Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Historiske bøger · Første Kongebog

Første Kongebog kapitel 9

28 vers

📖 Læs 1 Kong 9 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

HERREN viser sig for Salomo anden gang og siger, at han har hørt hans bøn og helliget templet. Han lover at grundfæste Salomos trone, hvis han er tro, men advarer om, at frafald til andre guder vil føre til, at Israel fjernes fra landet. Salomo giver Hiram tyve byer, bygger byer rundt i riget med pligtarbejde og sender en flåde til Ofir efter guld.

Indhold

Herren åbenbarer sig atter for Salomo, lover at høre hans bøn og stadfæste hans rige, såfremt han ville være ham Jydig, men truer at forkaste folket og templet, såfremt de blev ulydige, 1-9; fordi Hiram havde hjulpet Salomo til templets og hans hus's bygninger, giver han ham tyve stæder, hvilke dog ej behage Hiram, 10-14; Salomo beskikker mange Arbejdsfolk, såvel til disse som til andre bygninger og mure at opføre, dog ej af Israels børn, 15-23; Salomo indfører sin hustru i sit hus og ofrer tre gange om året og sender tillige med Hiram skibe til Ofir, 24-28.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

HERREN viser sig for Salomo

1 Da Salomo var færdig med at bygge HERRENS tempel, kongens palads og alt, hvad Salomo ønskede at udføre,

2 viste HERREN sig for Salomo for anden gang, sådan som han havde vist sig for ham i Gibeon.

3 HERREN sagde til ham: »Jeg har hørt den bøn og bønfaldelse du indtrængende har bedt til mig. Jeg har helliget dette tempel som du har bygget, ved at manifestere mit navn på det for evigt, og min opmærksomhed og mit hjerte skal altid være rettet mod det.

4 Hvad dig angår, hvis du følger mig som din far David gjorde, med integritet og i oprigtighed, så du gør alt hvad jeg har befalet dig, og hvis du overholder mine forordninger og bestemmelser,

5 så vil jeg konsolidere din kongemagt over Israel for evigt, ganske som jeg lovede din far David ved at sige: ›Du skal ikke afskæres fra at have en mand på Israels trone.‹

6 Men hvis I og jeres sønner efter jer vender jer fra mig og ikke overholder mine befalinger og forordninger, som jeg har givet jer, men går hen for at dyrke andre guder og tilbeder dem,

7 så vil jeg fjerne Israel fra det land, jeg har givet dem, og det tempel jeg har helliget til mit navn, vil jeg forkaste, så Israel bliver anledning til ordsprog og forhånelse.

8 Selvom dette tempel er ophøjet, skal alle, der kommer forbi, blive chokerede og hvæse hånligt: ›Hvorfor har HERREN gjort sådan mod dette land og dette tempel?‹

9 Og andre skal svare: ›Fordi de har forladt HERREN deres Gud, som førte deres fædre ud af Egypten, så de holdt sig til andre guder, tilbad dem og dyrkede dem. Derfor har HERREN bragt hele denne katastrofe over dem.‹«

Betaling til Tyrus’ konge

10 Da de 20 år var gået, som det tog Salomo at bygge de to huse, HERRENS tempel og kongens palads,

11 – Tyrus’ kong Hiram havde forsynet Salomo med alt det cedertræ, enebærtræ og guld han ønskede – overdrog Salomo 20 byer i Galil-landet til Hiram.

12 Hiram kom fra Tyrus for at se de byer som Salomo havde givet ham, men de var i hans øjne ikke de rigtige.

13 Han sagde: »Hvad er det for byer, du har givet mig, min bror?« Man kalder dem for Kabul-land den dag i dag.

14 Hiram sendte Salomo 120 talenter guld.

Salomos øvrige byggearbejder

15 Her er detaljerne omkring det pligtarbejde som kong Salomo udskrev til at bygge HERRENS tempel, sit palads, Millo, Jerusalems bymur samt Hasor, Megiddo og Gezer

16 – egypterkongen Farao havde nemlig angrebet og erobret Gezer og brændt den ned; kana’anæerne, der boede i byen, havde han dræbt, og givet den som medgift til sin datter, Salomos kone.

17 Salomo genopbyggede Gezer, Nedre Beth-Horon,

18 Ba’alat og Tamar i landets ørken

19 samt de forsyningsbyer som tilhørte Salomo, byerne til stridsvogne og kavaleri, alt det Salomo havde lyst til, det som han ønskede at bygge i Jerusalem, Libanon og i hele sit kongerige.

20 Alle folkene der var tilbage af amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, dem, der ikke hørte til israelitterne,

21 deres efterkommere, som var tilbage efter dem i landet, og som israelitterne ikke havde kunnet udrydde, dem udskrev Salomo til tvangsarbejde, lige til i dag.

22 Men israelitter gjorde Salomo ikke til slaver, for de var soldater, hans adjudanter, befalingsmænd, højtstående officerer, vognkommandanter og ryttere.

23 De arbejdsledere som forestod Salomos arbejde, 550 i alt, havde opsyn med de folk som udførte arbejdet.

24 Da Faraos datter var flyttet op fra Davidsbyen til sit palads, som han havde bygget til hende, så byggede han på Millo.

25 Salomo bragte tre gange om året brændofre og måltidsofre på det alter som han havde bygget for HERREN. Han brændte røgelse sammen med det han havde ofret til HERREN. Således færdiggjorde han templet.

26 Kong Salomo byggede en flåde i Esjongeber, der ligger ved Elat ved Sivhavets kyst i landet Edom.

27 Med flåden sendte Hiram sine folk, sømænd der kendte havet, sammen med Salomos folk.

28 De kom til Ofir og tog guld med derfra, 420 talenter, og bragte det til kong Salomo.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

HERREN viser sig for Salomo v. 1

  • Hvad lover HERREN, og hvad advarer han imod i v. 3–9?
  • Hvorfor er troskab mod HERREN vigtigere end selve templet?
  • Hvordan kan Guds advarsler være en hjælp for dig i dag?

Betaling til Tyrus’ konge v. 10

  • Hvad gav Salomo Hiram, og hvad syntes Hiram om det?
  • Hvad siger episoden om forholdet mellem de to konger?
  • Hvordan kan du være ærlig og retfærdig, når du handler med andre?

Salomos øvrige byggearbejder v. 15

  • Hvad byggede Salomo, og hvem arbejdede for ham?
  • Hvordan viser listen Salomos magt, men også prisen for den?
  • Hvordan kan du bruge magt og ansvar på en måde, der tjener andre?

Personer og steder i kapitlet

  • Salomo (person) – Davids søn, konge over Israel, kendt for sin visdom.
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Hiram (person) – Konge i Tyrus, forbundsfælle af David og Salomo.
  • David (person) – Salvet konge over Israel, Jesu Kristi stamfar
  • Farao (person) – Egyptisk farao på Salomos tid
  • Amoritterne (person) – Kana'anæisk folk, Israels fjender
  • Het (person) – Søn af Kana'an og stamfar til hittitterne.
  • Hivvitterne (person) – Et kana'anæisk folk.
  • Jebusitterne (person) – Kana'anæisk stamme, der boede i Jerusalem, før David erobrede byen
  • Perizzitterne (person) – Kana'anæisk folk, der boede i Kana'ans land
  • Gezer (sted) – Kana'anæisk by, som Josva og senere David erobrede.
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
  • Tyrus (sted) – En stor fønikisk havneby, kendt for sin handel
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
  • Millo (sted) – En befæstning i Jerusalem, bygget af Salomo
  • Gibeon (sted) – Hivvitisk by, der narrede Josva til at slutte en fredspagt.
  • Galilæa (sted) – Område i det nordlige Israel; centralt sted i Jesu virke
  • Kabul (sted) – Navn, som Hiram gav 20 byer
  • Hasor (sted) – Stor kana'anæisk by, som Josva erobrede
  • Megiddo (sted) – En strategisk vigtig by i Jizre'el-dalen
  • Kana'an (sted) – Gammelt område; efterkommere af Kam; lovet til Abrahams efterkommere
  • Nedre Bet-Horon (sted) – By i Efraim og Dan, skueplads for et berømt slag.
  • Ba'alat (sted) – By, som Salomo befæstede, muligvis i Libanon-området.
  • Tadmor (sted) – By bygget af Salomo i ørkenen

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Kongebog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer