«Hvad ser du?»

Det var et spørgsmål, Herren stillede profeten, da han viste ham et af tegnene på de straffedomme, som skulle komme over jøderne; og det spørgsmål gentog han ved hvert tegn, han lod profeten se. Og nu, da vi har kastet et blik på, hvor forunderligt nøjagtigt Herrens forudsigelser er gået i opfyldelse, skulle vi så ikke også høre dette spørgsmål fra Herrens mund: «Hvad ser du?» Hvad lærer du af alt det, du har set? Det første, vi må se, hvis vi ikke er slået med jødisk forblindelse, er, at Bibelens profetier ikke er kommet frem ved menneskers vilje, men virkelig er den almægtige Guds åbenbaringer. Herren Gud forbarme sig over os og vække os af søvnen! Vi ser jo, at det er Herrens mund, der har talt. Et stort, herligt syn! Se, Bibelen indeholder Skaberens egne ord. Se, vi har ikke fulgt klogt udtænkte myter. Alt, hvad der står i Bibelen, er guddommelig sandhed. Den Ånd, der taler i Bibelen, den Ånd, som årtusinder i forvejen har sagt så nøjagtigt, hvad der skulle ske, den Ånd skal sandelig ikke lyve i et eneste bogstav. Himmel og jord skal forgå, men ikke et bogstav eller en tøddel af det, den Ånd har talt. Det er det første, vi nu bør se.

Men det andet, vi bør have lagt mærke til, er, at Herren Gud har sat det jødiske folk som et tegn blandt alle slægter på jorden, som et under og et vidnesbyrd for alle folk, så vi på dem skal se både hans godhed og hans strenghed (Rom 11,22). Derfor skulle de også spredes blandt alle andre folk på jorden for med deres mærkelige skæbne at vidne om, hvem den Herre var, hvis blod de kaldte ned over sig, ja, vidne om sandheden i alt Guds ord. Og så bliver det især vigtigt at spørge: Hvad var det egentlig, der bragte denne forfærdelige dom over jøderne? Det var synden, siger du. Ja, bestemt var det synden; men ikke en hvilken som helst synd, ikke den synd, som et bodfærdigt hjerte begræder. Sådan siger Herren, da han første gang drager ind i Jerusalem og ved et blik ud over byen græder over den og endnu en gang udtaler den uigenkaldelige dom – sådan udtrykker han grunden til den: «Fordi du ikke kendte den tid, da du blev søgt.» Sådan siger Herren! Da vinbønderne først på mange måder havde mishandlet husbondens tjenere og til sidst, da han sendte sin søn, sagde: «Han er arvingen, kom, lad os dræbe ham» (Matt 21); da de, der var indbudt til brylluppet, ikke blot forsømte det, men også greb hans tjenere, mishandlede og dræbte dem (kap. 22) – sådan har Kristus forklaret grunden – «da blev kongen vred og sendte sine hære og udryddede disse mordere og brændte deres by». Så længe de lod sig «tugte af profeterne» og havde ærefrygt for Ordet, selv om de også syndede imod det, revsede og opdrog Herren dem som en far sine børn. Men da de ikke længere ville høre hans røst, men kastede hans ord bag sig og til sidst forgreb sig på hans elskede Søn og forkastede det eneste sonoffer, så var der ikke længere noget offer tilbage for synder for dem, men en forfærdelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne. Det skal vi lære af dette advarende straffetegn, der står for hele verdens øjne.

Sådan siger Herren: «Dette er dommen» – eller fordømmelsens vej og årsag – «at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset» osv. Det er den vantro, som fordømmer, nemlig at mennesket ved lyset står uden undskyldning, men ikke vil standse ved dets formaning, men står imod og forbitrer hans Hellige Ånd; som vi læser i Es 63: «De var ulydige og bedrøvede hans Hellige Ånd, og han blev forvandlet til deres fjende; han stred selv imod dem.»

«Hvis vi dømte os selv ret, ville vi ikke blive dømt», siger Apostlen. Det menneske, der standser ved Herrens røst, kender og erkender sin synd, gerne ville være den kvit, men føler, at det er bundet og magtesløst under synden, ja, magtesløst og fortabt, og derfor søger barmhjertighed og frelse alene i Kristus – Gud har bestandig tålmodighed med det menneske – ja, «som en far forbarmer sig over børnene, sådan forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham» – han tilregner ikke det menneske nogen synd til fordømmelse, men ser det kun i sin elskede Søn som sit yndige og elskede barn. Sådan siger Herren, og han bekræfter det med ed ved sit eget evige væsen, da han ikke havde nogen større at sværge ved: «Så sandt jeg lever, jeg har ingen lyst til den ugudeliges død, men til at den ugudelige vender om fra sin vej, så skal han leve.» Og igen: «Jeg er A og O, begyndelsen og enden. Jeg vil give den, der tørster, af livets vandkilde for intet.» Hør: «for intet!» Hvem du end er, du som læser disse majestætiske ord, og hvis du af det foregående har mærket, at det er en levende og nærværende Gud og en hellig og nidkær Gud, der taler i sådanne ord: Bøj dig hurtigt for ham! Kend den tid, da du bliver søgt! Hvis det på nogen måde står dårligt til med din sjæl, hvis du er bundet under synden og fremmed for din Gud, så skynd dig til ham – til ham, som blot råber: Kom, jeg vil tilgive dig alt! «Kend blot din misgerning, at du har syndet mod Herren din Gud; og om dine synder så var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne» osv. «Du har ikke påkaldt mig, så du har gjort dig umage for mig – men du har trættet mig med dine synder, plaget mig med dine misgerninger. Jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld og vil ikke komme dine synder i hu.»

Åh, hvilke nådefulde ord! Og nu begynder vi måske at tro, at de er Guds egne ord. – Gud give os nu blot Åndens egen nåde til at tro og frelse sjælen!

Og I, som står i Guds pagt, glæd jer ved hvert blik på Guds ords vished, glæd jer over, at I har «det rige, som ikke kan rystes»! I denne tid med særlig uro og usikkerhed, hvor næsten hele verden begynder at mærke, hvor bedragerisk og forgængeligt dens rige er, og hvor de mange slags lærdomsvinde i det åndelige prøver hver sjæl, om den vil opgive «det gamle ord» (1 Joh 2,24) – hvilken nåde da at måtte lægge et træt hoved til hans bryst, som hedder «den Gamle» og «Evig-Fader», han som er, og som var, og som skal blive; og at hans eget ord dog er tydeligt i spørgsmålet om hvordan vi bliver salige. Gud være evig lov, at vi ikke behøver at være usikre i det spørgsmål! Så lad intet i denne verden bekymre dig meget. Alt er forgængeligt, alt er forfængelighed, undtagen dette ene: at have Guds venskab og vished om det evige liv. «Tiden er kort; de, der glæder sig, skal være som om de ikke glædede sig, og de, der græder, som om de ikke græd, og de, der køber, som om de ikke beholdt det; for denne verdens skikkelse forgår.» Snart har vi alle det ens. Salige da alle de, der sætter deres lid til ham! Og allerede her i tiden: Hvilken himmelsk trøst i alle modgange, at ikke det allermindste sker mig, ikke så meget som et hår falder af mit hoved, uden min Fars tilskikkelse! Det allermindste, der glæder mit hjerte, er sendt af min Far; det allermindste, der foruroliger eller bedrøver mig, er også sendt af min Far (Klag 3,37–38; Es 45,7; Am 3,6). Det er den eneste grund for et fredfyldt hjerte i denne urolige verden. Derfor endnu en gang: «Vær frimodige og uforfærdede i jeres hjerter, alle I, som sætter jeres håb til Herren! Han er med jer alle dage indtil verdens ende.» Og ligesom han elskede sine egne, som var i verden, sådan elsker han dem til det sidste! Amen.