Han må vokse – men jeg må aftage

Joh 3,30

Det lyder smukt nok, men åh, hvor ynkeligt og bittert er det ikke at erfare! Jeg aftage? Jeg skulle da tværtimod vokse? Her ligger vanskeligheden. Ordet kræver forbedring, vækst i det gode – og så skal jeg samtidig aftage, blive elendigere i mine egne øjne! Jeg kan ikke begribe det – og endnu mindre kan jeg tåle selve sagen. Jeg ved godt, at jeg bør blive mere og mere ydmyg og fattig i ånden, mere og mere mærke min fordærvelse, min ondskab; men jeg ville kun have selve sønderknusningen, syndsfølelsen, angeren, og ikke selve synden. Men den vej går det ikke. Derfor ser jeg i Skriften, at da Herren ville kvæle overmodet hos Peter og virke ydmyghed, gav han Satan lov til at sigte ham. Det samme med Paulus i 2 Kor 12. Men så spørges der: Hvordan vokser jeg da i det gode? Som allerede sagt: når det onde, som jo under alle omstændigheder findes hos mig, bliver mig mere og mere åbenbart, forfærdeligt, afskyeligt og ydmygende, og jeg selv helt og holdent bliver mere og mere foragtelig og tilintetgjort, men Kristus bliver mig mere og mere alt i alt, mere og mere dyrebar og uundværlig, og derfor også mere og mere får magt over mig og regerer mig. Det er hovedsagen, at Kristus vokser, at vi vokser i kundskaben om Kristus. Derfor nu kun nogle ord om det.

Kristus kan ikke vokse i os, uden at vi selv aftager. Gennem Ordet, sakramenterne, brødres vejledning, bøn osv. kan og bør vi ganske vist samle mere og mere kundskab om Kristus; men det bliver dog aldrig nogen ret levende, sand og dyb kundskab om Kristus, medmindre vi gennem egne sørgelige erfaringer, gang på gang, er blevet berøvet vores hjertes hemmelige støtter for troen og så, hver gang vores hjerte ville fortvivle, alligevel er blevet frelst ved Kristus; da har vi hver gang fundet en ny grad af herlighed i Kristus. Sådan må man leve sig ind i den sande kundskab om Kristus. Derfor siger Luther: «Når Gud vil øge et menneskes tro, sørger han for, at al tro begynder at svigte det.» Sådan gjorde han for eksempel med Job. Først lod han ham tage al den legemlige velsignelse, som også var en støtte for troen på den gode giver; siden, da Job søgte erstatning for tabet i sin fromhed og midt i den bitre prøvelse priste Gud, lod Herren blot den fromme mand plage endnu værre, lod Satan flå hans krop og lod venner og hustru angribe hans gudsfrygt, indtil han til sidst af utålmodighed syndede groft og forbandede sin fødselsdag. Da var også hans fromhed rystet. Da syntes Job at være forladt af al Guds hjælp, legemlig og åndelig, og da sagde han blandt andet klagende: «Åh, var jeg dog som i de forrige måneder, da Gud beskyttede mig, da hans lampe skinnede over mit hoved, da jeg ved hans lys gik i mørket! – Jeg klædte mig i retfærdighed, og den iklædte sig mig; jeg var øje for den blinde, og jeg var fod for den lamme; jeg var en far for de fattige osv. Jeg tænkte dengang: Jeg skal dø i min rede og tælle mange dage som sandkornene» (kap. 29). Læg mærke til: «Jeg tænkte: Jeg skal dø i min rede!», det vil sige: Jeg skal lige til min død have alt i samme gode stand. Men den rede blev ødelagt – al hans herlighed, ja, også hans store fromhed! Se, sådan gør Herren, når han vil øge og rense troen. Da så Job efter al denne ødelæggelse fik dobbelt velsignelse og nåde (Job 42), havde han også vundet en fordoblet tro. Sådan gør Herren åndeligt med os alle. Sådan øges, fornyes og renses troen, ved at vores støtter for den ødelægges.

Vi kommer her i tanke om en gammel østerlandsk fabel, som giver et levende billede af forholdet – nemlig den om fuglen Føniks (egentlig et sindbillede på den dybere visdom). Om denne fugl sagde man, at den var udødelig, men på den måde, at den ganske vist blev gammel, men så lagde den sig i sin rede og satte ild til den og steg, således brændt, blot op af sin aske igen i foryngret skønhed. Hvilket rammende billede af vores tro, denne højeste visdom! Den vil gerne bygge sig reder af vores fromhed, anger, bøn og oprigtighed; men når ilden fra Herrens hellighed tænder vores stråbygninger, går troen selv ud af den ild i fornyet friskhed og renhed. Det må enhver kristen gå igennem mange gange. Vi vil nævne nogle eksempler på det og derved se, hvordan man vokser i kundskaben om Kristus.

Men først skal vi kaste et blik på den gamle sikkerheds rede, som vi ligger i, før Herrens røst endnu har nået os. Som vildfarne naturbørn har vi da vores rede i en mængde falske forestillinger om Gud og os selv, for eksempel at Gud ikke kan fordømme os, at mennesket er svagt uden egen skyld, at hjertet er godt, og at nogle gode gerninger også står i erindring hos Gud osv. Kristus kender man da kun af navn og af historien, for man har endnu ikke haft brug for ham. Alt er fred og sikkerhed. Men en lynstråle af Guds hellighed slår ned i sjælen, og – reden går i brand; man mærker, at Gud er en fortærende ild, man begynder at søge frelse i anger, omvendelse og bøn. Men det er alt sammen strå, som fortæres af ilden. Man mærker, at alt må være langt mere fuldkomment, hvis det skal bestå for den Hellige. Dels dette, dels også at man hører om Kristus som vores eneste Frelser, uden hvem ingen kan blive salig, gør, at sjælen nu flyr til ham, begynder at bede til ham og af al magt vil tro på ham. Men hvordan kender den nu sin Frelser? Som en, der meget nådigt vil frelse og benåde den, men dog på betingelse af en oprigtig lydighed, en alvorlig forbedring. Ved den nu, hvad den har i Kristus? Ak, knap nok den mindste begyndelse. Så tager den fat på at forbedre sig, aflægge synder, øve dyder og tjene Herren. Når det lykkes, er den tilfreds og troende og tror – «på Kristus alene», tænker den. Den ved ikke, at den nu har bygget sig en ny rede af sine nye dyders strå i stedet for den gamle, som i vækkelsen blev brændt af Sinajs ild; for selv om den er finere og mere skjult, er det dog på dens egen nye fromhed, oprigtighed og dyder, at troen inderst inde hviler. Men heller ikke i denne rede får den lov at blive længe. I ilden fra en dybere selverkendelse og mange sørgelige erfaringer af den uendelige indre fordærvelse bliver også denne hvilerede ødelagt, og af asken, af ødelæggelsen og sorgen opstår, mens den hører evangeliet, en ny grad af tro og kundskab om Kristus – den glæder sig af hjertet over nu at opdage en sådan Frelser i Kristus, som slet ikke kræver nogen af vores gerninger som betingelse for sin nåde, men kun kræver troen for at skænke synderen hele rigdommen af sine nådeskatte. Kender den nu Herren Kristus? Ganske vist delvis, men også kun delvis. Med et finere åndeligt blik ser man, at den snart igen har bygget sig en falsk rede, og det netop af sin tro. For så længe den finder troen hos sig i dens rette kraft og friskhed, er den trøstet, ellers ikke. Dens fred i Herren afhænger af beviserne for, at den har troen. Den ser altså for det meste salighedens grund inde i sig selv. Den grunder sin tro på selve troen. Denne vildfarelse er en blanding af sandhed og fejltagelse. Det er sandt, at man nødvendigvis må gribe Kristus med troen, men læg mærke til: Kristus, ikke sin tro. Og troen kræves ikke, for at Gud skal skænke os fylden af Kristi nåde, men for at vi kan tage imod den. Videre: Det er netop den rette tro, som ikke ser på sig selv eller på troen, men på Kristus alene; som Luther siger med anledning af «kyllingerne under hønens vinger»: «Den, der vil bestå for Guds dom, for ham er det ikke nok at sige: Jeg har troen; for alt, hvad der er i ham, kan ikke beskytte ham, men han skal sætte Kristi egen retfærdighed op imod den dom og lade den tage sig af Guds dom; for den kan med al ære bestå for ham i evighed. Under denne Kristi egen retfærdighed kryber, smyger og trykker troen sig og tror, at den skal bevare ham. Og sådan sker det også. Han bliver bevaret ved en sådan tro, ikke for troens skyld, men for Kristi og hans retfærdigheds skyld.»

Denne tilbøjelighed til at se på sin tro gør ganske vist ikke tilstanden helt vantro og usalig, hvis Kristus dog er hjertets hovedtrøst, hvilket kan ses af, at når støtten rives bort, griber man til Kristus; men det er dog en sygelig tilstand, mere lovisk end evangelisk; der er slagger i troen, og den skal igen renses i ild. Det sker sådan, at Herren mere og mere unddrager os alle fornemmelser af troen og dens virkninger; ja, der kommer en tid, især efter nogle års vandring i troen, da sjælen ofte med forskrækkelse vågner op til, at alle troens salige virkninger synes at være helt tabt, og at kun en tør kundskab og en selvtaget tro synes at være tilbage; der er ikke længere den livlige, varme, glade fortrolighed og bønnesamfund med Gud som før, ikke længere den inderlige, mærkbare kærlighed til Frelseren, ikke længere den omhyggelighed, ikke længere den livsfriskhed som i de første salige dage. Hvor der før var en skøn, saftig, grønnende og blomstrende urtehave, er der nu en tør sandørken; brylluppet er forbi, Brudgommens mærkbare, søde nærvær er forbi eller gives os højst sjældent – bryllupsgæsterne faster. Åh, hvor arbejder og kæmper sjælen da ikke ofte i bønnen for at få disse forrige, inderligt salige stunder med sin Frelser tilbage! Men nej! Det er så tørt, han føles så fjern, i det mindste er det nu langt sjældnere, at han skænker os sit mærkbare nærværs lyse glæde. Samtidig besøger svære fristelser os nu tværtimod, Djævelen får lov til at sigte os og slå os omkuld, og vi råber til Herren, men det synes blot at blive værre; vi synes ofte at være helt overgivet til Djævelen og fristelserne. Da klager vi ofte og sørger med Job over vores forrige dages herlighed: «Åh, var jeg dog som i de dage, da Gud beskyttede mig, da hans lampe skinnede over mit hoved, da jeg klædte mig i retfærdighed» – ja, da varm tro og kærlighed var min ungdoms skønhed! Og jeg tænkte: «Jeg skal dø i min rede og der tælle mange dage som sandkornene»; jeg tænkte, at min fromhed og åndelige herlighed skulle stige og stige. Vi sørger som over et tabt paradis. Hvor er nu vores vækst?! Nu er vi «aftaget». Reden er ødelagt. Men af ruinen og asken af denne vores ødelagte herlighed rejser der sig igen en ny, øget kundskab om Kristus. Det er på denne sørgelige vej, at vi lærer at give noget bedre agt på Ordet. Og nu gør vi den glædelige opdagelse, at ikke engang troen var vores frelser, ikke kærligheden, ikke engang nogen af troens og Åndens frugter, men at Herren Kristus selv i egen person, med det, han selv har gjort i vores sted, er vores hele og eneste retfærdighed, der gælder for Gud; at vi er «benådet for Gud alene i den elskede»; at der i os kun er synd og skam, og at Kristus selv er både vores retfærdighed og styrke – og at alle vores sørgelige erfaringer kun var nødvendige for at lære os at give alvorligt agt på dette.

Uden overhovedet at rejse spørgsmålet, om nogen på jorden skulle have fattet vor Herre Kristi «overvældende store kundskab» (Fil 3) fuldkomment, er det blot at beklage, at selv blandt de troende kender de fleste deres Herre Kristus så yderst ufuldstændigt. De forstår godt, at han engang døde for os og bar vores synder i sin krop op på træet; men når det gælder om at tro og leve af det, så har de kun trøst for de gamle synder; det er for dem, som om Kristus siden skulle have overladt det til os selv nu at tro og elske osv. sådan, at Gud kan være os nådig; at vi altså nu dagligt skal bestå med vores egen retfærdighed. Der er få, som ved og tror, hvad det vil sige, at Kristus selv til alle tider er vores retfærdighed; at han, som Apostlen siger, «er for Guds ansigt til gode for os» (Hebr 9,24), eller at «han er ypperstepræst til evig tid efter Melkisedeks orden». Men denne kundskab hører også til de højere hemmeligheder. Da Apostlen i Hebr 7 og de følgende kapitler ville fremstille den, gjorde han først i kap. 5 og 6 en vidtløftig forberedelse, hvor han klager over, at det var svært at tale om dette emne, fordi de var så uforstandige; han kalder det «fast føde», som ikke passede for børn, men for øvede sanser, og i kap. 6,1 kalder han det «en lære, som skrider frem til fuldkommenheden».

Kristi ypperstepræstelige embede omtales i to betydninger. Taler man om hans præstedømme på jorden, forstår man derved hans offer på korset, hvorved han tog lovens forbandelse bort fra os og vandt os en evig forsoning. Det er helt rigtigt! Og det gjorde han som den rette Aron. Handler det derimod om hans præstedømme i himlen, plejer man som regel at forstå derved, at han som synderes saligheds høvding, talsmand og forvalter af de hellige goder nu uddeler til de troende det gode, som han vandt med sit blod, så de virkelig får det at nyde. Også det er rigtigt! Derved tænker man også på hans præstelige forbøn hos Faderen. Og hermed mener man at have udtømt, hvad hans himmelske præstedømme er. Og dog ser man stadig kun den ene og langt fra den herligste side af sagen. Det mest trøstefulde og salige er stadig skjult. Og hvad kan det være? Det er allerede nævnt: det er nemlig, at han som præst står i vores sted og repræsenterer vores person over for Faderen. Han «er for Guds ansigt til gode for os!» Det siger noget mere. Man har vel anet noget om det, når man har talt om hans forbøn; men denne anelse betyder i grunden ganske lidt. Mener man nemlig, at han stadig beder om tilgivelse for vores synder, så ligger der deri snarere en finere fornægtelse eller tilsløring af Kristi store værk for os. Som den kendte F. W. Krummacher bemærker om det: «Må Kristus stadig bede om vores benådning, så ser det jo ud, som om han ikke helt havde fuldbragt sit værk. Mange har også indrømmet, at denne indvending og bekymring har plaget dem netop i de stunder, hvor de ville hente trøst i tanken om Kristi forbøn.» Men man må også lægge mærke til, at der ingen steder i Skriften står, at han nu i himlen beder om tilgivelse for vores synder. Ordet i 1 Joh 2,1 om, at vi «har en talsmand hos Faderen», rummer ikke nogen bøn. Og om Hebr 7,25, hvor det i vores svenske bibel hedder: «Han lever altid for at bede for dem», må man bemærke, at der i grundteksten ikke egentlig står «bede», men snarere «træde frem for dem». Ordet betyder egentlig at træde imellem.*) Og hvad angår forbøn om Guds nåde mod os, minder vi om Kristi ord: «Jeg siger ikke, at jeg vil bede Faderen for jer; for Faderen selv elsker jer» (Joh 16). En anden sag er, at han lovede at bede om, at Ånden måtte blive sendt (Joh 14,16). Det er kun bønnen om nåde og tilgivelse for os, som vi efter Skriften skal regne for fuldbragt én gang for alle, og som ikke længere kræves af vores ypperstepræst; for Apostlen siger, at han «i sit køds dage frembar bønner og bønfaldelser med stærke råb og tårer» (Hebr 5,7), og at han med hele sit offer «vandt en evig forløsning» (kap. 9,12). Hertil kan man så føje samme apostels ord: «Hvor der er tilgivelse for synder og overtrædelser, er der ikke mere offer for synd» (kap. 10,18). Men falder den nævnte forestilling om Kristi forbøn dermed bort, så kommer der noget uendelig større, mere trøstefuldt og herligere i stedet. Det er det, Skriften kalder, at han træder frem i vores sted, eller at han «viser sig for Guds ansigt for os!» Og hvad vil det så sige?

*) Ἐντυγχάνειν ὑπὲρ αὐτῶν –– 3) Cum κατά vel ὑπέρ etc. Intercedo pro aliquo. Schoetgenius. – Den danske bibel har her: «træde frem for dem». Den engelske: «to make intercession».

Kristus var af Faderen givet og bestemt til som «den anden Adam» at stå i vores sted over for loven. Fra krybben til graven var han og handlede han i vores sted. Det lærer Skriften tydeligere end noget andet. «Ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi» osv. Han overtog vores pligter og vores skyld – «født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven». Hvad han gjorde, det gjorde vi; hvad han led, det led vi – vi, «som har sluttet dette: Én er død for alle, altså er alle døde». Da han nu havde opfyldt al retfærdighed for os, og vi i ham havde opfyldt den, vendte han under hele himlens jubel tilbage derop, hvorfra han var kommet. Og hvad gør han nu for os i himlen? Apostlen har om det et meget udtryksfuldt ord i det anførte sted, Hebr 9,24: εμφανισθῆναι, «vise sig, fremstille sig for Guds ansigt til gode for os». Han fremstiller sig for Faderen, ikke blot med de forherligede sår som tegn på sin uendelige lydighed, men i hele den skønne dragt af al den lovens opfyldelse, han har udført for os, og som sådan er han hele Faderens velbehag, glæde og fryd. Men det har han jo været fra evighed? siger du måske. Nej, læg mærke til det! Han er det ikke blot som det evige Ord, som var i begyndelsen hos Gud; nu er han alt dette som «Menneskesønnen», som «den anden Adam», som sin menneskeslægts hoved og borgen. Han «fremstiller» ikke alene sig selv for Faderen, men han «repræsenterer» eller «træder i stedet for» «alle sine lemmer» i sin person over for Faderen. Læg mærke til, hvordan Apostlen taler: «Han er for Guds ansigt til gode for os» – læg mærke til det: til gode for os! Ligesom den evige Fader engang så hele menneskeslægten i den ene «Adam», sådan ser han nu alle Kristi lemmer i Kristus alene. I Kristi skikkelse ser han vores skikkelse, i Kristi lydighed vores lydighed, i Kristi renhed, skønhed og elskelighed ser han vores! Som Kristus selv udtrykkeligt siger: «Jeg helliger mig selv for dem, for at også de skal være helliget i sandhed» (Joh 17), og Paulus: «Han har benådet os i den elskede» (Ef 1). Men når Faderen ser os i Kristus, følger det også, at han elsker os i Kristus «med den kærlighed, hvormed han har elsket ham» (Joh 17,23.26), og som derfor i Skriften kaldes hans «kærlighed i Kristus Jesus».

Åh, dette himmelske råd, dette herlige forhold kan ikke sammenlignes med noget jordisk billede! Lad os alligevel som et svagt eksempel forestille os, at kong Farao, for hvem Josef var alt i alt, hans højre hånd og folkets redningsmand, havde kunnet få det samme billede for øje af alle Jakobs andre sønner – det samme billede, som han havde af Josef. Han forestillede sig dem alle lige så elskelige som ham, elskede dem derfor lige så inderligt og tiltænkte dem alle de samme velgerninger, den samme ære og de samme goder, som han havde skænket Josef. Så havde Farao jo set Ruben, Simeon, Benjamin osv. i Josef, elsket dem i Josef, omfavnet dem i Josef, og Josef havde stået frem for kongen i sine brødres sted og i sin person bragt dem frem for hans øjne. Sådan træder Kristus frem i vores sted over for Faderen – dog med den store forskel, at den himmelske Fader ikke i tanken forestiller sig, at vi ligner Kristus, men at vi virkelig ejer denne lighed, nemlig efter den store guddommelige tilregnelseslov og fordi Kristus virkelig har stået i vores sted og virkelig har opfyldt al retfærdighed for vores regning. Lad ingen gøre sig den tåbelige forestilling, at Gud ikke skulle vide, at vi er urene syndere. Det ved han godt; det er derfor, han fører os gennem alle de lutringsilde, hvor vi så ofte er lige ved at gå helt til grunde. Men han betragter og bedømmer os ikke længere efter, hvad vi er i os selv, men efter, hvad vi er i hans «elskede Søn». Derfor elsker han os også over alt, hvad vores forstand kan fatte, også midt i de mange svagheder og syndige skrøbeligheder, som plager os; så mens vi går og sukker og tænker, at vi er dybt afskyelige for ham, ser han på os med lyst i øjnene – alt sammen fordi Kristus er for Guds ansigt til gode for os.

Sådan er nu vores Melkisedeks præstedømme i himlen. Det er altså ingen tåbelig og formastelig talemåde, når vi siger: «Den, der vil lære os at kende, som vi i sandhed er, skal se på Kristus i hans herlighed»; det er ingen tom snak, når Luther siger: «Vores herlighed er i himlen, hvor Kristus er»; det er intet overmodigt pral, når Basilius skriver: «Hvis nogen så den retfærdighed og skønhed, som et menneske, der er retfærdiggjort i Kristus, har for Gud, ville han blot for dets skygge rejse sig og bøje sig»; eller når vi siger, at himlen som et fortroligt faderhjem står åbent for os i hvert øjeblik, så vi som børn i huset, når vores time end slår, skal blive budt hjerteligt velkommen. Det bygger alt sammen på vores ypperstepræst, som står i vores sted for Guds ansigt. Nu kommer det kun an på, at vi nøjes med det og ikke vil findes i noget andet end i Kristus. Vil du ikke lade dig trøste, før du selv er hellig, så vil du findes i din egen hellighed. Vil du tvivle på Guds venskab, fordi du ikke finder din tro sådan, som den bør være, så vil du findes i din tro. Tror du, at Gud ikke kan elske dig, fordi du føler dig så tør og kold i hjertet, så vil du findes i dine varme følelser. Mener du, at Gud ville elske dig mere, hvis den eller den dyd engang nåede en mere fuldkommen skønhed, så er det i dine dyder, du vil findes. Du vil selv være din ypperstepræst, du vil blive salig i dit eget navn. Vogt dig for vantroens oprør mod Herrens Salvede! «Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi skal blive frelst ved», end Jesu Kristi navn. Så regn da med Paulus alt andet for tab og skarn mod det overvældende i kundskaben om vores Herre Jesus Kristus, og glæd dig over, at du må findes i ham alene. Se også dig selv i hvert øjeblik indesluttet i Kristus, forsøg aldrig at bestå i dit eget navn; og denne salige bevidsthed om, at Kristus står i dit sted, og om Guds venlighed i Kristus, skal i dit hjerte virke en mere varig og dybere fred og en inderligere kærlighed og med kærlighedens søde bånd drive dig til, at du for din del mere og mere trofast søger at træde i hans sted her på jorden; som han sagde: «Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt». Men hold dog altid det punkt rent, at selv om du kun ufuldkomment træder i hans sted, træder han dog altid fuldkomment i dit. Kan du blot blive i ham, så er du altid velbehagelig for Gud. Og når denne tro vokser i hjertet, skal vi mere og mere vokse i alle måder op til ham, som er hovedet, Kristus.

Men ham være nu ære og lov for alt – ja, hjertelig tak og ære fra evighed til evighed! Amen.