Guds barn i mørke og lys

(Ottende årgang, 1849)

Den, der vandrer i mørke, hvor han intet lys har, han skal trøste sig ved Herrens navn og stole på sin Gud (Es 50,10)

I en dyb, uendelig skov, / sort af skyer, hvor tordenen slog, / gik et lille barn engang / dagen lang.

Ja, den dag var så lang, / himlen mørk og skoven trang. / Barnet i sin ensomhed / gik og græd.

Græd og tænkte: aldrig mer / ser jeg min faders bolig; / her i mørke, kulde og nød / bliver jeg død.

Netop da det var så fortvivlet, / veg skyen – og solen klar / skinnede frem – og i dens lys / faderens hus.

Alt var nu med ét godt! / Alt stod nu, som det før havde stået: / samme hjem og samme far, / alt var der endnu.

Sådan, Guds barn, går du tit / dybt i mørke – måske nu –, / ved ikke, hvor du er kommet hen, / hvor det bærer hen.

Føler idel magtesløshed, / idel synd og troløshed, / får af Ordet ikke den kraft, / du før har haft.

Men så vist som Gud er der / og en evigt trofast Far, / skal du endnu få lys og trøst / ved hans bryst.

Herren kender fåret endnu; / genkender det også ham, / er alt straks godt, / atter godt.

Hør blot endnu Hyrdens røst, / bi endnu ved hans bryst; / for dig skal lyset gå op igen / endnu engang.

Bag den sorte sky der, / bag den tykke tåge er / solen lige skøn og klar / endnu der.

Selv i den mørke stund / står endnu Guds fredspagt. / Du har den samme milde Far / endnu der.

Bjerge og høje må falde, / jord og himmel ligeså, / Herrens trofasthed alligevel / skal bestå.

Himlens barn er altid lykkeligt; / Faderen har indrettet det sådan, / det går altid ved hans hånd / til sit land.

Det lytter med glæde og frygt / til alt, hvad dets Fader siger til det. / Vist står det som barn under hans tugt, / men ejer også alt, hvad han ejer.

Vist møder det sorger på vejen, / vist trykker korset også dets skulder; / vist bliver også den troende rådvild, / når skyerne sortner og buldrer.

Det barnlige hjerte bæver vist / i onde og stormfulde tider; / men alligevel stræber det mod himlen, / og helten går forrest i dets kampe.

At altid få flygte i hans skød / gør de bitreste timer søde; / og endnu i mødet med dødens nat / glimter dog en stjerne af håb.

Vist er den bitreste af alle prøvelser, / at synden hænger ved os / og gør os så træge og kolde, / og at hjertet endnu forråder os.

Men pris være Guds Lam, som har taget bort / al verdens synder i tiden, / allerede har vasket os rene i blodet / og givet os sin retfærdigheds silke.

Glem da ikke, du Herrens barn, / denne stund: kun støv og skarn / er al din retfærdighed. / Glem ikke det!

Men i Kristus ren og skær / er du altid Gud kær, / står du altid som en brud / yndig for Gud!

For hvad den enbårne Søn har gjort, / holder Gud så dyrt og stort, / at al din skrøbelighed ikke / rokker ved det.

Så er Guds barn altid lykkeligt, / alt har Kristus ordnet vel. / Kan det blot tro på ham, / har det ro.

Om dagen vandrer det / villigt i sin Herres fodspor; / om natten hviler det med trøst / ved hans bryst.

O, du salige Guds barn, / du, som regner alt for skarn / mod at ile til Guds stad: / o, vær glad!

Om også synd og sorg og strid / trætter dig i denne tid, / øger de blot din længsel: / alt gør godt!

Glem da aldrig, hvem du er: / frelst og salig allerede her; / får også til sidst efter tidens strid / evig fred.