Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Første Mosebog
Første Mosebog kapitel 7
24 vers
📖 Læs 1 Mos 7 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
HERREN beder Noa gå ind i arken med sin familie og med dyrene: syv par af de rene dyr og ét par af de urene. Noa er 600 år, da vandfloden kommer. HERREN lukker døren efter dem. Det regner i 40 dage og 40 nætter, vandet dækker selv de høje bjerge, og alt liv på landjorden dør. Kun Noa og de, der er med ham i arken, bliver tilbage.
Indhold
Noa går ind i arken med sine sønner og deres hustruer og så mange dyr, kryb og fugle, som Gud havde befalet ham, 1-9; syndfloden kommer og drukner alt det, som levede på det tørre, undtagen det, som var i arken, 10-24.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Syndfloden
1 HERREN sagde til Noa: »Gå ind i arken, du og hele dit hus; for dig har jeg fundet retfærdig over for mig i denne slægt.
2 Af alle slags rene dyr skal du tage syv par, han og hun; men af de dyr som ikke er rene, ét par, han og hun;
3 også af fuglene under himlen syv par, han og hun, for at holde deres afkom i live på hele jorden.
4 For om endnu syv dage vil jeg lade det regne på jorden i 40 dage og 40 nætter og udslette alle de levende væsener jeg har lavet, fra jordens overflade.«
5 Noa gjorde alt som HERREN befalede ham.
6 Noa var 600 år gammel, da vandfloden kom over jorden.
7 Noa gik med sine sønner og sin hustru og sine svigerdøtre ind i arken væk fra vandfloden.
8 Af de rene dyr og af de dyr som ikke er rene, og af fuglene og alt det som kryber på jorden,
9 gik par efter par til Noa i arken, han og hun, sådan som Gud havde befalet Noa.
10 På den syvende dag kom vandfloden over jorden.
11 I det år Noa blev 600 år, i den anden måned, på den syttende dag i måneden, på den dag brast alle kilderne frem af urdybet, og himlens sluser åbnedes.
12 Og det regnede på jorden i 40 dage og 40 nætter.
13 Den selvsamme dag gik Noa og Sem og Kam og Jafet, Noas sønner, og Noas hustru og hans sønners tre hustruer sammen ind i arken;
14 de og alle vilde dyr efter deres slags og alt kvæg efter deres slags og alle kryb som kryber på jorden, efter deres slags, og alle fugle efter deres slags, alt det som kan flyve, alt det som har vinger.
15 De gik ind i arken til Noa, par efter par af alt kød med livsånde.
16 Og de som kom, kom han og hun af alle slags kød sådan som Gud havde befalet ham, og HERREN lukkede til efter ham.
17 Da kom vandfloden over jorden i 40 dage; og vandet steg og løftede arken, så den hævede sig over jorden.
18 Vandet vældede frem og steg meget på jorden, og arken flød oven på vandet.
19 Og vandet oversvømmede nu jorden så meget at alle de høje bjerge under himlen blev dækket.
20 15 alen over dem stod vandet så bjergene blev dækket.
21 Så udåndede alt kød som rørte sig på jorden, fugle og kvæg og vilde dyr og al den vrimmel som vrimlede på jorden, og hvert menneske.
22 Alt det som havde livsånde i sin næse, alt det som var på det tørre land, døde.
23 Han udslettede alle levende væsener som var på jorden, både mennesker og dyr, kryb og himlens fugle; de blev udslettet fra jorden, og kun Noa var tilbage med dem der var sammen med ham i arken.
24 Vandet oversvømmede jorden i 150 dage.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Luk 1,6 (henviser til v. 1)
- Luk 21,35 (henviser til v. 4)
- Matt 24,37 (henviser til v. 6)
- Matt 19,8 (henviser til v. 7)
- Matt 24,38 (henviser til v. 7)
- Luk 17,26 (henviser til v. 7)
- ApG 10,12 (henviser til v. 8)
- 2 Pet 3,6 (henviser til v. 10)
- 1 Pet 3,20 (henviser til v. 13)
- Matt 25,10 (henviser til v. 16)
- Rom 5,14 (henviser til v. 22)
- Åb 16,3 (henviser til v. 22)
- Luk 3,36 (henviser til v. 23)
Spørgsmål til bibelkredsen
Syndfloden v. 1
- Hvad siger HERREN til Noa i v. 1?
- Hvorfor skal der være flere par af de rene dyr?
- Hvordan kan du lytte, når Gud kalder dig ind til frelse?
Vandfloden kommer v. 11
- Hvem lukker døren til arken i v. 16?
- Hvad betyder det, at det er HERREN, der lukker døren?
- Hvordan kan det give tryghed, at det er Gud, der holder dig fast?
Vandet dækker jorden v. 17
- Hvad sker der med arken, da vandet stiger?
- Hvordan viser kapitlet både Guds dom og hans redning?
- Hvordan kan vi tale om Guds dom uden at glemme hans nåde?
Personer og steder i kapitlet
- Noa (person) – Retfærdig mand, byggede arken, overlevede syndfloden
- Kam (person) – En af Noas tre sønner, far til Kana'an.
- Jafet (person) – Søn af Noa, stamfar til de indoeuropæiske folk
- Sem (person) – Noas søn, stamfar til de semitiske folk
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Mosebog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer