Det Gamle Testamente · Historiske bøger · Første Kongebog
Første Kongebog kapitel 6
38 vers
📖 Læs 1 Kong 6 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
I det 480. år efter udvandringen fra Egypten begynder Salomo at bygge HERRENS tempel. Kapitlet beskriver mål, sidebygninger, cedertræ og guld. HERREN lover at bo midt blandt Israel, hvis kongen følger hans bud. Det Allerhelligste gøres klar til pagtens ark, med to store keruber af oliventræ. Efter syv år står templet færdigt.
Indhold
Salomo bygger templet, det hellige og det allerhelligste, ligeledes forhuset og andre bygninger eller kamre, som var byggede op til siden af templets mure, 1-10; Herren åbenbarer sig for Salomo og lover at stadfæste sine løfter, hvis denne ville blive ham lydig, 11-13; Salomo paneler huset og beslår det med guld, lader gøre keruber og døre osv., bygger forgården, 14-38.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Salomos tempel
1 I det 480. år efter israelitternes udvandring fra Egypten, i det fjerde år, i måneden ziv – det er den anden måned – efter Salomo var blevet konge over Israel, begyndte han at bygge et tempel for HERREN.
2 Templet som kong Salomo byggede for HERREN, var 60 alen langt, 20 bredt og 30 alen højt.
3 Forhallen ind til selve templet var 20 alen lang i forhold til templets bredde, 10 alen dyb foran templet.
4 Han lavede vinduer med smalle rammer
5 og byggede en flad bygning op ad templets mur hele vejen rundt, rundt om templets mure, både til Tempelhallen og til det Allerhelligste. Han byggede siderum hele vejen rundt.
6 Den nederste etage af den flade bygning var fem alen bred, den midterste seks alen bred, og den tredje syv alen i bredden, for han lavede afsatser udvendigt på templet hele vejen rundt for ikke at bygge ind i templets mure.
7 Da templet blev bygget, blev der brugt færdige sten fra stenbruddet så hverken hamre, hakkeøkser eller noget som helst redskab af jern hørtes i templet i forbindelse med byggeriet.
8 Indgangen til sidebygningens nederste etage var på templets sydside, og trappeskakterne førte til den midterste etage, og fra den midterste til tredje etage.
9 Han byggede templet færdigt og gav huset loft med spær og paneler af cedertræ.
10 Han byggede den lave bygning op ad hele templet, fem alen i højden, og gav det tag af cedertræ.
11 Så talte HERREN til Salomo:
12 »Om det tempel du bygger, skal det gælde at hvis du retter dig efter mine forordninger, handler efter mine beslutninger, og adlyder mine befalinger så du følger dem, vil jeg holde det løfte til dig, jeg gav din far David.
13 Jeg vil tage bolig midt blandt israelitterne, og vil ikke forlade mit folk Israel.«
14 Salomo byggede templet færdigt.
15 Han byggede templets indvendige vægge med paneler af cedertræ, fra templets gulv til loftsbjælkerne beklædte han det indvendigt med træ. Han dækkede templets gulv med planker af cypres.
16 Han konstruerede de 20 alen fra templets bagvæg med paneler af cedertræ fra gulvet til loftsbjælkerne og byggede indenfor det inderste rum, det Allerhelligste.
17 Templet var 40 alen langt, det vil sige Tempelhallen foran det Allerhelligste.
18 Cedertræet på templets inderside var udsmykket med knopper og udsprungne blomster. Det hele var cedertræ, der var ikke en sten at se.
19 Det Allerhelligste, inderst i templet, gjorde han klar til at man dér kunne placere HERRENS pagts ark.
20 Det Allerhelligste var 20 alen langt, 20 alen bredt og 20 alen højt. Han belagde det med rent guld. Han belagde også cedertræsalteret.
21 Salomo belagde templet indvendigt med rent guld. Han trak guldkæder foran det inderste rum, og belagde det med guld.
22 Hele templet belagde han med guld indtil hele templet var færdigt. Hele alteret, som stod i det Allerhelligste, belagde han med guld.
23 Til det Allerhelligste lavede han to keruber af oliventræ, ti alen høje.
24 Fem alen var kerubens ene vinge, fem alen var dens anden vinge, ti alen fra vingespids til vingespids.
25 Den anden kerub var ti alen. De to kerubers mål og form var ens.
26 Den ene kerubs højde var ti alen, og det var den anden kerubs også.
27 Han placerede keruberne midt i det Allerhelligste. Kerubernes vinger var bredt ud, så den enes vinge rørte væggen, og den anden kerubs vinge rørte den anden væg. Midt i det inderste rum rørte deres vinger hinanden.
28 Han belagde keruberne med guld,
29 og på alle rummets vægge, hele vejen rundt, lavede han udskæringer med keruber, palmetter, udsprungne blomster, både indvendigt og udvendigt.
30 Rummets gulv belagde han med guld både indvendigt og udvendigt.
31 Til indgangen til det Allerhelligste lavede han døre af oliventræ, dørstolpen var femkantet.
32 De to døre var af oliventræ. Han udskar dem med keruber, palmetter og udsprungne blomster og belagde dem med guld. Han belagde keruberne og palmetterne med guldet.
33 På samme måde lavede han indgangen til Tempelhallen med firkantede dørstolper af oliventræ.
34 De to døre var af cypres, to foldedøre udgjorde den ene dør, to foldedøre den anden.
35 Han udskar keruber, palmetter og udskårne blomster og belagde dem med guld lagt jævnt ud over det udskårne.
36 Han byggede den indre forgård med tre skifter kvadersten og et skifte cedertræsbjælker.
37 I det fjerde år blev grunden lagt til HERRENS tempel, i måneden ziv,
38 og i det ellevte år i måneden bul – det er den ottende måned – stod templet færdigt i overensstemmelse med alle hans specifikationer og beslutninger. Han byggede det på syv år.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
Spørgsmål til bibelkredsen
Salomos tempel v. 1
- Hvornår begyndte Salomo at bygge templet, og hvor stort var det?
- Hvorfor nævnes udvandringen fra Egypten, når templet bygges?
- Hvad betyder det for dig, at Gud ønsker at have et sted midt blandt sit folk?
HERRENS løfte til Salomo v. 11
- Hvad lover HERREN i v. 12–13?
- Hvorfor er det ikke selve bygningen, men Guds nærvær og hans ord, der er det vigtigste?
- Hvordan kan du glæde dig over, at Gud i Jesus har taget bolig blandt os (Joh 1,14)?
Templets indre og det Allerhelligste v. 14
- Hvad stod i det Allerhelligste, og hvordan var det udsmykket?
- Hvad viser guldet og keruberne om Guds hellighed?
- Hvordan kan du komme frem for den hellige Gud, når Jesus har åbnet vejen (Hebr 10,19–20)?
Templet bliver færdigt v. 37
- Hvor lang tid tog det at bygge templet?
- Hvorfor beskrives byggeriet så grundigt?
- Hvad vil du gøre med samme omhu for Guds skyld?
Personer og steder i kapitlet
- Salomo (person) – Davids søn, konge over Israel, kendt for sin visdom.
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- David (person) – Salvet konge over Israel, Jesu Kristi stamfar
- Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
- Det Allerhelligste (sted) – Det inderste rum i åbenbaringsteltet og templet
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Kongebog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer