Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Første Mosebog

Første Mosebog kapitel 21

34 vers

📖 Læs 1 Mos 21 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

HERREN holder sit løfte, og den 100-årige Abraham får sønnen Isak med Sara, som siger: »Gud har fået mig til at le.« Da Isak vænnes fra, kræver Sara, at Hagar og Ismael sendes bort. I ørkenen hører Gud drengen og åbner Hagars øjne, så hun ser en brønd. Til sidst slutter Abraham pagt med Abimelek om en brønd i Beersheba og påkalder HERREN, den evige Gud.

Indhold

Sara føder Isak, 1-8; han bespottes af Ismael, som efter Guds befaling skal udjages tillige med sin moder, 9-13; de fare vild i ørken, drengen kommer i stor nød af tørst; hun ser en brønd, læsker ham, han bor i Parans ørk, 14-21; Abimelek og Abraham gøre pagt med hinanden i Beersaba, 22-34.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Isaks fødsel

1 HERREN tog sig af Sara sådan som han havde sagt, og HERREN gjorde for Sara hvad han havde lovet,

2 så hun blev gravid. Sara fødte Abraham en søn på hans gamle dage, på det tidspunkt Gud havde lovet ham.

3 Abraham gav den søn, som var blevet født ham, altså som var blevet født ham af Sara, navnet Isak.

4 Abraham omskar sin søn Isak da han var otte dage gammel sådan som det var blevet befalet ham af Gud.

5 Abraham var 100 år gammel da hans søn Isak blev født til ham.

6 Sara sagde: »Gud har fået mig til at le. Alle som hører det, vil le sammen med mig.«

7 Hun fortsatte: »Hvem skulle kunne meddele Abraham at Sara ville amme sønner? 5 Alligevel har jeg født en søn på hans gamle dage.«

Guds omsorg for Hagar og Ismael

8 Drengen voksede op og blev vænnet fra. Abraham holdt en stor fest den dag Isak blev vænnet fra.

9 Men Sara så hvordan egypteren Hagars søn, som var blevet født til Abraham, lo,

10 og sagde til Abraham: »Jag denne tjenestepige og hendes søn væk, for denne tjenestepiges søn skal ikke arve sammen med min søn, med Isak.«

11 Det var i Abrahams øjne meget ondt, for det var hans søn.

12 Men Gud sagde til Abraham: »Det bør i dine øjne ikke være ondt hvad der sker med knægten og din tjenestepige. Hvad alt det som Sara siger til dig, angår: Lyt til hendes stemme, for gennem Isak skal der kunne tales om en efterkommer for dig.

13 Men også tjenestepigens søn vil jeg gøre til et folkeslag, for han er din efterkommer.«

14 Om morgenen stod Abraham tidligt op, tog brød og en skindsæk med vand, gav det til Hagar og lagde det på hendes skuldre. Han gav hende også drengen og sendte dem afsted. Så gik hun og strejfede omkring i Beershebas ørken.

15 Da vandet i skindsækken slap op, lagde hun drengen fra sig under en gyvelbusk.

16 Så gik hun og satte sig overfor i et bueskuds afstand, for hun tænkte: »Jeg vil ikke se på at drengen dør!« Da hun sad over for ham, begyndte hun at græde

17 Gud hørte lyden fra knægten, og Guds engel kaldte på hende fra himlen og sagde til hende: »Hvad er der i vejen, Hagar? Vær ikke bange, for Gud har hørt lyden fra knægten dér, hvor han ligger.

18 Rejs dig, løft knægten op og tag ham i hånden, for jeg vil gøre ham til et stort folkeslag.«

19 Og Gud åbnede hendes øjne så hun så en brønd med vand. Hun gik hen og fyldte skindsækken med vand og fik knægten til at drikke.

20 Gud var med knægten, og han voksede op, bosatte sig i ørkenen og blev bueskytte.

21 Han boede i Parans ørken, og hans mor sørgede for en hustru til ham fra Egypten.

Abrahams pagt med Abimelek

22 På den tid sagde Abimelek og Pikol, hans hærfører, til Abraham: »Gud er med dig i alt hvad du gør.

23 Nu skal du over for mig lige her sværge ved Gud at du aldrig vil bedrage mig, mine børn eller mine efterkommere. Samme trofasthed, som du har vist mig, skal du vise mig og det land, som du er tilflytter i.«

24 Abraham sagde: »Jeg sværger!«

25 Men Abraham beklagede sig overfor Abimelek på grund af en brønd med vand, som Abimeleks folk havde taget.

26 Abimelek sagde: »Jeg ved ikke hvem der har gjort noget sådant. Du har jo ikke fortalt mig det, og jeg har heller ikke hørt det før i dag.«

27 Så tog Abraham får og kvæg, gav det til Abimelek, og sammen indgik de en pagt.

28 Abraham stillede syv lam fra flokken for sig selv,

29 og Abimelek sagde til Abraham: »Hvad skal de? De syv lam fra flokken som du har stillet for sig selv?«

30 Han svarede: »Det er fordi du skal modtage de syv lam af mig, 11 for at de kan være et tegn for dig på at jeg har gravet denne brønd.«

31 Derfor kalder man stedet Beersheba, for dér aflagde de begge ed.

32 Da de havde indgået en pagt i Beersheba, brød Abimelek og hans hærfører Pikol op og vendte tilbage til filistrenes land.

33 Han plantede en tamarisk i Beersheba, og dér påkaldte han HERRENS navn: Den evige Gud.

34 Abraham boede som tilflytter i filistrenes land i lang tid.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Isaks fødsel v. 1

  • Hvad står der om HERREN i v. 1–2?
  • Hvad lærer Isaks fødsel om Guds måde at holde sine løfter på?
  • Hvilket af Guds løfter har du brug for at holde fast i?

Guds omsorg for Hagar og Ismael v. 8

  • Hvad gør Gud, da Hagar græder i ørkenen?
  • Hvordan kan Gud både vælge Isak og sørge for Ismael?
  • Hvordan kan du vise omsorg for dem, der bliver skubbet ud?

Abrahams pagt med Abimelek v. 22

  • Hvad siger Abimelek om Abraham i v. 22?
  • Hvad betyder navnet »Den evige Gud«, som Abraham påkalder?
  • Hvordan kan andre se, at Gud er med dig i det, du gør?

Personer og steder i kapitlet

  • Abraham (person) – Patriark, udvalgt af Gud til at blive stamfar til hans folk
  • Sara (person) – Abrahams hustru; Isaks mor
  • Isak (person) – Søn af Abraham; far til Jakob og Esau.
  • Abimelek (person) – Filisterkonge, der havde med Abraham og Isak at gøre
  • Hagar (person) – Saras egyptiske trælkvinde; mor til Ismael.
  • Pikol (person) – Øverstbefalende for Abimeleks hær
  • Be'ersheba (sted) – Vigtig by i det sydlige Israel, knyttet til patriarkerne.
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
  • Filistæa (sted) – Et gammelt folk og område i Kana'an
  • Paran (sted) – Et ørkenområde på Sinajhalvøen

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Mosebog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer