Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Historiske bøger · Dommerbogen

Dommerbogen kapitel 7

25 vers

📖 Læs Dom 7 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Gideons hær er for stor, for HERREN vil ikke have, at Israel selv tager æren. Først går 22.000 hjem, og ved vandet bliver kun de 300, der labber, tilbage. Om natten hører Gideon en midjanit fortælle en drøm om et bygbrød, der vælter et telt. Med vædderhorn, krukker og fakler omringer de 300 lejren og råber: »HERRENS sværd og Gideons!« HERREN lader fjenderne vende sværdet mod hinanden, og Efraim fanger fyrsterne Oreb og Ze'eb.

Indhold

Gideon drager ud mod midianiterne med sin hær, hvilken efter Guds befaling ved visse prøver formindskes indtil 300 mænd, 1-8; han styrkes ved en drøm og dens udlæggelse, som en midianiter fortæller en anden, 9-15; han deler sit folk, giver dem trompeter og tomme krukker med blus i hænderne, og da de blæser i trompeterne og slår krukkerne i stykker og råber: Sværd for Herren og Gideon! fly fjenderne og dræbe hinanden, 16-22; de andre israeliter komme Gideon til hjælp; Oreb og Seeb gribes og dræbes, 23-25.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Gideon drager ud mod midjanitterne med sin hær, som på Guds befaling - efter visse prøver - er blevet formindsket til 300 mand

1 Så stod Jerub-Ba'al - det var Gideons tilnavn - tidligt op sammen med alle de folk der var med ham. De slog lejr ved Harod-kilden. Midjans lejr var nord for ham i dalen bag More-højen.

2 HERREN sagde til Gideon: »De folk som er med dig, er for mange til at jeg vil give dem sejr over midjanitterne. Jeg vil ikke have at Israel selv skal tage æren og sige: >Min styrke har reddet mig.<

3 Forkynd derfor for folket: >Enhver der er bange og ryster af skræk, skal vende om og skynde sig væk fra Gileads bjerg.«< Så vendte 22.000 af folket om, og 10.000 blev tilbage.

4 HERREN sagde til Gideon: »Der er stadig for mange. Før dem ned til vandet, så vil jeg sortere dem for dig. Hvis jeg siger >han skal gå med dig< om en person, skal han gå med dig. Men hvis jeg siger >han skal ikke gå med dig< om nogen, skal han ikke gå med dig.«

5 Gideon førte så folkene ned til vandet, og HERREN sagde til Gideon: »De der labber vandet i sig som en hund, skal du stille for sig, og de der lægger sig på knæ for at drikke, skal du stille for sig.«

6 300 mand labbede ved at føre hånden til munden, og alle de øvrige folk bøjede sig på knæ for at drikke vand.

7 HERREN sagde til Gideon: »Med de 300 mand som labbede, vil jeg redde jer og give dig sejren over midjanitterne. Men alle de øvrige må gå hver til sit.«

8 De skaffede sig forsyninger og vædderhorn fra de folk der var blevet afvist, og Gideon sendte de øvrige israelitter tilbage til deres telte. Han beholdt de 300 mand hos sig. Midjanitternes lejr lå neden for ham i dalen.

Gideon styrkes af en drøm og den udlæggelse som en midjanit fortæller til en anden

9 Samme nat sagde HERREN til ham: »Stå op og gå ned mod lejren, for jeg har givet den i din magt.

10 Men hvis du er bange for at gå ned, så tag din væbner Pura med ned til lejren.

11 Dér skal du høre hvad de taler om, og så vil dit mod blive styrket, og du vil gå ned og angribe lejren.« Sammen med sin væbner Pura gik Gideon så ned til de forreste af lejrens tropper.

12 Midjanitterne og amalekitterne, alle folkene fra østen, havde lagt sig i dalen. De var så talrige som græshopper i en sværm, og deres kameler var talløse som sandet ved havets bred.

13 Da Gideon kom, hørte han en mand fortælle sin kammerat om en drøm. Han sagde: »Jeg drømte en drøm. Jeg så et rundt bygbrød komme rullende ned gennem midjanitternes lejr. Når det kom til et telt, ramte det teltet så hårdt at teltet faldt, og det væltede teltet så det faldt.«

14 Den anden svarede: »Det kan kun være israelitten Gideons, Joashs søns, sværd. Gud har givet midjanitterne og hele lejren i hans magt.«

15 Da Gideon hørte fortællingen og fortolkningen af drømmen, lovpriste han Gud. Han vendte så tilbage til Israels lejr og sagde: »Stå op, for HERREN har givet midjanitternes lejr i jeres magt.«

Gideon deler sit folk, giver dem vædderhorn og tomme krukker med fakler i hænderne, og når de blæser i vædderhornene og slår krukkerne i stykker og råber: »HERRENS sværd og Gideons!« flygter fjenderne og dræber hinanden

16 Han delte de 300 mand i tre enheder. Han gav dem vædderhorn i hånden og tomme krukker med fakler i.

17 Han sagde til dem: »I skal se på mig. Sådan skal I gøre: Når jeg kommer til lejrens udkant, skal I gøre ligesom jeg.

18 Og når jeg og alle de der er med mig, blæser i vædderhornene, skal også I blæse i vædderhornene rundt om hele lejren og sige: >For HERREN og for Gideon!«<

19 Så kom Gideon og de hundrede mand som var med ham, til lejrens udkant ved den midterste vagts begyndelse. Der havde lige været vagtskifte. Og de blæste i vædderhornene og slog de krukker de havde i hånden, i stykker.

20 Så blæste de tre enheder i vædderhornene og slog krukkerne itu, men de holdt faklerne i venstre hånd og vædderhornene i højre, og de råbte: »HERRENS sværd og Gideons!«

21 De stod på hver sit sted rundt om lejren. Så løb lejrens soldater omkring og skreg og flygtede.

22 De blæste i de 300 vædderhorn, og HERREN vendte den enes sværd mod den anden og imod hele lejren; og lejrens soldater flygtede til Bet-ha-Shitta i retning mod Serera, lige til Abel-Mehola-grænsen ved Tabbat.

De andre israelitter kommer Gideon til hjælp; Oreb og Ze'eb gribes og dræbes

23 Israels mænd af Naftalis, Ashers og hele Manasses stamme blev indkaldt, og de forfulgte midjanitterne.

24 Gideon sendte bud til hele Efraims Bjerge og lod sige: »Kom ned mod midjanitterne og blokér vadestederne for dem helt hen til Bet-Bara og også Jordanfloden.« Så blev hver mand i Efraim indkaldt, og de blokerede vadestederne helt hen til Bet-Bara og også Jordanfloden

25 De greb to af midjanitternes fyrster, Oreb og Ze'eb; og de dræbte Oreb på Oreb-klippen, og Ze'eb dræbte de i Ze'eb-vinpersen. De forfulgte midjanitterne, og de førte Orebs og Ze'ebs hoveder til Gideon på den anden side af Jordanfloden.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

De 300 mand v. 1

  • Hvordan bliver hæren gjort mindre?
  • Hvorfor vil HERREN ikke have, at Israel siger: »Min styrke har reddet mig«?
  • Hvor er du fristet til at tage æren selv for det, Gud har gjort?

Drømmen om bygbrødet v. 9

  • Hvad drømte midjanitten, og hvordan blev drømmen tydet?
  • Hvorfor giver Gud Gideon denne opmuntring?
  • Hvordan styrker Gud dit mod, når du er bange?

Vædderhorn, krukker og fakler v. 16

  • Hvilke »våben« havde de 300 mand?
  • Hvem vandt egentlig sejren ifølge v. 22?
  • Hvordan kan Guds kraft blive fuldkommen i svaghed (2 Kor 12,9) i dit liv?

Oreb og Ze'eb dræbes v. 23

  • Hvilke stammer kom til hjælp, og hvad gjorde de?
  • Hvad betyder det, at mange får lov at være med i sejren?
  • Hvordan kan du være med i det, Gud gør, sammen med andre?

Personer og steder i kapitlet

  • Gideon (person) – Dommer i Israel; besejrede midjanitterne; blev prøvet og beroliget af Gud.
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Pura (person) – Gideons tjener, som fulgte ham til midjanitternes lejr
  • Joash (person) – Far til Gideon, en af Israels dommere
  • Asher (person) – Søn af Jakob og Zilpa, stamfar til Ashers stamme
  • Manasse (person) – Josefs førstefødte søn, velsignet af Jakob.
  • Naftali (person) – Søn af Jakob, stamfader til Naftalis stamme.
  • Efraim (person) – Josefs anden søn og en af Israels stammer.
  • Oreb (person) – Midjanitisk fyrste, dræbt af efraimitterne
  • Ze'eb (person) – Midjanitisk fyrste, som Gideon besejrede
  • Midjan (sted) – Et folk, der nedstammede fra Abraham; undertrykte Israel på dommernes tid
  • Jordan (sted) – En flod og en egn med stor betydning i Israels historie.
  • Harod (sted) – En kilde nær det sted, hvor Gideon samlede sin hær.
  • More (sted) – Sted nær Sikem; høj, hvor Gideon slog lejr
  • Gilboabjerget (sted) – En bjergkæde, hvor Saul og hans sønner døde.
  • Amalek (sted) – Et nomadefolk, efterkommere af Esau og fjender af Israel.
  • Østen (sted) – Et verdenshjørne, der forbindes med invaderende hære og nomadefolk.
  • Abel-Mehola (sted) – En by i Israel, Elisas hjemby.
  • Bet-ha-Shitta (sted) – Bet-ha-Shitta, sted, som midjanitterne flygtede i retning af, da Gideon slog dem
  • Tabbat (sted) – Sted, som midjanitterne flygtede hen imod på flugten fra Gideon
  • Saretan (sted) – Et sted nær Jordanfloden, som forbindes med Israels vandring over floden
  • Bet-Bara (sted) – Sted, hvor Gideon satte folk ind for at afskære midjanitterne.

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Dommerbogen på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer