Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Fjerde Mosebog

Fjerde Mosebog kapitel 15

41 vers

📖 Læs 4 Mos 15 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

HERREN giver forskrifter for afgrødeoffer og drikoffer, som skal følge ofrene, når Israel er kommet ind i landet, og for det første af dejen. Der er soning for synder begået af vanvare, både for hele forsamlingen og for den enkelte, men ikke for den, der synder med hævet hånd. En mand, der samler brænde på sabbatten, stenes, og israelitterne skal bære kvaster for at huske HERRENS bud.

Indhold

Herren giver love om madoffer og drikoffer, som skulle føjes til ethvert offer, 1-16; om førstegrødes offer, 17-21; om syndoffer for uvitterlige synder, for den hele menighed eller for en person, men ej for forsætlige synder, 22-31; en forsætlig Sabbats-Overtræder stenes, 32-36; Israels børn skulle lade gøre kvaster på deres flige for derved at erindre Herrens bud, 37-41.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

HERREN giver love om afgrødeoffer og drikoffer som skal føjes til ethvert offer.

1 HERREN talte til Moses:

2 »Tal til israelitterne og sig til dem: >Når I kommer til det land I skal bo i, det som jeg vil give jer,

3 og I vil ofre til HERREN et ildoffer, hvad enten det er et brændoffer eller et slagtoffer, for at indfri et særligt løfte eller som et frivilligt offer eller på jeres særlige højtider for at berede en liflig duft for HERREN af hornkvæg og får og geder,

4 da skal den som ofrer det til HERREN, også ofre et afgrødeoffer af en tiendedel efa mel blandet med en fjerdedel af en hin olie,

5 og som drikoffer skal du ofre en fjerdedel af en hin vin sammen med brændofferet eller slagtofferet for hvert lam.

6 Er det til en vædder, skal du give afgrødeoffer af to tiendedele mel blandet med en tredjedel af en hin olie,

7 og en tredjedel af en hin vin skal du ofre som drikoffer til en liflig duft for HERREN.

8 Når du vil give en tyrekalv til brændoffer eller slagtoffer for at indfri et særligt løfte eller som et måltidsoffer for HERREN,

9 da skal man sammen med tyrekalven ofre tre tiendedele mel blandet med en halv hin olie som afgrødeoffer.

10 Og du skal ofre vin til drikoffer, en halv hin. Det er et ildoffer, en liflig duft for HERREN.

11 På denne måde skal det gøres for hver okse eller vædder eller lam eller kid;

12 efter det antal I ofrer, skal I gøre således med hver enkelt i forhold til deres antal.

13 Enhver indfødt israelit skal gøre disse ting på denne måde for at ofre et ildoffer, en liflig duft for HERREN.

14 Hvis en fremmed opholder sig midlertidigt hos jer eller bor permanent iblandt jer hos jeres efterkommere, og han vil give et ildoffer, en liflig duft for HERREN, skal han gøre ligesom I skal gøre.

15 I forsamlingen skal der være samme forordning for jer og for den fremmede som opholder sig hos jer, det er en evig forordning blandt jeres efterkommere: Som det er for jer, sådan skal det være for den fremmede for HERRENS ansigt.

16 Samme lov og ret skal gælde for jer og for den fremmede som opholder sig hos jer.«<

Lov om førstegrødeoffer.

17 HERREN talte til Moses:

18 »Tal til israelitterne og sig til dem: >Når I kommer ind i det land jeg vil føre jer til,

19 og når I spiser af landets brød, skal I bringe en offergave til HERREN.

20 Det første af jeres dej, nemlig en kage, skal I bringe som gave, ligesom gaven fra tærskepladsen, sådan skal I bringe den.

21 Af det første af jeres dej skal I give HERREN en gave blandt jeres efterkommere.

Lov om syndoffer for uforvarende synder, for hele forsamlingen eller for en enkelt person, men ikke for bevidste synder.

22 Når I uforvarende synder og ikke holder alle de bud som HERREN har talt til Moses,

23 alt det som HERREN har påbudt jer ved Moses, fra den dag af da HERREN befalede det og derefter blandt jeres efterkommere,

24 hvis noget er skjult for forsamlingens øjne og gjort af vanvare, da skal hele forsamlingen give en tyrekalv som brændoffer, til en liflig duft for HERREN, med afgrødeoffer og drikoffer til ifølge retspraksis, og en gedebuk som syndoffer.

25 Så skal præsten skaffe soning for hele israelitternes forsamling, og det vil blive dem tilgivet, for det var af vanvare, og de skal føre deres offer frem som et ildoffer for HERREN, og deres syndoffer for HERRENS ansigt for den synd de har gjort af vanvare,

26 og det bliver tilgivet hele Israels børns forsamling og den fremmede som opholder sig blandt dem, fordi det er sket for hele folket af vanvare.

27 Men når en enkelt synder af vanvare, skal han ofre en årgammel ged som syndoffer.

28 Og præsten skal skaffe soning for HERRENS ansigt for ham som har begået en uforvarende synd. Han skal skaffe ham soning, så det bliver ham tilgivet.

29 For den indfødte blandt israelitterne og for den fremmede som opholder sig iblandt dem, hos jer skal der gælde samme lov for den som gør noget af vanvare.

30 Men den som gør noget med hævet hånd, det være sig en indfødt israelit eller en fremmed, han har hånet HERREN, og du skal fjerne den person fra at være iblandt hans folk,

31 for han har foragtet HERRENS ord og brudt hans bud. Denne person skal du fjerne; han har skyld.«

En mand der bevidst har overtrådt sabbatsbuddet, stenes.

32 Mens israelitterne var i ørkenen fandt de en mand som samlede brænde på en sabbat.

33 De som fandt ham i færd med at samle brænde, førte ham frem for Moses og Aron og hele forsamlingen.

34 De satte ham i forvaring, for det var ikke afklaret hvad der skulle ske med ham.

35 HERREN sagde til Moses: »Den mand skal så sandelig dø. Hele forsamlingen skal stene ham uden for lejren.«

36 Da førte hele forsamlingen ham ud uden for lejren, og de stenede ham, og han døde sådan som HERREN havde befalet Moses.

Israels børn skal lave kvaster på deres kapper for derved at huske på Guds bud.

37 HERREN talte til Moses:

38 »Tal til israelitterne og sig at de skal lave kvaster på kanterne af deres tøj blandt deres efterkommere, og de skal sætte en blå uldsnor på hver kvast.

39 I skal have kvasten, så I kan se den og huske på alle HERRENS bud og holde dem, og I skal ikke forsøge jer med noget efter jeres eget hjerte og efter jeres øjne som I kan være utro med.

40 Det skal I huske på og holde alle mine bud, og I skal være hellige for jeres Gud.

41 Jeg er HERREN jeres Gud som har ført jer ud af Egyptens land for at være jeres Gud. Jeg er HERREN jeres Gud.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Afgrødeoffer og drikoffer v. 1

  • Hvad skal følge med et brændoffer eller slagtoffer?
  • Hvad betyder det, at den samme lov gælder for den fremmede som for israelitten?
  • Hvordan kan du tage imod fremmede i Guds menighed?

Lov om førstegrødeoffer v. 17

  • Hvad skal israelitterne give af det første af deres dej?
  • Hvorfor skal det første gives til HERREN?
  • Hvordan kan du give Gud det første i stedet for det, der er tilovers?

Offer for uforsætlige synder v. 22

  • Hvad skal der ske, når en synd er begået af vanvare?
  • Hvad er forskellen på at synde af vanvare og »med hævet hånd« (v. 30)?
  • Hvordan kan det trøste dig, at Kristus også har sonet de synder, du ikke selv kender?

En mand der bevidst har overtrådt sabbatsbuddet, stenes v. 32

  • Hvad gjorde manden, og hvordan blev sagen afgjort?
  • Hvorfor tog HERREN overtrædelsen af sabbatten så alvorligt i Israel?
  • Hvad betyder hviledagen for dig, og hvordan kan du bruge den til at høre Guds Ord?

Kvasterne på kapperne v. 37

  • Hvad skulle israelitterne sætte på kanterne af deres tøj?
  • Hvordan skulle kvasterne hjælpe dem mod at følge deres eget hjerte og deres øjne?
  • Hvad kan hjælpe dig til at huske Guds Ord i hverdagen?

Personer og steder i kapitlet

  • Moses (person) – Profeten, der førte Israel ud af Egypten
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Aron (person) – Moses' bror, Israels første ypperstepræst
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Fjerde Mosebog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer