Hvad mener Apostlen med «fast føde»?

(Attende årgang, 1859)

Da Apostlens udtryk om «mælk» og «fast føde» (Hebr 5,12.14) ofte bruges i en forkert betydning, så de enfoldige bliver forvirrede, vil vi engang undersøge, hvad disse ord i sandhed betegner. De, der misforstår og misbruger dem, mener, at kun det første ord, «mælk», betegner evangeliet, mens «fast føde» betegner en alvorlig lovprædiken eller en formaning til helliggørelse, hvor man kraftigt siger folk sandheden om, hvad de bør gøre, og lignende. Nu har det jo også sin tid og sin hellige plads i Herrens husholdning at sige folk sandheden på den måde, at prædike loven alvorligt eller at formane til helliggørelse; men det er alligevel ikke det, Apostlen mener med «fast føde». Nej, ordet fra Sinaj er ganske vist i sig selv en fast ting eller, ligesom stentavlerne, hårdt og ubøjeligt; men skal det være føde for de sultne, så er det sandelig at give dem «sten for brød». Loven er givet til at dræbe, ikke til at gøre levende – til at såre, svække og udmatte dem, der endnu vil forsøge at bestå for den, og dernæst til at være os en rettesnor for vandelen, men ikke til at give liv, hellig lyst og kraft. Se igen herom Rom 7,10–13.

Men hvad Apostlen mener med mælk og fast føde, kan man se af hans egne ord, der hvor han bruger de udtryk. – «Mælk» betegner ganske vist evangeliet, men i en enkel og letfattelig fremstilling for de mere spæde nådebørn, eller som Apostlen siger i samme vers: «begyndelseselementerne i Guds ord»; og disse «begyndelseselementer» kalder han tre vers længere nede begyndelsesordet om Kristus osv. «Fast føde» kalder han derimod de høje hemmeligheder i evangeliet, som er svære at fatte og tage imod for de spæde og uøvede, for eksempel det om Kristi ypperstepræstelige embede under billedet af den hemmelighedsfulde Melkisedek. Ja, sådan siger Apostlen selv, som enhver med egne øjne kan se på det sted, hvor han taler om det. Han siger nemlig i v. 10.11.12 om Kristus: «af Gud kaldet ypperstepræst efter Melkisedeks orden. Om det har vi meget at sige, og noget, som er vanskeligt at forklare med ord, fordi I er blevet så sløve til at høre. I har endnu brug for mælk og ikke fast føde» osv. Sådan er sammenhængen. Hvad er så «fast føde»? Hvad var det, han «havde meget at sige» om, men som var svært at fremstille, fordi de var blevet så sløve til at høre? Det var Kristi evige præstedømme efter Melkisedeks orden (v. 10). Og da Apostlen i det følgende kapitel, det 6., har vist grundene til, at han trods deres sløvhed alligevel fandt sig nødt til nu at give dem den faste føde og «skride frem til fuldkommenheden», så skriver han straks fire lange kapitler om Kristi evige præstedømme efter Melkisedeks orden, nemlig kapitlerne 7–10. Se, det var den «faste føde». Ja, det er «føde», som Kristus siger: «Mit kød er sand mad», og fast føde, eftersom det dels er en høj fremstilling, som er svær for børnene at fatte, dels også den allerfasteste trøst for hjertet. – Når jeg altså prædiker: Salige er de fattige i ånden; Jesus tager imod syndere; der bliver glæde i himlen over én eneste synder, som omvender sig osv., så er det «mælk», en mild, enkel og let føde for børnene. Men når jeg prædiker: Det er ikke nok, at Jesus ved sin død engang har borttaget vores synder; nej, han står stadig for Guds ansigt til gode for os, i vores sted; han, den retfærdige og hellige, træder i vores sted for Faderen. Det er vores eneste gyldige retfærdighed. Gud foragter ikke sin Søn, Gud er tilfreds med ham; lad det være din eneste trøst! osv. Se, det er fast føde; det er «visdom blandt de fuldkomne» (1 Kor 2,6). Sådan har Apostlen forklaret det. Gid vi ikke blot må forstå, men også spise af denne faste føde!