Hvad skal jeg gøre for at blive frelst og salig?

ApG 16,30

(Fjerde årgang, 1845)

Hvordan skal jeg få del i den nåde, som er givet os i Kristus? Jeg har set og fornemmet, at «Gud har udvalgt os i Kristus før verdens grundlæggelse»; jeg har fået kendskab til Guds evige pagt med sin Søn og hans testamente til menneskene: at Gud elskede verden sådan, at han gav sin enbårne Søn, for at han skulle blive vores anden Adam, stå i vores sted for Gud, «retfærdig for uretfærdige», gøre i vores sted, hvad vi burde gøre, og lide, hvad vi burde lide; jeg har fået kendskab til, at «det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed»; at «ham, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham». Dette er, mærker jeg, den dybe, evige, uforanderlige grundvold for alle Adams børns frelse, for ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, og det er Jesus Kristus (1 Kor 3,11); «for Herren har svoret og vil ikke fortryde det: Du er præst til evig tid på Melkisedeks vis» (Sl 110,4); og igen: «Bjergene skal vige og højene falde; men – min fredspagt skal ikke falde bort» (Es 54,10). Grunden ligger altså fast, og jeg har altså store skatte, som er vundet til mig og skænket mig og sikret mig i det evige testamente; men nu er spørgsmålet: Hvad skal så jeg gøre for at få del i disse nådeskatte? Hvilken er den rette vej og måde at tage imod dem på? For enhver kan let forstå, at ikke alle mennesker bliver frelst og salige, og at ikke alle får del i den store arv, men kun de, som søger og tager imod den på en bestemt, foreskrevet måde; enhver kan let indse, at den, som enten slet ikke søger denne skat eller søger den ad en forkert vej, ikke har mere ud af den, end hvis den aldrig var blevet vundet til os. Og hvor talløse og forskellige er ikke de måder og veje, ad hvilke mennesker har søgt at komme ind til livet, men ikke kunnet det (Luk 13,24)! Derfor endnu en gang: Hvordan skal jeg nu vide med vished, hvad der er den rette vej, den rette måde at få del i Kristi fortjeneste på? Hvordan skal jeg blive vis på det? Svar: At være vis på det ville aldrig i tiden være blevet muligt – vi ville være blevet i evig uvished – hvis ikke Gud også i denne sag i sit evige råd i himlen havde taget og fastsat en bestemt beslutning og siden åbenbaret os den i sit ord. Men nu – højlovet være Herrens navn! – han har besluttet, han har åbenbaret, han har i det evige himmelråd fastsat en vis og bestemt måde, hvorpå vi skulle få del i den nåde, der er vundet til os; og denne fastsatte måde har han også åbenbaret for os med så tydelige og bestemte ord, at han derfor sagde: «Nu har de ingen undskyldning».

Ingen behøver at være uvis. Den, som blot vil give agt på Guds fastsatte råd og beslutning om vores frelse og salighed, sådan som det er åbenbaret i Ordet, kan blive lige så vis på frelsens vej, som han nogensinde er på, at han selv er til. Den, som ikke er vis på, hvordan man bliver frelst, har bestemt ikke givet agt på Guds evige beslutning om det, som er åbenbaret i Ordet, men har i stedet forsøgt ved egen eftertanke – altså ved at spørge den blinde fornuft til råds – at udtænke, ja, lave sig sin egen frelsesvej. Når en sådan så i Skriften læser det lille, enfoldige ord, som udtrykker hele hemmeligheden og kunsten at komme ind i Guds rige, så undrer han sig over, at det står sådan, ja, han støder sig på det i stedet for ydmygt og lydigt at tage imod det. På den måde må han mere og mere forvirres, forblindes, «fanges i snaren og tages til fange» (Es 8,14–15) og må blive i en evig uvished. Eller har tusinder ikke undret sig over, hvorfor det lille, enfoldige ord tro, af tro, ved tro osv. hele tiden skal forekomme i Skriften, og hvorfor hele saligheden skal være bundet netop til troen? Tusinder har taget anstød og stødt sig på det. Men hvad hjælper det? Der står den dog, denne anstødsklippe, urokkeligt fast grundlagt i Guds evige fredsråd.

Gud har nemlig fra evighed besluttet og i sit ord åbenbaret, at ligesom den eneste Søn, vores Mellemmand, af lutter nåde i egen person skulle vinde hele frelsens skat til os og give os den som en fri gave, sådan skulle vi ikke behøve at gøre det mindste for at fortjene den eller blive værdige til den, men vi skulle kun tage imod den som en fri gave og skænk. Men da denne gave uddeles ved ord, løfter og tilsagn, kunne den ikke modtages ved noget andet end ved troen. Hvordan denne tro opstår, og hvad den virker, skal vises senere; men her skal man straks lægge godt mærke til, at den saliggørende tro i virkeligheden ikke er andet end tro, nemlig at tage imod gaven på en sådan måde, som svarer til den måde, den gives på. Den gives som skænk, den skal modtages som en skænk; den gives med ord, den skal modtages med tro. Det, der tilkommer os, er altså blot at tage imod. – «Derfor», siger Apostlen, «derfor er det af tro, for at det skal være af nåde, så løftet kan stå fast for hele hans slægt» (Rom 4,16); for grundloven var: «Af nåde er I frelst ved tro, og det er ikke af jer selv, Guds gave er det» (Ef 2,8); gave er det, læg mærke til det! gave er det. Derfor skete det, at samtidig med at Kristus forkyndte Faderens evige forsoningsråd: «Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn», føjede han straks den fastsatte måde og det middel til, hvorved vi skal få del i gaven, idet han sagde: «for at enhver, som tror på ham (Sønnen), ikke skal fortabes, men have evigt liv». Samtidig med at han gav sine disciple den store apostelbefaling: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen», erklærede han straks, hvem der skulle få del i det: «Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst» (Mark 16,15–16). Ja, derfor skete det, at Kristus, mens han vandrede omkring, gjorde godt og helbredte alle, hele tiden havde det ord i munden og sagde: «Din tro har frelst dig», «det ske dig, som du tror», «hvis du troede» osv.

Således er også alle fædrene i Det Gamle Testamente blevet retfærdige ved tro og har «fået det vidnesbyrd, at de behagede Gud» (Hebr 11,1–39). Allerede Adams og Evas anden søn, den retfærdige Abel (Matt 23,35), var retfærdig ved tro, og derfor behagede hans offer Gud, fordi han ved tro fik «det vidnesbyrd, at han var retfærdig» (Hebr 11,4). Ved tro ærede Noa Gud – – og blev «arving til den retfærdighed, som er af tro» (v. 7). Og Abraham «troede på Herren (i løftet om den velsignede sæd, Kristus), og han regnede ham det til retfærdighed» (1 Mos 15,6). Og den fromme Tobias sagde: «Vi venter på et liv, som Gud vil give dem, som bliver stærke og faste i troen for ham» (Tob 2,18).

Men allertydeligst er apostlenes og især det «udvalgte redskab» Paulus’ vidnesbyrd om troen. I Rom 3 siger Paulus, at «Gud har stillet Kristus frem som et sonoffer ved troen, ved hans blod» (v. 25); «at retfærdigheden kommer ved tro på Jesus Kristus til alle og over alle, som tror (v. 22); at mennesket bliver retfærdiggjort ved tro uden lovens gerninger» (v. 28).

I kapitel 4, v. 5 siger han: «Men den, som ikke holder sig til gerninger, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham tilregnes hans tro som retfærdighed», v. 14: «Hvis de, der er af loven, er arvinger, så er troen blevet forgæves og løftet gjort til intet».

I Gal 2,16 siger han: «Da vi ved, at et menneske ikke bliver retfærdiggjort af lovens gerninger, men ved tro på Jesus Kristus, er også vi kommet til tro på Kristus Jesus, for at vi skulle retfærdiggøres af tro på Kristus og ikke af lovens gerninger, fordi intet kød skal retfærdiggøres af lovens gerninger».

V. 20: «Det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig».

Kap. 3, v. 7: «Forstå derfor, at de, som er af tro, de er Abrahams børn».

V. 9: «Således bliver de, som er af tro, velsignet sammen med den troende Abraham».

For «Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed – – for at han skulle være far til alle uomskårne, som tror, så retfærdighed skulle tilregnes også dem» (Rom 4,3.11).

Gal 3,26: «For I er alle Guds børn ved troen i Kristus Jesus».

Af alle disse og utallige andre soleklare og urokkelige ord i Skriften ser vi, at det var Guds evige råd og beslutning, at vi alene ved troen på Kristus og hans forsoningsblod skulle få del i dette, blive retfærdige, velsignede og optaget som Guds børn. Disse nådens skatte er en fri skænk og gave, som allerede sagt, og skulle derfor kun modtages med troen. Men når nåden er så fri, himlens dør så vidt åben, så må vel alle syndere med glæde tage imod en sådan nåde, så bliver vel ingen synder tilbage? Kom og se, hvordan det går! Kom og se, hvad der menes med den saliggørende tro, som de anførte bibelord taler om; se, hvordan den opstår, og hvordan den fornemmes!

Et stort, rigt, frit og gavmildt gæstebud eller bryllup (Matt 22,2) er gjort i stand – et gæstebud med fede retter, med gammel vin (Es 25); et gæstebud af lutter nåde og salighed, af lægedom for de syge, af forløsning, frihed og fred for de bundne. Alt er rede, og budskabet er sendt ud for at indbyde gæsterne til at komme; og budskabet råber trøstende og med åben mund til alle, til dem, som er nær, og dem, som er fjerne: Nu vel, I arme syndere! Rejs jer og fryd jer! I skal ikke gå fortabt; synden er nu dækket, skylden sonet og den evige retfærdighed bragt frem (Dan 9); kom, smag og se, hvor god Herren er! Alle I, som er elendige, alle I, som er fanget og bundet af synden og Satan, alle I knuste og sørgende hjerter, hør: han er kommet, han er kommet, som netop er «sendt for at bringe glædesbud til de arme, for at forbinde dem, hvis hjerte er knust, for at forkynde frihed for de fangne og løsladelse for de bundne, for at trøste alle, der sørger» (Es 61,1). Ja, «alle I, som tørster, kom hid efter vand, og I, som ingen penge har, kom, køb korn og spis, kom, køb korn uden penge og for intet, både vin og mælk» (kap. 55,1). – Sådan lyder indbydelsen til nådens bryllup. Men hvordan går det så, når folket hører en så dejlig indbydelse – en så fri og almindelig indbydelse? Ser du ikke en stor, almindelig bevægelse, hvordan de alle forlader alt, hvad de har for hænder, hvordan det end står eller ligger, og skynder sig og løber til brylluppet? – Nej, tværtimod ser jeg alting ganske stille og uforandret, hvor budskabet går frem; jeg ser mange, som ikke får tid til at høre budskabet til ende, men skynder sig bort til deres handel; jeg ser en anden gå til sin jord; en tredje bliver hjemme for sin hustrus skyld, for familiens og vennernes skyld. Men endelig ser jeg her og der en krøbling, her og der en syg tigger, en halt, en blind, en fange; de tager budskabet alvorligt; de standser og spørger, hvad det er; de, ser jeg, trækker sig hen mod bryllupshuset, selv om det går noget trægt med selve at gå indenfor, formodentlig fordi de ikke synes, de er godt nok klædt på – men de trækker sig dog efterhånden ind.

Men sig mig nu årsagen til, at den første, den store, agtværdige skare ikke kom til brylluppet? Måtte de ikke komme, var de ikke indbudt? – Jo, de måtte gerne, men de ville ikke komme (Matt 22,3). – Ville ikke komme! Hvorfor ville de ikke komme? – Svar: De raske søger ikke læge, men de syge (Matt 9,12); de frie søger ikke forløsning, men de bundne; de rige og mætte tyr ikke til menneskevennens barmhjertighed, men de fattige og sultne. – Findes der da noget menneske, som er åndeligt rask, frit og rigt, før det er kommet til nådens bryllup? Nej, «der er ingen retfærdig, ikke én. Alle er kommet på afveje; allesammen er blevet unyttige; der er ingen, som gør godt, der er ikke en eneste. Her er ingen forskel – for Gud. Alle har syndet og mangler æren for Gud» (Rom 3,10.12.22–23). Men det mærker de ikke allesammen, men siger i deres hjerte: Jeg er rig og har overflod og mangler intet (Åb 3,17). De ligger på et farligt sted, men sover og ser derfor ingen fare, og derfor siger de, når budskabet om det taler til dem: «Ja, ja – men – lidt mere søvn!»

Her ser du altså årsagen til, at Herren først må slå ihjel og siden gøre levende; først føre ned i dødsriget og siden føre op derfra (1 Sam 2,6); først slå og siden læge. Han vil nemlig have bryllupsbordene fyldt; og derfor må vi først gøres syge, fattige, bundne, derfor må vi først knuses, ydmyges, brydes sønder, derfor må vores synd, nød og død åbenbares for os. Det gør Herren ved loven, dens krav og domme, ved omvendelsesprædikenen, som er den rette forløber, der skal berede Herren vej. Og heraf kan du nu også forstå, hvad den rette omvendelse er, når du ser, hvad dens formål er. Mange mennesker mener, at omvendelsen skal være en forbedring, hvorved man skal blive mere behagelig for Gud eller i det mindste lidt lettere for Gud at tage imod; men det er en grundvildfarelse. Den rette omvendelse er tværtimod, som Luther siger, kun «den vakte og stinkende synd», som slet ikke gør os spor mere behagelige for Gud. En anden Åndens mand siger: «Den rette omvendelse er kun den brudte is, hvorved den, som før løb lystigt og frit på dens glatte overflade, nu ligger nede i det kolde vand og råber om hjælp». Dette dybe, kolde vand, denne dødsnød, som driver mennesket til at søge hjælperen i nøden (Jer 14,8), det er den rette omvendelse. Men hvad siger Herren selv? Sådan siger Herren:

«I deres nød skal de søge mig og sige: Kom, lad os vende om til Herren; for han har såret os, men han vil også læge os. Han slog os, men han vil også forbinde os. – – Derfor tugtede jeg dem ved profeterne og dræbte dem med min munds ord, og min dom gik ud som lyset. For kærlighed har jeg lyst til, ikke offer, og kendskab til Gud mere end brændofre» (Hos 5,15–6,1; 6,5–6). Og Paulus:

«Således er loven blevet vores tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjort af tro» (Gal 3,24). Og igen:

«Men loven kom også ind, for at overtrædelsen skulle blive stor; men hvor synden blev stor, dér blev nåden endnu større» (Rom 5,20).

Men for at ingen skal tro, at Gud for sin del behøver denne vores omvendelse, at omvendelsen skal bane os vej til Guds hjerte – den skal tværtimod «berede Herren vej» til vores hjerter – derfor taler Skriften, når den vil sige, hvorved vi bliver retfærdige og salige, hele tiden om troen; for nåden, livet og saligheden ligger så helt og holdent i Kristus alene, at hvis det havde været muligt for nogen at gribe Kristus med levende tro uden denne omvendelsens nød, så ville han bestemt blive salig; for den, som har Sønnen, har livet (1 Joh 5,12). Men det var aldrig muligt; man har aldrig i Skriften et eneste eksempel eller ord, som viser, at nogen har grebet Kristus på en sand og levende måde uden at have kendt syndenød; derfor må omvendelse prædikes og syndenøden åbenbares, for det er den, der bereder Herren vej.

Denne syndenød, denne «overtrædelsens overflod», opstår ikke ved at man foragter loven, men tværtimod ved at man for alvor gør sig umage med loven. Det foregår sådan: Et menneske bliver af Guds Ånd vakt af den åndelige dødssøvn gennem et eller andet Guds ord; det ser, at det står dårligt til med sjælen, at det har sovet over en bundløs afgrund, sovet under den Almægtiges retfærdige dom, at det helt og holdent er i en ulyksalig tilstand. Nu er det ikke tid til at hvile længere, nu gælder det om hurtigt at blive reddet ud af nøden. Men hvad skal det nu gøre? Guds ord kan give det hvilket svar det end vil – det hører kun ét: Omvend jer! Det har tydeligt fornemmet, at det er ved synden, det er kommet under Guds dom; derfor mener det, at det er ved omvendelsen, ved at aflægge synden og leve efter loven, at det skal reddes derfra. Derfor tager det nu fat på sagen, vil blive fromt, skiller sig fra verdsligt selskab, læser Guds ord, beder, kæmper mod sine synder; og alt dette går ganske godt, så længe det kun holder sig på overfladen, aflægger ydre synder, øver ydre gode gerninger og ikke bekymrer sig om det indre onde, som plejer at stige og tage til i samme grad, som det ydre bliver holdt tilbage. Og kan det nu blive trøstet og tilfreds med sin formodede forbedring og overse den indre fordærvelse (idet det undskylder sig med, at der også hos kristne findes stor svaghed, eller noget lignende), så er dette vakte menneske ikke blevet en kristen, men en farisæer; enten var det aldrig rigtig vakt, eller også er det faldet i søvn igen på sin gamle grund, uden at loven er blevet dets tugtemester til Kristus, uden at overtrædelsen har taget overhånd. Det har aflagt én, to, tre eller flere ydre synder, som verden øver, og er begyndt at øve én, to, tre eller flere smukke gerninger, som verden ikke øver; det læser Guds ord, elsker og forstår det, er virksomt for andres bedste osv., hvad verden ikke gør – så er det jo nu noget andet end verden, så er det jo nu et nyt menneske; og skulle det så ikke tro det bedste, skulle det så ikke trøste sig, især da Kristus også er død for os syndere? Skulle det ikke nu begynde med troen, håbet og kærligheden og regne sig for en kristen? – Se, det er dem, der har kastet sig ind over muren på gudfrygtighedens vej og ikke er gået ind ad døren, gennem den snævre port. – Men skal omvendelsen være sand, skal man gå gennem den snævre port, så må det gå en helt anden vej; så må omvendelsen selv ikke tilfredsstille sjælen. Nej, så må budet komme ned til selve roden og kilden til det onde og angribe selve grundfordærvelsen. Og når Guds hellige lov så begynder at irettesætte og fordømme de inderste tilbøjeligheder, begynder at kræve en fuldkommen hellighed, en stadig kærlighed til Gud og det gode, et stadigt og alvorligt had til alle synder, en stadig og omhyggelig årvågenhed og kamp mod alt ondt, og mennesket nu begynder at give agt på sine dybeste uarter, sine mest skjulte syndevederstyggeligheder, give agt på sin egenkærlighed og egenvilje, sit hovmod, sin afgudsdyrkelse, sin kulde over for Gud, sin dovenskab til bøn, sin tilbøjelighed til vellyst, hoffærdighed og griskhed osv., og det nu begynder at kæmpe mod alt dette – så bliver Apostlens ord sande: «Da budet kom, levede synden op. – For synden fik en anledning og bedrog mig ved budet og slog mig ihjel ved det – – for at synden skulle blive overmåde syndig ved budet» (Rom 7,9.11.13). Det stakkels menneske synes nemlig, at det bliver værre, end det nogen sinde har været; synder, som det knap troede at have det mindste frø til, bliver nu så voldsomme og ihærdige, at det bliver helt forskrækket; aldrig har det været så grueligt syndigt og ulykkeligt som nu, synes det; skønt sandheden er, at alt dette forfærdelige onde før lå stille og sov på hjertets bund, men nu ved loven er blevet vakt til liv og virksomhed. Det kaldes da med rette, at overtrædelsen tager overhånd, at synden bliver overmåde syndig ved budet.

Se, på den måde bliver mennesket helt ulykkeligt og fordømt, hvad det end tager sig for. Vil det gøre det bedste, det ved, og for alvor gøre sig umage med at leve efter loven, så bliver det forfærdelig syndigt og fordømt; vil det derimod glemme dette, foragte loven og sove i synden, så er det jo selvskrevet til fordømmelsen. Hvad skal det så gøre for at blive frelst? Ja, hvad skal det gøre? Det må jo ganske enkelt fortvivle over al sin gøren. Af al dets gøren blev følgen kun en forfærdelig syndighed, en bedrøvelig rådvildhed, en ynkelig afmagt, et sygt, sukkende hjerte, en fordømt og fortvivlet tilstand, som det umuligt kan hjælpe; det må hellere tusind gange fare til helvede, end det kan hjælpe sig selv ud af denne syndenød. Det ser synden, men kan ikke modstå den; det ved om synden, men kan ikke engang rigtig føle og angre den; det lider under synden, men elsker den forfærdeligt – det hader den, men som slaven hader åget, ikke med barnets villige ånd, som kun kommer med troen. – Her har vi da endelig den syge, den sygdomsramte krøbling, som gerne tager imod lægen; her den bundne fange, som gerne tager imod befrielse; her den fattige, som gerne tager imod indbydelsen til brylluppet; her den fortabte og fordømte synder, som gerne hører budskab om fred og nåde. Her bliver det et lyst og glad budskab, når der forkyndes om forløsningen i Kristus Jesus; her smager det godt at få høre om den retfærdighed, som er åbenbaret uden lovens hjælp; at høre om ham, som gør den ugudelige retfærdig; her smager det godt at høre den røst: «Kom til mig, alle I, som arbejder og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile»; og det ord: «Af nåde er I frelst ved tro, og det ikke af jer selv; Guds gave er det», m.fl.

Når nu dette lyse budskab kommer til sådanne ulykkelige, fattige, syge og bundne sjæle, dvs. når disse sjæle, der har mistet modet over deres synder, ja, over den omvendelse, de har taget fat på, begynder at fornemme, hvad evangeliet egentlig indeholder og tilsiger dem, nemlig at alt det, de så ængsteligt og forgæves har søgt hos sig selv, har søgt at vinde ved omvendelse, anger, bønner og kamp, allerede er erhvervet og vundet for dem af en anden mand, og uden nogen fortjeneste eller værdighed fra deres side skænket og tilbudt dem, ja, i et evigt testamente tilsikret dem – når de begynder at fornemme det budskab, at netop det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed; at en evig retfærdighed uden deres, ja, uden lovens hjælp er gjort færdig og erhvervet for dem og længe har ventet på dem, hvis de blot ville komme og tage imod den – se, når de begynder at fornemme noget sådant, så bliver det ikke uden frugt; så udøver det en uvilkårlig, inderlig dragning på deres hjerter; så tænder det i dem den sande, levende og saliggørende tro. Her bliver der undren og spørgen; her glæde og håb; her forøget sorg og anger; her vished og fryd – alt af det samme livgivende evangelium, alt af den samme tro, som bryder frem. Den ene begynder at undre sig og spørge: Skal det forstås sådan? Kan også jeg få lov at komme? Og en strækken sig ud efter Kristus, en sult og tørst efter hans retfærdighed fylder hjertet. En anden bliver ligesom endnu mere bedrøvet end før – det hjerte, som under loven var tørret ud og forhærdet, begynder at smelte ved Guds store kærlighed, så det bliver en ny sorg, men forenet med håb og inderlig længsel efter nu at få del i denne kærlighed og nåde. En tredje bliver ligesom på én gang revet fra den dybeste nød op til den højeste fryd og vished. Heri er Helligåndens veje forskellige med forskellige sjæle og under forskellige omstændigheder. Men hos alle, som i deres nød har fornemmet så meget af evangeliet, at deres stakkels, nedtrykte hjerter, deres øjne, der var vendt nedad mod dem selv og deres egen retfærdighed, nu er draget mod et andet mål, nu er vendt opad mod den korsfæstede, nu er vendt bort fra deres egen retfærdighed til hans retfærdighed, fra deres lydighed til hans lydighed, fra deres anger til hans angst, fra deres egne bønner til hans bønner osv., så alt deres håb om frelse, al deres længsel og trang nu er sat til ham – se, hos alle disse er der allerede tændt en saliggørende tro, nemlig den tro, som Kristus så ofte priste hos dem, der kom til ham for at søge nåde og hjælp hos ham; fx den syge kvinde i Matt 9, som trængte sig helt hen til Jesus og rørte ved hans kappesøm for at blive helbredt for sin sygdom og blev rask i samme stund; og Jesus sagde: «Vær ved godt mod, min datter, din tro har hjulpet dig» (v. 22); og på samme måde synderinden, som i Simons hus badede Jesu fødder med sine tårer og fik det tilsagn: «Dine synder er forladt – din tro har frelst dig; gå bort med fred» (Luk 7,37–50). Om disse eksempler siger Luther: «De havde hørt det gode rygte (evangeliet), at Jesus var en mand, som hjalp og trøstede alle, og dette rygte havde de troet, og derfor kom de til ham, drevet af nøden. Havde de ikke troet, var de ikke kommet» osv.; men læg mærke til det! Denne deres tro havde kun vist sig i, at de søgte, kom og påkaldte Herrens navn; og alligevel sagde Jesus, at den var en virkelig tro, en frelsende tro, og det var netop om den, han sagde: «Din tro har frelst dig». Derfor, når Apostlen i Rom 10 taler om troen og anfører profeten Joels ord: «Enhver, som påkalder Herrens navn, skal blive frelst», så tilføjer han straks: «Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke tror på?» (v. 14), og viser dermed tydeligt, at hvor denne påkaldelse findes, dér må der nødvendigvis være tro. Den samme slags tro ligger også i den sult og tørst, som Jesus taler om: «Salige er de, som sulter og tørster efter retfærdigheden»; og i det at komme til ham, som han taler om: «Den, som kommer til mig, vil jeg sandelig ikke støde bort»; og i det at tage imod ham, som Johannes taler om: «Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn». En sådan kommende, sultende og tørstende, kæmpende og søgende tro viste sig også hos faderen til den besatte dreng, da han grædende råbte: «Herre, jeg tror, hjælp min vantro»; hos bruden i Højsangen, da hun om natten gik rundt i byen og søgte sin sjæls ven og spurgte vægterne: «Har I set ham, som min sjæl elsker?» (kap. 3,3); og hos patriarken Jakob, da han udbrød: «Jeg slipper dig ikke, uden at du velsigner mig». Se, på denne søgende, påkaldende, sultende og tørstende tro, som er den egentlig saliggørende tro, fordi den nu er sat til Jesus og, idet den fortvivler over alle egne forsøg, kun søger sin frelse i ham – på denne tro følger før eller siden også en anden grad af tro, et finden, en forvisning, et svar, så bruden nu siger: Jeg har fundet ham, som min sjæl elsker – han er min, og jeg er hans; så sløret falder fra øjnene, mine sanser nu åbnes, og jeg på én gang ser, hvad jeg ikke før kunne se: hvordan alt det, jeg endnu gik og ventede på, var fuldbragt i Kristus; hvordan alle mine synder og urenheder, al min kulde og dovenskab og hårdhed var dyrt nok sonet, betalt, slettet ud i ham, ja, sænket i havets dyb, og at jeg kun på grund af vantroen er gået så ulykkelig omkring; ja, så jeg nu siger: «Én er død for alle, og derfor er alle døde» (2 Kor 5); jeg er død og opstanden i Kristus; «Én er død for alle alene, og alle er døde i én»; og «jeg er en af alle dem, som døde ved Jerusalem». Kristus døde sandelig ikke for sig selv, men for os; er det ikke sandt, så er intet sandt; er det ikke klart i Skriften, så er intet klart og vist; er det ikke nok til min forsoning og salighed, så er intet nok, så er det evigt forbi med alt; jeg kan ikke røre en finger til min frelse; «jeg er en usel syndens træl, men her skal frihed findes! For Gud besluttede min arme sjæl i fredens råd og tanke; har jeg i arv min faders fejl, så fik jeg her igen min del, som læger alle syge».

Se, dette er troens fulde vished. Med den følger altid fred, en salig fred, Guds fred, nemlig fred i samvittigheden fra de gnavende synder – for de er nu alle taget bort, tilgivet – og et fortroligt venskab med Gud; om den fred siger Apostlen: «Da vi nu er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus» (Rom 5,1). Derved følger også ofte straks en helt ny, en overnaturlig glæde og fryd, et mærkbart svar fra Guds kærlighed, hvorved sjælen får smage og se, hvor god Herren er. Men denne mærkbare fryd udgør ikke troens væsen, den følger heller ikke altid straks efter troen, og Skriften har heller ikke knyttet saligheden til denne fryd, men kun til troen på Kristus. Det skal man lægge nøje mærke til, for at vi kan vurdere den rigtigt. Til den nævnte fred og det venskab med Gud hører en ny, salig barnlig tillid til ham, en barnlig, lovprisende eller bedende ånd, som Apostlen kalder «de udkårne børns Ånd, som råber: Abba, kære Fader» (Rom 8,15). «Ånden selv vidner sammen med vores ånd, at vi er Guds børn» (v. 16). Det vidner også den nye skabning om, eller hele det nye væsen, som er opstået ved troen: det nye sind, den nye åndelige smag, lyst og glæde ved Guds lov, ved det hellige og himmelske, den nye lede og afsky for det verdslige, kødelige og syndige, den nye forstand, det nye åndelige syn og den nye åndelige hørelse, det nye tungemål eller bekendelse, kærligheden til brødrene, ja, den nye kærlighed og omsorg for alle mennesker – kort sagt, alt dette nye, som er opstået ved troen, vidner om, at en ny fødsel er sket, at jeg nu er i Kristus, som Paulus igen siger: «Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, alt er blevet nyt» (2 Kor 5,17). Så meget om den modtagne nådes frugter og vidnesbyrd.

Når der derimod er tale om selve det at tage imod nåden, eller hvordan og hvorved vi kommer til at nyde den, så svarer Ordet, som vi har set: kun ved troen, kun ved at tage imod gaven; for grunden må aldrig glemmes, nemlig at Gud har udvalgt os i Kristus før verdens grundlæggelse; at alt er fuldbragt i Kristi død; at alt er rede; at «vi er frelst af nåde ved tro, Guds gave er det»; og «derfor må det være af tro, for at det kan være af nåde, så løftet kan stå fast». – Heraf følger nu den store evangeliske sandhed, at enhver, som vil have del i Kristus, som blot kommer til ham, blot tager imod ham, straks får al den salighed, som er givet os i Kristus, og ikke behøver at savne den et eneste øjeblik; som Bibelen udtrykkeligt siger på sin sidste side: «Den, som tørster, skal komme; og den, som vil, skal tage livets vand for intet» (Åb 22,17).