Niogtredivte aftenforelæsning (6. november 1885)

Mine venner, der findes ingen stand og intet kald, som er genstand for så dyb foragt og så intenst had som teologernes stand og kald – eller, hvad der i grunden er det samme, religionslærernes. I verdens øjne er det nu dem, der frem for alle andre, ja næsten alene, holder guldalderens komme tilbage. Den berygtede encyklopædist Diderot, der døde for hundrede år siden, skrev: «Først når den sidste konge er hængt i tarmene fra den sidste præst, vil det blive bedre i verden.» På grund af dette ord og lignende udtalelser blev hans skrifter ganske vist brændt på regeringens befaling, og han selv blev kastet i fængsel. Men dette gruopvækkende ord blev ikke blot løsenet for de første franske revolutionære i 1789; det er også blevet ved med at være løsenet for alle revolutionære helt til i dag. Og man må nok regne med, at ordet endnu vil blive til virkelighed. Alt peger i den retning. Måske kommer I endnu selv til at opleve det! –

Gid blot teologerne og religionslærerne ikke selv havde gjort sig så foragtelige og ved egen skyld så forhadte! Men sådan er det desværre. Det er ikke kun kirkens historie, der fortæller os det; det bekræftes også stadig i dag af vores egen (S. 390) erfaring. Ak, alt for mange religionslærere misbruger skammeligt deres hellige embede, deres hellige stand og kald til at tilfredsstille deres verdslige sind, deres pengebegær og ærgerrighed og deres herskesyge. Derfor bliver de ved og ved – snart af ynkelig menneskefrygt, snart af afskyelig menneskebehag – ikke blot med at fortie sandheden, ja, ikke blot med at fornægte den, men også med at forkynde det stik modsatte. De prædiker ikke det rene evangelium, men udbreder løgn og vildfarelse. Ja, hvad siger jeg: Der findes sandelig ingen last så afskyelig og ingen forbrydelse så forfærdelig, at ikke netop religionslærere har vanæret deres embede med den og givet verden en usigeligt forfærdelig forargelse. Hvad?

Skal det måske, mine venner, afskrække jer fra fortsat at hellige jer det teologiske studium? Det være langt fra!

Betænk for det første: Gud, den alvidende, vidste det i forvejen: «Sådan vil det gå!» – og alligevel har han i sin uendelige visdom indrettet det netop sådan, at han ikke lader ufaldne, hellige engle, men faldne mennesker, der er underlagt synden, forvalte dette hellige embede. Skulle vi så tage anstød af det? Gud bevare os derfra! Vi må tværtimod i tilbedelse beundre, at Gud – skønt han har så usle og til tider så afskyelige tjenere – alligevel har sørget for, at helvede ikke skal kunne overvinde hans kirke.

Betænk for det andet, at den store Gud ikke desto mindre har æret religionslærernes embede højt, ja, højere end noget andet i verden. For det første har han, Guds Søn, mens han endnu vandrede i kødet og selv forvaltede dette embede, straks i begyndelsen råbt det ud til de første lærere for alle tider: «Den, som hører jer, hører mig, og den, som foragter jer, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som udsendte mig.» Hvilket herligt kreditiv har han dermed givet sit ords tjenere med på vejen! – Desuden har Guds ord åbenbaret os, at ikke kun ægteskaber, men også forbindelsen mellem præster og menigheder indgås i himlen. Alle sande præster er ligesom Jeremias og Paulus, som vi hører om, ikke først i tiden, ja, ikke først ved deres fødsel, men allerede fra evighed bestemt af Gud til at være hans medhjælpere og til at frelse dem, der er betroet dem. – Endelig: Hvem har herligere løfter end en lærer i evangeliet, en tjener ved Guds ord? Ingen. Gennem profeten Daniel siger Gud: «Lærerne skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der fører mange til retfærdighed, (S. 391) som stjernerne for evigt og altid.» Ja, engang skal verden under tænderskæren høre og se, hvordan alle de udvalgte og englene siger til Gud: «Denne mand var en tro prædikant og lærer! Han forkyndte Guds frelsende ord for en fordærvet verden. Dernede på jorden blev han foragtet, forfulgt og hånet, men nu stråler han som en stjerne for evigt og altid.» Åh, mine kære, det burde sandelig gøre os glade for ikke at blive utro mod vores Gud, der har kaldet os til dette embede! Men det gælder naturligvis kun sande, tro præster. Lad os derfor tage den sidste af de teser, vi har for os om forskellen mellem loven og evangeliet og om sammenblandingen af de to, op til nærmere overvejelse. For i den nævnes det første hovedkrav til en sand lærer i den kristne religion.

§ Tese XXV.

Guds ord bliver for det enogtyvende ikke delt rigtigt, når man ikke i sin lære generelt lader evangeliet være det fremherskende.

Til sidst kommer vi til et overordentlig vigtigt emne. For her bliver vi vist, at lov og evangelium ikke kun bliver blandet sammen og ødelagt for tilhøreren, når loven er det fremherskende i prædikenen, men endda også når prædikenen i det hele taget handler lige meget om loven og evangeliet – når evangeliet altså ikke er den fremherskende lære. Jeg må sige: Jo dyrebarere dette emne er, desto mere griber frygten mig for, at jeg skal ødelægge det for jer. Jo mere jeg har mediteret over det, desto færre ord har jeg kunnet finde. Det, vi her får foreholdt, er for dyrebart! Lad os nu gå til Den Hellige Skrift og overbevise os om, at evangeliet i det hele taget skal være det fremherskende. Det første bevis giver den første, der prædikede om Kristus efter hans fødsel i denne verden. Hvem var det? En engel. Hvad mon han prædikede? De kære hyrder bliver forskrækkede over hans himmelske glans, men han siger i Luk

2,10: «Frygt ikke, for se, jeg forkynder (euangelizomai) jer en stor glæde, som skal være for hele folket.» Her finder vi ikke det allermindste om loven, ikke spor af forskrifter, ikke spor af krav fra Gud til menneskene. Han prædiker tværtimod om det stik modsatte: om Guds velbehag, om hans nåde mod alle mennesker. Og (S. 392) de himmelske hærskarer synger jublende: «Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, og i mennesker velbehag.» Igen intet andet end et rent, sødt og lifligt glædesbudskab! Nu har den kære Gud igen fået sin ære! Han havde skabt en menneskeslægt, som han vidste ville falde. Men han har gjort alt, hvad han kunne gøre, for at frelse denne menneskeslægt. Dette lille barn, født i stalden i Betlehem, har skabt fred. Mere kræver Gud nu ikke, end at mennesket vil tage imod det med glæde, trøste sig ved dette lille barn og glæde sig over det. – Her har en himmelsk prædikant givet os et forbillede på, hvordan vi skal prædike. Vi skal lade evangeliet være det fremherskende. Vi må jo også prædike loven, men kun som forberedelse til evangeliet. Hos os må målet med loven også altid være prædikenen af evangeliet. Den, der ikke gør det, er ikke nogen sand tjener ved evangeliet.

Mark 16,15–16: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den, der ikke tror, vil blive fordømt.» – Dengang var det øjeblik kommet, hvor Kristus helt klart og tydeligt og med få ord måtte angive den grund, som hans religion egentlig hviler på. For han skulle netop til at fare til himmels og give apostlene, som skulle føre hans værk videre, besked om, hvad de skulle gøre. Og hvad siger han? «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen.» Allerede ordet «evangelium» viser det: De skal kun bringe et glædesbudskab. Og for at vi ikke skal komme til at tænke: «Det ord er et uendelig stort ord, men hvem ved, hvad det skal betyde?», tilføjer han straks: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Dermed vil han sige: Det er det, jeg forstår ved evangelium. «Men den, der ikke tror, vil blive fordømt» – også det er et sødt ord. Han siger ikke: «Den, der har syndet for meget og for længe, bliver fordømt.» Nej, der er slet ingen anden grund til, at et menneske nu stadig bliver fordømt, end at det ikke tror. Man kunne næsten – menneskeligt talt – sige: «De sidste ord er de allersødeste og allermest trøstende.» Lad os dog tænke grundigt over, hvad der ligger i det, når Kristus siger:

«Den, der ikke tror, bliver fordømt.» – «Lad mennesket være, som det vil, lad det have syndet nok så groft – alt det skal ikke fordømme det. Men den, der ikke tror mine ord, mit budskab, han farer naturligvis til helvede.» Og når Frelseren skræmmer med helvede, gør han det kun for at bringe folk i himlen. Sådan vil han også her kun bevæge (S. 393) menneskene til ikke at forkaste hans nådefulde budskab, men tage imod det. Man må ikke forstå ordene sådan: «Den, der ikke tror, bliver fordømt», men sådan: «Den, der ikke tror, bliver fordømt.» [I den trykte udgave er de to gengivelser formentlig skilt ad ved fremhævelse: første gang ligger trykket på «fordømt», anden gang på «ikke tror».] Han vil sige: «Din fordømmelse er allerede taget fra dig, din synd er allerede båret, dit helvede har jeg allerede overvundet, jeg har gjort fyldest for det alt sammen! Nu gælder det: Tro det, så er du hjulpet, hjulpet for evigt!»

2 Tim 4,5: «Men du, vær ædru i alt, lid ondt, gør en evangelisk prædikants gerning (ergon euangelistou = en evangelists gerning), fuldfør din tjeneste redeligt.»

Selv om der her skulle være tale om en embedsbetegnelse, tager det intet fra vores bevis. For de, der ikke var apostle, men evangelister, var det, fordi de ikke skulle prædike andet end evangelium – det vil sige alene den lære, som de skulle søge at frelse folk ved. Finder I ganske vist folk i selvretfærdighed eller sunket ned i alle slags synder og laster, i kødelig sikkerhed, så må I først slå de hårde sten i stykker; men det er kun et forarbejde. For vandet kan ikke trænge ind, når

hjertet er en hård sten. Loven er kun en hjælpelære og på ingen måde Kristi egentlige lære. «Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.» Kristus har kun bragt nåden, evangeliet – ikke en ny lov, som de elendige, blinde pavelige siger. Han har kun prædiket loven for at forberede folk på sin søde trøst.

2 Kor 3,5–6: «Ikke fordi vi i os selv er dygtige til at tænke noget, som kom det fra os selv; men vores dygtighed er fra Gud, som også har gjort os dygtige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavets, men Åndens. For bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.» – Apostlen taler om sig selv som apostel. Præsterne i den kristne tid skal nøje betænke, at de ikke er gammeltestamentlige, men nytestamentlige prædikanter. Hvorfor siger apostlen det? «Bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.» «Bogstavet» er Guds lov. En nytestamentlig prædikant skal som sådan kun forkynde evangeliet, intet andet. For så vidt han prædiker loven, udøver han egentlig et fremmed embede. Det er en forfærdelig blindhed, når de pavelige siger: I Skriften skal man skelne mellem to lærer, den gamle og den evangeliske lov. At tale om en evangelisk lov er en selvmodsigelse. Hvordan kan der være et glædeligt budskab i loven? Hertil kommer, at Antikrist går så vidt, at han påstår, at den evangeliske (S. 394) lov endda er endnu sværere: Den mosaiske lov nøjedes med en ydre lydighed, men den evangeliske lov går på det indre, på hjertet.

1 Kor 2,2: «For jeg havde besluttet ikke at vide af noget andet blandt jer end Jesus Kristus og ham som korsfæstet.» Bemærkelsesværdigt! Da Paulus var blandt korinthierne, tænkte han dag og nat kun på: «Hvordan skal jeg dog få Kristus ind i folks hjerter? Hvordan kan jeg grundlægge troen på Kristus og glæden over Kristus i dem?» Jesus Kristus var kernen og stjernen i alt, hvad han sagde. Det var den gyldne tråd, der løb gennem alle hans taler. Hvorfor har han skrevet det her? For vores skyld. Når du altså engang tager afsked med din menighed, har du kun en god samvittighed, hvis du også kan sige: «Jeg havde besluttet ikke at vide af noget andet blandt jer end Jesus Kristus og ham som korsfæstet.» Ve den, der prædiker noget andet! Ve den, der har prædiket loven for derved at gøre folk fromme, fordi han mente, at den rene og skære nåde ikke kunne frelse menneskene! Han har da været en utro tjener.

1 Kor 15,3: «For jeg overgav jer først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vores synder efter Skrifterne.» «Først og fremmest», en protois, imprimis. [græsk og latin: «blandt det første», «først og fremmest».] Alt andet var for ham underordnede ting. Først og fremmest, frem for alt, prædikede han evangeliet om Kristus. – Hør det ikke bare, men tænk nu på den tid, hvor I får en menighed, og lov jeres Gud: Sådan vil vi også holde det i vores menighed; vi vil ikke stå på prædikestolen som sure bedemænd, men som bryllupsbydere, som bejlere. Hvis I ikke blander evangeliet sammen med loven, vil I altid gå glade op på prædikestolen. Så vil man straks mærke på jer, at I er helt fyldt af glæde over at bringe jeres menighed det salige glædesbudskab; og så vil man også mærke, at der sker underfulde ting. Ak, hvor mange præster oplever ikke disse underfulde ting! De beholder deres søvnige tilhørere, de beholder deres gniere. Hvorfor? Der er ikke blevet prædiket evangelium nok for dem. For de folk, der her i Amerika kommer i kirke, vil virkelig høre Guds ord. Man er jo her i et frit land, og ingen bekymrer sig om, hvorvidt man går i kirke eller ej. Derfor burde en præst efter Guds vilje stræbe efter dette: Jeg vil forkynde mine tilhørere det søde evangelium, så hjertet smelter i brystet på dem, så de ikke kan stå imod, men må sige: «Herren har været mig for (S. 395) stærk, jeg vil blive

hos Jesus.» Det er ikke nok, at I ved med jer selv, at I er rettroende, og at I også har gaven til at fremføre den rene lære rigtigt. Hvor vigtigt det end er, hjælper det dog intet, hvis lov og evangelium bliver blandet sammen. Og den allerfineste form for sammenblanding er netop, når man nok prædiker evangeliet med, men ikke lader det være det fremherskende. Så tænker præsten: «Jeg har jo allerede mange gange forkyndt denne evangeliske sandhed.» Men de stakkels tilhørere siger: «Ja, han har også af og til prædiket rigtig trøsteligt, for han siger af og til: Tro på Jesus Kristus!» Men hvordan skal de kunne tro, når præsten ikke siger, hvordan de kan nå dertil? Så snart I ikke lader evangeliet være det fremherskende, vil mange af jeres tilhørere dø den åndelige sultedød. De får så for lidt at spise, for livets egentlige brød er jo ikke loven, men evangeliet.

2 Kor 1,24: «Det er ikke sådan, at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde, for i troen står I.» En dyrebar tekst til en tiltrædelsesprædiken! Åh, læg jer dette ord af apostlen på sinde! Når I bliver præster, bliver I medarbejdere på de kristnes glæde. Bliv da for Guds skyld ikke et menneske, der piner og martrer folk og gør dem usikre, så de går ud af kirken med tungt hjerte. Skriv tværtimod jeres prædiken sådan, at I tænker: «Den, der hører denne prædiken og ikke omvender sig, går ud af min kirke uomvendt og forhærdet ved egen skyld.»

Når så sværmere kommer og siger: «Præsten er heller ikke selv virkelig omvendt endnu, ellers måtte han tage helt anderledes fat; han prædiker folk lige ned i helvede», så skader det ikke. Lad bare sværmerne dømme sådan – vær blot ved godt mod! Det er alligevel den rette måde: I skal være medarbejdere på de kristnes glæde og ikke lægge dem på lovens pinebænk. Jo længere I prædiker sådan, desto mere vil folk prise Gud for, at de har sådan en mand til præst. Når man gennemgår hele kirkehistorien, vil man – tro mig – se, at vores synode trods sine svagheder og skrøbeligheder alligevel kan fremvise resultater som kun få kirkesamfund. Det skyldtes ikke vores klogskab, ikke vores store arbejde, ikke vores selvfornægtelse – nej, den sande grund er: Vi har i egentligste forstand prædiket evangeliet for folk. –

Så snart der i tilhørernes hjerte opstår en længsel efter nåde og den glade tillid: «Ja, så kan også jeg endnu komme i himlen» (S. 396), så tror de. Hvor mange bliver ikke i synden, fordi de tænker: «Jeg når det alligevel aldrig så vidt, at jeg kan komme i himlen! Præsten er sådan en from mand! Så from kan jeg ikke blive.» Men prædik blot evangeliet om Guds nåde i Kristus Jesus rigtig frisk og frit, så vil folk få disse tanker ud af hjertet.

Hør nu to steder fra de symbolske bøger [bekendelsesskrifterne], som bevis for, at også vores kirke i sine bekendelser har erklæret læren om Guds nåde i Kristus Jesus for hovedsagen.

Den Augsburgske Bekendelse, art. 4 (Müller, s. 39): «Endvidere læres der, at vi ikke kan opnå syndernes forladelse og retfærdighed for Gud ved vores egen fortjeneste, gerning og fyldestgørelse, men at vi får syndernes forladelse og bliver retfærdige for Gud af nåde for Kristi skyld ved troen, når vi tror, at Kristus har lidt for os, og at synden bliver os forladt, og retfærdighed og evigt liv bliver os skænket for hans skyld. For denne tro vil Gud regne og tilregne som retfærdighed for sig, som Sankt Paulus siger i Romerbrevet kapitel 3 og 4.»

De Schmalkaldiske Artikler, del II, art. 1 (Müller, s. 300): «Fra denne artikel kan man ikke vige eller give efter i noget, om så himmel og jord skulle falde, eller hvad der ellers ikke vil bestå. For der er ikke givet mennesker noget andet navn, som vi kan blive frelst ved, siger Peter i ApG 4,12. Og ved hans sår er vi helbredt, Es 53,3. [sandsynligvis Es 53,5.] Og på denne artikel står alt, hvad vi lærer og lever imod paven, djævelen og verden. Derfor må vi

være helt sikker og ikke tvivle; ellers er alt tabt, og så får paven og djævelen og alt, hvad der er imod os, sejren og retten.»

Hør nu et ord af Luther, som I burde lære udenad og flittigt bruge. Det står i Luthers fortale til Galaterbrevet (W. VIII, 1524) og lyder: «I mit hjerte hersker alene – og skal også herske – denne ene artikel, nemlig troen på min kære Herre Kristus. Han er den eneste begyndelse, midte og ende på alle mine åndelige og guddommelige tanker, som jeg altid, dag og nat, kan have.» – Han kunne lige så godt have sagt: «I mine prædikener og skrifter», for sådan er det i virkeligheden. Ingen kan prædike evangeliet sødere og herligere end vores kære Luther. Han prædiker ikke bare overordentlig trøstende, men også sådan, at når en, der stadig tvivler, hører ham, så griber han ham i håret og trækker ham ud – og han må tro, at han er Guds barn, og at han bliver frelst, selv om han skulle dø allerede i nat. Ak, Gud give, (s. 397) at I også kan vidne dette om jer selv, når I træder ind i prædikeembedet! Bed Gud på jeres knæ om, at han vil hjælpe jer, så I også kan sige det. Ak, gid alle præster kunne sige det – og jeg må desværre tilføje: også alle missouriske præster! For også dér er der forskel: Nogle har også et lovisk præg og gør både sig selv og deres tilhørere stor skade. De forvalter ikke deres embede med den rette glæde og gør ikke deres folk til glade kristne. Men det skal man gøre; det gør underværker. Når I prædiker evangeliet rigtig rigeligt, behøver I slet ikke være bekymrede for, at folk forlader jeres kirke, hvis der en dag kommer en åndelig markedsgøgler og opfører sig vildt på prædikestolen. Folk vil sige: «Vores præst har givet os det, som vi ikke finder andre steder. Vores præst er en sand luthersk præst, og hver søndag øser han en stor skat ud.»

Luther om Joh 17,10 (W. VIII, 740): «Derfor må enhver se efter for sit eget vedkommende, hvordan Kristus bliver herliggjort i ham. For der er vel mange, der roser sig af evangeliet og kan tale om det; men at herliggøre ham er ikke så almindeligt og ikke enhvers sag. For at herliggøre Kristus eller tro på ham er ikke andet end, som vi har hørt, at holde for vist, at den, der har ham, har Faderen og al nåde, alle guddommelige goder og det evige liv. Det kan verdens helgener, paven og sværmerne ikke. For selv om nogle taler om Kristus og også kan føre ordene i munden, at han er Guds Søn, har forløst os osv., så lærer og erfarer de dog aldrig, hvordan man skal tage imod ham, bruge ham, søge, finde og holde fast ved ham og i ham eller gennem ham gribe Faderen. I mellemtiden svæver de oppe i skyerne og går rundt med deres egne tanker. Se det hos nogle af vores sværmere, som dog har lært af os at tale om Kristus og troen: hvor sjældent de driver denne lære, ja, hvor koldt og kluntet de taler om den, når de skal røre ved dette hovedstykke, og hvordan de farer hen over sådanne tekster og flagrer, fordi de regner det for en ringe kunst, som enhver for længst kender godt.» –

Når man tager sin prædiken frem og prøver den: «Hvor meget har jeg brugt på loven, og hvor meget på evangelisk trøst?», så må mange sige: «Ja, evangeliet fik kun en ganske lille plads!» Men hvis en præst går ned fra prædikestolen og ikke har prædiket så meget evangelium, at en fattig synder, som måske gik i hans kirke for første og sidste gang, kunne blive frelst – ve ham! – den synders blod vil blive krævet af ham! – «Kort sagt, det er lutter andre tanker, de er fulde af, så at de, selv om de (s. 398) af og til rammer noget, alligevel ikke selv forstår noget af det og straks falder fra det og over i deres drømme. Men en sand prædikant driver denne artikel allermest, ja, uden ophør, for alt, hvad der hører til kundskaben om Gud og vores frelse, afhænger af den, sådan som du ser overalt hos evangelisten Johannes og i Sankt Paulus' breve.» – Det afgørende er, at jeres hjerte er fuldt af det, at I selv har erfaret det, så I, når I kommer til dette punkt, siger til jer selv: «Jeg kan slet ikke få sagt alt det, som jeg har

erfaret her. Det lader sig slet ikke beskrive med ord. Jeg kan kun stamme et par ord frem om det.» En sådan præst vil snart mærke, at strømme af Helligånden bliver udgydt over hans menighed, og at selv den mest forstokkede synder en dag bliver vendt om af den trøstefulde prædiken. Man må ikke tro, at en synder altid bliver bragt til erkendelse gennem vældige lovprædikener. Der er mange, som siger til sig selv: «Hvis du dør i aften, så farer du til djævelen.» Når så en sådan pludselig hører en rigtig evangelisk prædiken, fuld af den rigeste trøst, kan det let ske, at han vender om.

Luthers huspostil om Sl 68,19 (W. XIII. 2435): «Det kan man kalde en konge: Han er faret op i det høje og har sat sig over skyerne ved Majestætens højre hånd i himlen, og han har taget fangenskabet til fange. Han har ikke beskæftiget sig med børneleg og skidt her på jorden; nej, han har taget en evig fjende og et stort fangenskab til fange. Synden og djævelen, som havde taget hele verden til fange, har han til gengæld taget til fange; så at selv om synden og djævelen nu er imod mig og vil plage mig, skal de dog intet kunne gøre mig, når jeg holder mig til Kristus.» – Hvor tåbelige er de præster, som siger: «Jeg har prædiket så længe, men jeg ser slet ingen frugt; derfor har jeg besluttet, at jeg i en periode ikke vil prædike andet end lov, så folk kan vågne op af deres åndelige søvn!» Nej, dermed udretter du slet ingenting! – «Det er jo ikke at prædike sådan, at folk skal være dovne og ikke gøre noget godt, sådan som de pavelige håner os og siger, at vi er søde prædikanter.» – Luther vil hellere høre om sig selv, at han prædiker for sødt – at prædike sødt vil sige: fuld af trøst – for det er den allermindste bebrejdelse. Den skam vil jeg gerne bære. Og hvis folk så også siger, at jeg holder folk tilbage fra gode gerninger – tværtimod: Jeg prædiker for dem det, som alene forvandler deres hjerter, så de gør gode gerninger. – «Men hvis de havde siddet i dette fangenskab, ville de tale helt anderledes. Når de engang kommer i angst og rædsel på den venstre side, (s. 399) skal de nok mærke det. Derfor er dette ikke en prædiken for kød og blod, så at det skulle have frihed til at gøre, hvad det har lyst til. Nej, Herren Kristi himmelfart og rige tjener til, at synden bliver taget til fange, og at den evige død ikke får os i sine lænker og holder os fast i dem. Men skal synden være fanget, så må jeg, som tror på Kristus, leve sådan, at had og misundelse mod min næste og anden synd ikke overvælder mig; nej, jeg skal kæmpe mod synden og sige: Hører du, synd? Du vil lokke mig til at blive vred, misundelig, bryde ægteskabet, stjæle, være utro osv. Nej, ikke sådan! Ligeledes, når synden angriber mig fra venstre og vil skræmme mig, skal jeg sige: Nej, for du, synd, er min tjener; jeg er din herre. Har du aldrig hørt den lille sang om min Herre Jesus Kristus, som David har sunget: ‹Du er faret op i det høje› osv.? Hidtil har du været min bøddel og djævel og holdt mig fanget; men nu, da jeg tror på Kristus, skal du ikke længere være min bøddel. Du skal ikke anklage mig; for du er min Herres og Konges fange. Han har sat dig i stokken og kastet dig under mine fødder. Derfor skal man forstå det ret. Kristus vil med sin himmelfart og prædikenen om troen ikke gøre dovne og slappe kristne, som siger: Nu vil vi leve, som vi har lyst, ikke gøre noget godt, blive ved med at være syndere og følge synden som dens tjenere og fanger. De, der taler sådan, har ikke forstået prædikenen om troen ret. Man prædiker ikke Kristus og nåden, for at man skal kunne blive i synden. Nej, den kristne lære siger sådan: Fangenskabet skal lade dig gå fri – ikke så du nu kan gøre, hvad du har lyst til, men så du ikke længere skal synde.»

Luther vil sige: Prædik du bare det trøstefulde evangelium ret, og tro ikke, at du dermed prædiker folk ned i helvede. Det kan godt være, at en og anden gør sig en kødelig trøst ud af det; men tro ikke, at en sådan vil dø glad med den trøst. Når Streckebein kommer [et gammelt tysk folkeligt navn for døden], smelter denne trøst som sne for martssolen, som

man siger i Tyskland. Så er jeg altså helt uskyldig. Sådan en er jo aldrig nået frem til en sand trøst. Han går hele tiden sorgløst af sted og tænker: «Jeg kommer da i himlen. Jeg er slet ikke så slem; der er da noget godt ved mig. Det er bare lige det, at jeg stadig drikker lidt og bander engang imellem» osv. Han har slet ikke det evangelium i hjertet, som blev prædiket for ham. Men lad jer ikke bringe ud af fatning af den slags tilfælde! Prædik evangeliet frimodigt, for Kristus siger til sine disciple: «Gå ud i hele (s. 400) verden og forkynd evangeliet for hele skabningen.» Hvor ofte ser man ikke, at hos dem, der er gået af sted i en sådan falsk trøst og har troet, at de byggede på det, en retskaffen præst havde sagt, forsvinder alt deres håb i døden, så præsten, når han står ved deres dødsleje, har den største nød med at forhindre, at de stakkels mennesker farer herfra i fortvivlelse. Gud give, at man også en dag siger om jer: «Han prædiker godt nok, men for sødt!» Bare ikke loven for længe! Straks skal evangeliet følge efter! Når loven har gjort jernet glødende, må evangeliet komme med det samme og give det sin form. Når det er blevet koldt igen, bliver der ikke noget ud af det.

Endelig skriver Luther i huspostillen (W. XIII, 1809–1811): «Dette er nu den anden regel, som Herren giver: at man skal lade det ydre skin fare og se

på frugterne. ‹På deres frugter›, siger han, ‹skal I kende dem.› Og han giver en lignelse om det. Ingen af jer er så tåbelig, at han, når han ser en torne- eller tidselbusk på marken, går hen og undersøger, om han kan finde vindruer eller figner på den. Nej, den slags frugter søger man på et andet træ, som ikke er så tornet og stikkende. I haven

går det også sådan til. Når et træ hænger fuldt af æbler og pærer, siger enhver, der ser det: Nej, hvor er det et godt træ! Omvendt, når der ikke er noget på et træ, eller alt er ormstukket, revnet og vanskabt, siger enhver: Det træ er ikke noget værd; hug det bare om og kast det i ovnen, og sæt et bedre i stedet! Denne kunst, siger Herren, skal I også bruge over for de falske profeter; så vil I ikke tage fejl,

hvordan skinnet end er. Om der så lå tyve fåreskind på ulven, skal I alligevel kende ham, så han ikke bedrager jer.

Hvad er så frugten hos en sand profet eller prædikant, som man kan kende ham på, så man ved, at han ikke er en ulv, men et fromt lille får? Det er ikke det ydre liv, titlen og embedet eller særlige gaver og nådegaver. For Herren vidner selv, og det lærer erfaringen også, at folk ofte bliver bedraget og forført af det. Men den rette frugt er, som Herren siger til sidst, at man gør Faderens vilje, han som er i himlen.

Her skal du lægge mærke til, at Herren ikke taler om alle kristne i almindelighed, men om pro-

feterne. Det er sandt, at alle kristne skal gøre Faderens vilje, og derved bliver de også frelst.» – Vi bliver ofte helt misforstået. Man tror nemlig tit, at man kan kende en sand profet på, at han bærer frugt (s. 401) i sit gudfrygtige liv, og at han har stor frugt i den forstand, at han har stor succes. Men Kristus siger: «Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himlenes rige, men den, som gør min Fars vilje, han som er i himlene.» – «Men ‹Faderens vilje› betyder ikke alene, at man holder de ti bud og yder Gud en sådan lydighed; for

da vi ikke kan gøre det fuldkomment her i dette liv, ville det være umuligt, at vi

kunne rose os af at have gjort Faderens vilje, og vi ville derfor ikke komme i himlen. Nej, Faderens vilje betyder det, som Kristus siger i Joh 6,40: ‹Dette er hans vilje, som har sendt mig, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den sidste dag.› Det er den eneste vej, som vi alle sammen, prædikanter og tilhørere, skal gå, hvis vi ellers vil blive frelst. Men her taler Herren særligt om prædikanterne eller profeterne. Deres rette og egentlige frugt er ikke andet end, at de flittigt skal forkynde denne vilje for folk og lære dem, hvor nådig og barmhjertig Gud er, han som ikke har behag i synderens død, men

vil, at han skal leve; og at Gud selv har vist denne barmhjertighed ved at lade sin enbårne Søn blive menneske. – Den, der nu tager imod ham og tror på ham, det vil sige trøster sig ved, at Gud for sin Søns skyld vil være ham nådig, tilgive hans synd og frelse ham for evigt osv., og den, der fører denne prædiken rent og på den måde viser folk hen til Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og os, han gør som prædikant Guds vilje. Og dette er den rette frugt, som ingen kan blive bedraget eller forført af. For hvis det var muligt, at djævelen selv prædikede sådan, så kunne den prædiken ikke være falsk eller løgnagtig; den, der troede på den, ville få det, som den lover ham. – Efter denne frugt, som er den fornemste og visseste, og som ikke kan skuffe, følger så også andre, nemlig at livet også stemmer smukt overens med en sådan lære og ikke strider imod den. Men sådan frugt skal man først regne for den rette frugt, når den første frugt, nemlig læren om Kristus, er der i forvejen.»