Det Gamle Testamente · Historiske bøger · Dommerbogen
Dommerbogen kapitel 18
31 vers
📖 Læs Dom 18 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Dans stamme mangler en arvelod og sender fem spejdere ud, som spørger Mikas levit til råds. De finder Lajish, en tryg og fredelig by. 600 bevæbnede danitter tager Mikas gudebillede og præst med sig, og Mika må give op. De indtager Lajish, kalder byen Dan og rejser gudebilledet, så afgudsdyrkelsen fortsætter i stammen.
Indhold
Daniterne søge sig en ejendom; de fem mænd, som de har udsendt at bespejde Lais, komme til leviten i Mikas hus og adspørge Herren ved ham, 1-6; de bespejde Lais og føre tidende tilbage igen, 7-10; daniterne drage op imod Lais, komme til Mikas hus, tage leviten og Mikas afgudsbilleder med sig, 11-21; Mika forfølger dem forgæves, 22-26; de indtager Lais, bygge staden og kalde den Dan; de bedrive afguderi, 27-31.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Danitterne søger en arvelod, de fem mænd som de har udsendt til at udspionere Lajish, kommer til levitten i Mikas hus og spørger gennem ham HERREN til råds
1 På den tid var der ingen konge i Israel. Og på den tid ledte Dans stamme efter en arvelod hvor de kunne bosætte sig, for indtil den dag var der ikke tilfaldet dem nogen arvelod blandt Israels stammer.
2 Danitterne udsendte fem mænd af deres stamme, fem krigere fra Sor'a og Eshtaol, for at de skulle udspionere landet og udforske det. De sagde til dem: »Gå hen og udforsk landet.« De kom til Efraims Bjerge, til Mikas hus, og overnattede der.
3 Da de var ved Mikas hus, genkendte de den unge levits stemme. De gik derind og talte med ham: »Hvem har ført dig hertil? Hvad laver du her? Hvad får du ud af det her?«
4 Han svarede dem: »Det er det her Mika har gjort: Han har hyret mig, og jeg er blevet hans præst.«
5 De sagde til ham: »Vil du ikke nok spørge Gud til råds, så vi kan få at vide om den rejse vi har foran os, vil lykkes?«
6 Præsten sagde til dem: »Gå i fred! HERREN er med jer på jeres rejse.«
Danitterne udspionerer Lajish og kommer hjem med oplysningerne
7 Da drog de fem mænd videre og kom til Lajish. De så at det folk som boede der, levede trygt og godt, ligesom sidonierne, i fred og ro. Der var ingen der manglede noget i landet, de var velstående. De boede langt fra sidonierne og havde ikke noget at gøre med andre.
8 Da de kom tilbage til deres brødre i Sor'a, spurgte deres brødre dem: »Hvad siger I så?«
9 De svarede: »Bryd op og lad os drage op imod dem. Vi har set landet, og det er et rigtig godt sted. I siger ikke noget? Vær nu ikke sløve, men drag hen og tag landet i besiddelse.
10 Når I kommer derhen, kommer I til et trygt folk, og landet er stort, for Gud har givet det til jer, et sted hvor der ikke mangler nogen verdens ting.«
Danitterne drager op imod Lajish, kommer til Mikas hus, tager levitten og Mikas afgudsbilleder med sig
11 Så rejste 600 våbenførende mænd af Dans stamme fra Sor'a og Eshtaol.
12 De drog op og slog lejr i Kirjat-Jearim i Juda. Derfor kalder man indtil den dag i dag det sted for Dans Lejr. Det ligger vest for Kirjat-Jearim.
13 Derfra drog de over til Efraims Bjerge, og de kom til Mikas hus.
14 Da fortalte de fem mænd som var taget ud for at udspionere landet Lajish, deres brødre: »Ved I at i et af husene er der en efod og husguder og et støbt gudebillede? Hvad synes I vi skal gøre?«
15 De gik derhen og kom til den unge levits hus på Mikas ejendom, og de hilste på ham.
16 Men de 600 våbenførende danitter blev stående ved portåbningen.
17 De fem mænd, som havde udspioneret landet, gik op til huset og gik ind og tog det støbte gudebillede og efoden og husguderne. Præsten stod imens nede ved portåbningen sammen med de 600 våbenførende mænd.
18 Da de var gået ind i Mikas tempel og havde taget det støbte gudebillede, efoden og husguderne, sagde præsten til dem: »Hvad er det I gør?«
19 De svarede ham: »Ti stille. Luk munden og tag med os. Vær vores far og præst. Er det bedre at være præst i én mands hus end at være præst for en hel stamme, en slægt i Israel?«
20 Præsten blev glad om hjertet, og han tog efoden og husguderne og det støbte gudebillede og fulgtes med dem.
21 De gjorde omkring og drog bort. De lod de små børn og kvæget og hvad de ellers havde med, gå forrest.
Mika forfølger forgæves danitterne
22 Da de var langt væk fra Mikas ejendom, blev mændene omkring Mikas ejendom kaldt sammen, og de indhentede danitterne.
23 De råbte til danitterne, og de vendte sig og sagde til Mika: »Hvad er der galt med dig? Hvorfor har du kaldt folk sammen?«
24 Han sagde: »I har taget mine guder, som jeg har lavet, og min præst og er draget bort med dem. Hvad har jeg så tilbage? Hvordan kan I da sige: Hvad er der galt med dig?«
25 Da sagde danitterne til ham: »Pas lige på med at hæve røsten blandt os, for der skulle jo nødigt være vrede mænd som overfaldt jer, så du mister dit liv, og det går ud over medlemmer af din husstand!«
26 Så gik danitterne deres vej, og Mika så at de var stærkere end ham. Han vendte om og drog tilbage til sin ejendom.
Danitterne indtager Lajish, genopbygger byen og kalder den Dan; de dyrker afguder
27 Men de tog det som Mika havde lavet, og den præst han havde haft, og kom til Lajish, til et roligt og trygt folk. De slog dem ned med sværd og nedbrændte byen.
28 Der var ingen som kom den til undsætning, for den lå langt fra Sidon, og de havde ikke noget at gøre med andre mennesker. Den lå i dalen ved Bet-Rehob. Så byggede de byen op og slog sig ned i den.
29 De gav byen navnet Dan, efter deres stamfar Dan, som var søn af Israel. Men oprindeligt hed byen Lajish.
30 Danitterne rejste det støbte gudebillede, og Jonatan, der var søn af Gershom, Manasses søn, var sammen med sine børn præster for Dans stamme indtil den dag folket blev ført i fangenskab.
31 Midt iblandt sig rejste de det støbte gudebillede som Mika havde lavet til sig selv, og det stod der al den tid Guds hus var i Silo.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- ApG 16,36 (henviser til v. 6)
- Luk 18,23 (henviser til v. 23)
- Åb 18,15 (henviser til v. 23)
- 1 Tim 6,10 (henviser til v. 29)
Spørgsmål til bibelkredsen
Danitternes spejdere v. 1
- Hvad spørger de fem mænd levitten om?
- Hvorfor er præstens svar i v. 6 tvivlsomt, når han tjener ved et gudebillede?
- Hvordan kan man skelne mellem Guds ord og det, folk gerne vil høre?
Spejderne i Lajish v. 7
- Hvordan beskriver spejderne Lajish og landet?
- Hvorfor siger de, at Gud har givet dem landet (v. 10), når Dan i forvejen havde fået en arvelod (jf. Jos 19,40–48)?
- Hvordan kan vi bruge Guds navn til at give vores egne planer et fromt skær?
Danitterne tager Mikas præst v. 11
- Hvad tager danitterne fra Mikas hus?
- Hvorfor følger levitten så let med (v. 19–20)?
- Hvordan kan ærgerrighed og fordele styre vores valg mere end troskab?
Mika forfølger forgæves danitterne v. 22
- Hvad siger Mika til danitterne i v. 24?
- Hvad lærer det om guder, man selv har lavet, at de kan stjæles?
- Hvad betyder det for dig, at den levende Gud ikke kan tages fra dig?
Lajish bliver til Dan v. 27
- Hvad kalder danitterne den nye by?
- Hvorfor er det alvorligt, at Dans stamme indretter sig med gudebilledet (v. 30–31)?
- Hvordan kan én persons synd få følger for mange?
Personer og steder i kapitlet
- Mika (person) – En mand fra Efraim, der indførte afgudsdyrkelse.
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Efraim (person) – Josefs anden søn og en af Israels stammer.
- Levi (person) – Jakobs søn; stamfar til levitterne
- Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
- Gershom (person) – Søn af Moses; far til Jonatan, en frafalden præst.
- Jonatan (person) – En levit, der var præst for Dan
- Moses (person) – Profeten, der førte Israel ud af Egypten
- Dan (sted) – Israelitisk stamme; by i det nordlige Israel; oprindelig kaldt Lajish/Leshem.
- Eshtaol (sted) – By tildelt Juda og Dan; knyttet til Samson
- Sor'a (sted) – En by i Lavlandet, Samsons hjemby
- Sidon (sted) – Fønikisk by; Jezabels hjemby
- Kirjat-Jearim (sted) – En by, hvor arken stod
- Mahane-Dan (sted) – Et sted mellem Sor'a og Eshtaol; Samsons fødested
- Bet-Rehob (sted) – Aramæisk by og område, allieret med Ammon mod David.
- Shilo (sted) – Israelitisk helligdom og samlingssted i dommertiden
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Dommerbogen på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer