Otteogtredivte aftenforelæsning. (23. oktober 1885.)

Mange præster, og ikke de dårligste, mener, at de allerede har udrettet meget, ja, måske endda har nået deres mål, når de har skræmt deres tilhørere op af deres naturlige sikkerhed og bragt dem dertil, at de fortvivler over deres nådestand og deres frelse. Nu er det jo rigtignok nødvendigt, at ethvert menneske, der skal blive frelst, bliver hentet ud af sin falske ro, sin falske trøst, sin falske fred (s. 379) og sine falske forhåbninger. Det må ganske vist bringes dertil, at det fortvivler over sin frelse og over sin nuværende tilstand. Men det er netop kun en forberedelse. Hovedsagen, hovedmålet er noget helt andet. Mennesket skal tværtimod bringes dertil, at det bliver helt vis på sin nådestand og sin frelse, så den benådede synder kan juble med den fromme Woltersdorf:

«Jeg ved det, jeg ved det og vil det bevare:

så sandt som Guds hænder endnu styrer riget,

så sandt som hans sol endnu stråler på himlen,

så sandt har jeg synder fået syndernes forladelse.»

Dette er en evangelisk præsts hovedmål; det kan der ikke være tvivl om. For præsten skal jo prædike evangeliet for dem, der er betroet ham, og bringe dem til tro på Kristus; han skal døbe, han skal give tilgivelse og række den hellige nadver. Men hvad er evangelieprædiken andet end budskabet til menneskene om, at de er forsonet med Gud ved Kristus, ja, fuldkommen forløst? Hvad er en levende, sand hjertetro andet end den guddommelige vished om syndernes forladelse og om, at himlens porte står åbne for os? Hvad er dåben andet end på Guds befaling, i Guds navn og i Guds sted at hente et menneske ud af den fortabte synderverden og give det den højtidelige forsikring: «Gud er dig nådig, han er din Far, og du er hans kære barn! Guds Søn er din frelser, og du er hans allerede frelste barn! Helligånden er din trøster, og du er hans nådebolig»? Hvad er tilgivelsen andet end i Kristi navn, på hans vegne og i hans sted at sige: «Dine synder er dig forladt»? Hvad er uddelingen af den hellige nadver andet end i Jesu navn at sige: «Også du har del i det store forløsningsværk! Og som bekræftelse giver jeg dig dette kostbare pant, Kristi legeme og blod, den løsesum, som han engang købte hele verden med»!

Går vi til Den Hellige Skrift, finder vi, at alle rette forkyndere har haft det som mål at bringe det så vidt, at deres tilhørere kunne sige: «Jeg er Guds barn og arving til det evige liv.» Kristus råbte til sine disciple: «Glæd jer snarere over, at jeres navne er skrevet i himlen.» Hvad ville han dermed sige andet end dette: «Glæd jer over, at I helt sikkert bliver frelst»? Og Paulus skriver til korintherne: «I lod jer renvaske, I blev helliget, I blev erklæret retfærdige ved Herren Jesu navn og ved vores Guds Ånd.» Peter skriver til de kristne, som boede (s. 380) i det fremmede: «I var faret vild som får, men I er nu vendt om til hyrden og tilsynsmanden for jeres sjæle.» Og Johannes, der også regner sig selv med, siger til sine åndelige børn: «Nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke blevet åbenbaret, hvad vi skal blive. Men vi ved, at når det bliver åbenbaret, vil vi blive ligesom ham, for vi vil se ham, som han er.» Intetsteds i Den Hellige Skrift finder vi, at apostlene omgikkes deres menighedsmedlemmer som folk, der endnu slet ikke rigtig vidste, hvordan de stod over for Gud. Det er altid sådan, at man kan se, at apostlene forudsatte: Det er dyrebare, kære Guds børn, med alle deres svagheder og skrøbeligheder.

Nu er det helt anderledes. Selv de bedste præster er for det meste helt tilfredse, når de har bragt folk så vidt, at de fra tid til anden kommer til dem og klager: «Ja, jeg kan slet ikke blive vis på min frelse.» De klager: «Ak, jeg føler ikke andet, end at jeg ville gå fortabt, hvis jeg døde i nat.»

Så tænker de præster, der ikke er virkelig evangeliske: «Dér er jeg nået langt. Det er en god kristen!» Men man burde tværtimod blive forskrækket, når man endnu ikke er nået så vidt, at man kan sige: «Jeg ved, at min forløser lever! Jeg ved, hvem jeg tror på!»

Hvad er skyld i, at så mange nu går omkring uden at vide, om de er sande kristne? Hvor kommer det fra? Det kommer af, at præsterne for det meste blander lov og evangelium sammen, at de ikke følger den hellige apostels formaning: «Gør dit bedste for at træde frem for Gud som en prøvet arbejder, der ikke behøver at skamme sig, og som deler sandhedens ord ret» – som altså ret skelner mellem lov og evangelium. For når nogen prædiker evangeliet sådan, at han blander noget lovisk ind i det, er det ikke muligt, at nogen derigennem kommer til tro på syndernes forladelse. Og omvendt, når

nogen prædiker loven sådan, at han blander noget evangelisk ind i den, så kommer man ikke til erkendelse af, at man er en fattig synder, der har brug for syndernes forladelse.

§ Tese XXIV.

For det tyvende deles Guds ord ikke ret, når man beskriver den utilgivelige synd mod Helligånden sådan, som om den var utilgivelig på grund af sin størrelse.

Sådan bliver den som regel beskrevet: som om den var utilgivelig på grund af sin størrelse. Men er det ikke en grufuld sammenblanding af lov og evangelium? (s. 381) Loven alene fordømmer synden, men evangeliet frikender for synden og undtager ingen synd. Profeten skriver: «Selv om jeres synd er blodrød, skal den dog blive snehvid; og selv om den er rød som karmoisin, skal den dog blive som uld.» Apostlen Paulus skriver i Rom 5,20: «Men hvor synden blev større, blev nåden endnu større.» Derfor synger også vores Luther så herligt:

«Selv om hos os er synden stor,

hos Gud er nåden større;

hans hånd til hjælp har ingen grænse,

hvor stor end skaden er.»

Hvad siger så Den Hellige Skrift om synden mod Helligånden? For det første har vi tre parallelle steder i de synoptiske evangelier, dernæst et sted i Hebræerbrevet og et i Første Johannesbrev. Disse steder er det egentlige hjemsted for læren om synden mod Helligånden.

Matt 12,30–32: «Den, som ikke er med mig, er imod mig, og den, som ikke samler med mig, spreder. Derfor siger jeg jer: Enhver synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives menneskene. Og den, som taler et ord imod Menneskesønnen, ham skal det tilgives, men den, som taler imod Helligånden, ham skal det ikke tilgives, hverken i denne verden eller i den kommende.»

Det er hovedstedet. Her ser vi for det første: Al bespottelse mod Faderen og Sønnen skal tilgives, kun ikke bespottelsen mod Helligånden. Men nu er det sikkert, at Helligånden ikke er en herligere og højere person; han er lig med Faderen og Sønnen. Altså kan meningen ikke være: «Bespottelsen mod Helligåndens person er denne utilgivelige synd» – for bespottelsen mod Faderen og Sønnen er nøjagtig den samme synd. Det, der menes, er derimod bespottelsen mod Helligåndens embede. Den, der forkaster Helligåndens embede, er fortabt; denne synd kan ikke tilgives. Helligåndens embede er jo at kalde til Kristus og bevare hos ham. Når der nu også udtrykkeligt står: «den, som taler imod Helligånden», så ser vi deraf, at den, der kun bærer på bespottelige tanker i sit hjerte, ikke har begået synden mod Helligånden. For kære kristne tror ofte, når de har sådanne frygtelige tanker og ikke kan slippe af med dem, at de har begået denne synd. Det har vor kære Herre Kristus nok forudset. Derfor siger han: «Bespottelsen (s. 382) skal være udtalt med munden.» For djævelen skyder sine brændende pile ind i de bedste kristnes hjerter, så de frygteligste tanker, også mod deres himmelske Far og mod Helligånden, kommer ind i deres hjerte, men imod deres vilje. Selv alvorlige kristne har klaget over, at de, selv når de gik til den hellige nadver, havde de frygteligste tanker, også om Helligånden. Men det er djævelens snavs. Hvis jeg sidder i en smuk stue med åbne vinduer, og en ond knægt kaster skarn og snavs ind til mig – hvad kan jeg gøre for det? Gud lader det efter

sit vise forsyn ske, at nogle af hans kære børn plages dag og nat af sådanne tanker. Det har de bedste præster allerede oplevet hos deres menighedsmedlemmer. Men det er ikke synden mod Helligånden. Til den hører, at bespottelsen er udtalt med munden. Ja, jeg har selv haft en sådan pige i sjælesorg, som endda udtalte disse tanker, men samtidig kastede sig ned på gulvet, sukkede og græd og bad Gud om dog at befri hende for det. Og hun fik ikke ro, før hun så, at det slet ikke var hende selv, der gjorde det. Satan havde ikke bare skudt brændende pile ind i hende, men også taget hendes læber i besiddelse. De nyere teologer siger ganske vist: «Det er en overtroisk forestilling. Det kan djævelen ikke.»

Mark 3,28–30: «Sandelig siger jeg jer: Alle synder skal tilgives menneskenes børn, også gudsbespottelserne, hvad de end spotter Gud med. Men den, som spotter Helligånden, har ikke tilgivelse i evighed, men er skyldig til den evige dom. For de sagde: Han har en uren ånd.»

Dér har I en bespottelse af Helligånden! Da Kristus uddrev djævlene ved Guds finger, erklærede de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, denne virkning af Helligånden for en virkning af djævelen. I deres indre var de overbevist om, at det var et guddommeligt værk, men fordi Frelseren revsede dem så hårdt for deres hykleri og skinhellighed, fattede de et dødeligt had til Kristus, og det bragte dem til at bespotte Helligånden. Her får vi forklaringen:

«Når man erklærer Helligåndens værk for djævelens værk, skønt man er overbevist om, at det er Guds værk, så er det en bespottelse mod Ånden.» Men heraf ser I, at dette er et meget alvorligt emne. Der findes ingen kristen, som ikke undertiden står den guddommelige nådes virkninger imod og prøver at bilde sig selv ind: «Ak, det er bare triste tanker!» Hvad betyder det andet end: «Det kommer fra djævelen»! Denne lære (s. 383) advarer os om, at vi for vores frelses skyld straks skal følge Helligånden, når vi mærker hans virkning, og endelig ikke stå ham imod. For det næste trin er, at man tænker: «Ak, det kommer ikke fra Helligånden.» Det næste trin er, at man fatter had til den vej, som Gud vil føre os til frelse ad, og dernæst, at man bespotter den. Så tag jer i agt! Luk op for Helligånden, hver gang han banker på, og vogt jer for sammen med verden at holde det for tungsind. Det er ikke noget at spøge med. Hvis Helligånden ikke bringer os til tro, så kommer vi ikke dertil. Den, der forkaster ham, kan ingen hjælpe, heller ikke Gud. For Gud vil opretholde den orden, han har indrettet for at frelse os. Han tvinger heller ikke nogen ind i himlen. Kristus havde netop dengang helbredt manden med den visne hånd og uddrevet djævelen. Enhver så, at Guds magt brød ind i Satans rige, men disse ondskabsfulde mennesker sagde: «Ak, han har Beelzebul, og derfor kan han uddrive de små djævle.» Men som han viste dem, kunne de af hans handlemåde, af hans gerninger og ord, se, at han var imod djævelen. Han ødelagde jo djævelens rige; og djævelen ville da ikke hjælpe med at ødelægge sit eget rige.

Luk 12,10: «Og den, som siger et ord imod Menneskesønnen, skal få tilgivelse; men den, som spotter Helligånden, skal ikke få tilgivelse.» – Her ser vi igen: Til denne synds væsen hører, at bespottelsen bliver udtalt, og det med vidende og vilje.

Hebr 6,4–8: «For dem, som engang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som er faldet fra, for dem er det umuligt igen at blive fornyet til omvendelse, fordi de for deres eget vedkommende korsfæster Guds Søn på ny og gør ham til spot. For jorden, som drikker den regn, der ofte falder på den, og

bærer planter, som er nyttige for dem, der dyrker den, modtager velsignelse fra Gud. Men den, som bærer torne og tidsler, er ubrugelig og nær ved forbandelse, og til sidst bliver den brændt.»

Et overordentlig vigtigt sted! Det særegne ved denne synd består altså i, at den, der har begået den, aldrig igen kan komme til omvendelse. Det er umuligt; han kan ikke komme til omvendelse. Det er ikke vor kære Gud, der sætter mennesket i denne tilstand; mennesket kommer i den ved egen skyld. Men når denne tilstand har nået en vis højde, (s. 384) så holder Gud op med at virke på ham. Så er forbandelsen udtalt over ham, så er der ikke længere nogen mulighed for, at han bliver frelst. Hvorfor? Fordi han ikke kan komme til omvendelse. Hans hjertes jord er blevet forbandet og bliver ikke længere gjort frugtbar af den guddommelige nådes dug og regn.

1 Joh 5,16: «Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede, og så vil han give livet til dem, der ikke synder til døden. Der er synd til døden; for den siger jeg ikke, at man skal bede.»

Dette ord er ganske vist en vigtig belæring for os, men vi kan ikke selv bruge det i praksis. For om intet menneske kan vi sige, at han har begået synden mod Helligånden, før han er død. Selv om han udtaler det med munden, ved vi nemlig ikke, hvor meget hans indre er med i det, om det ikke er en virkning af djævelen, om han ikke gør det i stor blindhed, og om han ikke kan fornyes til omvendelse. Men de kristne dengang havde nådegaven at kunne skelne mellem ånder. Det er det, apostlen vil sige:

«Når I ser, at den og den har begået denne synd, så Gud ikke længere vil være ham nådig, så skal I heller ikke ville det, og I skal holde op med at bede for ham.» Vi kan heller ikke sige til Gud: «Frels dem, der har begået synden mod Helligånden.» Men hvor frygteligt alt dette end lyder, ligger der en usigelig stor trøst i det.

Der kommer måske en og siger: «Jeg er et elendigt menneske! Jeg har begået synden mod Helligånden – helt sikkert!» En sådan anfægtet fortæller, hvad ondt han har gjort, hvad ondt han har sagt, og hvad ondt han har tænkt, så det virkelig ser ud, som om han har bespottet Helligånden. Men nu har I våbnet i Hebr 6. Alt det glæder ham jo slet ikke; det er noget helt forfærdeligt for ham. Deraf kan I se, at vor kære Gud i det mindste har begyndt omvendelsen i ham; der mangler kun, at han også holder sig rigtig fast til evangeliets løfte. Spørger I så: «Gør du det med vilje?», så siger sådanne mennesker undertiden i deres angst, uden at de vil det: «Ja, selvfølgelig!» Men det er Satan, der taler ud af dem. Så spørg: «Ville du ønske, at du ikke havde gjort det? Gør det dig da ondt?» –

«Ja, selvfølgelig», vil han svare, «jeg får jo de allerfrygteligste tanker på grund af det!»

Så har Gud helt sikkert allerede begyndt omvendelsen. Man må ganske vist heller ikke tale alt for letsindigt om det, men man skal påvise over for dem, at de har en begyndelse til omvendelse og dermed leverer det uigendrivelige bevis for, at de ikke har begået denne (s. 385) synd. I det hele taget skal man prædike om dette emne mere for at overbevise folk om, at de ikke har begået denne synd, end for at advare dem mod at begå den. For den, der har begået denne synd, nytter ingen prædiken længere. Men den, der er ked af sin synd og gerne vil have tilgivelse, skal vide: Han er et kært Guds barn, men står i en frygtelig anfægtelse.

I ApG 7 fortælles det, hvordan Stefanus siger til sine tilhørere: «I stivnakkede, uomskårne på hjerter og ører! I står altid Helligånden imod; som jeres fædre, således også I.» Var det også synden mod Helligånden? Nej, for Stefanus dør jo med forbønnen: «Herre, tilregn dem ikke denne synd!» Deraf kan man se, at jøderne, selv om de havde syndet med vilje, alligevel ikke havde begået denne synd; ellers ville denne martyr ikke have bedt for dem. Der kunne komme en time, hvor de ikke længere stod imod.

Lad os nu høre, hvad Luther skriver til 1 Joh 5,16 (W. IX, 1074): «Ved ‹synd til døden›

forstår jeg den vranglære, som de indfører i stedet for sandheden. Hvis de ikke omvender sig, efter at de er blevet formanet en og anden gang, så er det en synd til døden. Dog kan man også regne dem med hertil, som synder af stivsind og trods, som Judas; han var advaret nok, men på grund af sin stivsindede ondskab kunne han ikke bringes på bedre tanker; ligeså Saul, der døde i sine synder, fordi han ikke håbede på Herren. Men hos dem, der synder på den måde, at de stadig vil hævde og forsvare den vildfarelse, de har erkendt, er stivsindet på sit højeste.» –

Denne synd kan altså ikke tilgives, men ikke fordi den er så stor – for apostlen siger jo udtrykkeligt: «Hvor synden blev større, blev nåden endnu større» – men fordi den forkaster det middel, som alene kan føre et menneske til omvendelse, til tro og til udholdenhed. Der er tale om mennesker, der synder på den måde, at de hårdnakket forsvarer en vildfarelse, de har erkendt som vildfarelse, imod bedre vidende og mod deres samvittighed. – «Sådan er også synden mod Helligånden, eller forhærdelsen i ondskaben, bekæmpelsen af den erkendte sandhed og ubodfærdigheden indtil enden.» – Det er ganske vist uden tvivl ikke rigtigt, når Luther forstår den som ubodfærdigheden indtil enden, for så ville de fleste mennesker have begået denne synd. Men ubodfærdigheden indtil enden er (s. 386) forbundet med denne synd. Det særlige kendetegn ved denne synd er imidlertid, at den sætter sig op imod embedet, imod Helligåndens virke. – «En anden synd er den synd, som ikke er til døden. Sådan var Paulus' synd, når han siger: ‹Jeg handlede uvidende, i vantro›, nemlig:

‹skønt jeg tidligere var en gudsbespotter, forfølger og voldsmand; men jeg blev vist

barmhjertighed›, 1 Tim 1,13.» – Paulus havde begået den frygtelige synd, at han ikke blot selv spottede, men endda ville tvinge de kristne til at spotte; men han gjorde det i sin frygtelige blindhed og anede ikke, at han dermed kæmpede imod Gud. – «Om den synd taler også Kristus i Matt 12,32: ‹Den, som taler et ord imod Menneskesønnen, ham skal det tilgives.› Heller ikke synden hos dem, der korsfæstede Jesus, var til døden. Til dem siger Peter: ‹Nu ved jeg, kære brødre, at I handlede i uvidenhed›, ApG 3,17. ‹For havde de kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre›,

1 Kor 2,8. Men denne synd derimod er en synd til døden, fordi den stadig forsvares, efter at den er tilstrækkeligt åbenbaret og erkendt; den står nemlig Guds nåde, frelsens midler og syndernes forladelse imod.» – Ak, lad enhver tage sig i agt, så han ikke kæmper imod Helligånden, så hans mund ikke siger «nej», når en synd bliver åbenbaret for ham, og hans hjerte siger «ja»! Selv om det ikke er synden mod Helligånden, er det dog i hvert fald et forstadium til den. Mange ved godt, at vi synder meget hver dag; men irettesætter man dem for den ene eller den anden synd, så siger de: «Nej, jeg har ikke gjort en kat fortræd.» – «Hvor der ingen erkendelse af synden er, dér er der heller ingen tilgivelse. For syndernes forladelse prædikes for dem, som føler synden og søger Guds nåde. Men disse» – dem, der har begået synden mod Helligånden – «plages ikke af nogen samvittighedsskrupler, og de hverken erkender eller føler synden.» – Hvis altså de mennesker, som klager til én over, at de har begået synden mod Helligånden, virkelig havde begået den, hvis de virkelig var i denne frygtelige tilstand, så ville de slet ikke klage over det; de ville tværtimod have deres glæde af hele tiden at spotte evangeliet. Men sådanne anfægtede kristne har jo troen, og altså virker Guds Ånd i dem. Og virker Guds Ånd i dem, så har de heller ikke begået denne synd.

Om dette emne udtaler Baier sig helt vidunderligt. I sin Comp. theol. pos. [Compendium theologiae positivae, «Kompendium over den positive teologi»] P. II. Cap. III, § 24 siger han: «Peccatum (s. 387) actuale omnium gravissimum, quod vocatur in Spiri-

tum Sanctum,(Nota a) consistit(Nota b) in veritatis coelestis jam agnitae(Nota c) abnegatione malitiosa (Nota d) et impugnatione blasphema(Nota e) et pertinaci.(Nota f) [«Den groveste af alle gerningssynder, den, som kaldes synden mod Helligånden (note a), består (note b) i en ondsindet fornægtelse (note d) og en bespottelig (note e) og hårdnakket (note f) bekæmpelse af den himmelske sandhed, som man allerede har erkendt (note c).»]

(Nota a.) Ratione denominandi ab objecto petita, quod est Spiritus S. hoc loco metonymice, ratione officii spectatus, quod per ministerium verbi in convertendis hominum animis exercet, qualis acceptio vocis etiam habetur 2 Cor. 3,6., ut adeo peccatum in Spiritum S. sit peccatum, quod in Spiritus S. officium et ministerium patefactamque per illud veritatem coelestem commissum est. [«(Note a.) Betegnelsen er taget fra objektet, nemlig Helligånden, som her ses metonymisk med henblik på det embede, han udøver gennem Ordets tjeneste, når han omvender menneskenes sjæle – en betydning af ordet, som også findes i 2 Kor 3,6. Synden mod Helligånden er altså en synd, der begås mod Helligåndens embede og tjeneste og mod den himmelske sandhed, som er åbenbaret gennem den.»] – At spotte Helligånden betyder: at spotte hans embede, at erklære Helligåndens virkninger for Djævelens virkninger, at gøre modstand mod hans embede. –

Dicitur etiam alias peccatum ad mortem, denominatione ab effectu petita, quod mortem seu damnationem aeternam certissime afferat, 1 Joh. 5,16. [«Den kaldes også andetsteds synden til døden – en betegnelse, der er taget fra virkningen – fordi den med fuld sikkerhed fører døden, det vil sige den evige fordømmelse, med sig, 1 Joh 5,16.»] – Synden til døden må ikke forveksles med dødssynden. –

(Nota b.) Sedes doctrinae de hoc peccato habetur Matth. 12,30. et sqq. Marc. 3,28. Luc. 12,10. [«(Note b.) Læresædet (sedes doctrinae) for læren om denne synd findes i Matt 12,30ff; Mark 3,28; Luk 12,10.»]

(Nota c.) Sive doctrina illa assensu fidei divinae ac professione publica semel approbata, sive tantum ita clare percepta fuerit, ut animus convictus nihil habeat, quod ad rem possit opponere. Priore modo peccant in Spiritum S. apostatae illi, qui veritatem semel agnitam et creditam abnegant et convitiis petunt, quales describit auctor Ep. ad Ebr. 6,4 sqq. Ad posteriorem classem pertinent Pharisaei et scribae, qui doctrinam Christi nunquam sua confessione comprobaverant, interim de veritate ejus ex Scripturis et miraculis Christi ita convicti erant apud animum, ut praeter convitia nihil haberent, quod opponerent. [«(Note c.) Hvad enten denne lære engang er blevet godkendt med den guddommelige tros bifald og ved offentlig bekendelse, eller den blot er blevet opfattet så klart, at sindet er overbevist og intet har at sætte imod sagen. På den første måde synder de frafaldne mod Helligånden, som fornægter den sandhed, de engang har erkendt og troet, og angriber den med skældsord – sådan som forfatteren til Hebræerbrevet beskriver dem i Hebr 6,4ff. Til den anden gruppe hører farisæerne og de skriftkloge, som aldrig havde godkendt Kristi lære ved at bekende den, men som alligevel i deres indre var så overbevist om dens sandhed ud fra Skriften og Kristi undere, at de ikke havde andet end skældsord at sætte imod den.»] –

Der er lutherske teologer, som siger, at kun den, der har været sandt genfødt, kan begå denne synd. Men dér går de for vidt. For ingen vil tro, at farisæerne tidligere havde været sandt omvendt; de er tværtimod vokset op i deres ondskab. Det er rigtigt, at en genfødt stadig kan begå denne synd, hvis han falder fra – det skal man lægge mærke til over for calvinisterne. Det er meget sandsynligt, at Judas har stået i troen. Man kan næppe tro, at Frelseren ville have kaldet ham, mens han stod under Guds vrede. Men han faldt fra, så Satan ikke blot havde taget hans legeme, men også hans ånd i sin magt.

(Nota d.) Seu ut negatio et impugnatio doctrinae coelestis fiat «ekousios», Ebr. 10,26., ita ut

principium abnegationis et impugnationis sit pura puta malitia. Qui autem ex ignorantia aut metu periculi abnegant fidem, non ideo peccatores in Spiritum S. sunt, sed remissionem (s. 388) peccati consequi possunt. Vid. exempla Pauli 1 Tim. 1,13 et Petri Matth. 20,70 sqq. [«(Note d.) Eller sådan, at fornægtelsen og bekæmpelsen af den himmelske lære sker ‹ekousios› [med vilje], Hebr 10,26, således at kilden til fornægtelsen og bekæmpelsen er ren og skær ondskab. Men de, som fornægter troen af uvidenhed eller af frygt for fare, er ikke dermed syndere mod Helligånden; de kan tværtimod opnå forladelse for synden. Se eksemplerne med Paulus, 1 Tim 1,13, og med Peter, Matt 20,70ff.»] [sandsynligvis Matt 26,70ff.] –

Det er et frygteligt tegn, når man har forelagt et menneske Guds ord klart og tydeligt, og man mærker, at det gør indtryk på ham; han bliver forlegen, man ser endda, at hans lemmer skælver, Gud kommer over ham – og alligevel siger han: «Nej, det tror jeg ikke! Det tror jeg ikke! Du udlægger ikke Skriften rigtigt.» Selv om det endnu ikke er synden mod Helligånden, er det dog et forstadium til den. Læg godt mærke til det: et forstadium! Han kan have besteget dette forstadium og alligevel vende om igen og blive frelst. Peter besteg det første, det andet og det sidste forstadium, men kun et forstadium. Han gjorde det ikke af had til Kristus, men af angst. Han tænkte: «Hvis du nu indrømmer, at du er Jesu discipel, så bliver du også lagt i lænker.» Dér vælter Djævelen denne store, faste søjle omkuld. Men Guds Ånd kom ind i ham igen, og Peter angrede sin synd. –

(Nota e.) Vocatur enim ll. cc. verbum, quod quis locutus sit adversus Spiritum Sanctum, et blasphemia in Spiritum Sanctum, ideoque formaliter importat dictum contumeliosum, quo Spiritus Sancti officium petitur, v. g. cum doctrina ejus aut opera miraculosa, ad confirmationem doctrinae facta, virtuti et operationi Satanae adscribuntur, quod faciebant Pharisaei. [«(Note e.) For på de anførte steder kaldes den et ord, som nogen har talt imod Helligånden, og en bespottelse mod Helligånden. Derfor indebærer den i sit væsen en forhånende udtalelse, som angriber Helligåndens embede, for eksempel når hans lære eller de undergerninger, der er gjort for at stadfæste læren, tilskrives Satans kraft og virke, sådan som farisæerne gjorde.»] –

(Nota f.) Adeoque suapte natura tale est, ut remitti non possit ac nemini unquam remittatur, juxta ll. cc. Matth. et Marci, nempe, quia per se et sua natura viam ad poenitentiam praecludit. Cur autem cum hoc peccato finalis impoenitentia sit tam arcte conjuncta, causa est, quod

homines ejusmodi directe et plena malitia se opponunt mediis conversionis ideoque Deus illis subtrahit suam gratiam eosque in reprobum sensum tradit. [«(Note f.) Og derfor er den af sin egen natur sådan, at den ikke kan tilgives og aldrig nogen sinde bliver tilgivet nogen, jf. de anførte steder hos Matthæus og Markus – nemlig fordi den i sig selv og af sin natur spærrer vejen til omvendelse. Men grunden til, at den endelige ubodfærdighed er så nøje forbundet med denne synd, er, at sådanne mennesker direkte og med fuld ondskab sætter sig imod omvendelsens midler, og derfor trækker Gud sin nåde tilbage fra dem og overgiver dem til et forkastet sind.»]

Den, der har begået denne synd, bliver ikke så meget fordømt for denne synds skyld som for vantroens skyld. Det er causa communis, den fælles årsag. Den særlige årsag (causa singularis) er den ondsindede, vedvarende bespottelse osv. Men der er ikke tale om nogen absolut forkastelse. Calvinisterne påstår, at sådanne mennesker ikke kan blive frelst, fordi Kristus ikke har lidt for dem, ikke har gjort fyldest for dem og ikke har forløst dem. Det er en virkelig djævelsk vranglære.

Man mener sædvanligvis, at en vis Spiera har begået denne synd. Han fornægtede to gange den evangeliske sandhed, som han havde erkendt, og anden gang afsvor han den endda offentligt. Han kom i (s. 389) en så frygtelig sjælelig tilstand, at man kunne se: «Han lever allerede i helvede.» Al trøst var forgæves. Paulus Vergerius var ved hans sygeleje og gav ham evangelisk trøst. Men alle vores teologer siger, at det ikke var synden mod Helligånden, for han fordømte jo selv denne synd og var fast overbevist om, at han havde fortjent helvede. Det var ikke synden mod Helligånden, men snarere fortvivlelsens synd. Men fortvivlelsen er ingen utilgivelig synd mod Helligånden. Spiera fornægtede også kun sandheden, fordi han var bange for ellers at blive brændt af de romerske.

Jf. Quenstedt, citeret hos Baier, P. II, s. 328: «Addunt hic nonnulli exemplum Francisci Spierae ... eluctatus.» [«Nogle tilføjer her eksemplet med Francesco Spiera … [som har] kæmpet sig igennem.»]

Men Spiera er et vigtigt og alvorligt advarende eksempel for alle tider. Det var også dette, der gav Vergerius det sidste skub til at forlade pavedømmet, da han så de helvedes kvaler, som denne fornægter af den evangeliske sandhed måtte udholde.