Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Anden Mosebog
Anden Mosebog kapitel 32
35 vers
📖 Læs 2 Mos 32 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Mens Moses er på bjerget, får folket Aron til at lave en støbt tyrekalv, som de tilbeder. HERREN vil udslette folket, men Moses går i forbøn og minder ham om løfterne til fædrene. Moses knuser tavlerne, ødelægger kalven, og levitterne straffer de skyldige. Moses beder om tilgivelse for folket, endda med sit eget liv som indsats.
Indhold
Folket overtaler Aron til at støbe dem en Guldkalv, 1-6; Herren siger Moses det; han beder for folket, 7-14; Moses stiger ned ad bjerget, sønderbryder tavlerne, knuser kalven, straffer Aron, byder dem, som høre Herren til, at ihjelslå afgudsdyrkerne, 15-29; Moses beder for folket på bjerget; Herren vil hjemsøge dem i sin tid, 30-35.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
1 Folket indså nu at Moses tøvede med at komme ned fra bjerget. Folket rottede sig så sammen mod Aron og sagde til ham: »Rejs dig, lav os en gud som kan gå foran os; for denne Moses, manden som førte os op fra Egyptens land – vi ved ikke hvad der er sket med ham.«
2 Aron sagde til dem: »Hiv de guldringe, som er i jeres hustruers, jeres sønners og jeres døtres ører, ud og bring dem til mig.«
3 Så hev hele folket guldringene ud af deres ører, og de bragte dem til Aron.
4 Han tog imod dem af deres hånd og formede guldet med mejslen og lavede det til en støbt tyrekalv. Da sagde de: »Dette er din gud, Israel, som førte dig op fra Egyptens land.«
5 Det indså Aron og byggede et alter foran den; og Aron råbte så: »I morgen er der fest for HERREN.«
6 De stod tidligt op den næste dag og ofrede helofre og bragte fællesskabsofre. Folket satte sig ned for at spise og drikke, og så rejste de sig for at feste vildt.
På Sinaj bjerg
7 Da sagde HERREN til Moses: »Gå straks ned, for dit folk har handlet fordærveligt, det du førte op fra Egyptens land.
8 De har hastigt vendt sig fra den vej som jeg befalede dem, de har lavet sig en støbt tyrekalv, og de har tilbedt den, ofret til den og sagt: >Dette er din gud, Israel, som førte dig op fra Egyptens land.«<
9 Og HERREN sagde til Moses: »Jeg har set dette folk, og se, det er et stivnakket folk.
10 Og nu, lad mig tage mig af dem, så vil min vrede flamme op mod dem og udslette dem. Men jeg vil gøre dig til et stort folkeslag.«
11 Men Moses tryglede HERREN, sin Gud, og sagde: »Hvorfor, HERRE, flammer din vrede op mod dit folk som du førte ud af Egyptens land med stor kraft og med en stærk hånd?
12 Hvorfor skal egypterne kunne sige: >Han har i ondskab ført dem ud for at dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade<? Vend om fra din brændende vrede og fortryd ondskaben mod dit folk!
13 Husk på Abraham, Isak og Israel, dine tjenere, til hvem du svor ved dig selv, og til hvem du sagde: >Jeg vil gøre jeres efterkommere talrige som himlens stjerner; og hele dette land vil jeg, som jeg har sagt, give jeres efterkommere, og de skal få det i eje for evigt.«<
14 Da fortrød HERREN det onde som han havde talt om at ville gøre mod sit folk.
Moses i aktion
15 Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med vidnesbyrdets to tavler i sin hånd, tavler beskrevne på begge sider, både på den ene og den anden side var der skrevet.
16 Tavlerne var Guds arbejde; og skriften, den var Guds skrift, indgraveret i tavlerne.
17 Josva hørte lyden af folket der råbte, og sagde til Moses: »Der er krigslarm i lejren.«
18 Men denne sagde: »Det er ikke lyd af sejrsråb og ikke lyd af nederlagsråb; lyd af sang hører jeg.«
19 Men så, da Moses kom tæt på lejren og så tyrekalven og dansen, flammede hans vrede op, og han kastede tavlerne fra sig og knuste dem neden for bjerget.
20 Og han tog tyrekalven, som de havde lavet, og brændte den i ilden, knuste den til støv, strøede det ud over vandet og lod israelitterne drikke det.
21 Moses sagde til Aron: »Hvad har dette folk gjort dig, siden du har bragt en stor synd over det?«
22 Aron svarede: »Min herres vrede må ikke flamme op; du kender folket, at det er i ondskabens magt.
23 De sagde til mig: >Lav os en gud, som kan gå foran os; for denne Moses, manden som førte os op fra Egyptens land – vi ved ikke hvad der er sket med ham.<
24 Da sagde jeg til dem: >For de med guldsmykker gælder: hiv dem ud!< Og de gav mig dem; jeg kastede dem i ilden, og ud kom denne tyrekalv.«
25 Moses så at folket var tøjlesløst fordi Aron havde givet det frie tøjler til skadefryd for deres fjender.
26 Så stillede Moses sig i lejrens port og sagde: »Den der er for HERREN, kom til mig!« Og alle levitterne samlede sig hos ham.
27 Han sagde til dem: »Sådan har HERREN, Israels Gud, sagt: >Bind hver især jeres sværd om livet; gå frem og tilbage, fra den ene port til den anden i lejren, og dræb hver især sin bror, hver især sin ven og hver især sin slægtning.«<
28 Levitterne gjorde som Moses havde sagt, og på den dag faldt der henved tre tusind mand af folket.
29 Da sagde Moses: »Gå i dag i HERRENS tjeneste selv om enhver var imod sin søn og imod sin bror, for at han kan bringe velsignelse over jer i dag.«
Moses’ bøn og HERRENS svar
30 Næste dag sagde Moses til folket: »I har begået en stor synd, men nu vil jeg gå op til HERREN; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.«
31 Så vendte Moses tilbage til HERREN, og han sagde: »Ak, dette folk har begået en stor synd, og de har lavet sig en gud af guld.
32 Men nu: Gid du vil tilgive dem deres synd; men hvis ikke, så beder jeg dig, slet mig af din bog, som du har skrevet!«
33 Men HERREN sagde til Moses: »Hver den som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog.
34 Og nu: Gå, før folket til det sted som jeg sagde til dig: >Se, min udsending vil gå foran dig!< Men på den dag da jeg kræver dig til ansvar, vil jeg kræve dem til ansvar for deres synd.«
35 Og HERREN slog folket fordi de havde lavet kalven, som Aron havde lavet.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- 1 Kor 10,7 (citerer v. 6)
- 1 Kor 10,7 (citerer v. 6)
- ApG 3,17 (henviser til v. 1)
- ApG 7,40 (henviser til v. 1)
- Fil 1,22 (henviser til v. 1)
- ApG 7,41 (henviser til v. 2)
- Hebr 5,2 (henviser til v. 2)
- ApG 17,29 (henviser til v. 4)
- 1 Kor 10,7 (henviser til v. 4)
- Luk 15,30 (henviser til v. 7)
- Rom 3,12 (henviser til v. 8)
- ApG 7,51 (henviser til v. 9)
- Luk 13,7 (henviser til v. 10)
- Joh 7,18 (henviser til v. 10)
- Luk 13,8 (henviser til v. 11)
- Luk 15,30 (henviser til v. 11)
- Hebr 6,14 (henviser til v. 13)
- ApG 7,41 (henviser til v. 17)
- 1 Kor 10,7 (henviser til v. 17)
- ApG 17,16 (henviser til v. 19)
- 1 Kor 10,7 (henviser til v. 19)
- ApG 14,18 (henviser til v. 21)
- ApG 7,40 (henviser til v. 23)
- 2 Kor 5,3 (henviser til v. 25)
- Hebr 13,17 (henviser til v. 31)
- Luk 10,20 (henviser til v. 32)
- Rom 9,3 (henviser til v. 32)
- Åb 3,17 (henviser til v. 35)
Spørgsmål til bibelkredsen
Guldkalven v. 1
- Hvad beder folket Aron om, og hvorfor?
- Hvorfor er det alvorligt, at de kalder kalven den gud, der førte dem ud af Egypten?
- Hvad kan blive en »guldkalv« for os, når Gud synes at tøve?
På Sinaj bjerg v. 7
- Hvilke argumenter bruger Moses, da han beder for folket?
- Hvad betyder det, at Moses henviser til Guds løfter til Abraham, Isak og Israel?
- Hvordan kan Guds løfter give dig frimodighed i bønnen?
Moses i aktion v. 15
- Hvad gør Moses med tavlerne og med kalven?
- Hvordan forsøger Aron at undskylde sig i v. 22–24?
- Hvorfor er det fristende at skyde skylden på andre, og hvad sætter Gud i stedet?
Moses’ bøn og HERRENS svar v. 30
- Hvad tilbyder Moses i v. 32?
- Hvad siger HERRENS svar i v. 33 om synd og ansvar?
- Hvordan peger Moses' forbøn frem mod Kristus, der gav sit liv for os?
Personer og steder i kapitlet
- Moses (person) – Profeten, der førte Israel ud af Egypten
- Aron (person) – Moses' bror, Israels første ypperstepræst
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Levi (person) – Jakobs søn; stamfar til levitterne
- Abraham (person) – Patriark, udvalgt af Gud til at blive stamfar til hans folk
- Isak (person) – Søn af Abraham; far til Jakob og Esau.
- Josva (person) – Moses' medhjælper, som førte Israel ind i Kana'an
- Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Anden Mosebog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer