Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Anden Mosebog

Anden Mosebog kapitel 38

31 vers

📖 Læs 2 Mos 38 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Brændofferalteret laves af akacietræ beklædt med bronze, og bækkenet laves af de tjenstgørende kvinders spejle. Forgården omgives af forhæng af fint linned på stolper. Kapitlet slutter med et regnskab over guld, sølv og bronze. Sølvet kom fra den halve sekel, som hver af de 603.550 mønstrede mænd betalte.

Indhold

De gøre brændofrets alter og en kedel til at to sig af, 1-8; forgården, dens omhæng, støtter, 9-20; alt det beregnes, som blev brugt til arbejdet, af guld, sølv og kobber, 21-31.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Brændofferalteret fremstilles

1 Han lavede brændofferalteret af akacietræ, fem alen langt og fem alen bredt, kvadratisk og tre alen højt.

2 Han lavede horn på dets fire hjørner, dets horn gik i ét med det; og han beklædte det med bronze.

3 Han lavede alle alterets redskaber, spandene, skovlene, stænkeskålene, gaflerne og fyrbækkenerne; alle dets redskaber lavede han af bronze.

4 Til alteret lavede han et gitterværk, lavet som et bronzenetværk, under dets indfatning, og det nåede nedefra op til midt på det.

5 Han støbte fire ringe i de fire hjørner på bronzegitteret som holdere for bærestængerne,

6 og han lavede bærestængerne af akacietræ og beklædte dem med bronze.

7 Så han stak bærestængerne i ringene på alterets sider så man kunne bære det med dem; han lavede det hult, af brædder.

Fremstilling af bronzebækkenet

8 Han lavede bækkenet af bronze og dets sokkel af bronze af de spejle, som tilhørte de tjenstgørende kvinder der gjorde tjeneste ved forsamlingsteltets indgang.

Forgårdens forhæng fremstilles

9 Han lavede forgården: ved den søndre side, mod syd, var forgårdens forhæng af tvundet, fint linned, hundred alen langt,

10 med tyve stolper dertil med deres tyve fodstykker af bronze, og stolpernes kroge og deres tværstænger, af sølv;

11 ved den nordre side var der hundred alen, dertil tyve stolper og deres tyve fodstykker af bronze; stolpernes kroge og deres tværstænger af sølv;

12 ved den vestre side var forhængene halvtreds alen, dertil ti stolper og deres ti fodstykker; stolpernes kroge og deres tværstænger var af sølv.

13 Ved den østre side, mod øst, var der halvtreds alen;

14 forhængene til den ene side var femten alen med tre stolper og deres tre fodstykker;

15 og til den anden side, på begge sider af forgårdens port, var forhængene femten alen med tre stolper og deres tre fodstykker.

16 Alle forhængene omkring forgården var af tvundet, fint linned.

17 Fodstykkerne til stolperne var af bronze, mens stolpernes kroge og deres tværstænger var af sølv, og deres toppe var beklædt med sølv, og disse var forbundne med tværstænger af sølv, det gjaldt alle forgårdens stolper.

18 Tæppet for forgårdens port var lavet af en der laver broget vævning, af purpurblå, purpurrød og karminrød uld og tvundet, fint linned, tyve alen langt, og i hele dets bredde var det fem alen højt i lighed med forgårdens forhæng;

19 dertil var der fire stolper med fire fodstykker af bronze, med kroge af sølv og toppe beklædt med sølv og tværstænger af sølv.

20 Alle pløkkene til boligen og til forgården hele vejen rundt var af bronze.

Regnskabet for helligdommen

21 Dette er opgørelsen for boligen, Vidnesbyrdets bolig, som det blev opgjort efter Moses’ befaling, levitternes arbejde, under tilsyn af Itamar, søn af Aron, præsten.

22 Besal’el, søn af Uri, søn af Hur, af Juda stamme, lavede alt det som HERREN havde befalet Moses,

23 og sammen med ham Oholiab, søn af Akisamak, af Dans stamme, der arbejdede med indgravering, med design, med broget vævning i purpurblå, purpurrød og karminrød uld og fint linned.

24 Alt guldet, som blev brugt til arbejdet, til alt arbejdet på helligdommen, svingningens guld, var 29 talenter og 730 sekel efter helligdommens sekel.

25 Sølvet fra dem som var mønstret i menigheden, var 100 talenter og 1775 sekel efter helligdommens sekel,

26 en beka for hvert hoved – det er en halv sekel efter helligdommens sekel – af hver den som gik over til de mønstrede, fra tyve år og derover, af 603.550.

27 Der var 100 talenter sølv til at støbe helligdommens fodstykker og forhængets fodstykker; 100 fodstykker lavet af 100 talenter, en talent til et fodstykke.

28 Af de 1775 sekel lavede han kroge til stolperne og overtrak deres toppe og forbandt dem.

29 Svingningens bronze var 70 talenter og 2400 sekel.

30 Deraf lavede man fodstykkerne til forsamlingsteltets indgang, bronzealteret og bronzegitteret til det, alle redskaberne til alteret,

31 fodstykkerne rundt om forgården, fodstykkerne til forgårdens port og alle pløkkene til boligen og alle pløkkene rundt om forgården.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Brændofferalteret fremstilles v. 1

  • Hvad var brændofferalteret lavet af?
  • Hvorfor stod brændofferalteret først, når man kom ind i forgården?
  • Hvad betyder det, at vejen til Gud går gennem offeret, som Kristus fuldbragte?

Fremstilling af bronzebækkenet v. 8

  • Hvad blev bækkenet lavet af?
  • Hvorfor skulle præsterne vaske sig, før de gjorde tjeneste?
  • Hvad kan bækkenet minde os om, når vi tænker på dåben?

Forgårdens forhæng fremstilles v. 9

  • Hvor store var forgårdens sider?
  • Hvad viser forgårdens forhæng om afstanden mellem Gud og mennesker?
  • Hvordan er der i Kristus adgang for alle til Gud?

Regnskabet for helligdommen v. 21

  • Hvem førte tilsyn med opgørelsen?
  • Hvorfor er regnskabet skrevet så nøjagtigt ned?
  • Hvordan kan man i dag være ærlig og omhyggelig med det, der er givet til Guds sag?

Personer og steder i kapitlet

  • Moses (person) – Profeten, der førte Israel ud af Egypten
  • Aron (person) – Moses' bror, Israels første ypperstepræst
  • Itamar (person) – Arons yngste søn; gjorde tjeneste som præst.
  • Levi (person) – Jakobs søn; stamfar til levitterne
  • Besal'el (person) – Dygtig håndværker, der byggede åbenbaringsteltet
  • Hur (person) – En ledsager af Moses og bedstefar til Besal'el.
  • Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
  • Uri (person) – Far til Besal'el, den dygtige håndværker
  • Akisamak (person) – Far til Oholiab, en dygtig kunsthåndværker ved åbenbaringsteltet
  • Oholiab (person) – Dygtig håndværker ved åbenbaringsteltet
  • Dan (sted) – Israelitisk stamme; by i det nordlige Israel; oprindelig kaldt Lajish/Leshem.

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Anden Mosebog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer