Alt kød skal tilsammen se, at Herrens mund taler

(Syttende årgang, 1858)

I denne artikel vil vi se på noget, som måske kan være med til at vække os af vores søvnighed og gøre hele Guds ord vigtigere for os. Oprigtige kristne må ofte erfare, at man, før man mærker det, begynder mere eller mindre at sove og regne Gud for ingenting – alt Guds ord er blevet mere usikkert for sjælen, og derfor er hele kristendommen blevet slap og søvnig. Så kan det være meget nyttigt at betragte sådan et stykke som det, vi meddeler nedenfor. Det skal sige os, så det kan gå os gennem marv og ben, at her lever en Gud i verden, stor og sanddru i sine domme – at «vi ikke har fulgt klogt udtænkte myter», når vi har hørt og modtaget Guds ord, men at det virkelig er den almægtige Gud selv, som har talt i den bog, Bibelen. Og hvis vi rigtig troede den sandhed, ville hele vores liv være helt anderledes, end det er. Vi skal se, at de, der tror, alligevel ikke rigtig tror, og at de, der er vågne, mere end halvt sover. Hvis jeg var rigtig vågen og rigtig troede, at det er Gud selv, som har talt i Den Hellige Skrift, ville jeg næsten ikke kunne leve af glæde og undren; så ville jeg hvert øjeblik brænde af hellig iver, glæde, kærlighed, gudsfrygt og et himmelsk sind. Vished i troen er hele kristendommens kraft og styrke. Hvis jeg rigtig troede, at Gud har skabt mig til et evigt liv i himlen og selv har rådet bod på syndefaldet ved sin Søn, så ingen synd, lov eller død skal beholde mig, men at jeg alene ved troen på Kristus er hellig og yndig for Guds øjne, er hans elskede barn og hans evige Søns bror og medarving, som efter en kort tids møje i jammerdalen skal være med Gud, englene og alle de hellige i evig herlighed – hvis jeg rigtig troede det, ville jeg jo gerne og med glæde løbe mod det hedeste bål, af hjertet gerne lade mig hugge i stykker og kun prise, takke og juble. Hvis jeg rigtig troede, hvad Kristus siger, at han er os så nådig og så nær, at også alle vores hovedhår er talt, at ikke et hår falder af vores hoved uden hans vilje, at ikke en eneste ængstelig tanke må fare gennem vores hjerte uden hans tilskikkelse – hvad skulle så her på jorden kunne tynge mit sind? Hvilken sørgelig hændelse eller hvilket ondt menneske skulle kunne berøve mig min høje, himmelske fred? Videre: Hvis jeg rigtig troede, at den store, hellige Gud hvert øjeblik følger mig med sine øjne, hvordan skulle jeg så i letsind kunne gøre noget, som mishager ham, eller regne nogen synd for ringe? Hvor årvågent og trofast ville jeg ikke vandre i hans ansigts lys! Endelig: Hvis jeg rigtig troede både himmel og helvede og Herrens bestemte domme i Den Hellige Skrift, hvordan skulle jeg så kunne se et eneste menneske uden at brænde af nidkærhed for dets frelse? Heraf ser vi, at vished i troen er hele kristendommens kraft og styrke (Hebr 11,32–39). Men vi ser også, hvordan vi går med vores tro som i søvne – og deraf ser vi, hvor vigtig den betragtning er, som vi nu tager fat på. Vi ved godt, at troen er Guds gerning i sjælen, og at den, der har fået den dyrebare gave og «har vidnesbyrdet i sig selv», ikke behøver noget bevis; at derimod den, som Gud ikke vil åbenbare det for (Matt 11,25.27; 13,11–15), aldrig skal blive overbevist ved nogen bevisførelse, men skal «se med seende øjne og dog ikke se». Men da Herren sædvanligvis giver sine gaver gennem et middel og for at gøre troen viss og bringe tvivlen til tavshed har sat et stort tegn på sine ords sandhed for hele verdens øjne, er det grund nok til at pege på det.

Det tegn, vi her tænker på, er nemlig det jødiske folk og dets mærkelige skæbne på jorden. Det tegn er så bemærkelsesværdigt, at ingen kristen bør være uvidende om det. Især for dem, der bor i de byer, hvor jøderne må opholde sig, og som dagligt ser dem i gaderne med deres stadig lige så særprægede ansigtstræk, er det en mærkelig betragtning blot at spørge: «Hvad er det for et folk, og hvor er de kommet fra?» Og hvis man desuden kender deres helt egen skæbne i hele verden og stiller den sammen med de bestemte forudsigelser om den, må man med en vis forbløffelse over sin bibel udbryde: «Her taler sandelig Herren Gud selv!» *)

*) Her følger et uddrag af bogen Vidnesbyrd om opfyldelsen af Skriftens profetier af Alex. Keith, som er udeladt, da vi i dette værk kun samler, hvad C.O.R. har skrevet.