Hvorfor er du nedbøjet, min sjæl, og så urolig i mig? Hav håb til Gud!

(Tiende årgang, 1851)

Hvem er du, der må bære en håbløs eller hjælpeløs sorg? Findes der da nogen situation, som den almægtige Gud ikke kan hjælpe i? I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn – væk med al sorg! Væk med al mistrøstighed! Gud kan hjælpe i alt! Faderen, som elskede verden sådan, at han gav sin enbårne Søn for den – har han ikke kærlighed nok? Sønnen, som gav sit blod for os, mens vi endnu var fjender – er han ikke med sin fortjeneste nok til at udslette alle, alle dine synder? Helligånden, som søgte, kaldte og drog os, da vi kun flygtede fra Gud og elskede synden – har han ikke både vilje og magt nok til at læge alt? Besind dig, min sjæl! Hvorfor er du så nedbøjet, som de, der intet håb har? I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn – vær glad, vend dig til Gud, klag din nød, bed, tro, tak og lov ham!

Den salighed, som Faderen har skabt os til og Sønnen genløst os til, og som Helligånden stadig kalder os til og hjælper os frem til, er tusind gange større end alt det onde, som syndefaldet, Djævelen, verden og vores egne synder har fyldt os med og omgivet os med. Blot en dråbe af Guds nåde og liflighed kan rigeligt opveje alt ondt. For dem, der elsker Gud, må alt, alt, selv det værste onde, virke sammen til det bedste og til sidst til fryd og glæde. Guds venskab og saligheden i ham gør også alt bittert sødt. Augustin siger: «Din salighed, o min Gud, gjorde lænkerne og stenene liflige for Stefanus, og risten, han blev stegt på, for Laurentius. I din salighed gik apostlene glade bort fra Rådet, fordi de var blevet agtet værdige til at lide vanære for dit navns skyld. Andreas gik fuld af fryd til korset, for han elskede din salighed. For denne saligheds skyld frygtede Peter ikke for at vælge galgen og korset, og Paulus heller ikke for at strække sit hoved frem mod sværdet. For din saligheds skyld tømte Johannes frimodigt det giftfyldte bæger. Så snart apostlen Peter blot fik en forsmag på denne salighed, glemte han alt her på jorden og begyndte som en beruset at råbe: ’Herre, her er det godt for os at være, her vil vi bygge hytter’ – her vil vi bo og blive, her vil vi inderligt og af hjertet betragte dig; for vi behøver intet andet ved siden af; det er os nok, o Herre, at vi ser dig og mættes af denne lyksalighed. Dog havde han ikke smagt mere end en dråbe af din salighed, og alligevel blev han straks led ved al anden glæde. Hvad skulle han så have sagt, hvis han havde fået nyde hele overfloden af din godhed og liflighed, som du har gemt til dem, der frygter dig? – Denne din usigelige salighed smagte også den fromme jomfru Agathe, om hvem vi læser, at hun glad og fuld af fryd gik i fængsel som til et gæstebud. Den samme salighed erfarede, formoder jeg, han, som udbrød: ’O Herre, hvor stor er din glædes rigdom, som du har gemt til dem, der frygter dig!’ – og han, som udbrød: ’Smag og se, hvor liflig Herren er!’»

Hvorfor er du da nedbøjet, min sjæl, og så urolig i mig? – Jesus Kristus, i går og i dag og til evig tid. Væk med bedrøvelse! Væk med uro og angst! Herren er nær.