget; de tøver og venter, indtil det er for sent. Om det siger Herren her (v. 25): «Når husets herre har rejst sig og lukket døren, og I er begyndt at stå udenfor og banke på døren og sige: Herre, Herre, luk op for os!» osv. Her vises det, at de havde tænkt sig at gå ind, men nåede det ikke! De tøvede og tøvede det ene år efter det andet og mente, at Herren altid ville vente på dem og ikke ville kunne lukke døren, før de var gået ind, og blev så bedraget, at de til sidst ikke kunne komme ind. – Så meget om den første årsag til, at mange, som søger at gå ind gennem den snævre port, ikke kan det. Den var også let at forstå og give ret i.

Men den anden årsag er langt sværere at fatte; den er selve «anstødsstenen og forargelsens klippe». Den kan udtrykkes sådan: Mange skal søge så alvorligt at gå ind gennem den snævre port, at de for dens skyld kan forlade far, mor, brødre, ja, deres liv, men de skal alligevel ikke kunne komme ind, blot fordi de ikke ved, hvad den snævre port er, blot fordi de ikke vil give afkald på noget, som de hænger endnu mere ved end ved deres liv, nemlig deres egen mening og deres egen omvendelses og selvfornægtelses anseelse. Med andre ord: De søger at gå ind gennem den snævre port, men lader sig ikke sige – lader sig ikke sige, hvor den snævre port er, men farer frem og støder hovedet mod væggen, hvor der ingen port er. Det er det folk, Kristus egentlig mener og beskriver med den mand i brylluppet, som ikke havde bryllupsklæder, og med de jomfruer ved brylluppet, som nok havde lamper og nok gik ud for at møde brudgommen, men ikke havde olie i deres kar. For Kristus siger her: «De skal søge»; han siger ikke: De skal ikke søge alvorligt; nej, det er netop hans ærinde og hensigt på dette sted at fremstille søgningen, spisningen og samværet med ham (v. 26), men at fejlen var: Jeg kendte jer ikke, vi var ikke ret forenede; jeg, jeg var ikke for jer, hvad jeg skulle være. Og hvad er bryllupsklæderne andet end Kristus og hans fortjeneste, hans retfærdigheds hvide klæder, eller vaskningen i hans blod? Se Åb 7,14. Hvad er olien andet end den tro, som brænder af nådens overstrømmende fylde, dér hvor synden blev overstrømmende? Den, som får meget tilgivet, elsker meget. Se synderinden ved Jesu fødder (Luk 7,37–50).

De, som altså søger at gå ind gennem den snævre port, men ikke kan det, er derfor sådanne, som har alt andet undtagen ham, der er døren og vejen. De har nok Kristus og troen i læren, i forstanden og i munden; men i hjertet – i hjertet er noget andet deres vej, noget andet vigtigere og mere magtpåliggende for dem, nemlig hvad de selv ved Guds hjælp skal være og gøre. Nogle er så overfladiske, at de kan have nok i gerninger, i ydre overholdelser, og aldrig bekymrer sig om hjertet, om en ny fødsel; de er gået ud fra verden og deres tidligere levned, er begyndt at omgås Ordet og dets venner, at deltage i menneskekærlige foranstaltninger og religiøst arbejde for ulykkelige brødre inden for eller uden for kristenheden osv., og på det grundlag er de sikre på, at de jo er noget andet end verden og skal blive salige. Andre igen går dybere med sagen, så de også gør sig umage med hjertets genfødsel, omvendelse, anger, bøn, selvfornægtelse og flere gode ting; men også heri har de deres hjertes alt i alle, har nok ikke altid megen trøst, men dog deres håb, deres sigtepunkt i det. Det kan også mærkes på den måde, Kristus taler om: «Hvad hjertet er fuldt af, taler munden», nemlig ved at de først og sidst og mest taler om, hvad vi skal gøre og være. Når de, ligesom for at betale en skyldig afgift til læren og til Kristus, har sagt nogle korte, korrekte ord om Kristus og troen, så følger straks et tungt, vigtigt «men» og en hel mængde nidkære ord om, hvad vi skal være og gøre. – Hvad skal vi nu sige til det? Jo: «Det ene skal du gøre og ikke forsømme det andet»; men kun én er døren! Vores gøren, vågen, beden, kæmpen osv., alt det er jo gode ting, som også har deres plads og deres vægt; men Kristus, Kristus og hvad han har gjort, skal jo dog have den fornemste plads i hjertet! Alt, hvad vi skulle gøre, skal blive til skamme, og Kristus blive hjertets alt i alle, hjertets eneste hjælp og trøst og skat; mærk dig: i hjertet, ikke blot i bekendelsen og forstanden. Her gælder det om ikke at hykle og lyve for sin sjæl! At du forstår og bekender, at Kristus skal være hjertets alt i alle, det gælder ikke. Du må virkelig og i sandhed have det sådan i hjertet; så vil det også stikke frem i talen. Disse bliver altså afsløret på «sjibbolet», på den sang, som ingen kunne lære undtagen de beseglede; for deres hjerte synger en anden vise, om hvad vi skal være og gøre. Og årsagen er, at de endnu ikke er kommet så dybt i omvendelsen, at de er blevet til skamme med den; de har endnu ikke erfaret den virkning af loven, som omtales i Rom 7,7–13, at synden får liv og bliver overmåde syndig ved budet, i kap. 5,20, at «synden bliver overstrømmende», og i kap. 3,19, at «munden» således «bliver lukket», og man «bliver skyldig over for Gud». – Nej, de kan ikke forstå sig på denne underlige lære, vil ikke høre dette stykke, men tager kun det af Guds ord, som behager dem, og foragter netop det stykke, de mangler – begår altså en falskhed mod sig selv og mod Ordet. At de ikke har erfaret den netop nævnte virkning af loven, bekymrer dem ikke; for deres fromhedsiver, mener de, må jo bevise, at Kristus og troen lever i deres hjerter, skønt de burde vide med sig selv, at deres egne bodsøvelser gælder mere for dem end Kristus og al hans fortjeneste, og skønt tusinder uden tro har nidkærhed for Gud og jager efter retfærdigheden, men aldrig når den (Rom 9,31–32; 10,2–3).

Åh, gid de dog for deres evige saligheds skyld ville lade den milde Herres, Kristi, ord være sandhed, ham som siger, at de godt kan være med i brylluppet, men alligevel kastes ud i mørket udenfor, når de er der i deres egne klæder; at de godt kan søge at gå ind gennem den snævre port, kan have spist og drukket med Kristus, ja, profeteret i hans navn og gjort mange mægtige gerninger i hans navn (Matt 7,22), og alligevel få det svar: «Gå bort fra mig, jeg har aldrig kendt jer!» – og så skal den gruelige evighedsgråd begynde! (v. 28.) Herren har sagt det.

Men de elendige, som er utilfredse med deres omvendelse, anger, bøn og alvor, men elsker evangeliet og kun hungrer efter forsoningens nåde, de er sikrest bevaret mod al fare. Herren er de elendiges Frelser, «synderes ven», for at han kan blive æret i alt og blive alt i alle.